International kommentar

Skæbneuge for palæstinenserne i FN

Selv om Palæstina ved FN's historiske generalforsamling om få dage måske anerkendes som suveræn stat, efterlader det mindst én sikker taber: De mange millioner flygtninge, der i 63 år har ventet på en løsning
19. september 2011

Den politiske situation i Mellemøsten er efter årtiers status quo i opbrud. Det seneste års tid har det først og fremmest betydet flere autoritære regimers fald, men når FN's generalforsamling mødes i den kommende uge, med start den 20. september, er Israel/Palæstina-konflikten igen øverst på dagsordenen.

Her vil palæstinenserne søge anerkendelse som en suveræn stat. Der har længe været travlt på den diplomatiske front, og allerede nu ved vi omtrent, hvem der vil stemme for og imod, ligesom visse juridiske aspekter har været diskuteret de seneste måneder. Meldingerne lyder på, at omkring 140 af de knap 200 medlemsstater vil støtte palæstinenserne.

Desværre har fokus først og fremmest været på, hvad palæstinenserne måske får ud af en anerkendelse, og ikke så meget om det, de ikke får. Selv hvis man dropper enhver pessimisme og forestiller sig, at Palæstina fik status af selvstændig stat med øjeblikkelig virkning, vil det i bedste fald kun løse halvdelen af problemet.

Palæstinenserne kan ganske rigtigt komme til at stå stærkere, da Israels overtrædelser af diverse konventioner og den fortsatte besættelse vil stå i et andet lys, idet der vil blive tale om ugerninger over for en suveræn og anerkendt stat. Ét problem, man helt sikkert ikke løser og som i øvrigt kan siges at være det største er de mange millioner palæstinensiske flygtninges skæbne i nærområdet.

Hvilken fredsproces?

Når palæstinenserne tager dette skridt, skyldes det ikke mindst den totalt fejlslagne fredsproces. Eller nok mere korrekt: Der har aldrig været en reel fredsproces. Betegnelsen stammer fra begyndelsen af 1990'erne, hvor PLO og israelerne havde holdt 'hemmelige' møder i Oslo, Norge, hvilket munder ud i den såkaldte Oslo-aftale i 1993.

Det er en udbredt tolkning, at denne aftale først og fremmest havde ét formål for begge parter: anerkendelse som legitim aktør. Israelerne ønskede på deres side, at palæstinenserne anerkendte staten Israels ret til at eksistere, og PLO ville anerkendes som aktør.

Med aftalen i 1993 blev PLO anerkendt som palæstinensernes repræsentant, og den anerkendelse var man parat til at betale en høj pris for. Faktisk var alle større spørgsmål stadig uafklarede, og ikke mindst de mange millioner flygtninge særligt i Syrien, Jordan og Libanon og dermed uden for Gaza og Vestbredden var ikke en del af aftalen.

Det er præcist her, man står igen: Trods 63 år i uvished, fattigdom og eksklusion er flygtningenes skæbne end ikke på dagsordenen.

Situationen for de palæstinensiske flygtninge er på flere måder unik. Den juridiske referenceramme er en række FN-resolutioner, og ikke den internationale flygtningekonvention.

Uløst flygtningeproblem

Særlig vigtig er resolution 194 fra 1948, der understreger »flygtninges ret til at returnere, så snart det er muligt«, som det den gang blev formuleret. De mange millioner palæstinensiske flygtninge repræsenterer verdens største uløste flygtningeproblem.

Trods disse iøjnefaldende karakteristika ignorer det internationale samfund gang på gang deres skæbne. Og det vil man desværre også gøre i den kommende uge ved FN's generalforsamling.

Det er også her, man kan drage paralleller til Oslo-aftalen fra 1993. Data på dette område er forbundet med politiske interesser og stor usikkerhed, men udover de tre-fire millioner palæstinensere fra Gaza/Vestbredden, skønnes der at være mindst ligeså mange i flygtningelejrene i nærområdet; altså yderligere tre-fire millioner. Allerede da PLO indgik Oslo-aftalen, førte det til stor bitterhed blandt de palæstinensiske flygtninge, at de var udeladt i denne. Flere har allerede peget på, at det nu gentager sig: selv om palæstinensere, der er indbefattet af FN's resolutioner, og dermed bl.a. 'retten til at returnere til Palæstina' måske udgør otte-10 millioner, så ofres flertallet af disse i et forsøg på, at opnå et resultat for de tre-fire millioner fra Gaza/Vestbredden. Der er tale om mindst fire generationer af flygtninge i Libanon, Jordan og Syrien, hvor de i 63 år har ventet på, at FN's resolution 194 bliver implementeret. Det er endnu ikke sket, og det sker heller ikke den kommende uge. Disse flygtninge er på mange måder enten indirekte eller helt overlagt marginaliserede, hvor de bor.

Pariaer i alle lande

Jordan har i mange år ført en bevidst assimilationsstrategi, hvor man har forsøgt at 'nationalisere' dem, men selv om palæstinenserne faktisk udgør et lille flertal af Jordans befolkning (eller måske netop derfor), har man indrettet systemet således, at deres politiske indflydelse søges minimeret.

I den anden ende finder man Libanon, som er et skræmmebillede på, hvad årtiers bevidst diskrimination og ekskludering kan føre til af lidelser for en hel befolkningsgruppe. Netop med henvisning til diverse FN-resolutioner har libaneserne gjort alt, hvad der er muligt, for ikke at integrere palæstinenserne, der i generation efter generation vokser op i overfyldte flygtningelejre, uden nogen form for håb. Situationen er her så grel, at man har kaldt Gaza-stribens forværring de seneste fem-10 år en 'libanonisering', blot for at understrege, at så er det virkelig skidt.

Med andre ord er det set i lyset af Israels modvilje mod at deltage i reelle forhandlinger svært ikke at støtte det palæstinensiske selvstyres anmodning, den kommende uge i FN, men det er uhyre vigtigt at forstå, at det ikke løser de største udfordringer i den lange konflikt.

Ud over flygtningeproblematikken og Israels besættelse af de facto palæstinensisk territorium, ligger det stadig ude i fremtiden, at finde en løsning for Jerusalem, den endelige grænsedragning, ulovlige israelske bosættelser og den mur på Vestbredden, der forhindrer et værdigt liv for hundredtusinder af palæstinensere.

Anerkendes Palæstina i den kommende uge, skrives der historie, og man vil muligvis juble i Ramallah på Vestbredden, men for millioner af palæstinensere i lejre i Beirut, Saida (Sidon), Sour (Tyrus), Damaskus, Zarka, Amman og mange andre steder i Mellemøsten er der intet at fejre. Endnu engang blev man ofret uden så meget som at blive hørt.

Brian Esbensen er cand.scient.soc., med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han har boet i Mellemøsten i en årrække, og bl.a. beskæftiget sig med Israel/Palæstina konflikten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Jamen du har da ganske ret i at problemet med flygtninge ikke bliver løst ved at oprette en stat. Problemet er dog ikke oprettelsen af staten, men at Israel ikke er interesseret i nogle løsninger af problemerne dernede. Og det er vel en forudsætning for løsning af flygtningeproblemet at Israel er med - eller tvinges til at være med. Men dette er naturligvis en ren utopi, sålænge Israels vestlige lobbyer og medier kontrolleret af zionistiske ejeredirigerer USAs og UKs politik i Mellemøsten. Men måske kan man forestille sig en verdensopinion der efterhånden kan gennemtvinge løsninger på trods af USA og UKs modstand? Alle Israels spil bag kulisserne og de mægtige zionistiske lobbyers indflydelse er jo ved at blive mere og mere kendt så måske...Med aktører som den kloge tyrkiske premierminister og lignende kan man hurtigt skabe en boykot og isolation af Israel, som kan få folk dernede til at tænke over det de gør . Det gør man jo ikke i det hele taget i dag. En massiv opinion i Israel mener at landet er deres og at palæstinenserne har bedst af at begive sig afsted til f. eks Jordan for at etablere en palæstinensisk stat der - man undrer sig ligefem over at de vil finde sig i den langsomme kvælning af sig selv og forstår ikke at de ikke giver op. Jøderne i Israel er jo meget specielle i deres opfattelse af sig selv og deres barnlige opfattelse af verden og sig selv. Et folk fuldt af paranoia som tror fuldt og fast på deres ret til landet og anser sig selv for forfulgte men dog tror at der er "sikkerhed" i Israel - det eneste sted i verden hvor man kan føle sig sikker!. Hvordan man løser op for denne sygelige opfattelse af verden og sig selv er et godt spørgsmål, som flere fhv. zionister som Ilan Pappe har tænkt meget over - men desvære uden den store gennemslagskraft endnu(?)

Idag ser vi med forundring på slaveejere og sovjetblokken, der forhindrede mennesker i at forlade et område.

Det er ikke spor mere vanvittigt at forhindre mennesker i at komme ind på et område, hvor de ønsker at bo.

Naturligvis skal indvandrere betale husleje og mad og skat som alle andre, men selve landsbymentaliteten med at udelukke "fremmede" er defekt.

Forestil dig en lov imod at folk fra Køge kunne købe hus i Hillerød. Det er ikke spor mere sindsygt, end at palestinensere fra Jordan ikke kan købe hus i Israel/Palestina.

Naturligvis er der tilflytterregler, så man måske ikke betaler skat og har stemmeret de første par år, men stemmer og betaler skat og modtager sociale ydelser fra sin oprindelsesregion.

Men det giver sig selv, at ret og pligt følges ad. Hvis Hillerød giver sociale ydelser og stemmeret fra dag et, så kan de også opkræve skat fra dag et.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror man må holde op med at insistere på, at disse flygtninge skal have fuld oprejsning og tilbagelevering af alt, hvad de mistede.Det er håbløst, hellere se frem mod nye muligheder og veje.

Tænk iøvrigt på, hvor mange andre steder i verden lignende uretfærdigheder er overgået millioner af mennesker. Indiske hinduer blev fordrevet fra Pakistanske område og muslimer fra indiske i 1947. Der var tale om langt flere end i Palæstine. Tyskere blev fordrevet fra Polen og Tjekoslovakiet, armenere fordrevet fra Tyrkiet, serbere fordrevet fra Serbien, kroater og bosniakker fra deres hjemstavne osv. Listen er lang.

Nytter det noget at blive ved med at hænge fast i disse fait accomlis, jeg tvivler.

Ja, det er lidt som at forlange love overholdt,eller at være skraldemand Det er et arbejde uden ende, det nytter ikke noget, lad os hejjere droppe det.