Kronik

Ny regering – fornyet værdikamp

VKO har tabt økonomien på gulvet, men de har vundet første halvleg af værdikampen. Ulighed er blevet acceptabel, solidariteten er stækket, og social deroute opfattes i stigende grad som den enkeltes egen skyld. Opgøret med 'Me & My'-tankegangen bliver en kæmpeudfordring for en eventuel rød regering og det bliver ikke nemmere af, at vi er midt i en krisetid
En af de mest presserende opgaver er at give folk troen på, at det nytter at forsøge at ændre tingenes tilstand.

En af de mest presserende opgaver er at give folk troen på, at det nytter at forsøge at ændre tingenes tilstand.

Nana Reimers

12. september 2011

Poul Nyrup overdrog i 2001 Statsministeriet til Fogh Rasmussen med ordene: »Du overtager et Danmark i god form, pas godt på det.« Det gjorde den borgerlige regering åbenlyst ikke. Vores samfund er ved at gå kold med økonomisk krise og voksende ulighed. Værdipolitisk er vi bombet tilbage til et sted mellem neorindalisme og fuldkomment snæversyn. Danmarks grønne profil og førerposition er sat over styr, og vores internationale anseelse har lidt skade med beskæringer i u-landsbistanden og deltagelse i ulovlig krig. Der forestår et stort oprydningsarbejde efter 10 år med VKO.

Hvis venstrefløjen vinder valget på torsdag, skal vi på ny forme og konkretisere et politisk projekt, der peger ud over det dagsaktuelle og S-SF's fælles politiske udspil. Med Danmarks store økonomiske problemer har det været afgørende, at S-SF har kunnet levere en tydelig og fælles anden vej. Men vi skal videre end det, hvis vi vinder valget.

Det bliver ikke noget easy ride; gaderne vil ikke flyde med roser og økologisk sødmælk, og klassekampen bliver ikke aflyst de første 100 dage.

Den økonomiske krise lægger budgetmæssige restriktioner på social-, sundheds- og uddannelsespolitikken. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at det politiske manøvrerum begrænses, fordi alliancepartneren Radikale Venstre grundlæggende vil en liberalistisk økonomisk politik, der begrænser omfordeling i samfundet via skatterne.

Polarisering

Danmark er et klassesamfund, og interessekonflikterne er ikke blevet mindre det seneste tiår. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kunne for nylig vise, at polariseringen er øget vi har fået flere rige og flere fattige, mens middelklassen er blevet mindre. Blandt europæiske lande har kun Letland haft en større stigning i fattigdommen. Øget ulighed i en periode, hvor dansk økonomi ellers er boomet. Blandt forklaringerne er de fattigdomsproducerende sociale ydelser som kontanthjælpsloft, 450-timers-regel og starthjælp såvel som skattelettelser i toppen, mens ydelserne i bunden er blevet skåret. Læg dertil den borgerlige reformiver og stramninger på udlændingeområdet og tankerne ledes hen på en politisk udgave af den brændte jords taktik. Blot at genetablere en række sociale og personlige rettigheder kræver omfattende og dyre reformer.

VKO vandt værdikamp

Men den virkelig store udfordring og kamp efter ti år med mantraet 'Me and My' det letbenede og stærkt individualistiske ridt bliver at genskabe tilliden til fællesskabet og troen på, at ting kan forandres. Mens det er svært at pege på borgerlig succes, når det gælder om at sikre dansk økonomis bæredygtighed, har de vundet første halvleg på en helt bestemt bane: værdi- og kulturkampen. 'Noget for noget' vandt over solidariteten som sammenhængskraften hviler på. Polariseringen mellem de socialt kompetente og de svage er også blevet større. Skellet går mellem dem med kompetencer og såkaldt omstillingsparathed og dem uden.

Det har ikke bare konsekvenser på arbejdsmarkedet, men slår ud i et reelt demokratisk underskud. Jeg møder hele tiden mennesker, som ikke tror på, at samfundet og politik er 'noget for dem'. Mange føler sig sat udenfor. Det gælder nydanskeren, arbejdsmanden, den socialt udstødte. Den tabte tro på vores vilje til at favne og være noget for alle er et gigantisk problem, både politisk, socialt og demokratisk.

Hvis vi vinder magten, skal den bruges til at genetablere og gentænke velfærdssamfundet. Ikke bare i økonomisk forstand, men også demokratisk og kulturelt gennem en inkluderende borgerskabspolitik.

Det lader sig kun gøre, hvis venstrefløjen ruller en politisk vision ud, der indædt tager kampen op og insisterer på, at solidaritet, lighed og inklusion er grundsten.

Krybende ulighed

Det bliver ikke nemt. Det er lykkedes højrefløjen at holde debatten og ikke mindst bevidstheden om den stigende ulighed nede. Det er bl.a. sket ved hjælp af jævnlige hysteriske stramninger af udlændingepolitikken, som har bidraget til at flytte fokus fra den generelle ulighedsproblematik. Samtidig er den krybende ulighed blevet maskeret gennem den forbrugsfest, som middel- og overklasse har haft store fordele af at være del af. Det store flertal har dermed næppe bemærket den glidning, der er sket.

De marginaliserede sociale lag har ikke været i stand til at overdøve støjen fra forbrugsfesten og måske har der også været rigeligt at gøre med at få livet til at fungere under vægten af de stadig stigende krav i det sociale eller dagpengesystemet, angsten for at blive sat på gaden osv.

Samtidig har 'Me and My'-diskursen bidraget til at individualisere ansvaret for den deroute, der rammer det er med andre ord folks egen skyld. Dén bevidsthedsændring i dele af samfundet har givet den solidaritet, som velfærdssamfundet hviler på og afhænger af, et gevaldigt skud for boven.

Kæmpeudfordring

Det efterlader os med en kæmpeudfordring: Krisen betyder, at også et eventuelt nyt flertal vil skulle prioritere hårdt, når pengene i statskassen skal anvendes. Samtidig har vi en udfordring i netop det værdimæssige, hvor generel jobusikkerhed og økonomiske bekymringer har erstattet samtalekøkken-velstandsstigningen, som i sig selv næppe øgede bevidstheden om et kollektivt ansvar for de grupper, der røg ned ad rangstigen.

Udfordringen er med andre ord tredelt. Vi skal genvinde solidariteten og troen på fællesskabet hos de formående og velstillede så vel som hos de udsatte. Vi skal banke dansk økonomi op igen gennem et langt sejt træk, og vi skal udvide demokratiet og fællesskabet, så også de magtesløse mægtiggøres.

Væk fra bænkerækkerne

Det betyder samtidig et opgør med den diskurs, der holder 'udlændinge-' og integrationspolitik adskilt fra den grundlæggende kamp for lighed og retfærdighed.

Kampen for inklusion og for udvidelse af demokratiet er en del af klassekampen. Der skal appelleres til menneskers bevidsthed om de samfundsmæssige strukturelle rammer, der systematisk har sat en del af befolkningen ud på tilhørerrækkerne. Vi skal turde bryde med dem. Større social og økonomisk lighed kræver udvidet demokrati; man skal meningsfyldt kunne tage magten over eget liv og arbejdsliv gennem et inddragende og frigørende fællesskab.

Der er brug for en nytænkning af den demokratiske dannelse med aktivt medborgerskab helt ind i folkeskolen. Statsborgerskab skal ses som et middel til inklusion, til at skabe demokratisk medleven. Derfor skal adgangen til statsborgerskab lettes. Det kræver et opgør med det B-medlemskab af fællesskabet Danmark, som manglen på borgerrettigheder har skabt.

Den udfordring er, tillad mig at blive lidt højstemt, af historiske dimensioner. Hvis ikke det lykkes at mægtiggøre de afmægtige og udsatte (uanset etnicitet), at genfinde solidariteten hos det store flertal samt at give det nødvendige økonomiske løft, vil den borgerlige værdikamp mod fællesskab, velfærdssamfund og inklusion sejre.

Vinder vi valget, skal vi lægge skinner ud mod et robust og bæredygtigt samfund med udsyn og ambitioner, der rækker længere end at vinde næste valg. Det kan vi, hvis vi igen taler folk op af stolene, ud af mistilliden, væk fra tilskuerbænken. Vi skal turde drømme og fortælle om det. Om at vi ønsker et massivt løft ikke bare ud af fattigdom vi ønsker at løfte mennesker ind i det demokratiske fællesskab.

 

Trine Mach er en af SF's spidskandidater i København Storkreds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

samle middelklassen ved hæve grænsen for topskat (nuv. over 389.900 kr/år (2010-sats) til en 1.000.000. skrevet en million. og hæv derefter med 1% pr. tjente million, indtil 15 millioner.

så vil middelklassen være samlet igen, og alle de "små-rige" middelklasseborgere, vil ikke føle sig så vold kneppet, hvis de kan beholde mere af det de tjener. og måske føle større sammenhæng med dem der tjener under 300.000 pr. år, end dem der tjenere mere end 15 millioner pr. år.

Jørgen Bengtsson

Endelig en udmelding der handler om andet end milliarder her og der! Og lad os gerne høre nogle konkrete bud på (gen)udviklingen af et mere solidarisk samfund.

De seneste 10 års VKO-regering har gjort det således at den øvre middelklasse og overklassen har fået sit på det tørre, mens den lavere middelklasse ikke længere føler sig særligt solidarisk med det man engang kaldte arbejderklassen og underklassen.

Og det VKO har gjort er at at ændre folks bevidsthed, så man nu har fortalt folk historien om hvordan alle kan få succes på markedet - hvis de bare vil og tør.

Unge mennesker mener i dag det er deres egen skyld, hvis de ikke får succes og performer som samfundet vil have.

VKO har også gjort det sådan, at folk i dag synes det er fair og rimeligt at folk med penge kommer først til på hospitalet, f.eks. i form af den måneds behandlings-garanti, de har indført. [Hvis ikke det offentlige behandler dem indenfor en måned har de ret til en operation på privathospital - det offentlige betaler - også for gen-optræningen]. Sundheds-forsikringerne i firmaerne sikrer at de højstlønnede kommer til først - også på privathospitalerne.

Nedskæringerne i kommunerne gør, at højtlønnede og bedrestillede mennesker danner deres egne fribørnehaver, fordi det har VKO-regeringen sørget for.
Dette er Venstres frie valg....

Michael Kongstad Nielsen

VKO har i den grad vundet værdi- eller
kulturkampen. Nok mere end første halvleg. Det har jo sat sig igennem med en kraft, man ikke havde troet mulig. Alle dyrker sig selv og sine, det oser ud af fjernsyn og reklamer, det findes overalt i medier og kunst, alle steder mærker man egoismen og dyrkelsen af personen og det individuelle. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om de andre, det går jo godt for mig selv. Folk gider ikke være medlem af en fagforening mere, og man vil ikke betale al den skat.

Det minder faktisk mere og mere om USA (som rigtig mange danskere ser utrolig meget op til i dag). Derovre kan folk også få lov til at ligge i rendestenen uden at nogen løfter et øjenbryn.

Det bliver meget svært at få ændret den mentalitet, danskerne har udviklet i VKO-perioden. Det er en supertanker, der skal vendes, og selv om Trine Mach sikkert mener det godt, er der meget varm luft og tomme ord i hendes skriveri.

ja, det mest sandsynlige nu, er en enhedslisteflertalsregering, efter valget, for man kan jo ikke narre alle hele tiden,

de fleste arbjedere ved jo :

at jorden er omtrent kugleformet og drejer om solen, og at fælleseje og fællesstyre virker godt.

mht.:

opfattelserne af provinsboerne, som som oftest mindre venstreorienterede end indbyggerne i hovedstæderne,

at der kan ofte være noget om den snak, men er også, som så mange andre sandheder, nogle sandheder med flere sider.

bla.a. fordi

kystbeboere

( feks. bremerhaven, ribe , de frisiske øer )

over det meste af kloden og søfolkene

fra sådanne egne, har i, nu mindst tusind år, erfaret

meget fra hverandre og mht. hverandre,

fordomsophævende

( bla. om mere fællesejede og fællestyrede samfundsordner end hvers "derhjemme", og ved at den slags kan virke godt )

, og gør også det nu og fremover

Niels Ishøj Christensen

Industriens og det offentliges arbejdspladser fosser ud af landet. Blå blok vil dæmme op imod det med besparelser på de offentlige budgetter som en del af en 2020-plan, der skal genskabe vækst og sund statsøkonomi. Rød blok vil fremrykke offentlige investeringer, få industriens lønmodtagere til at arbejde 12 minutter mere om ugen og satse på støtte til klimainvesteringer og grønne arbejdspladser. Og både blå og rød gentager igen og igen mantraet om uddannelse, uddannelse og atter mere uddannelse, som mirakelkuren der dæmme op for arbejdspladsernes forsvinden. Den 15/9 får vi valget, men uanset hvilken regering vi får, vil arbejdspladserne fortsat fosse ud af landet.

Såvel blå og rød bloks forslag til imødegåelse af dette kan sammenlignes med en syg mand, som lægen ikke umiddelbart kan hjælpe her og nu. Lægen siger så til patienten, at han har en plan for udviklingen af en medicin, som helt sikkert vil hjælpe manden om 2, 3, 5 eller i værste fald – men helt sikkert – om 10 år. Imens må han leve med at få det dårligere en tid, indtil medicinen er fuldt udviklet og kan helbrede ham – hvis han overlever så længe.

Det lægen IKKE siger til manden er, at den medicin der kunne hjælpe ham her og nu faktisk findes og kan skaffes hjem fra udlandet. Men lægen har forpligtet sig til at vente på den bliver færdigudviklet i Danmark, så medicinalproducenten her kan få fortjenesten af salget.

For at omsætte det til politik, så hedder medicinen mod udstrømningen af arbejdspladser: øjeblikkelig solidarisk lønnedgang over hele linjen – både i det private og det offentlige – så de danske lønninger bliver tilpasset den globale virkelighed. Forblændet af velfærdsboblen i 60’erne og 70’erne oparbejdede vi et alt for højt lønniveau – og vi bilder os selv ind det som en naturlov kan holde til evig tid. Ingen politiske partier tør handle overfor det, det vil koste pladserne i Tinget.

Med det yderste af neglene klamrer vi os til høje lønninger, som er helt utidssvarende i en global sammenhæng. Lavere løn betyder et mindre materielt forbrug og indskrænkning af vores individualisme og personlige frihed. Men fattigdommen kommer! I længden kan vi ikke holde vores lille, danske velfærdsboble oppustet. Indtil dette går op for os vil arbejdspladserne fortsat fosse ud af landet.

Hvad vil Trine Mach og SF gøre for at vinde denne værdikamp?

Pær Køie Kofod

Det tragiske ER at de klassisk venstreorienterede partier har adopteret den borgerlige orientering der var repræsentativ for godt hundrede år siden. Af De økonomisk borgerlige.
Den sociale hakkeorden. Netværkets eksklusive ret til at ekskludere.
Den er idag også gældende i social, økonomisk. Såvel uddannelsmæssigt.
DAnmark går p.t. glip af enorme potentialer. Grundet dogmatisk reciteering af borgerlige værdier.

Marianne Mandoe

Hvis S-SF begynder at tale om "Værdi-kamp" så kan I finde mig i Folketinget.

I kan genkende mig ved at jeg er den der hænger ud over rækværket ved tilhørerpladserne og brækker mig i lårtykke stråler.

Lavere løn betyder et og kun et: mere profit til de multi-nationale selskaber og de hedgefonds som nu ejer store dele af dansk erhvervsliv bl.a. CSC. Og hvor de amerikanske ejere ikke er tilfredse med et aktionær-udbytte på 10%, men helst skal have et udbytte på 20% hvert år eller mere.

Meningen er at vi her i Danmark skal acceptere en lønnedgang så almindelige folk må have 2 eller tre jobs bare for at have til dagen eller vejen; working poor er hele ideen i dette nyliberale projekt, hvor de globale korporationer 'takes it all'.

Ifht. IC4-skandalen og Italien, så kan man sige, at ja i Italien har de sikkert en lavere løn end hos os her i Danmark eller i Tyskland, men de laver stort set ingenting eller meget lidt for den løn. Og ifht. internationale kontakter har man hos det italienske togfirma en direktør som stort set ikke taler engelsk. Og man har også nogle italienske arbejdere som nikker og siger 'si-si', men som intet forstår af hvad kunden, her DSB, vil have. Og som ikke stiller kritiske spørgsmål eller selv kommer med input til noget som helst. Præcist det samme sker i Indien, Kina og Vietnam - og derfor er firmaer begyndt at hente produktion hjem derfra igen.

Og hvilken global virkelighed.....

at arbejderne skal arbejde for en 50 i timen (cirka 7 Euro?) for at konkurrere med tyske, indiske og kinesiske arbejdere eller hyr? at man skal finde sig at staten indskrænker de ansattes rettigheder og at der sker arbejdsulykker fordi folk eller arbejdsgiverne glemmer.....arbejdsmiljøet.....

Og det offentlige ----- ? Lærere, sygeplejersker mm. vil da nægte at gå såmeget ned i løn, som der er tale om her. En halvering af indtægten er nok et realistisk bud; skatte-indtægterne vil så også blive halveret, skal man så tænke på. Men de passer sikkert de globale korporationer godt, thi så kan de indføre bruger-betaling på alting. Og sørge for kæmpe-nedskæringer i de offentlige budgetter....

Selv Ford (ham med Ford T) indså at arbejderne behøvede en løn, de kunne leve af, så de kunne købe hans biler. Arbejderne, både i det private og i detg offentlige behøver en ordentlig løn, så vi kan købe ting, så hjulene kan holdes i gang. Og der kan komme skat ind....

Arbejdspladserne fosser ud af landet, fordi de globale korporationer, hedgefondene mm. vil det - fordi de ved at lægge produktionen i Indien, Kina eller Vietnam kan få en højere profit. Produkterne der kommer ud af det er jeg ikke sikker på er lige så kvalitets-mæssigt gode som vi er vant til her i Danmark. Tata-bilen fra Indien er et godt eksempel, den kinesiske bil er en anden.
Begge er de billige, men de har og har haft store problemer i crash-tests.....

Løn-niveauet er en parameter, selvfølgelig, en anden er hvor godt uddannet befolkningen er, en tredje er hvor stabilt er landet, en fjerne er hvor korrupt er er landet.... osv. osv.

@Niels - Hvis det står så slemt til, som du siger, hvordan kan det så være, at vi stadigvæk har en arbejdsløshed på under 5%, og at et som USA, der har langt lavere lønninger end os, har én på 10%?

Du behøver ikke sige, at det er fordi vi har så mange offentligt ansatte, for det kan ændringen i andelen af offentligt ansatte de sidste 10 år ikke forklare.

Niels Ishøj Christensen

@Rune - Tak for din reaktion på mit debatindlæg. Det er rigtigt: de 5% arbejdsløshed lyder ikke af meget, men det er nødvendigt at nuancere.

Mange i DK har jobs i tjenesteydende erhverv (tallene er fra 2009), dvs: 1) Information og kommunikation (3,5%), 2) financiering og forsikring (3%), 3) ejendomshandel og udlejning (1,4%), 4) offentlig administration, undervisning og sundhed (30,6%), 5) kultur, fritid og anden service (4,2%). Samlet bliver det til, at 42,7% af alle lønnede i 2009 arbejdede i jobs, der ikke direkte producerede eller tilvejebragte varer og produkter, dvs nyproduceret kapital, som kunne sælges inden- og udenlands. De aktuelle tal for 2011 har jeg ikke endnu.

Når jeg råber vagt i gevær ang. jobs, der pt fosser ud af DK pga vores høje løn- og omkostningsniveau, så er blandt den resterende ca.56% af arbejdsstyrken, der arbejder indenfor land- og skovbrug, fiskeri, industri, råstofudvinding og forsyning, bygge og anlæg samt handel, transport m.v. og som skal sikre de 44% i de tjenesteydende erhverv deres løn og fortsatte velfærd - og her især blandt de ufaglærte, beskæftiget med vare- og produktfremstilling.

Vil en uddannelse af disse - og dermed krav om højere løn - på kort sigt forhindre, at deres jobs ryger til udlandet og dermed indtjeningen og bidraget til landets velfærd via deres skatteindbetalinger? Efter min vurdering, nej! Det er den klemme vi pt står i

Poul Simonsen

"Genskabe tilliden til fællesskabet og troen på, at ting kan forandres" - hvor er jeg enig.

Og hvad er det så vi har set og ser, her et ½ år senere? Helhedsbilledet er, at intet bliver forbedret med den regering - nærmest tværtimod.

Har selv været ligeså naiv, troede virkelig på, at et flertal i Folketinget kunne skabe en anstændig politik med ansvar for miljøet, humanismen og støtte til de maginaliserede.

Lise Lotte Rahbek

Hvor nedslående. :-|

Men alternativet til naivitet og håb er kynisme og sortsyn, hvilket har en negativ indflydelse på sindet og omgivelserne.

Så trods alt gik tiden med håbet og naiviteten på en god måde.
Mere af det.
Kynisme er der nok af.

:-)

Noget, der tit overses, når vestens rigdom vejes op mod den 3. verdens: de langt mere stabile geologiske forhold i Europa! Her risikerer vi de færreste steder, at alting braser sammen med titusindvis af dødsofre pga. jordskælv.