Kronik

Multikulturalisterne er snublet i deres egen retorik

Når indvandrerspørgsmålet ikke har domineret valgkampen, skyldes det ikke, at DF er på hælene. Det er derimod indvandrervennerne de såkaldte multikulturalister der ligger underdrejede. Deres mangeårige forsøg på at dæmonisere indvandrerkritikere har givet bagslag og gjort deres projekt utroværdigt
DF-modstandernes rynken på næsen af DF's forkærlighed for brun sovs og flæsk har ramt dem selv som en boomerang.

DF-modstandernes rynken på næsen af DF's forkærlighed for brun sovs og flæsk har ramt dem selv som en boomerang.

Jens Nørgaard Larsen

14. september 2011

Når udlændingespørgsmålet har fyldt relativt lidt i valgkampen, er det ikke, fordi den økonomiske krise dominerer listen over danskernes bekymringer. Forklaringen er snarere, at området er blevet normaliseret.

På samme måde er det hverken Breiviks højreradikale amokløb, støtten til regeringens efterlønsreform eller indførelsen af en styrket grænsekontrol, der er forklaringen på, at tilslutningen til Dansk Folkeparti er vigende. Måske har partiet blot fundet sin naturlige placering i det danske partisystem med et vælgergrundlag på 10-15 pct. af befolkningen. Også her er forklaringen flygtninge- og indvandrerområdets normalisering.

Normaliseringen skyldes i første omgang ikke, at DF har dæmpet retorikken, men snarere at deres hårdeste modstandere lider af metaltræthed. Den såkaldte multikulturalisme, der op igennem 1990'erne etablerede sig som bærende ideologisk ramme i kampen mod indvandrerfjenderne og alle former for etnisk, national, kulturel eller sproglig enhedstænkning, er enten under hastig nedslidning eller reduceret til et spørgsmål om selvfølgelige værdier som respekt, åbenhed, tolerance eller kulturforståelse.

Varm luft

Op gennem 00'erne viste multikulturalismen sig smukkest i modvind dvs. som negationsideologi. Den stillede en kvalitativ ny tid i udsigt en tid befriet fra den nuværende ordens lag på lag af fejltænkning, tilbageståenhed og forløjet idyl. Problemet var, at den ud over betoningen af moralske standarder som respekt, åbenhed og tolerance ikke for alvor rummede noget bud på, hvordan samfundets bærende institutioner skal bringes til at fungere. Så snart multikulturalismen skulle gøres til virkelighed, var den altså at sammenligne med varm luft eller wishful thinking.

Og det er ikke multikulturalismens eneste svaghed. Den bærer også på en anklage, kritik eller mistænkeliggørelse af det danske samfund, som savner empirisk gyldighed. Samtidig underordnes eller tilsidesættes fordelingspolitiske spørgsmål den kulturelle dagsorden.

Endelig har tankegangen en indbygget modsætning: På den ene side er multikulturalismen karakteriseret ved en ambition om at beskytte eller restaurere indvandrernes kultur og etniske arv mod såvel kuldechokket i det moderne samfund som assimilationens varmedød. På den anden side har vi at gøre med et projekt, der i varierede grader af disrespekt bekriger alle, der påberåber sig danske værdier, danske traditioner eller dansk egenart som afsæt. Mens man altså i den kulturelle mangfoldigheds navn insisterer på et kritikforbud over for de andres kultur, afvises danske bidrag til paletten af kulturel mangfoldighed. Ja, de udråbes endda som indbegrebet af forstokkethed, ravnekrog eller forløjet Morten Korch-idyl.

Min påstand er, at denne tankegang er under afvikling. Simpelthen fordi det ikke bidrager til at forstå det faktisk eksisterende flerkulturelle og fleretniske samfund.

Svinehund i glemmebog

På vej i glemmebogen er også indvandrervennernes eller det politiske venstres arsenal af kritik og fjendebilleder. Det gælder dels kritik og anklager, der står i gæld til 68-bevægelsens forståelse af det kapitalistiske samfund eller den vestlige civilisation som en systemfejl eller regulær skandale. Dels storforbruget af analogier til den tyske nazisme, det amerikanske samfunds 'strukturelle' og 'institutionelle' racisme eller til den europæiske eller vestlige verdens synderegister i den tredje verden. Hos det brede publikum udløser de kun hovedrysten.

Samme skæbne tilfalder storforbruget af kritik, fjendebilleder, dæmoniseringer eller forståelsesformer overtaget fra det politiske venstres mangeårige kampe imod småborgerskabet, provinsen eller den dæmoniske, irrationelle og let forførbare masse, som vi finder bag en metafor som 'den indre svinehund' og påstanden om en instinktiv dyriskhed, der aldrig lader sig civilisere eller gøre 'stueren'. Disse mere eller mindre rygmarvsbestemte anklager og fjendebilleder er under afvikling.

Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv. Påstande om at danske indvandrere og flygtninges forhold kan sammenlignes med jødernes i 1930'ernes Tyskland, de sortes forhold i USA og ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik, er så langt fra virkeligheden, at de ikke vinder genklang.

Utroværdig talsmand

Multikulturalismens nedslidning er et anslag mod selvforståelsen som indvandrerven.

Når argumentationskæderne falder fra hinanden, er det vanskeligt at indtage en position som stedfortrædende talsmand for indvandrernes behov, interesser og kultur. Det gælder ikke mindst forvaltningen af rollen som stedfortræder for den smerte og længsel, som indvandrerne eller flygtningene bærer på, men som de ikke i selv er stand til at artikulere.

Samtidig lader forestillingen om at repræsentere en moralsk og erkendelsesmæssig privilegeret position, der er vaccineret imod kritik, sig ikke opretholde. Det gælder både den moralske overlegenhed, der er forankret i forestillingen om at tale på vegne af det pointerede offer og den uangribelighed, der knytter sig til forestillingen om at stå ansigt til ansigt med en fjende, der dybest set repræsenterer den samme dæmoni, perversion eller ideologisk befængte Heimat-tænkning som den tyske nazisme.

Igen: Sådan lader virkeligheden sig ikke længere forstå.

Det betyder selvsagt ikke, at den politiske uenighed er ophævet, men snarere at tidligere tiders glansbilleder, fjendebilleder og opdeling af verden i venner og fjender er under afvikling.

Praktiske løsninger

I stedet er der opstået en diskussion, hvor vi fortsat finder modsatrettede politiske synspunkter, men hvor det bærende afsæt er en ambition om at få det faktisk eksisterende flerkulturelle samfund til at fungere nogenlunde effektivt, konkurrencedygtigt, civiliseret og konfliktfrit.

I den diskussion er det en mere eller mindre selvfølgelig præmis, at ingen længere for alvor leder efter mulige systemalternativer til den moderne samfundsorden, og at ingen for alvor vil begrænse muligheden for social opstigning, velfærd, lykke, livskvalitet og politisk repræsentation med henvisning til etniske eller religiøse forhold.

Der er ikke noget kontroversielt heri. Tværtimod er det her, vi ser konturerne af indvandrerområdets normalisering.

I stedet for at uddrive fjender, formidle godhed, sone skyld og udlove ny tider forskydes interessen i retning af en tænkning, der handler om at bringe samfundet til at fungere nogenlunde effektivt, civiliseret og moderne.

Hvis man ser godt efter, ser man samtidig konturerne af en civilitetsdiskurs, der sagtens kan fungere som afsæt for f.eks. at formulere kritik af 24-års-reglen og det såkaldte tilknytningskrav. Ikke med henvisning til en abstrakt godhed eller humanitet på vegne af alverdens fordrevne og eksilerede flygtninge og migranter. Heller ikke på præmisser, der har ambitioner om at realisere en kvalitativ ny tid. Men derimod på præmisser, der er forankret i basale og stadig mere selvfølgelige standarder for anstændighed og generøsitet.

Torben Rugberg Rasmussen er lektor ved Center for Mellemøst-studier, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når indvandrerspørgsmålet ikke har domineret valgkampen - og tak for det - så skyldes det dels, at befolkningen og partier til venstre for DF har strammet præcis så meget, de synes var nødvendigt, dels at ingen gider være afhængige af DF længere, dels at fokus må og skal være på, hvordan vi sikrer en holdbar økonomisk fremtid.

Søren Kristensen

DF var et parti som udmærkede sig ved at turde italesætte et tabuiseret indvandrerproblem og deres (navnlig Pia Kjærsgaards) stædighed gav os en relevant politik på området og tak for det. Nu er opgaven løst og Pia er kommet lidt op i årene og da partiet som sådan ikke i overbevisende grad har kunnet formulere andre problemer så er det tid til at pakke sammen, hygge sig ved grillen og i det hele taget høste frugterne af indsatsen. Nu må vi så se hvad det næste store ryk i dansk politik kommer til at handle om. Landet liggger åbent og imorgen er der atter en dag.

Efter 43 års subversion, anti-kultur og masse mediernes manipulation af børn, unge og voksne er der ikke noget Danmark tilbage.

DF's eneste bidrag til historien, var at gøre Danmark til noget lettere frastødende, man helst ikke vil associeres med.

Faktum er, at DF ikke har løst det grundliggende problem de ville - fordi de er de dummeste fædrelandskærlige mennesker, der kunne opstøves i de frimurerske loger.

Med det røde kabinet der får magten i morgen (som om vi ikke alle vidste det), er det endegyldigt slut med det moderne Danmark, de fuldender de blås arbejde, med at gøre Danmark til en babylonsk provins. En amerikaniseret og bastardiseret hundestat. Et land af total naivitet og absurditet til en grad, så vores forfædre ville have grimmet sig.

Men i skyggen af den absurde tilstand i medier,vil en sandhed lure, der vil få mere betydning for fremtiden, end nogen moderne økonomisk hjernevask: blodets bånd.

Den dag de manipulerede danskere vågner op og indser der blevet snydt, da vil en ny nationalistisk bølge rejse sig, som vil få 90'ernes Hess-marscher til at ligne et karneval.

Trangen og længslen efter det nationale, vil blive katalyseret af et disintegrerende Europa og et USA der mister alt moralsk, økonomisk og kulturel magt og som derfor kun kan spille med sin våbenmagt for at hævde sig, i en verden med flere krige, mere klimaterror, økonomisk kaos, demografisk in-stabilitet og geopolitisk morads

Den eneste rationelle vej for alle med dansk blod i årene, vil være en national socialisme, der ikke er tysk, men pære dansk og hjemmedyrket. Sikkert uden hagekors og strækmarsch. En politisk bevægelse der vil forene nationalisme, socialisme og anti-imperialisme til en grad, så de venstre-orienterede stofmisbrugere vil se det som et nemesis.

Valgets store taber bliver unægteligt Dansk Folkeparti, og godt for det. Valgets vinder bliver unægteligt kommunister i alle deres forklædning, og godt for dem. Valgets statister er de blå, fred være med dem. Men valgets store sejrherre, er de moderne medier, deres entydigt subversive propaganda og dem der tjener den. Valgets store joker, er de 10-20 procent af stemmerne, der ikke ser nogen fremtid for demokratiet overhovedet.

Og efter at det røde kabinet vil vise deres sande ansigt, med aner til DDR, Stalin, terror, absurditet og misforstået lighed, vil det måske gå op for en del, at rød ikke er lig med fremtiden. Da vil der ikke være noget demokratisk valg for mange danskere mere. Når de røde og de blå's politik viser deres økonomisk katastrofale virkelighed, da vil der ikke være noget valg for mange mange mennesker i Danmark af intetkøn, fattigdom, sygdom, ælde, dumhed og katastrofestemning.

Efter parlamentarismen er nået til enden af sin logiske rationelle diskurs, da træder cæsarismen ind på scenen.

Den danske cæsarisme, vil ikke være racistisk - ikke nazistisk - men vil bygge sin magt på blodets bånd alligevel.

Den danske cæsarisme, vil være det som alle danskere i virkeligheden længes efter: orden, økologi, sikkerhed, natur, fællesskab, ny teknologi, socialisme (i ordets prøjsiske betydning: Spengler), nationalfamilien, spirituel tilfredsstillelse og rationel udenrigspolitisk de-mobilisering.

Så når vi stemmer i morgen, er det ingenlunde fremtiden vi stemmer på, men fortidens spøgelse, modernismens sidste krampetrækninger, det mest absurde af det absurde fra en absurd fjernsynsbåren tid.

Anders Reinholdt

Jeg må tilslutte mig Marie Spliid Carlsens kritik. Kronikørens sprogbrug er uakademisk og propaganderende, og bærer i sig netop en del af årsagen til, at ”multikulturalisterne” (endnu en mærkat der søger at dække over en helt udefinerbar gruppe af mennesker) reagerer som tilfældet er i indvandrerdeabatten. Hvis mulitikulturalisterne er ”indvandrervenner”, så burde nationalisterne jo benævnes ”indvandrerfjender”. Men nej, de betegnes eufemistisk (relativt set) som ”indvandrerkritiske”. Ord har altid betydning – derfor er vi nogle, der reagerer.

Angående hovedbudskabet i kronikken, så bør det først og fremmest pointeres, at Indvandrerspørgsmålet i denne valgkamp gudskelov har været fraværende, fordi lovgivningen på området ikke kan blive strammere uden at vi bevæger os over i det åbenlyst umenneskelige og vanvittige – såsom internering og deportationer.

Alene af den grund er det ikke mærkværdigt, at ”multikulturalisterne” er ”underdrejede” i øjeblikket. Mennesker hørende til denne ”gruppe” har oftest reageret mere end den har ageret. Derfor, Torben Rugbjerg Rasmussen, er der tavshed angående indvandrerspørgsmålet under valgkampen. ”Multikulturalisterne” har altid ment, at indvandrerspørgsmålet er blæst helt ud af proportioner og er blevet tillagt en betydning langt ud over hvad der er merit for.
Nu hvor spørgsmålet er stemt ned i et toneleje hvor det hører hjemme, har vi endelig fået ørenlyd til at debattere emner af langt mere dybtgående betydning for landet som helhed.

@ Marie Spliid Clausen.

Hvad med 'islamofobiske' (de er jo syge og burde behandles, helst på en lukket institution langt ude i Sibirien, ikke sandt?) - indre svinehunde og racister?

Det lyder ærlig talt heller ikke særligt akademisk. Nærmest som KKK.

Hmmm...

Multikultur er et eksperiment, der vil ende galt, hvis ikke ligefrem katastrofalt. Multikultur er ikke kultur, men anti-kultur. Danskerne har ingen kultur, kun adfærd præget af fjernsyn og subversion.

DF er ikke mod andre end dem selv, de er en selvmodsigelse af et parti, et historisk kuriosum, der er valgets store taber, ligemeget hvor mange stemmer de får.

Foruden sprogbruget er det også en fuldstændig forkert præmis artikelskriveren går ud fra. De eneste to "invandrervenlige" partier R og Ø er netop gået massivt frem på S og SFs bekostning blandt andet fordi venstrefløjsvælgere er utilfredse med disse to sidstnævnte partiers leflen for DFs tankegods.

Vibeke Binderup Dyrst

Måske er vi bare en hel del, der er trætte af al den retorik om for -og imod indvandrere, for -og imod globalisering eller for -og imod multikultur, fordi vi simpelthen er for anstændighed og retssikkerhed for alle.
Derfor er det hverken særligt konstruktivt eller giver mening at lade sig provokere af al den "sorte snak" fra DF.

Jørgen Mathiasen

"Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv."

Artiklen vrimler med stråmænd som eksempelvis denne. Der har ALDRIG i befolkningen været nogen generel forståelse af det danske samfund som en systemfejl, og så indsætter ff endda det upræcise"opbakning" i sin tese. Ff. har fuldstændig ret, og hvert kvartal kommer der en ny undersøgelse med konklusionen, at kongerigets indbyggere finder, at DK er verdens bedste samfund.

Der er intet sagt med denne tese, og der er ikke sagt ret meget andet med denne artikel end, at højrefløjen har haft et politisk mandat til sin udlændingepolitik. Til gengæld kunne der sikkert findes forskellige interessante forklaringer på det med henblik på kortlægningen af nationale strategier i globaliseringen.

Lidt af en stråmand du laver kære Torben

Ved ikke nærmere at definere hverken multikulturalisme, og hvem der i givet fald skulle gå ind for denne, kan du opstille nogen flyvske teser og anklage noget udefineret for andre udefinerede mangler.

Din egen underoverskrift ”Varm luft” både derfor have været din hovedoverskrift.

Jørgen Mathiasen

@ Mads Hansen
Alt i orden, så var det to sjæle om en tanke.
Vi kan vist godt vove den prognose, at det sidste om udlændingepolitikken ikke er sagt, hverken i politikken eller i analyserne af den.

Mogens Kristensen

Victor Solstjerne-Mogensen skriver: "at gøre Danmark til noget lettere frastødende, man helst ikke vil associeres med" ...Det sidste man nu læser, er at en dansker(Kurt Westergård) på besøg i Norge, er blevet smidt på porten, hvilket jeg aldrid har troet, at skulle opleve...

Jeg synes, at det er en meget mærkelig kronik. Når indvandringsspørgsmål ikke har fyldt mere i valgkampen, end det har, så skyldes det da primært, at spørgsmålet er rykket meget længere ned på listen over de ting, som danskerne bekymrer sig over.

Og derfor har højrefløjens demagoger ikke kunnet finde den grobund for deres skræmmekampagner om "åbne ladeporte" og en "sejlende politik", som de kunne ved de forrige folketingsvalg. For det er jo ikke fordi, de ikke har forsøgt. Både Søren Pind og flere andre har således ved flere lejligheder under valgkampen forsøgt at slå disse gamle toner an igen, men det har bare ikke givet genlyd.

At DF`s hårdeste modstandere skulle være ramt af "metaltræthed" er desuden en besynderlig påstand al den stund, at netop Radikale Venstre og Enhedslisten står til at blive valgets to helt store vindere.

Og selvom udlændingepolitik nok ikke er den eneste grund hertil, så er det efter min mening helt givet, at emnet spiller en væsentlig rolle for den store vælgerbevægelse imod de to partier, der har fundet sted både før og under valgkampen.

Rigtig mange af SF´s tidligere vælgere er således skiftet til Enhedslisten pga. SF´s voldsomme højredrejning i netop udlændingepolitiken, og Radikale har tiltrukket en masse vælgere fra det borgerlige "nok er nok" segment, som er dødtrætte af, at V og K i den grad har solgt deres sjæl til Dansk Folkeparti.

"... den uangribelighed, der knytter sig til forestillingen om at stå ansigt til ansigt med en fjende, der dybest set repræsenterer den samme dæmoni, perversion eller ideologisk befængte Heimat-tænkning som den tyske nazisme."

På mig lyder det som om, forfatteren godt ved, hvad han er ude i, og konkluderer, at lodret benægtelse er det bedste forsvar.

Jeg tror artiklen tager fejl angående hvorfor muslimer ikke blev et større emne i valgkampen.

En Ritzau-udmelding fortalte at

Norsk terror holdes ude af dansk valgkamp
.
Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti vedtog at de ville bortretouchere emnet Breivik fra valgkampen. Grunden til at den muslimske befolkningsgruppe ikke blev et hovedemne, er at det ligger for tæt på tabu-emnet Breivik.

Er der en DF sympatisør, der lige skal have renset samvitigheden og erklæret modstanderne for besejret?

Som mange i tråden rigtigt påpeger, så er artiklen fuld af stråmænd.
Så snart jeg hører/læser nogen der benævner en gruppe for multikulturalisterne, så ved jeg godt, hvor deres politiske ståsted er. (dansk racistisk højrefløj eller Teaparty-bevægelsen)

Man kritiserer de mennesker, der vil lovgive på baggrund af deres tro på "at danske værdier, traditioner og egenart" er bedst, fordi de er danske. Ikke på baggrund af noget kvalitativt grundlag. Lige som man ikke vil acceptere, at udenlandske ditto absoulut er skidte, blot fordi de er udenlandske.

Man kritiserer de mennesker, som Helmuth Nyborg, der for nylig havde en racistisk kronik i JP, hvor han mente at mennesker sydfra er født uintilligente og at de kommer hertil for at forplumre vores lysende intellekt!

Man kritiserer de imbiciler, der ikke har forstået, at der til enhver tid har været en idyllisk fortid eller en heimat, som ikke kan genskabes, da den kun findes i den enkeltes erindring. Netop her er morten korch kritiken rellevant, da det netop er en forestillet verden, der aldrig fantes!

Metaltræthed? Nej kun trætte øre, der endelig får nogenlunde ro pianisterne. Og en fornemmelse af at det går den rigtige vej igen.

At TRR både kan skrive en kritik af det "multikulturelle" og samtidigt erklære det bestående samfund for "flerkulturelt" er mig en gåde. Er det en forståelse af, at ønsket om at holde danmark rent og homogent alligevel ikke kan lade sig gøre? Er det metaltræthed hos "indvandrefjenderne"?

TRR virker komplet uoplyst på alle områder. Specielt, når han tror vi bevæger os mod et samfund, hvor alle accepterer det etablerede og ikke længere leder efter alternativer.

Hmmm....

Problemet er i bund og grund, at såvel Dansk Folkepartis fremmedfrygt som venstrefløjens 'multikulturalisme' har samme (falske) logiske grundlag. Ligesom mange af ovenstående indlæg der netop ikke er fri for helt grundlæggende at tænke som en eller begge af de to falske tilgange.
Problemet er, at begge fløje både dem der taler pænt om de fremmede og dem, der taler mindre pænt deler den falske præmis, at der virkelig er tale om 'fremmede' som en form for kulturelt eller religiøst anderledes mennesker.

Indtil vi begynder at tale om en fremmed eller indvandrer som en ven, du ikke har vidst du havde - sådan som Primo Levi forklarede det, så er alle med til at fastholde den falske præmis.

Hvorfor taler vi ikke om Herbert Pundik og hans familie som fremmede eller indvandrere?
Når vi taler om 2. og 3. generationsindvandrere fra Tyrkiet?

Hvem fanden har givet nogen ret til at nægte at unge 2. og 3. generationsindvandrere simpelthen bare slet og ret er 'danskere'!

Vi skal arbejde for en ny grammatik. Så får vi en ny politik. Og så har vi hverken behov for de fremmedfjendtlige eller de fremmedromantiske selvfede og selvretfærdige kamphandlinger. Så kan vi behandle alle lige og med samme form for anstændighed og respekt. Ligesom vi kan kritisere alle ud fra de mest universelle krav til anstændig opførsel. Uanset 'religion', 'kultur' eller andet overfladisk kendetegn.

Hvad pokker er der gået galt ved Syddansk Universitet? Jeg synes godtnok der kommer meget national chauvenistisk BS fra den kant for tiden!

Som flere andre har påpeget, er det i øvrigt temmelig misvisende at gøre den danske udlændingedebat til et spørgsmål om en kamp mellem ”multikulturalister” og ”indvandringskritikere”. Det fremgår for det første ikke særlig klart af kronikken, hvem disse ”multikulturalister” skulle være. Og for det andet var det, selv før det såkaldte ”systemskifte” i 2001, ikke ”multikulturalisme”, der var den bærende ideologiske drivkraft for venstrefløjen i denne debat.

Diskussionen i 1990`erne handlede først og fremmest om flygtningepolitik. Hvor den ene side i debatten mente, at vi blev ”overrendt” af flygtninge, hvorimod den anden side mente, at Danmark som et rigt land både kunne og burde løfte en større del af opgaven på dette område, end man forlangte af fattige lande.

Dette synspunkt er formentlig i nyere tid tydeligst udtrykt af Marianne Jelved, som i et nyligt debatindlæg i Berlingske Tidende påpegede, at Danmark op igennem 1990`erne modtog 2% af de flygtninge, der kom til det daværende EU, og at dette ret nøje svarede til vores andel af det daværende EU´s BNP.

Man kan i den forbindelse kritisere Marianne Jelved for ikke at tage hensyn til, at integrationen af flygtninge såvel som befolkningens opfattelse af udviklingen nok hænger mere sammen med antallet af flygtninge set i forhold til befolkningstallet snarere end størrelsen af BNP. Men multikulturalisme har det absolut ikke no-get som helst at gøre med, og det havde det heller ikke i 1990`erne. Hvis det var noget, så er det snarere en humanisme, som rakte ud over landegrænser og forskelle i kultur og religion.

I 00`erne har udlændingedebatten mest handlet om, hvorvidt danskere skulle have ret til at bo i deres eget land med deres familie, også selvom de er gift med en udlænding. Herunder har debatten især handlet om 24-års reglen og tilknytningskravet, hvis afskaffelse Radikale Venstre en overgang sågar gjorde til et ”ultimativt krav” for at støtte nogen form for regering.

Heller ikke dette synspunkt har imidlertid noget som helst med ”multikulturalisme” at gøre. Det er i stedet et synspunkt, som er båret af liberale frihedsidealer, efter hvilke det naturligvis aldrig kan være Statens opgave at blande sig i, hvem borgerne vælger at gifte sig med eller i hvilken alder. Heller ikke selvom det angivne formål er at beskytte borgerne mod at blive udsat for overgreb fra deres egne forældre.

En sådan lovgivning svarer jo til, at man for at reducere antallet af voldtægter forbyder alle kvinder at færdes uden for deres hjem uden at være i selskab med mindst en mandlig slægtning, der kan beskytte dem imod mulige overfaldsmænd. Og en sådan lovgivning kan naturligvis aldrig være acceptabel for et parti, der er baseret på en liberal ideologi.

Der er derfor intet mærkeligt i, at Radikale Venstre har fastholdt sin grundlæggende modstand mod 24-års reglen samt det udvidede tilknytningskrav, VKO indførte i 2002. Hvad der er langt mere gådefuldt, det er, at partiet Venstre, som ellers kalder sig selv for liberalt, nogen sinde har kunnet gå ind for den slags grove indgreb i de grundlæggende borgerlige frihedsrettigheder.

Janus Agerbo:

"Som mange i tråden rigtigt påpeger, så er artiklen fuld af stråmænd.
Så snart jeg hører/læser nogen der benævner en gruppe for multikulturalisterne, så ved jeg godt, hvor deres politiske ståsted er. (dansk racistisk højrefløj eller Teaparty-bevægelsen)"

Men så lad os høre dine definitioner på multikulturalisme, fremfor hvad politisk ståsted, du tror modstandere af denne har.
Indtil videre laver du netop den stråmand, der bliver påpeget i artiklen.

Bjarne Kim Pedersen

Akademisk floskelfyldt vås.
En af grundene til at vi ikke har hørt mere om 24 års regel og point på kærlighed og grænsebomme er vist, at både S og SF går efter magten og ikke vil eller tør tage stilling til andet end økonomi.
Hver gang jeg har spurgt en af partiets kandidater om emnerne har der været larmende tavshed.
Eller er de måske enige med den indtil i morgen siddende regering.
Det får vi at se på fredag og den kommende tid.
Det er faktisk dansk kultur at være rummelige og stå stærkt humanistisk;-)

Humanisme er som en varm kartoffel i munden på de fleste. Iøvrigt er der ingen forudsætning for at skabe multikulturelle samfund, der er kun forudsætning for at modsætte sig det.

Stig, nu da ophavsmanden til artiklen åbenbart ikke selv evner det, eller du gør, for den sags skyld. Så virker det lidt akavet at bede andre om det.

Multikulturalisme er naturligvis ubeskåret lighed.

Selvom begrebet multikultur burde stryges, i sagens natur, eksisterer begrebet ikke. I det tilfælde ville landets kultur, snarere være mangfoldighed.

@Jesper.

Enig i substansen. Men vi skal droppe begrebet. Det skal helt ud af grammatikken.

Det er uinteressant at tale om kultur - på den dybt 'fremmedgørende' måde. Vi har jo religionsfrihed.

Og vi har da længe haft andre religioner og 'kulturer' i vores samfund uden at vi af den grund har haft behov for at tale om et 'multikulturelt' samfund.

Er et slør så meget mere problematisk end en kalot?

Jeg synes, man skal se på sidste afsnit, der faktisk i vidt omfang giver jer ret: vi er kommet forbi diskussionen om dem og os, der er kun ønsket om at skabe et os tilbage - et mangfoldigt os, som det var, før vi fik at vide, at vi skulle rotte os sammen mod de nye.

Mustafa Hussain

Nu er den gamle kendte kulturfundamentalist fra Odenses universitet, Torben Rugberg, igen på banen. Ingen overraskelse. I 1990erne udgav han en bog med meget indlysende titel BASTARD KULTUR med et perspektiv på kulturen som en essentiel kategori, det danske kontra indvandrerkultur, det sidstnævnte som bastard.
Akademikeren, ligesom et par andre af hans kolleger på den samme læreranstalt, blev hylet af medierne helt op i gennem 1990’erne, hver gang de bidrog indirekte støtte til den igangværende propaganda mod flygtninge og landets etniske minoriteter igangsatte af Den Danske Forening. Ritzau, DR, TV2 og helle pallet af den fri danske presse havde gjort til deres pligt at berette om hvad Torben Rugberg eller Mehmet Necief , Helle Lykke, Søren Mørk osv. havde noget nyt at sige om indvandrere, arabere, muslimer, Mellemøsten. Næsten alt om det skulle forklares gennem kulturen. Enhver dansker med respekt for sit samfunds normative kultur og værdier der gjort modstand mod tendensen blev satte på plads med etiketten ”halal hippier” for nu var Nasar Khadar også kommet på banen som politiker og ”en fra muslimernes egen række” for at bekræfte disse akademikernes stereotypificering af den såkaldte indvandrerkultur. Denne tilstand - anti-indvandrer diskurs - som Torben insinuerer at være normaliseret i dag var faktisk normaliseret allerede ved slutning af 1990ern i den grad at formanden for Den Danske Forening skrev stolt i Det Fri Aktuelt, ”Vi har sejret ad helved til”. Neo-liberal ideologien og hvidvaskning af indre svinehund med ny terminologier som indvandrerkritisk, islamkritisk blev almene praksis i medierne og politik. Multikulturisme blev et fy ord, en forbandelse. Desværre er denne tilstand ikke pære danske. Andre europæiske lande er også ramte af den rejektion, som i bund og grund er neoracisme i post-apartheid og postracismens tidsalder. Se mere herom i en genuin akademisk analyse; The Crisis of Multiculturalim: Racism in a Neoliberal Age på følgende link; http://www.opendemocracy.net/ourkingdom/alana-lentin-gavan-titley/crises...
Hvis udlændingespørgsmål har været stor set fraværende under valgkampen, findes forklaring ikke i normalisering af tilstanden, som Torben hævder. Det har, for mig at se, skete noget unormale under denne valgkamp. Både medierne og politikerne, også fra den blå blok, har undgået at spille med DFs trættende toner. Måske er der også en smule ’Breviek effekt’ der tæller med?

@Victor:
"Den dag de manipulerede danskere vågner op og indser der blevet snydt, da vil en ny nationalistisk bølge rejse sig, som vil få 90’ernes Hess-marscher til at ligne et karneval."

Den kommentar fik mig virkelig til at smile. Indtil jeg kom i tanke om ham Breivik...

Victor, hvis nu det utænktelige sker, og der ikke sker en national-socialistisk opstand hvor du kan marchere med alle de andre hvide - hvad så?

Jeg har også en drøm om at komme videre fra det evindelige embedsmands-kævl om detaljer i finansloven og få nogle visioner og værdier på bordet. Der er nu ingen marcher, men en bare nogle flere mennesker der får del i verdensøkonomien, og gør livet surt for løgnere og bedragere.

Kan vi ikke love at vi ikke begynder at skyde på hinanden, hvis nu vores respektive revolutioner udebliver i vores levetid?

& Mustafa

Jeg er helt enig i din kritik af SDU's falske, asociale og halvt neoliberale verdenssyn. Søren Mørchs samfundsforståelse er mest af alt at betegne som en umoden drengerøvs 'barske' tanker om den sociale virkelighed. Han lyder barsk men hans tankegang er dybt umoden, uansvarlig og farlig.

Men fremmedfrygt som tema har i denne valgkamp været ganske enkelt undertrykt af den økonomiske verdenskrise, den almindelige frygt for arbejdsløshed og angsten for, hvordan verdensøkonomien vil udvikle sig.

Men dermed har det til gengæld også vist sig, hvor falsk og illusorisk hele den 'remmedfrygtige dagsorden er reelt er. Den dagsorden rammer ikke nogen dybere social realitet. Den er i bedste fald ligegyldig for vores samfunds funktionsmåde.
I værste fald er den blot simpelthen racistisk og farlig. Men forhåbentlig kan den økonomiske krise holde fremmedfrygten nede lidt fremover også.

Men det kan udvikle sig til en virkelig farlig situation, hvis der for alvor begynder at være knaphed på de økonomiske midler i samfundet. For så vil de begynde at slå på, at der er nogle mennesker, der har mere ret til ydelser end andre.

Mandatar Torben Wilken

@Mustafa Hussain siger: "at formanden for Den Danske Forening skrev stolt i Det Fri Aktuelt, ”Vi har sejret ad helved til”. Desværre her er en alvorlig misforståelse: At sige : ”Vi har sejret ad helved til” betyder: " vi har kæmpet og tabt totalt". Udtrykket kommer fra en LO-formand Thomas Nielsen, som var en tidl. støberi arbejder.
Barsk og med et heftigt temperament
"Den lille lort har ødelagt alt!" sagde han også som formand for LO om Anker Jørgensen. Thomas Nielsen bliver meget fortørnet over Socialdemokratiets eftergivenhed og medgørlighed overfor det borgerlige flertal i Folketinget. I pressen i 1977 truer han med at afbryde samarbejdet med Socialdemokratiet. Det bliver dog kun ved truslen. Men forholdet til lederen af Socialdemokratiet, Anker Jørgensen bliver aldrig hjerteligt. Thomas Nielsen dør d. 6. juni 1992 - 75 år gammel

Lad mig lige rette en lille detalje - af største sociale og historiske aktuelle relevans.

Thomas Nielsen sagde faktisk ikke, at 'Vi har sejret ad helvede til!'. Selvom det er netop dette historieforfalskende udsagn, som journalisterne i årtier har bragt igen og igen. Find selv og se klippet - eller bedre - lad en eller sende os et link til det.

Thomas Nielsen sagde: 'Vi har sejret ad helvede til, godt!'

Det sande udsagn har altså den præcist modsatte betydning - som noget ubetinget godt...

Anker Jørgensen mente ikke, at socialdemokratiet havde gjort det så godt, som man bør gøre. Endda mens det gik nogenlunde god!

Han vil selvfølgelig være dybt, dybt enig med Mankell, der i Deadline igår sagde, at socialdemokratiet er nødt til at finde tilbage til solidaritet som det helt afgørende værdigrundlag for fremtiden. OG ikke kun i ord - men i handling.

Henrik Brøndum

Jeg maa igen efterlyse kammertonen.

Denne kronik eller kroniklignende artikel, har en hoej standard i forhold til de rammer den skrives indenfor.

Det er jo ikke en akademisk artikel med talrige noter og fuld dokumentation. Hvis man som avislaeser har nys om der bringes letkoebte paastande til torvs maa man - i denne sammenhaeng - ulejlige sig med at finde den underliggende litteratur frem.

Emnet giver selvfoelgelig anledning til en bred vifte af synspunkter, og man kan vaere uenig med forfatteren - men der er ikke nogen fodfejl at komme efter.

Mustafa Hussain

@ M.T Wilken

Henvisningen har intet at gøre med LOs Thomas Nielsens historisk citat men er titlen på en kronik af Professor Ole Hasselbach, daværende formand for DDF. Jeg har desværre ingen kopi af kronikken, men kan referere til en essay skrevet af Ferruh Yilmaz, De har sejret ad helved til i publikationen: Tinor-Centi, E (red): Fra Racisme til det stuerene, DRC, København, 2000. Yilmaz, for resten, der i dag er professor i massekommunikation på et universitet i New Orleans, forladt Danmark i begyndelsen af 2000 med følgende besked til mig: Jeg har kun et liv og jeg har ikke tænkte mig at bruge resten af mit liv at bekæmpe snigende subtile racisme i Danmark.

Måske hvis jeg fortæller, at familier med adoptivbørn er begyndt at føle sig utrygge ved på længere sigt at blive i Danmark - kan den almindelige 'dansker' måske forstå, hvor forfærdelig situationen er...

Og hvorfor sammenligningen med racismen i nazitiden er helt på sin plads - ift. DF.

Det er et usselt socialt klima. Uanset at de fleste 'danskere' idag, ligesom de fleste 'tyskere' engang i en ikke så fjern fortid, er ganske blinde for realiteterne. Simpelthen fordi de ikke er direkte berørte af det....

Som Mankell sagde i Deadline i går, så er Danmarks indvandringspolitik forfærdelig...

Mandatar Torben Wilken

Jeg indrømmer at jeg ikke er så ung mere, som jeg har været tidligere, men jeg har selv hørt Thomas Nielsen dybt berørt af selverkendelse udtale med stor skuffelse i stemmen: "Vi har sejret ad helvede til." punktum Hvad Professor Ole Hasselbach har sagt og skrevet er mig så ligegyldigt. Det er mit liv trods alt for kort til. Han bekræfter mig kun i en ting og det er, at jeg er ganske normal og det er det eneste positive jeg kan sige om den mand.

Mandatar Torben Wilken

@Lars Jørgensen Det er muligt, men Thomas Nielsen mente ikke dengang, at man havde sejret som fortjent, tværtimod. Han var dybt uenig med Anker Jørgensen som manede til besindighed i den økonomiske vanskelig tid. Vi kan desværre ikke spørge Thomas Nielsen i dag. Han døde, i 1992, 85 år gammel. Måske kan vi spørge Anker Jørgensen eller Kjeld Olesen som forresten bor i Hellerup.
Lad os dog ikke kives om dette. Udtalelsen har elles ligget i mit hoved lige siden som paratviden.
Husker jeg forkert, så beklager jeg.

Det er ikke mærkeligt, hvis du husker forkert.

I alle årene er klippet med Thomas Nielsen systematisk klippet af tv, lige når han til ordet 'godt'.

Det er til gengæld rystende...

Personligt sætter jeg Anker Jørgensen uendeligt højt.

Mandatar Torben Wilken

@Lars Jørgensen
Tak for dinne kommentarer.
Det er jo særlig interessant at man anvender ordet "Kultur" i så mange forskellige forbindelser, at betydningen af ordet har mistet sin oprindelige betydning.
"Kultur er den erfaring med menneskelig tankegang, relation, retsopfattelse og styreform, for bare at nævne nogle. Det der var godt at følge i går, som stadig har værdi i dag og måske er anvendelig i morgen. Det er kultur.

Synes det er sjovt at artiklens forfatter tilsyneladende er den eneste, der har fanget forskellen på flerkulturelt og multikulturelt.

Det burde være åbenlyst for enhver at Danmark er beviseligt flerkulturelt, det er ikke det samme, som at Danmark som stat behøver være multikulturel.

Ud fra den betragtning har artiklen ret, jeg tror bare konklusionen er forkert i den forstand at den manglende fokusering på indvandrerspørgsmålet har i høj grad været at med mindre der kom styr på Danmarks økonomi kunne alt andet ret beset være ligegyldigt.

Nu står de beskæftigede i Danmark blot tilbage med Margaret Thatcher's ord rungende som en dommedagsklokke i det fjerne: "The problem with socialism is that at some point you run out of other people's money".

Men, mon ikke de radikale kommer til fornuft?

Det er med multikulturalisme som med stuearrrest.

Min nabo fortalte mig, at han tit fik stuearrest som barn. Nu har han selv børn, men han vil kun benytte sig af det, hvis børnene virkelig, virkelig har lavet noget meget skidt.

Personligt har jeg aldrig fået stuearrest. Så selve tanken om, at jeg skulle give mine børn stuearrest er simpelthen utænkelig for mig. Den findes virkelig ikke i min grammatik/tænkning. Man sætter da ikke sine børn i fængsel.

Vi har fået 'kulturforskelle' ind i den almindelige grammatik. Men den tanke burde aldrig være kommet ind i vores tænkning. Vi skulle helt fra starten have forstået, at der er tale om mennesker som du og jeg. Blot måske med slør og en anden tradition for at gå i kirke.
Puf, puf pist borte er al snak om kultur, flerkultur, multikultur osv. osv.

Enhver 'kultursnak' er mest af alt, vid eller ej, en form for racisme.

Thatcher er objektivt set et af de mest uetiske mennesker i det tyvende århundredes politiske historie.

Helt på linje med Stalin, Hitler, Nixon, Reagan mfl.

Så hvis man citerer hende som om, der er tale om en fornuftig kvinde. Ja, så .... er der mildt sagt noget, man har misforstået.

Henrik Brøndum

@line

Tak for at fokusere paa substansen.

Men kan du ikke udrede lidt om forskellen paa flerkulturelt og multikulturelt?

Som jeg laeser artiklen beskaeftiger den sig med "multikulturalismen" som ideologi/norm og det faktisk eksisterende flerkulturelle samfund. Er det det samme du laegger i din skelnen?

Mandatar Torben Wilken

@Line Trasborg
Jeg vil gerne afprøve dig på nogle centrale basale grundholdninger hvis det er iorden:
1. Alle mennesker har samme ret til livet. Ingen andre kan bestemme her?
2. Alle mennesker har ret til at forelske sig, forplante sig og have et familieliv uden andres indblanding?
3. Valg af ægtefælle kan aldrig gøres afhængig af national økonomi?
4. Er menneskes værdi kan ikke opgøres på forhånd. Kun eftertiden kan have en mening herom?
5. Det enkelte individ er centrum i samfundet og ikke omvendt?
6. Ægtefællens værdi er for den anden ægtefælle og kan aldrig være det afgørende for samfundet?
7. Hvad har Margaret Thatcher’s ord noget at gøre med valg af ægtefælle, biologisk far/mor til barnet og samliv?

Sider