Kronik

Realityprogrammer skaber også demokratiske borgere

I debatten om mediestøtten er det hyppigt blevet fremhævet, at pressens bidrag til demokratiet primært ydes af aviserne. Derfor har bekymringen over unges avisforagt været stor. Men faktisk spiller Facebook-snak og reality-tv som f.eks. 'Den dag, hvor mændene byttede kvinder' en stor rolle i hverdagsdemokratiet
Unge avislæsere er et særsyn. Kun 8 pct. af de 13-14-årige læser avis.

Unge avislæsere er et særsyn. Kun 8 pct. af de 13-14-årige læser avis.

Mikal Schlosser

29. september 2011

Formanden for regeringens mediestøtteudvalg Henning Dyremose gav i foråret udtryk for, at det er et demokratisk problem, at den nuværende støtteordning favoriserer ældre, ressourcestærke borgere ved at støtte papiraviserne, mens den ikke tilgodeser de medier, som yngre og ikke så veluddannede borgere bruger i hverdagen.

Her kort før Dyremose-udvalget afleverer sin rapport om fremtidens mediestøtte, lader der allerede til at være stor opbakning – både blandt politikere og i mediebranchen – til at gøre mediestøtten platformsneutral, så staten støtter alt relevant nyhedsindhold, uanset hvilken medieplatform det formidles på.

Der kan derfor være god grund til at se nærmere på, hvilke medieplatforme de ikke-avislæsende samfundsgrupper faktisk benytter i hverdagen. Et sådant vidensgrundlag findes blandt andet i en ny stor undersøgelse af børn og unges mediebrug, som forskningscentret DREAM på Syddansk Universitet og Roskilde Universitet offentliggjorde.

Undersøgelsen, der omfatter aldersgruppen 13-23 år, viser, hvilke medieteknologiske platforme børn og unge faktisk befinder sig på. Den leverer dermed en grundviden om mediebrug, som man må forholde sig til, inden man går videre til at klarlægge, om de forskellige platforme nu også formidler et demokratisk relevant indhold.

Sociale medier topper

Undersøgelsen viser, at unge i dag bruger hele mediepaletten og maler med stort set alle pensler. Dog bekræftes det, at papiravisen spiller en marginal rolle i de 13-23-åriges medieforbrug.

Undersøgelsen ser på alle mediers popularitet blandt unge, på tværs af om de opfylder mere traditionelle tilbagelænede funktioner som information og oplevelse/underholdning, eller mere fremadlænede funktioner som social interaktion/kommunikation, spil og kreativ fremstilling af egne digitale medieprodukter. Resultatet er en top-10 over de mest populære medier blandt unge (se tabellen).

Sociale medier og interpersonelle kommunikationsteknolgier som sms og sociale netsteder topper listen. Også chatfunktioner, enten via sociale netsteder eller andre netbårne kanaler, ligger højt og følger de senere års eksplosion i brugen af sociale kommunikationsmedier.

Det betyder dog ikke, at de unge har forladt de mere traditionelle all round-medier som tv, radio og informationssøgning på computer. Mere end to tredjedele i aldersgruppen ser tv på daglig basis, en tredjedel lytter til radio dagligt, ligesom nettet anvendes hyppigt til informationssøgning både i skolen og fritiden.

Den opmærksomme avislæser vil sikkert have bemærket, at traditionel avislæsning slet ikke når ind på listen over de unges medieforbrug. Kun 12 pct. læser avis dagligt. Og intet tyder på, at avislæsning stiger voldsomt med alderen. Kun 8 pct. blandt de 13-14-årige læser avis. For 19-20-årige er tallet 16 pct.

De unge vil med andre ord have stærk social kommunikation, tv, radio og internet. Avisen lader de imidlertid ligge.

Mange veje til demokrati

Den tendens har gennem tiden givet anledning til dybe panderynker. For risikerer vi ikke, at de unge går glip af medier med demokratisk relevans?

For at besvare det spørgsmål er det afgørende at finde ud af, hvor stor en del af det medieindhold, som danske unge oplever eller skaber, der kan siges at være demokratisk relevant? Hvilke medier fungerer som en demokratisk ressource for unge?

Svaret afhænger af, hvor snævert man definerer fænomenet demokratisk relevans: Med en snæver definition, der kræver omfattende politisk journalistik, vil selv mange aviser have svært ved at nå målet.

I stedet kan man anlægge en mere rummelig definition, der anerkender, at næsten alle offentlige emner fra sundhed, miljø og uddannelse til medieforhold, sport og 'de kendte' peger ind i det demokratiske felt.

Hermed bliver en lang række af gamle og nye medier fra ugeblade til gratisaviser og Go'Aften Danmark til demokratiske ressourcer, fordi de kan bidrage til, at deres brugere dannes som demokratiske borgere. Det sker ikke mindst i kraft af de samtaler, de kan igangsætte mellem mennesker i hverdagen, i familien, i boligkvarteret, på arbejdet, i sportsklubben – og på nettet.

Hverdagsdemokrati

Nyere forskning i online- og sociale medier dokumenterer, at den demokratiske samtale ofte dukker op, hvor man måske mindst skulle vente det. F.eks. blandt fodboldfans i deres fodboldklubs sociale online chatrum, hvor de midt imellem snak om kampe og resultater pludselig er i gang med at diskutere holdninger til racistiske udtalelser om klubbens farvede spillere; eller blandt tv-seere, der følger reality-serien Den dag, hvor mændene byttede kvinder, og på seriens netsted diskuterer kønsroller, opdragelse og livsformer.

Deltagerne i den slags debatter føler ikke nødvendigvis, at de er trådt ud af hverdagsrollen og nu er aktører i en politisk offentlighed.

I den traditionelle politiske teori er det at være borger kun noget, man er, når man har lagt følelser og lidenskaber bag sig og med fornuften som eneste drivkraft diskuterer og argumenterer med andre borgere i en politisk ramme. Men ifølge nyere teorier om hverdagsborgerskab er politik dybt indlejret i hverdagen, sådan at der er en glidende overgang mellem hverdag og politik, med gamle og nye medier som smidige katalysatorer. Et eksempel: I efteråret 2010 diskuterede Facebook-brugere nyhedsmediernes historie om, at Dansk Folkeparti beskyldte indvandrere for at stjæle saftevand og kage fra lægernes og hospitalernes venteværelser. Pludselig forvandlede Facebook-diskussionen sig til en koordineret politisk aktion, hvor hundredvis af Facebook-brugere – som en slags smart mob – parodierede partiets påstand ved at bombardere partikontoret med citronmåner, formentlig mest med det formål at få aktionen dækket i de store nyhedsmedier.

Digitalt kreative borgere supplerede aktionen ved på YouTube at uploade en video, der til billederne fra en scene i filmen Der Untergang lod Hitler rase over manglen på saftevand og kage!

Magtfulde snakkemedier

Selvfølgelig handler en stor del af snakken på Facebook, Twitter og de øvrige sociale netsteder bare om banale hverdagsopdateringer og lokal og global sladder. Men forskningen dokumenterer, at disse sociale netsteder i stigende grad er blevet fora for udveksling af nyheder, politik, og emner af offentlig interesse – af nogle kaldet 'en rullende nyhedsplatform'.

Og i 'rigtig politik', f.eks. i forbindelse med det nylige folketingsvalg, manifesterer politikerne sig i stigende grad på Facebook og andre tjenester.

Vi har også utallige gange hørt, hvilken rolle disse snakkemedier har spillet i de demokratiske processer i Nordafrika og Mellemøsten – selv om der nok har været en tendens til at tilskrive nettjenesterne for stor selvstændig politisk kraft. Men det er nu også dokumenteret i en række vestlige lande, at Twitter og Facebook fungerer som lynhurtig formidlingscentral for udbredelse og kommentering af nyheder hentet fra både mainstream- og nichemediernes onlinesites.

Senest har førende internationale aviser som The Guardian lanceret en hyneds-app til Facebook, hvor brugerne kan prioritere og diskutere avisens indhold og følge hvad deres venner læser.

Hvis Mediestøtteudvalget vil fremme nyhedsmediernes anvendelse som demokratiske ressourcer, er der derfor al mulig grund til at støtte synergiprocesserne mellem de trykte og digitale medieplatforme, hvor unge – og mange andre – faktisk færdes.

Kim Schrøder er professor på Roskilde Universitet. Kirsten Drotner er professor på Syddansk Universitet. Christian Kobbernagel er ph.d.-stipendiat på Roskilde Universitet.

Kilde: Christian Kobbernagel, Kim Schrøder og Kirsten Drotner, Unges medie- og museumsbrug: sammenhænge og perspektiver, DREAM Rapport 2011. Kan hentes på http://www.dream.dk/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den danske forfatter Johannes Hohlenberg (om ikke andet vidste Henrik Stangerup, hvem han var) skrev i 1930'erne: "Det, vi er midt i, er en kæmpemæssig proletariseringsproces", Og ikke et ondt ord om proletarer, hvad det end er i vore dage, men det er svært at finde en præcisere karakteristik af nutiden.

Telmore-reklamerne, hvori helt almindelige danskere afbildes som konger og kejsere, viser også, at Renæssancen er vendt tilbage. med tatoveringer og X Factor i stedet for Erasmus og Rafael.

"Bjørnetjeneste" kan allerede betyde det, det betyder eller også det modsatte, alt efter hvad folk synes, og Niels Egelund kan næppe få armene ned, som det hedder,

"I stedet kan man anlægge en mere rummelig definition, der anerkender, at næsten alle offentlige emner fra sundhed, miljø og uddannelse til medieforhold, sport og ‘de kendte’ peger ind i det demokratiske felt."

Hvordan er det lige, at sladderpressen skal betragtes som en del af den demokratiske proces?
I min optik er den slags underholdning, og den hunger for underholdning dette medfører, netop med til at underminere demokratiet.
Og med artiklens tabel i mente, som i øvrigt er rippet for information om grundlag for undersøgelsen, har jeg svært ved at se hvordan et sådant medieforbrug kan lede til en bare tilnærmelses vis dyb forståelse, for de emner der behandles. Tabellen er et udtryk for en zapper-kultur som jeg bestemt ikke betragter som demokratifremmende.

Dyremoses argument sætter vognen for hesten - støtten til trykte medier gives for at motivere folk til at købe dem, mens den enorme opslutning bag 'reality-programmer' jo blot viser, at de ikke har behov for støtte.

Kristian Rikard

Jeg har som udgangspunkt ret svært ved at se konklusionen på artiklen. Dernæst har jeg et ikke helt lille problem med den analyse/undersøgelse, der skulle understøtte artiklen.
Demokratiske ressourcer, den demokratiske samtale og aktører i en politisk offentlighed er udtryk som anvendes i artiklen.
For mig at se må disse udtryk pege hen i mod "politiks modenhed", som i Danmark er defineret som 18 år - nemlig valgretsalderen, og
og alene af den grund forstår jeg ikke, at man operer med den nok mest heterogent sammensatte gruppe (i denne sammenhæng) nemlig de 13-23 årige.
Forfatterne nævner forskellen mellem avislæsning blandt de 13-23 årige og skriver: "Kun 8 pct. blandt de 13-14-årige læser avis. For 19-20-årige er tallet 16 pct. Hva' mæ de 22-23 årige??? Jeg ville formode at blandt de 7-8 årige er tallet 0 %. Det nævnes heller ikke, hvor stor del af den samlede befolkning (eller dem over 18) der læser avis, så man er ladt lidt stikken.
Men først og sidst er det svært for mig at forstå, hvad sigtet med artiklen er?
Min egen holdning har i ganske mange år været helt klar. Jeg mener at de traditionelle printmedier har haft en helt ufortjent økonomisk fordel ved mediestøtten. Og jeg mener i denne sammenhæng - med Esben Fryhries forlov - at Altinget.dk tjener som et udmærket eksempel.

Kristian Rikard

Tak for linket. Jeg har skimmet den, og den er, som jeg også forventede, yderst veldokumenteret - som jeg ser det. Jeg er bekendt med 3 af rapporterne nævnt i litteraturlisten.
Men sigtet med artiklen er fortsat uklart for mig. Eller måske nærmere formidlingen af en 75 sider lang rapport, hvor museumsbesøg indgår som en vigtigt del. Men som sagt synes jeg, det er på tide at få ændret en mediestøtte, som formodentligt går hundred år tilbage?
Iøvrigt kender jeg ikke nok til substansen til at kunne vurdere om f.eks. mere traditionelle printmedier/aviser som f.eks. dagbladet Børsen eller
dagbladet Information gennem deres netmedier tjener eller taber på forslaget.

med venlig hilsen