Kommentar

Et stærkt demokrati

Der er grund til at notere sig, at Dansk Folkeparti har en stor del af æren for valgets mest positive resultat: rekorden i valgdeltagelse
21. september 2011

Valget den 15. september 2011 var et godt valg. Det vigtigste og mest opmuntrende resultat var stemmeprocenten. 87,7 procent er højeste deltagelse ved et folketingsvalg i 27 år, men en stærk understregning af det generelt høje niveau for valgdeltagelse, som dansk demokrati kan opvise i kontrast til en bekymrende tendens til lavere valgdeltagelse i stort set hele Europa.

Deltagelsen i danske folketingsvalg har ikke siden Anden Verdenskrig ligget under 80 procent og har i de sidste 13 år stabiliseret sig mellem 84 og 88 procent.

I modsætning til vore nabolande, hvor valgdeltagelsen i de sidste årtier er faldet til et niveau under 80 procent helt ned til 60 procent i Storbritannien i 2002 og 2004 . Også i Sverige, hvor stemmeprocenten indtil midt i 80'erne lå over den danske, nåede valgdeltagelsen i 2002 under 80 procent, men steg dog i 2006 og 2010 til 82 og 84 procent, altså stadig under det danske niveau

Høj valgdeltagelse er en af de bedste sikringer af demokratiet ikke mindst i lyset af de dybt alvorlige udfordringer, Danmark sammen med det øvrige Europa og USA står over for med den accelererende gældskrise.

Hvor krisen rammer hårdest i Storbritannien og især i Sydeuropa har vi set voldsomme reaktioner fra utilfredse befolkningsgrupper, når regeringerne har søgt at gennemføre hårdhændede nedskæringer i velfærd. Hvis store befolkningsgrupper slet ikke føler sig repræsenteret i parlamenterne, vokser risikoen for social uorden.

For seks år siden udgav ekspert i 'sofavælgere', nu afdøde professor Lise Togeby, en analyse af, hvorfor den danske valgdeltagelse ligger markant højere end niveau og tendens i vore nabolande. Centralt i hendes konklusion stod et citat fra professor Jørgen Goul Andersen, der i den store magtudredning (som Togeby redigerede), året forinden skrev: »... at det nok er Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, der skal have æren for at have modvirket den demobilisering af arbejderklassen og de socialt og økonomisk svage, som man har oplevet for eksempel i Sverige«.

Gouls konklusion bestyrkes af, at den danske valgdeltagelse genvandt sit stabile, høje niveau med valget i 1998, hvor Dansk Folkeparti for første gang deltog og at den dalende svenske valgdeltagelse nu synes vendt efter Sverigedemokraternas entre på den politiske arena.

Det sejrende flertal ved torsdagens valg har frydet sig over, at Dansk Folkeparti er sat uden for indflydelse. Det kan man ikke fortænke dem i, men der er grund til at notere sig, at Dansk Folkeparti har en stor del af æren for valgets mest positive resultat, rekorden i valgdeltagelse.

Socialdemokratiet classic

Demokratiets helt afgørende kvalitet er, at alle væsentlige strømninger i befolkningen kommer til stede på den parlamentariske arena for forhandling og kompromis.

Derfor har Dansk Folkeparti styrket dansk demokrati – også for de mange, der er uenige i partiets politik og agitationsform.

Det betyder naturligvis på ingen måde, at DF har krav på en særlig form for indflydelse som den, de parlamentariske vilkår spillede partiet i hænde i 2001, og som blev tabt med valgresultatet i torsdags.

DF's udgangspunktvar protestpartiets. Med nøglerollen under 10 års VK-styre har DF udviklet sig politisk og organisatorisk til et særdeles forhandlingsdygtigt og velfungerende parti med en identitet tæt på, hvad partiet selv kalder 'Socialdemokratiet Classic'.

I min bog De Overflødiges Oprør fra 2000 påpegede jeg, at DF's folkelige grundlag næppe var den postulerede racisme og xenofobi. Snarere er der tale om en dyb og relevant bekymring for tab af velstand og friheder hos vælgere, som bliver klemt i den globaliseringsproces, der i hvert fald indtil finanskrisen blev fremstillet som rosenrød og lyksalig i elitens retorik. Betydelige befolkningsgrupper har fået øget tillid til det danske samfunds institutioner med DF's placering i det parlamentariske felt.

DF's store udfordring i dag er gennem en fortsat politisk udvikling og parlamentarisk modning at blive i stand til at levere nye, konkrete bud på, hvordan den 'overflødiggjorte' befolkningsgruppe som nu vokser i omfang og belastning, mens den økonomiske krise skærpes kan beskyttes og understøttes. Det kræver mere konkrete bidrag til uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik og den generelle økonomiske politik, end DF hidtil har leveret. Meget kan tyde på, at DF kan vinde en ny nøgleposition, når en S-SF-regering på et økonomisk realistisk grundlag skal føre krisepolitik med særlig omsorg for velfærdssamfundet. Efter en nøgtern vurdering er DF nærmere på S-SF's økonomiske politik og udlændingepolitik end støttepartierne.

Erik Meier Carlsen er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når Meier Carlsen kaster sig ud i DF-historik minder det mere om spindokterarbejde/trøst end om analyse. DF er så centralistisk styret, at kun succes holder bukserne oppe. Tab af 3 folkevalgte og rappenskraldens optræden på landsmødet tyder, at DF har god brug for en støttepædagog, og her træder Meier Carlsen frem i neon.

Det er godt med et stærkt demokrati med en regering, der ikke lader sig stresse af journalister og desillusionerede politikere - man mærker klart hvordan VKO folkene nærmest er ved at få abstinenser over at de ikke sidder på bænken og bestemmer farten. Jeg hørte også lige at Helle T sige til journalisterne, at de godt kunne tage en ferie imens regeringsgrundlaget blev dannet. Det er rart at tempoet bliver sat ned så at vi almindelige borgere også kan følge med - jeg mener der er intet der haster og med lidt mere ro over lovgivningsarbejdet kunne man forestille sig en bedre kvalitet i det 'færdige produkt' til en kærkommen forandring fra de sidste 10 års hæsblæsende rationalisering hvor de fleste af os er blevet blæst af banen.

Allan Nørgaard Andersen

Eric Meier Carlsens pointe er selvfølgelig vigtig og rigtig. Og uanset om man ikke finder DF stuerent, så er partiets vælgere jo lige så meget stuerene som alle andre. Opgaven er at overbevise dem om at deres interesser ikke varetages af DF. Og de må bringes til at indse at den frygt de har for samfundsudviklingen snarere næres end modvirkes af DF.
For det EMC ikke vil tage i betragtning er at DFs politikere lever højt på frygten for de fremmede og frygten for globaliseringen, og at partiets spidser i gladeligt puster til ilden.

Ja, Carlsen nu vil det vise sig om DF stadig er et opportunistisk protestparti, der har slået sig sammen med dem, der har talt varmest for globalisering. Desuden ligger der i liberalismen en tilskyndelse til egoisme og social forskel. Egoismen har DF kunnet fremvise, nu mangler vi så modenhed.

DF udviklet sig politisk og organisatorisk til et særdeles forhandlingsdygtigt og velfungerende parti

DF er et protest- og enkeltsagsparti, ligesom Liberal Alliance, De Radikale, Retsforbundet er det og det vil sige, udover "sagen" er der kun liberal - læs visions- og substansløs - politik i posen.

Når et sådant parti sammen med "sagen" er brændt ud - eller "sagen" er indoptaget i et fuldskala programparti, bevæger enkeltsagspartiet sig enten ind på midten af dansk politik, for at udnytte deres fastgroede vælgerskare til via partitoppens påståede forhandlingsevner, at fastholde taburetterne - eller partiet forvinder ud i glemslen.
Jeg håber det sidste for DF - bare gå til liget SF, selv om ligstanken river i næsen, er der gode vælgere at hente over i rød blok gennem lanceringen af en værdig integrations- og indvandrerpolitik.

Søren Kristensen

Man kan også være så belastet af sin fortid, at man simpelthen mister troværdighed, hvis man begynder at bevæge sig alt for meget over i den anden grøft, fordi det nu pludselig er dér indflydelsen skal hentes. Men vi vil selfølgelig se bevægelsen og også her er det en god idé at give tingene den tid der kræves. DF´s store problem er jo at der sådan set ikke er brug for dem og det er en ny situation. Til gengæld er det deres store force at de "kun" har været støtteparti for den afgående regering. På den måde er de lidt mere stuerene end de ellers ville have været.

Jamen, jo det er jo fint med en høj stemmeprocent og at så mange som muligt føler sig repræsenteret i folketinget. Problemet er bare, at det er højst tvivlsom hvilke interesser DF overhovedet repræsenterer. Er der nogen der ved, hvad partiets positive samfundsvision er?

Groft sagt, så er det svært at se den demokratiske gevinst i, at et populistisk parti tager røven på frafaldne socialdemokrater og sofavælgere. Jeg ville glæde mig mere, hvis de blev samlet op af hæderlige partier.

'der tale om en dyb og relevant bekymring for tab af velstand og friheder hos vælgere, som bliver klemt i den globaliseringsproces'
Ok det er muligt - men det er da paradoksalt at disse bekymrede vælgere så stemmer på et parti som intet har gjort for at mindske denne bekymring men snarere har pustet den op og drejet fokus bort fra det relevante: den manglende frihed og forarmelsen og istedet kørt en hezt mod en befolkningsgruppe der om nogle er blevet klemt
og de desuden står som medansvarlig for et utal af forringelser hvad angår retssikkerhed og sociale ydelser.
Forstå det hvem der kan

Hvis Sverige som det fremgår af artiklen også har en højstemmeprocent, så skyldes vores ikke DF. Den skal snarere ses parallelt med de øvrige nordiske lande i modsætning til fx England. Så måske har det noget at gøre med velfærdsstaten og at vi alle sammen føler, at vi er med i den. Måske skulle du sætte ind der Carslen og ikke fortsætte den efterhånden trælse opskrivning af DFs betydning.

Det ville virkelig klæde Meier-Carlsen, hvis han på et eller andet tidspunkt forholdt sig konkret til, om der de sidste ti år har været overensstemmelse mellem det DF siger, de gør, og det de har gjort.

Hvad er 'Socialdemokratiet Classic’, Meier-Carlsen? Og hvordan har DF gennem ti år konkret forbedret forholdene for de 'globaliseringsramte'? Er det økonomisk og socialt nemmere at være globaliseringsramt i dag end for ti år siden?

I sin opfordring til et AOF-samarbejde forudsætter Meier Carlsen en politisk udvikling hos O, som ikke meget tyder på, at den nuværende ledelse vil være i stand til at gennemgå.

For det første finder valg sted meget sjældent, hvilket betyder at det statistiske materiale er stærkt begrænset. For det andet spiller mange faktorer ind på valgdeltagelsen: vejret, om der er spænding om udfaldet, om det er lang tid eller kort tid siden der sidst var valg, om der er mobiliseret en særlig stemning omkring valget.

Disse to faktorer til sammen gør at det reelt er umuligt på et seriøst grundlag at sige noget som helst om hvorvidt DF har haft en indflydelse på valgresultatet eller ej.

Når det så er sagt piner det mig altid når DF omtales som "socialdemokratiet classic". Hvis vi ser bort fra at partiet blev stiftet på et minimalstatsprogram og kun har ændret politikundervejs for at tækkes én bestemt lavtuddannet målgruppe, så har det aldrig nogensinde været god socialdemokratisk politik konsekvent at forsøge at forringe levevilkårene for den absolut svageste del af samfundet via tiltag som starthjælp, kontanthjælpsloft, 450-timers regel koblet med tiltag alene gennemført for at chikanere den selvsamme gruppe. Socialdemokratiet har til alle tider stået for solidaritet med de svage i samfundet.

Sören Tolsgaard

Det er formentlig fuldstændig rigtigt, at DF siden grundlæggelsen har fået ellers demotiverede vælgere op af sofaen og hen i stemmeboxen. Det har haft en stor betydning for lovgivningsarbejdet, uanset om man vil betegne det som positivt eller negativt.

DFs samarbejde med den afgående VK-regering skyldes især dennes vilje til at forhandle med et nystiftet protestparti med mange politisk ukorrekte programpunkter, men efterhånden er flere af DFs mærkesager jo blevet indarbejdet - både i VKs og SSFs politik. I bagklogskabens tegn har partierne taget til efterretning, at det var nødvendigt med en strammere udlændingepolitik.

Der blev også vedtaget flere lovforslag med flertal udenom VK-regeringen, ved samarbejde mellem venstrefløjen og DF. Man kan vel ikke udelukke, at dette kan ske igen.

Valgets sejrherre DRV vil nu sætte sig hårdt imod dette. De må gerne selv samarbejde med DF, men SSF+EL må ikke! Spørgsmålet er, om DRV har så meget magt til at indføre en ny form for blokpolitik, at kun DRVs politik bliver gennemført.

Dette er rød bloks dilemma. SSF vil gerne danne regering, men skal DRV med, bliver betalingen enorm. Uden DRV gives potentielt meget større råderum - bl.a. forlig med DF - men man risikerer også, at DRV danner en regeringskonstellation sammen dele af den blå blok - og SSF mister udsigten til taburetter.

Det vil dog også være særdeles svært for DRV at sikre et bredt regeringsgrundlag til højre, hvor DF i givet fald skal fungere som støtteparti.

DRV er jo om nogen fortalere for globalisering, hvilket har fået mange borgerlige vælgere til at stemme på dem denne gang, mens DF vil melde fra, når der skal snakkes mere union eller øget indvandring.

Der er faktisk større skepsis overfor globalisering i store dele af venstrefløjen, ligesom der antagelig er mulighed for samarbejde mellem rød blok og DF hvad angår socialpolitik.

Den opgave Helle er på, vil kræve ualmindeligt gode forhandlingsevner, hvis ikke DRV skal sætte sig helt på dagsordenen og i praksis diktere de kommende års politik.

Det er så også, hvad en del højrefløjsvælgere har lagt op til ved at stemme på DRV.

Det der med begrundelsen for den høje stemme% er EMC's kælne modstribe til den forkerte adressering på landsmøde af årsagen til nederlaget. Ikke konservative, men DF leverede utilfredse stemmer til rød blok.

Carlsen skal have lov at omtale sin egen bog, men jeg synes stadig at Lars Olsens "eliternes triumf" bedst forklarer, hvad der er sket.

Venstrefløjen er blevet invaderet af hattedamer. Åndssnobber, der ser ned på arbejdere.

Når en vælger (køn ufortalt) ikke rigtigt kunne bestemme sig til, om det skulle være SF eller R - på trods af afgrundsdybe modsætninger - kommer man til at tænke på de berømte ord:

Hvis folket ikke kan få brød, kan det vel bare spise kage.

Meier Carlsen er for beskeden. Socialdemokratiet "classic" myten havde ikke været mulig uden demokraturet - altså det borgerlige pressemonopol.

Kig hvor godtfolk iført arbejdstøj mødes. Kantiner og grill-barer.

Se hvad der ligger til gratis gennemsyn: BT og Ekstrabladet. Disse "aviser" har været rørende enige om at markedsføre DF som Socialdemokratiet "classic".

Dette monopol på at informere arbejderen har Kapitalen udnyttet med den dygtighed det nu kræver, at udnytte et monopol.

Bent Falbert (Ekstrabladet) har ligefrem påstået, at have opfundet udtrykket."classic".

Kapitalen (Dansk Industri) var for 3 år siden godt tilfredse med verdens tilstand. Den eneste ærgelse var, at det var svært at få højtuddannede udlændinge til Danmark.

Til at begynde satsede monopolet på at LA skulle løse det lille problem, men efter at Margrethe Vestager forsikrede, at fordelingspolitikken ville blive endnu mere "blå" end under VKO, blev det hende, der pludselig kom til at stå i et sympatisk lys.

Virkeligheden styres fra pressemonopolets redigeringsrum.

hvis ECMs påstand skulle være rigtig, skulle det betyde, at stemmeprocenten er gået op siden DFs stiftelse. Det er vist ikke tilfældet.