Når magthaverne skal nytænke

»Udvalget har til opgave at udarbejde et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte. Udvalget består ud over formanden af to forskere samt otte repræsentanter for de trykte og elektroniske medier.«

»Udvalget skal i sit arbejde afdække hvilke centrale parametre, der bør indgå i overvejelserne om en eventuel justering af mediestøtten og samtidig undersøge mulige modeller for en fremtidig mediestøtte. Desuden skal der indgå analyser af modellernes fordele og ulemper set fra de forskellige parters side«

(Kulturministerens kommissorium for Mediestøtteudvalget)

Efter ni måneders besværligt svangerskab barslede det såkaldte Dyremose-udvalg med en rapport. Set i lyset af den ambitiøst formulerede opgave har udvalget ikke givet noget »grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte«

Udvalget har dog løst sin bundne opgave. Den var at slippe internet-medierne ind i varmen. Det er sket ved hjælp af en problematisk, men meget interessant ændring af støttekriteriet. Nu er det redaktionelle omkostninger, ikke oplag, som bestemmer.

Redaktionelle omkostninger målt ved hjælp af et sindrigt system, der omfatter ansatte journalister og freelancere med top- og bundgrænser, som kan sikre at der ikke sker alt for store forskydninger i det eksisterende støttesystem.

Smagsdommeri

Systemet er bevaret næsten intakt. Og det første skridt mod en anden måde at tænke mediestøtte på er taget.

Det næste bliver langt mere udfordrende. Den indebærer smagsdommeri i højere grad end det første. R, S og SF vil også gerne støtte »kritisk og undersøgende journalistik« og med den omsiggribende flytning af licensmidler til Public Service-puljer og 'Filmpenge' er en pæn del af mediestøtten allerede i hænderne på filmiske og journalistiske smagsdommere.

Det er ikke nødvendigvis dårligt, men når udvalgsformand Dyremose fra starten af arbejdet har talt om 'demokratistøtte' fremfor 'mediestøtte', er alene ordet demokrati (og mediernes uomtvistelige rolle i den demokratiske proces) nok til at få én til at spekulere over, hvordan man bedømmer den demokratiske værdi, uden at det langt hen ad vejen kommer til at kræve en smagsdommer eller to. Den tid, den sorg. Eller glæde.

Da udvalgsarbejdet gik i gang, sagde den tidligere finansminister og TDC-chef Henning Dyremose, at licensen ikke var fredet. Der tog han munden lidt for fuld. Udvalget har brugt det meste af sin tid og næsten hele rapporten på de cirka syv procent af den samlede mediestøtte, som er på Finansloven. Licensen og nulmomsen til dagbladene er alt for store og fastlåste i tradition og forlig til at komme i spil.

Modtagere i udvalget

Det kunne naturligvis ikke være anderledes. For udvalget er helt traditionelt sammensat. Her sidder alle de, der modtager støtte (Dagbladene, Specialmedierne, DR, TV2-regionerne) Her sidder de, der nyder af godt af støtten (Dansk Journalistforbund), de der gerne vil have del i støtten (FDIM, Foreningen af danske interaktive medier), her sidder sekretariatschefen for Digitale Publicister, som er en paraplyorganisation for bl.a. dagbladenes netmedier. Sekretariatschefen er også chefjurist i Danske Dagblades Forening. 'Radioerne' som er en sammenslutning af kommercielle radiostationer i Danmark har en repræsentant, som også arbejder for Ugeaviserne.

Fire af udvalgets medlemmer har arbejdsadresse i 'Pressens Hus' i Skindergade i København. To medlemmer er uafhængige medieforskere, en dansk og en norsk, som de tunge drenge og en enkel pige har lyttet høfligt til.

Man kunne være fristet til at påstå, at med den sammensætning var udfaldet givet på forhånd. Når magtens mænd skal fordele pengene, anfægtes magten ikke.