Opgør i Middelhavet

Cypern har altid spillet en vigtig strategisk rolle, ikke mindst i dag. For et tusinde år siden gjorde den arabiske geograf al-Muqaddasi det klart: »Den nation, som har overherredømme i disse havvande, har øen Qubrus i sin magt.«

Det var af samme grund, at øen blev besat af korsridderne i 1191, efterfulgt af venetianerne i 1489 og osmannerne mindre end et hundrede år senere. Storbritannien overtog øen i 1878, og kort før Suez-krisen i 1956 erklærede den britiske premierminister Anthony Eden: »Uden Cypern, ingen sikre faciliteter for at beskytte vores olieforsyning. Uden olie, arbejdsløshed og sult i Storbritannien. Det er såre enkelt.«

Endnu engang blev Cyperns strategiske betydning understreget under Den Kolde Krig,

ikke bare på grund af de to britiske baser på øen men også på grund af overvågningsfaciliteter, der samlede efterretninger om sovjetiske missiler. Da Cypern blev uafhængig i 1960, fortsatte præsidenten ærkebiskop Makarios sin kamp for enosis (union med Grækenland). Forfatningen delte magten mellem det græsk-cypriotiske flertal og det tyrkisk-cypriotiske mindretal, men i 1963 brød den sammen, hvilket førte til konflikt mellem de to befolkningsgrupper.

I sin kamp for fuldstændig selvstændighed blev Cypern medlem af de alliancefrie

landes bevægelse i 1961 og søgte støtte fra Sovjetunion og Østblokken. Følgelig advarede den græske premierminister George Papandreou US præsident Lyndon Johnson i et memorandum i juni 1964: »Hvis Cypern ikke bliver medlem af NATO, ender øen uundgåeligt som et nyt Cuba.«

Af samme grund stod den græske junta i juli 1974 – med USA’s udenrigsminister Henry

Kissingers medviden – bag et kup mod Makarios, og Tyrkiet benyttede sig af situationen

til at invadere og besætte det nordlige Cypern.

Konfrontation

Historien har en tendens til at gentage sig selv, også på Cypern. I 1964 førte eskalerende fjendtligheder mellem de to befolkningsgrupper til truslen om krig mellem Grækenland og Tyrkiet. Både USA og Sovjetunionen var klar over, de stod over for den farligste konfrontation siden Cuba-krisen året før. I et brev til den tyrkiske premierminister Inönü gjorde præsident Johnson det klart, at Tyrkiet ikke kunne regne med NATO’s støtte i

tilfælde af sovjetisk intervention, og krisen blev afværget.

Nu står Cypern over for en ny konfrontation med Tyrkiet, men denne gang med amerikansk, russisk, græsk og israelsk støtte. I 2007 sluttede Cypern aftaler med Egypten og Libanon, der afgjorde deres maritime grænser og eksklusive økonomiske zoner, og sidste år blev en lignende aftale indgået med Israel.

Striden mellem Tyrkiet og Cypern handler om Cyperns suveræne rettigheder som defineret af FN’s havretskonvention til at lede og bore efter olie og gas i sin eksklusive økonomiske zone. Tyrkiet, som ikke er blandt de 162 lande, der har underskrevet konventionen, påberåber sig rettigheder i et område, der løber fra landets sydkyst indtil Egyptens nordkyst.

I november 2008 blev norske skibe, der ledte efter olie ud for Cyperns sydkyst, chikaneret af tyrkiske krigsskibe, hvilket fik Cypern til at blokere for åbningen af forhandlingskapitlet om energi i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne med EU. Cyperns udenrigsminister Kyprianou beskyldte Tyrkiet for at opføre sig som ’nabolagets bølle’, og Tyrkiets EU-chefforhandler Egemen Bagis sagde, at ’en lille solskins-medlemsstat’ blokerede for Europas energibehov.

For tre år siden fik det amerikanske selskab Noble Energy en koncession til at lede efter olie og gas i Cyperns eksklusive økonomiske zone, og derfor planlægger Noble Energy at bore efter naturgas 1. oktober. Sidste måned erklærede Tyrkiets udenrigsminister Davutoglu, at Tyrkiet ville udvise ’den fornødne reaktion’, hvis Noble Energy går videre med sine planer. Tyrkiet har appelleret til USA om at tage affære, men er blevet afvist.

Cypern har modtaget støtte både fra Rusland og Israel, og ifølge en rapport sender Rusland to atomdrevne ubåde for at beskytte øens rettigheder i dens maritime zone.

Ifølge en anden rapport planlægger den tyrkiske flåde og luftvåben at holde øvelser i området fra den 15. september.

Nu står den cypriotiske republik med ryggen mod muren. Med hensyn til de igangværende genforeningsforhandlinger har FN’s generalsekretær Ban Ki-moon meddelt begge ledere, Demetris Christofias og Dervis Eroglu, at de skal nå til enighed om alle kernepunkter senest i oktober. Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har også gjort det klart, at hvis en aftale ikke er indgået senest i 2012, vil Tyrkiet overveje »forskellige alternativer«.

Klassificet rapport

11. juli faldt endnu en bombe, næsten bogstaveligt. 98 containere, der indeholdt iransk ammunition, som blev konfiskeret fra et cypriotisk-registreret russisk fragtskib på vej til Syrien i slutningen af januar 2009 og sidenhen opbevaret på en åben mark, eksploderede. Eksplosionen ødelagde ikke bare det nærliggende Vassiliko-kraftværk, som forsynede græsk-cyprioterne med mere end en halvdel af deres energi, men også græsk-cyprioternes tillid til deres præsident.

En klassificeret rapport lækket til den græsk-cypriotiske avis Simerini røber, at den cypriotiske regering havde fået tilbudt hjælp at komme af med ammunitionen fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, men havde afslået. Ved et møde mellem præsident Christofias og den syriske præsident Bashar al-Assad i september 2009, havde Christofias i stedet for forsikret Assad, at ammunitionen ville forblive på Cypern, indtil den kunne returneres enten til Syrien eller Iran.

Ifølge et telegram fra den amerikanske ambassadør i Cypern »har vi været vidne til et ideologisk motiveret forsøg på at vende uret tilbage til storhedstiden for de alliancefrie landes bevægelse. Han har offentligt rost Fidel Castro, hilst en ny venezuelansk ambassade i Nicosia velkommen, lovprist Iran og bagvasket NATO og Partnerskab for Fred.«

Næste juli overtager den cypriotiske republik EU-formandskabet, og derfor ville det være uheldigt, hvis øen endnu engang bliver skueplads for en ny konfrontation i stil med den, der fandt sted under Den Kolde Krig.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse

og er rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet.