Kronik

Multikulturalisterne er snublet i deres egen retorik

Når indvandrerspørgsmålet ikke har domineret valgkampen, skyldes det ikke, at DF er på hælene. Det er derimod indvandrervennerne de såkaldte multikulturalister der ligger underdrejede. Deres mangeårige forsøg på at dæmonisere indvandrerkritikere har givet bagslag og gjort deres projekt utroværdigt
DF-modstandernes rynken på næsen af DF's forkærlighed for brun sovs og flæsk har ramt dem selv som en boomerang.

DF-modstandernes rynken på næsen af DF's forkærlighed for brun sovs og flæsk har ramt dem selv som en boomerang.

Jens Nørgaard Larsen

Debat
14. september 2011

Når udlændingespørgsmålet har fyldt relativt lidt i valgkampen, er det ikke, fordi den økonomiske krise dominerer listen over danskernes bekymringer. Forklaringen er snarere, at området er blevet normaliseret.

På samme måde er det hverken Breiviks højreradikale amokløb, støtten til regeringens efterlønsreform eller indførelsen af en styrket grænsekontrol, der er forklaringen på, at tilslutningen til Dansk Folkeparti er vigende. Måske har partiet blot fundet sin naturlige placering i det danske partisystem med et vælgergrundlag på 10-15 pct. af befolkningen. Også her er forklaringen flygtninge- og indvandrerområdets normalisering.

Normaliseringen skyldes i første omgang ikke, at DF har dæmpet retorikken, men snarere at deres hårdeste modstandere lider af metaltræthed. Den såkaldte multikulturalisme, der op igennem 1990'erne etablerede sig som bærende ideologisk ramme i kampen mod indvandrerfjenderne og alle former for etnisk, national, kulturel eller sproglig enhedstænkning, er enten under hastig nedslidning eller reduceret til et spørgsmål om selvfølgelige værdier som respekt, åbenhed, tolerance eller kulturforståelse.

Varm luft

Op gennem 00'erne viste multikulturalismen sig smukkest i modvind dvs. som negationsideologi. Den stillede en kvalitativ ny tid i udsigt en tid befriet fra den nuværende ordens lag på lag af fejltænkning, tilbageståenhed og forløjet idyl. Problemet var, at den ud over betoningen af moralske standarder som respekt, åbenhed og tolerance ikke for alvor rummede noget bud på, hvordan samfundets bærende institutioner skal bringes til at fungere. Så snart multikulturalismen skulle gøres til virkelighed, var den altså at sammenligne med varm luft eller wishful thinking.

Og det er ikke multikulturalismens eneste svaghed. Den bærer også på en anklage, kritik eller mistænkeliggørelse af det danske samfund, som savner empirisk gyldighed. Samtidig underordnes eller tilsidesættes fordelingspolitiske spørgsmål den kulturelle dagsorden.

Endelig har tankegangen en indbygget modsætning: På den ene side er multikulturalismen karakteriseret ved en ambition om at beskytte eller restaurere indvandrernes kultur og etniske arv mod såvel kuldechokket i det moderne samfund som assimilationens varmedød. På den anden side har vi at gøre med et projekt, der i varierede grader af disrespekt bekriger alle, der påberåber sig danske værdier, danske traditioner eller dansk egenart som afsæt. Mens man altså i den kulturelle mangfoldigheds navn insisterer på et kritikforbud over for de andres kultur, afvises danske bidrag til paletten af kulturel mangfoldighed. Ja, de udråbes endda som indbegrebet af forstokkethed, ravnekrog eller forløjet Morten Korch-idyl.

Min påstand er, at denne tankegang er under afvikling. Simpelthen fordi det ikke bidrager til at forstå det faktisk eksisterende flerkulturelle og fleretniske samfund.

Svinehund i glemmebog

På vej i glemmebogen er også indvandrervennernes eller det politiske venstres arsenal af kritik og fjendebilleder. Det gælder dels kritik og anklager, der står i gæld til 68-bevægelsens forståelse af det kapitalistiske samfund eller den vestlige civilisation som en systemfejl eller regulær skandale. Dels storforbruget af analogier til den tyske nazisme, det amerikanske samfunds 'strukturelle' og 'institutionelle' racisme eller til den europæiske eller vestlige verdens synderegister i den tredje verden. Hos det brede publikum udløser de kun hovedrysten.

Samme skæbne tilfalder storforbruget af kritik, fjendebilleder, dæmoniseringer eller forståelsesformer overtaget fra det politiske venstres mangeårige kampe imod småborgerskabet, provinsen eller den dæmoniske, irrationelle og let forførbare masse, som vi finder bag en metafor som 'den indre svinehund' og påstanden om en instinktiv dyriskhed, der aldrig lader sig civilisere eller gøre 'stueren'. Disse mere eller mindre rygmarvsbestemte anklager og fjendebilleder er under afvikling.

Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv. Påstande om at danske indvandrere og flygtninges forhold kan sammenlignes med jødernes i 1930'ernes Tyskland, de sortes forhold i USA og ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik, er så langt fra virkeligheden, at de ikke vinder genklang.

Utroværdig talsmand

Multikulturalismens nedslidning er et anslag mod selvforståelsen som indvandrerven.

Når argumentationskæderne falder fra hinanden, er det vanskeligt at indtage en position som stedfortrædende talsmand for indvandrernes behov, interesser og kultur. Det gælder ikke mindst forvaltningen af rollen som stedfortræder for den smerte og længsel, som indvandrerne eller flygtningene bærer på, men som de ikke i selv er stand til at artikulere.

Samtidig lader forestillingen om at repræsentere en moralsk og erkendelsesmæssig privilegeret position, der er vaccineret imod kritik, sig ikke opretholde. Det gælder både den moralske overlegenhed, der er forankret i forestillingen om at tale på vegne af det pointerede offer og den uangribelighed, der knytter sig til forestillingen om at stå ansigt til ansigt med en fjende, der dybest set repræsenterer den samme dæmoni, perversion eller ideologisk befængte Heimat-tænkning som den tyske nazisme.

Igen: Sådan lader virkeligheden sig ikke længere forstå.

Det betyder selvsagt ikke, at den politiske uenighed er ophævet, men snarere at tidligere tiders glansbilleder, fjendebilleder og opdeling af verden i venner og fjender er under afvikling.

Praktiske løsninger

I stedet er der opstået en diskussion, hvor vi fortsat finder modsatrettede politiske synspunkter, men hvor det bærende afsæt er en ambition om at få det faktisk eksisterende flerkulturelle samfund til at fungere nogenlunde effektivt, konkurrencedygtigt, civiliseret og konfliktfrit.

I den diskussion er det en mere eller mindre selvfølgelig præmis, at ingen længere for alvor leder efter mulige systemalternativer til den moderne samfundsorden, og at ingen for alvor vil begrænse muligheden for social opstigning, velfærd, lykke, livskvalitet og politisk repræsentation med henvisning til etniske eller religiøse forhold.

Der er ikke noget kontroversielt heri. Tværtimod er det her, vi ser konturerne af indvandrerområdets normalisering.

I stedet for at uddrive fjender, formidle godhed, sone skyld og udlove ny tider forskydes interessen i retning af en tænkning, der handler om at bringe samfundet til at fungere nogenlunde effektivt, civiliseret og moderne.

Hvis man ser godt efter, ser man samtidig konturerne af en civilitetsdiskurs, der sagtens kan fungere som afsæt for f.eks. at formulere kritik af 24-års-reglen og det såkaldte tilknytningskrav. Ikke med henvisning til en abstrakt godhed eller humanitet på vegne af alverdens fordrevne og eksilerede flygtninge og migranter. Heller ikke på præmisser, der har ambitioner om at realisere en kvalitativ ny tid. Men derimod på præmisser, der er forankret i basale og stadig mere selvfølgelige standarder for anstændighed og generøsitet.

Torben Rugberg Rasmussen er lektor ved Center for Mellemøst-studier, SDU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorvald Andersen

Torben Rugberg Rasmussen var før valget bekymret over at ”indvandrervennerne de såkaldte multikulturalister ligger underdrejede”.

Nu, hvor vi kender valgresultatet, må vi konkludere, at Torben Rugberg Rasmussen udtalte sig om noget han slet ikke har forstand på, al den stund at multikulturalisterne i Enhedslisten og De Radikale vandt en jordskredssejr.

Torben Rugberg Rasmussen titulerer sig selv som lektor ved Center for Mellemøst-studier, SDU, og man må da sige, at han ikke ligefrem gør god reklame for sin arbejdsplads.

Vi må da i hvert fald håbe, at Torben Rugberg Rasmussen ved mere om Mellemøsten end om dansk politik…

Mandatar Torben Wilken

Lad os alle håbe, at den nye statsminister vil være statsminister for os alle og ikke kun for dem, der er med hende. Der venter et kæmpe oprydningsarbejde og et opgør med en embedskultur, ingen borger kan være tjent med. Lad os få retssamfundet tilbage i alle landets organer. Vi må igen kunne vide, at vores rettigheder er rettigheder, der bliver respekteret og ikke trådt under fode, således som det er sket i de sidste 10 år.

Kaere Torben, jeg er enig med alt hvad du siger, men uenig i maaden hvorpaa at du formidler dit budskab. Artiklen faar en aura af ureflekteret indbildskhed paagrundaf vendinger som "omraadet er blevet normaliseret". Det goer slet ikke beskabet staerkere at tale om det som om det var en veletableret sandhed. Du ved jo udmaerket godt at slet ikke alle er enige stadigvaek. Dine holdninger er for gode til at blive indhyllet i billig retorik.

Sider