Stress er et signal til samfundet om at holde sig væk

100 DAGE – De tre små ord 'jeg har stress' udløser forståelse og omsorg fra omgivelserne, og åbner de offentlige kasser for den stressramte. Stress er dog ikke en entydig sygdom, men en samlebetegnelse som bruges i flæng. Diagnosen medvirker til at sygeliggøre mennesker, der måske blot har brug for en pause fra arbejdslivet
Stress er blevet en legitim måde at trække stikket ud på.

Stress er blevet en legitim måde at trække stikket ud på.

Henrik Sørensen
28. september 2011

Stress antages at være vor tids folkesygdom. Det anslås, at mere end 10 pct. af befolkningen lider af alvorlig stress, og at stress kan lede til både depressioner og angst. Ifølge WHO vil stress og depression således være nogle af de væsentligste kilder til sygdom i 2020. Og der er tal på de skrækscenarier, som tegner sig, når talen falder på det stigende antal borgere, der lider af stress.

Men selv om der er stort fokus på stress, er der stadig store huller i vores viden om lidelsen. F.eks. er det ofte uklart, hvad det diagnostiske afsæt er, når det konkluderes, at en person har stress. Det er heller ikke er tydeligt, hvordan væksten i antallet af stressramte hænger sammen med samfundsmæssige forhold som f.eks. de lidendes relation til fysisk eller psykisk hårdt arbejde, for store personlige ambitioner, krævende familiære forhold etc. Ikke desto mindre er det i mange analyser lige præcis disse forhold, der kædes sammen, når årsagen til stigningen i antallet af stressramte skal forklares.

Stress forbliver i de fleste analyser en substans, der godt nok antages at være samfundsskabt, men som ikke desto mindre formodes at kunne behandles individuelt, og som det giver mening at tale om på numerisk vis som en tilstand, der henholdsvis er blevet færre eller flere af.

Men hvad hvis stress mest af alt fortæller noget om, hvordan man som borger i dag kan legitimere at trække stikket ud i en tid, der lovpriser individuelt ansvar, kontrol og vilje til det gode (arbejds-) liv? Måske drejer de fælles karakteristika ved stress sig snarere om centrale værdier i samfundet og institutionelle forhold i øvrigt, end om hvem det enkelte stressede menneske er.

Samlebetegnelse

Når jeg foreslår at analysere stress som en social konstruktion, er det ikke det samme som at sige, at de lidelser, som den 'stressramte' beretter om, ikke findes. Lidelserne findes, smerterne forekommer, men det væsentlige her er, at mærkatet stress må forstås som en tidstypisk måde at beskrive en bred vifte af uønskede oplevelser og handlinger. Stress er i dag en samlebetegnelse for en række forskellige problemer, som rammer mange mennesker i et livsforløb.

Udover at man altid bør udvise en sund portion skepsis over for sygdomme og problemer, der udråbes til at inkludere de fleste, er enhver sygdomskategori, herunder stress, mere end blot et navn, vi sætter på organiske og funktionelle problemer i kroppen. En sygdomskategori er en konstruktion, der som alle andre mere eller mindre veletablerede medicinske betegnelser, formodes at give informationer om en række andre forhold end de rent medicinske i den stressramte persons liv - også selv om det er de medicinske faktorer, der måske fokuseres på først.

Udover således at give information om den stressramtes øvrige personlighed, præferencer mv., giver stresskategorien også væsentlig information om vores samfund, dets værdier og indretning.

Uarbejdsdygtige

I et nyligt afsluttet forskningsprojekt har jeg undersøgt hyppigt anvendte mærkater og diagnoser for personer med symptomer, der biomedicinsk set ikke kan afklares entydigt. Ikke overraskende (især ikke for praktikere, der arbejder på feltet) fandt jeg, at disse personer ofte fik og tog mærkaterne 'stress' og 'mildere depression'. Udover at disse sygdomme ikke kan afklares biomedicinsk, har de det til fælles, at de personer, der inkluderes i kategorierne ofte antages ikke at kunne arbejde, eller selv mener, at de ikke kan arbejde, og derfor midlertidigt skal forsørges af staten.

De har behov for, at personer med myndighed (f.eks. læger i almen praksis, hospitalers speciallæger eller ansatte i jobcentre) bekræfter lidelsernes legitimitet, så deres 'sag' kan behandles.

Bekræftelsen implicerer, at lidelserne skal have et navn, det vil sige de skal rubriceres, netop med det formål at handling kan igangsættes. Enhver sygdomskategori er bedre end ingen, for vores system er indrettet på en sådan måde, at sygdomme og lidelser skal kunne dokumenteres, før behandling — eller blot handling — kan iværksættes.

Sygdomsbeskrivelser som f.eks. stress eller mildere depression betyder, at det er muligt for personen med symptomerne, dennes læge(r) og socialrådgiver at foreslå behandling, tildele eller fratage ydelser mv. Det er i den forstand, at man kan tale om, at mærkater eller diagnoser er magtfulde - de muliggør handling.

Til ære for forvaltningen

I den sammenhæng bliver selve mærkatet/diagnosen særdeles væsentlig. Det er meget forskellige persontyper, der træder frem for os, hvis man bruger betegnelserne fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, stress eller mildere depression for blot at tage fire mærkater/diagnoser, der i de seneste 10 år har været brugt hyppigt (men i varierende omfang).

Hver mærkat har sin personlighed tilknyttet, kunne man fristes til at sige, og hver mærkat leder derfor naturligt mod antagelsen om bestemte personligheder og handlinger, mens andre udelukkes.

Stress betegner i min undersøgelse alt fra travlhed til egentlig sygdom, men er dog samlet set en betegnelse, som de fleste udviser en vis form for sympati for. Stressbetegnelsen får således stor betydning for, hvordan det sociale system og sundhedssystemet møder den stressramte, den depressionsplagede eller fibromyalgi-patienten.

En del personer er i dag udstyret med dobbeltdiagnosen stress og depression - præcis som WHO foreskriver. Denne dobbeltbeskrivelse har dog ikke altid noget med personens afrapporterede smertebillede at gøre, men kan i stedet pege på forvaltningspraksis i de danske kommuner. I nogle kommuner bliver stress ikke anset for at være en sygdom, hvorfor man heller ikke kan være sygemeldt med stress. Derfor tilkobles depressionsdiagnosen, så der er grundlag for at tildele ydelser. At være deprimeret er nemlig en klinisk diagnosticérbar tilstand i modsætning til stress.

I andre kommuner er praksis en anden, og stress antages i sig selv at være en legitim årsag til sygdom, hvorfor tillægsdiagnosen depression ikke anvendes i samme omfang, når sygemeldinger laves.

Pause fra arbejdslivet

Der er meget forskning, der viser, at sygdomsbeskrivelser og medicinske diagnoser i høj grad er væsentlige at forholde sig til, og at vækst inden for bestemte sygdomskategorier altid må ledsages af en interesse, der ikke kun udspringer af en medicinsk forankret undren.

De forskellige mærkater og diagnoser giver nyttig viden om forskellige lidelsers legitimitet i det samfund, der producerer dem. I den forbindelse er der noget, der tyder på, at væksten inden for stress og depression hænger sammen med, at det at være stresset eller have en mildere form for depression - eller evt. begge dele på en gang - er en legitim måde (kortvarigt) at melde sig ud af arbejdslivet på.

Stressbetegnelsen giver således den lidende person mulighed for at beskrive og forklare sine problemer, så omgivelserne - familie, arbejdsplads, læge, socialcenter m.v. - tilsyneladende forstår vedkommende.

Stress kan således ses som en slag 'kommentar' til samfundet om, hvad der opfattes som normalt, rimeligt og acceptabelt. Det at kategorisere sig selv som stresset og blive opfattet af andre som stresset er en 'kommentar' til ens omgivelser om, at man p.t. ikke kan påtage sig mere ansvar, vise mere kontrol eller større vilje.

Hvis kommentaren ignoreres, opretter og samler man sig f.eks. i patientforeninger, der er i hastigt vækst i disse år. De er som mange andre af samfundets institutioner ikke kun en støttende aktør, de er også aktive aktører, der aktivt - og utilsigtet - medvirker til en yderligere sygeliggørelse af en gruppe borgere, der måske - for de stressramte borgeres vedkommende - blot har brug for at trække stikket ud.

 

Nanna Mik Meyer er lektor ved Institut for Organisation ved CBS

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Giv slip på forbrugsræset

Casper Tellerup, praktiserende buddhist

’Mennesket har altid søgt lykken. Problemet er, at vi ofte søger den i ydre ting, som ikke har evnen til at gøre os lykkelige, fordi de hele tiden forandres. Det er i virkeligheden kun oplevelsen af sindet selv, der kan give os varig lykke.
I buddhismen tror vi, at man gennem meditation, kan berolige sindet og overskride forestillingen om et fast og uforanderligt ’jeg’. Man erkender, at alt er foranderligt, og sindet kan dermed være ubesværet til stede i alting.
Meditationsformen Mindfulness er blevet populær i Vesten de seneste år. Mange har erfaret, at denne behandlingsmetode kan hjælpe på både stress og depression. Den handler om at være opmærksom på det aktuelle øjeblik, og lære at agere frem for at reagere. Det afhjælper stress, som vi kender det.’

Danmark skal have et ministerium for arbejdsmiljø

Thomas Milsted, generalsekretær i Stressfonden. Forfatter til flere bøger om stress

’Politikerne bør lave et selvstændigt ministerium for arbejdsmiljø. Psykisk nedslidning skal ved lov gøres til virksomhedernes ansvar.
Hvis man vil stress til livs, er det vigtigt at lytte til den ekspertise, der de seneste 10 år har levet på en støvet hylde kategoriseret som smagsdommeri. Man kan f.eks. nedsætte en forebyggelseskommission med de mange gode hoveder, vi har på området.’
’Man bør også stoppe den eskalerede bureaukratisering, der de seneste år har stillet krav om kontrol og afrapportering. Lad i stedet sygeplejerskerne være sammen med deres patienter, lærere sammen med deres elever, pædagogerne med børnene og politiet med de kriminelle.’

Tre gode overvejelser

Hvis vi skal bremse stressbølgen, er det i følge Nanna Mik Meyer værd at overveje følgende spørgsmål grundigt: Skaber det danske social- og sundhedssystem incitamenter til at fokusere på sygdom? Hvorfor er der mange, der udstyres med dobbeltdiagnosen ’stress og depression’? Er diagnosens tilsyneladende klarhed altid en fordel for den borger, der udstyres med den?

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Marie Spliid Clausen:
"Er den egentlig pointe ikke, at det efterhånden er blevet sygeliggjort i det hele taget at have brug for at trække stikket ud?"

Jo. Og ikke mindste, at det der er sygt, næppe er den person der har brug for at holde sig på afstand.

At opleve afmagt, ubærlig frustration osv., skyldes sjældent at personen er svagelig og uformående. Tværtimod kan man gætte på det modsatte.

Det reelt sygelige, er tankegangen der ledte til at vanskelige vilkår blev ubærlige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

I mange år troede man at folk med ondt i ryggen skulle have fred og ro, hvis ikke ligefrem sengeleje, indtil Klavs Hjort Frederiksen og hans hold af fysioterapeuter fandt ud af de "syge" bare skulle ud at røre sig på en arbejdsplads. Måske er det samme tilfældet med stressramte, at de i virkeligheden slet ikke trænger til at trække stikket ud, men tvæt imod slutte det til. Jeg ved det ikke, men det er da en tanke værd?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Stampe

Der eksisterer så mange forskellige belastningsfaktorer som medfører stress, at det er umuligt at tale om hvad "stressramte" har brug for og ikke har brug for. Ideen om sende dem tilbage i ilden, er vanvittig. Der hvor problemet ofte ligger, er på arbejdspladsen, netop fordi mange befinder sig i umulige dobbeltbindinger, hvor det ikke lader sig gøre at opfylde både jobkrav og personlige værdier og overbevisninger. Det skaber bl.a. fremmedgørelse, afmagt og udbrændthed. Der hvor der bør sættes ind, er som også beskrevet, med en grundig forståelse af psykosocialt arbejdsmiljø. Således er en forståelse af stresssymptomer og behandling vigtig, men endnu vigtigere er altså forebyggelse!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

Såvel arbejdstager som arbejdsgiver har i et ansættelsesforhold et juridisk samt et moralsk ansvar.

Omkring stress kan det nævnes, at der i slutningen af det sidste årti skete et juridisk gennembrud som bør gør give alle arbejdsgivere et signal om deres ansvar for at forebygge psykiske arbejdsskader. Gennembruddet skete, da det lykkedes HK, som mandatar for et medlem, at få anerkendt at en arbejdstager i 1999 blev syg på grund af arbejdspresset samt dårlig ledelse. Den dårlige ledelse bestod i, at arbejdsgiveren bevidst og flere gange valgte, at overhøre arbejdstagerens råb om hjælp på grund af sin arbejdsbyrde. Godtgørelsens størrelse blev udmålt til 2 mio. kr. Det vigtige, er dog ikke godtgørelsens størrelse, men, at det nu fremover for arbejdstagere var muligt at få godtgørelse for stress som en arbejdsskade.

Som grundlag for ledelsesansvar kan det antageligvis forudsættes, at selv om der fremtidigt på grund af dommen vil opstå flere stressrelaterede krav, er dommen formentligt hovedsagligt afgjort ud fra den forudsætning, at arbejdsgiveren havde kundskab om situationen, hvilket bl.a. ses ved, at arbejdstageren gentagne gange, før hun i kontortiden bukkede under for stressen havde nævnt symptomerne for arbejdsgiveren. Formodning indebærer formentligt, at selvom stress officielt på grund af arbejdsbyrde nu anerkendes som en arbejdsskade, kræves det sandsynligvis som minimum, at arbejdsgiveren besidder en almindelig viden eller burde-viden om arbejdstagerens situation. Det vil sige, er det omvendt arbejdstagerens manglende reklamation som danner årsagssammenhæng for arbejdsskadens opståen, bør arbejdsgiveren ikke kunne gøres ansvarlig medmindre, at arbejdstageren som i ovenstående tilfælde kan bevise arbejdsgiverens påregnelighed. Momentet for bl.a. gentagen passivitet som i ovenstående tilfælde omhandler den situation, hvor en part af flere omgange har haft mulighed for, at reagere. Er dette tilfældet, vejer jus og faktum ved domstolene for årsagssammenhæng samt påregnelighed tungt på, at den pågældende bliver forpligtet.

Hvorfor taler vi så meget om stress, og vores tid mentale tilstande som den store udfordring - 1) For det første kan angst i yderste tilfælde være invaliderende, og 2) stress kan i yderste tilfælde føre til en hjerneblødning. Hvorledes symptomerne skal bekæmpes, er dog afhængig af den enkelte persons situation samt nuværende ståsted, for når alt kommer til alt, eksisterer der i min optik groft sagt, to former for stress, arbejdslivsstress og hjemmelivsstress - afgørende for vurderingen er i et ansættelses -og arbejdsretligt perspektiv kundskabsøjeblikket, det vil sige, samtalen skal fra kundskabsøjeblikket hvad enten tages straks eller inden for rimelig tid, det vil ud fra min vurdering sige max en arbejdsuge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karina Thygesen

Jeg tror snarere, at pointen netop er "hverken eller". At betegnelsen stress er blevet en samlet betegnelse for folk med vidt forskellige behov, men som har det til fælles, at de af samfundsskabte årsager er svære at legalisere samt få hjælp med, med mindre der kan henvises til en diagnose. Problemet er, at man risikerer at sygdommeliggøre helt raske mennesker, der reagerer på ting i deres omgivelser af helt vidt forskellige årsager.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

...eller at man sygdommelig gør helt raske mennesker der reagerer normatl på en syg situation.

Hvilket arbejdsmarkedet i stigende grad er. Ikke kun i Danmark men efter alt at dømme i hele verden.

Sådan går det når den store profitmaskine skal fodres. Kun menneskekød stiller den tilfreds. Og menneskekød er blevet rigtig rigtig billigt de sidste par år...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Hos en tysk arbejdssociolog læste jeg om metalarbejderne, der på deres natskifte stillede et svejseapparat op, med flammen tændt - så ku formanden se fra et nærliggende skur at de arbejdede, og han behøvede ikkelette røven fra sit sæde - imens ku de hygge sig og dase!

Det er for mig indbegrebet af måden man håndtere stress i arbejdet. Nu om stunder har de anale borgerlige kontrolanter, på alle niveauer, sat en stopper for den slags svineri med kontrol af alt og alle. Den slags snyderi kan vi ikke ha... snerper...

Den kontrol skal væk! Så finder folk selv ud af de små kreative og livsnødvendige smutveje væk fra stressen - og depressionen!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tue Romanow

Hmmm...underlig artikel, synes jeg. Umiddelbart synes jeg, at der nærmest bliver lagt op til, at begrebet "stress" bare bliver brugt til at råbe "Helle!", så man kan få snablen i de offentlige kasser. Den holdning bliver jeg ærligt talt en smule arrig over!!

Måske fordi jeg selv har været gennem hele møllen med stress, depression og hele pibetøjet. Det handlede ikke om, at jeg bare lige havde brug for en lille pause fra arbejdsmarkedet....eller at jeg skulle have snablen i kassen. Det handlede om, at min erhvervsevne blev smadret i en grad, der gør at jeg i dag er førtidspensionist og lider af PTSD. Ærligt talt, var det ikke lige den plan jeg havde med mit liv, men det er så sådan tingene er nu.

Somme tider kan jeg godt få tanken, at mange af de "kloge" hoveder, som ved en uhyrlig masse om stress og hvordan det skal håndteres, burde prøve at leve bare en uge i den situation hvor jeg er eller der hvor jeg var umiddelbart efter jeg knækkede. Tror det ville overraske d'herrer og damer ganske grusomt, hvad stress rent faktisk kan gøre ved dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

Så længe staten beslaglægger over 50% af lønmodtagernes indkomst, er de stavnsbundne til arbejdsmarkedet.

Denne ufrihed og manglende mulighed for at kontrollere eget liv kan sagtens føre til stres.

Klasse:
Udover at disse sygdomme ikke kan afklares biomedicinsk, har de det til fælles, at de personer, der inkluderes i kategorierne ofte antages ikke at kunne arbejde, eller selv mener, at de ikke kan arbejde, og derfor midlertidigt skal forsørges af staten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michelle Poulsen

Et indslag fra "psykologen": Stress er en mekanisme kroppen har brug for med henblik på at kunne mønstre nok adrenalin til at handle hurtigt i en ekstrem situation - man kan f.eks. forestille sig urmennesket, der skal kunne flygte hurtigt fra fjender. Men hvis mennesket bliver udsat for langvarig stress, hvilket ofte er tilfældet i det senmoderne samfund, skades hjernen permanent. Dette ses ved at "almindelige" foranstaltninger for at dæmpe stimuleringen, f.eks. at holde fri og slappe af, ikke længere hjælper. Hjernen er i et konstant alarmberedskab pga. af de kemiske forandringer, og konsekvenserne kan blive kognitive forstyrrelser, angst, og depression. Hvis man dertil lægger at 15 - 20 % af befolkningen er født med et særligt sensitivt nervesystem, og dermed hurtigere bukker under for usunde arbejdsmiljøer, så begynder der at tegne sig et billede af en psykologisk katastrofe. Vi har i dette samfund desværre valgt at presse dyrekroppe til at yde i robotsystemer. Man kan bare glæde sig over at være veluddannet og have den luksus at kunne arbejde mindre end 37 t/u og stadig tjene nok til dagen og vejen. Mange, mange mennesker har ikke den luksus. Jeg gad vide hvornår der kommer en anti-stress revolution?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Vi er ikke alle lige gode til at passe på os selv og andre - i videste forstand. Nogle gange er den manglende påpasselighed indbygget i institutionerne, så belastningerne bliver normen og påpasseligheden bliver ringeagtet. Neoliberalismen, osse i DK, er den ideologi par excellence, der i videst omfang forgylder de stærke og lader de svage glide under bordet til senere borttransport...

Dagens eksempler:
- stigende antal børn får knuder på stemmebåndene. Kan skyldes det stigende støjniveau i børneinstitutioner og øget konkurrence for ørenlyd. Kan skyldes pres fra sangkor om at leve op til et unaturligt lydniveau osv
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2006/03/30/born-skriger-sig-til-darlig/
- ludomanilignende tilstand blandt børsmæglere og perverst stigende konkurrenceadfærd fører til psykopatagtig manipulation og risikotagen.
http://www.business.dk/business-break/aktiehandlere-mere-risikovillige-e...
-selvrealiseringspres i en neoliberal verden i retning af individualiseret selvansvarlighed på alle punkter skaber 'tabere', der ikke formår at leve op til dette pres. Nogle mennesker er dårligere end andre i stand til at mærke presset og stressen, dårligere i stand til at mærke egne grænser og dårligere i stand til at sige fra. Resultat: stigende stress, angst, depression...Også de særligt dårlige evner til at modstå presset bliver diagnosticeret, fx Aspergers Syndrom, ADHD....

http://www.information.dk/232455

http://www.information.dk/277884

http://www.information.dk/257348

http://www.information.dk/158063

http://www.information.dk/102795

Nogle links, der viser at den i artiklen omhandlede problematik fylder en del på Informations sider - søg selv videre 'sociale patologier'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Egon Maltzon siger:
Så længe staten beslaglægger over 50% af lønmodtagernes indkomst, er de stavnsbundne til arbejdsmarkedet.

Tja. Der skal jo være penge til at brødføde alle de arbejdsløse der går rundt og bliver stressede af ikke at måtte få et job, mens de andre bliver stressede af at rende livet af sig...

FORSLAG: Hvad om vi alle delte arbejdsmængden solidarisk?
For s...søren der ku være meget livskvalitet at vinde!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Når jeg læser artikler som denne om stress med direkte eller indirekte konklusion som her, at man i hvert fald ikke skal finde årsagen til stress på arbejdspladsen, ja, så har jeg konstateret én fællesnævner:

Disse skribenter lever af at udbyde kurser til erhvervslivet og kommuner. Artiklen er altså ren reklame og lige så lidt lødig som sådanne reklamer plejer at være. De er henvendt til ledere i et erhvervsliv, der er ramt af stress, men som meget gerne vil rekvirere foredragsholdere, hvor de kan købe sig til det budskab, at det i hvert fald ikke er deres virksomhed og ledelsesstil, der er årsag til den megen stress. Nej, det skyldes hjemmeliv, følelsesliv, individuelle karriereambitioner – og som Nanna her skriver: en adgang til at få sig et gratis pusterum.

Det vil Erhvervslivet gerne høre, og foredragsholdere kan få høj betaling for at levere budskabet.
Det gælder også Nanna Mik-Meyer. Se blot her: http://www.mik-meyer.com/page_1242251062359.html
Nanna er ansat på CBS. Men hun tilbyder kurser særligt til de kommunale sagshandlere, men derudover har hun beskæftiget sig med aktiveringskurser. Ud over sin stilling på CBS er hun altså jobaktør.

Det er med den baggrund man bør læse hendes artikel.

Jeg googler ikke alle skribenter, men min skepsis blev vagt, da Nanna skrev:

” Men hvad hvis stress mest af alt fortæller noget om, hvordan man som borger i dag kan legitimere at trække stikket ud”.

Hun indleder hele artiklen med at italesætte læsernes eventuelle modstand. Hun ved godt, at det kan være lidt trættende igen og igen at få folks fordomme stukket i hovedet, om at stress altid er et individuelt ansvar og problem.

Ikke desto mindre, følger hun dette op med en fordom så stor, at jeg blev blæst helt baglæns: Stress er udtryk for et behov for at trække stikket ud.

Og Nanne fortsætter med at tale til dem, der vil købe hendes benhårde tilgang til stressramte: man bør altid udvise en sund portion skepsis over for sygdomme og problemer, der udråbes til at inkludere de fleste, skriver hun.

Videre skriver Nanna, at hun i et studie over personer (læs: kvinder), der har symptomer, der biomedicinsk set ikke kan afklares entydigt, har konstateret, at disse ofte får mærkaten stress- eller depressionsramte. Det er personer (kvinder), der selv mener, de ikke er i stand til at arbejde, men hvor jobaktørerne mener, de godt kan.

Nanna mener altså, at stress og depression blot er et mærkat læger mm. tyer til, når de ikke aner, hvad patienten fejler (læs og socialchef læs særligt: når patienten reelt intet fejler). Nanna indføjer her tilfældigt (?) uden sammenhæng i øvrigt til artiklen, at disse patienter har snablen godt begravet ned i statskassen. Stress-mærkatet er nødvendigt for at patienten nu kan fremføre sig som syg med krav om et tilbagetrukken tilværelse, så længe hun dermed er blevet en sag i kommunen som sygemeldt.

Stressramte er altså personer fra hvem budskabet reelt er (ifølge Nanna), at nu trækker de stikket ud, for nu gider de ikke i en tid tage noget ansvar på sig.

Jeg er ganske enkelt rystet over Nana Mir-Meyers arrogante tilgang til stress- og depressionsramtes vilkår. Jeg er endnu mere harm over, at hun i den grad ignorerer det arbejdsmiljø, der meget oftest har været årsag til, at ansatte udvikler stress og depressioner.

Hun ignorerer dette totalt, omtaler det næppe, men peger ikke blot på, at årsagen kan ligge i det individuelle liv, nej, hun påstår reelt, at de stress- og depressionsramte faker.

Jeg kender flere, der har været ramt af stress og depression, og jeg ved, hvor ganske forfærdeligt disse mennesker har haft det. Jeg ved også, at samtlige tilfælde har været begrundet i dårlig ledelse og for store præstationskrav på arbejdspladsen suppleret med et arbejdsmiljø med mobning og chikane som dagligdags oplevelser.

Jeg kender så mange, at det er statistisk usandsynligt, at dette skulle være undtagelsen, der bekræftede reglen. At reglen var, at disse mennesker ligeså godt kunne have taget lidt ferie e.l. for egen regning.

Når man ser på statistikker over, hvad danskere invalideres af i dag, så er psykiske lidelser eksploderet. Det er den hyppigste invaliditetsårsag i dag. Den er eksploderet inden for de sidste 10-20 år. Og det gælder i øvrigt både mænd og kvinder.

Det er særdeles ignorant at påstå, at dette altså blot skulle skyldes personer, der ikke rigtigt gider tage ansvar for eget liv.

Endnu mere rystende er det at konstatere, at det er personer som Nanna, jobcentrene anvender, ligesom at det er personer som hende kommende ledere på arbejdsmarkedet rekrutteres af. Hun er lektor på CBS.

Jeg ser slet ingen forskningsresultater i hendes udsagn i hendes artikel. Hun skriver, hun har forsket i fænomenet. Men er det baseret på videnskabelige forskningsmetoder. Næppe. Man kan forske i noget, eller studere noget – uden dette på nogen måde behøves at være på videnskabeligt niveau. Man kan tale med 3 socialrådgivere, en læge og 2 klienter og så har man en bog. Et videnskabeligt resultat?

Nanna Mik-Meyers private synspunkter kommer klart frem i en tidligere artikel fra 2009 i Information: http://www.information.dk/204127

Her fremgår det tydeligere, hvilken nedladende indstilling Nanna har til den ufaglærte, ”syge” kvinde fra parcelhuset, som blot ønsker kommunen betaler hendes fitnesskort. Nanna siger her: »Om kvinden i parcelhuset tænker man, ‘okay, kan du ikke bare gå ned og købe det fitnesskort selv eller løbe en tur.’ Det er velfærdsstatens bagside, hvor man kræver ind og ikke ser, hvad man selv kan gøre. Jeg har også tænkt om hende, der fortalte, hvor ondt, hun havde i ryggen, at jeg - der også periodisk har problemer med ryggen - måske i virkeligheden har lige så ondt som hende, men jeg er stadig i arbejde.«

Jeg tænker mest af alt, et er hvad kvindemennesket, Nanna, nu mener og tænker. Noget helt andet er, at Information finder dette interessant.

I Danmark har vi i den grad brug for, at den eksplosive stigning i psykiske lidelser bliver taget alvorligt. Den eksplosive stigning sker ikke kun inden for ufaglærte job. Nej, det gælder på alle løn- og uddannelsesniveauer! Der er brug for større seriøsitet omkring de psykiske lidelser. At man ikke giver spalteplads til plattenslagere, der blot vil slå lidt mønt på problemet og nedgøre det. Nej, vi har brug for en seriøs tilgang hertil. Det råber på seriøs på videnskabelig forskning, og på at der tages seriøst fat på det arbejdsmiljø, som en væsentlig årsagsfaktor for disse mange lidelser.

Det er ganske enkelt grotesk, at journalister, erhvervsliv, politikere og arbejdsmarkedets partere i den grad ligger på den lade side og baserer deres udmeldinger på postulater og fordomme og nedladenhed, fremfor at sikre at den eksplosive stigning i disse lidelser bliver stoppet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Information inviterer ALLE til at komme med oplæg til 100dages tænketanken.

Spørgsmålet er, om det er velment med disse ALLE. Artiklen her virker besynder i denne sammenhæng.

Nanna er lektor på CBS. Hun har skrevet en bog med sin holdning som hun her angiver - helt tilbage i 2009. Hun har udgivet bøger for beskæftigelsesministeret.

Man må spørge, hvad Nanna, Information og 100dages tænketanken har med hinanden at gøre.

Nanna skal nærmest fremstå som en helt almindelig person. Ikke desto mindre har Information gentagne gange haft artikler med hende - og sympatiserer tilsyneladende med hendes synspunkter, der er i realiteten er dybt nedladende over for middelaldrende syge kvinder, der har er depressions-, stress- eller smerteramte.

Dette dybt nedladende menneskesyn over for disse kvinder er for mig interessant at bore i. Man kan jo spørge skribenten om hun kan mærke efter i egen navle, hvor og hvordan dette er opstået. Man kan spørge Information om det samme.

Disse synspunkter har også være gennemgående for De Radikales Socialplan 2015 som heldigvis nu er taget af bordet. De Radikale er måske kommet til fornuft og erkendt at også psykisk syge skal behandles værdigt og anstændigt.

Nanna er en højtuddannet kvinde der ser temmelig meget ned på ufaglærte kvinder, der har disse lidelser. Hun fortier totalt, at psykiske lidelser er den hyppigste årsag til førtidspension og invalidepension fra pensionsselskaber. Hun fortier eller ved ikke, at det gælder for såvel mænd og kvinder og det gælder i alle fag, på alle uddannelsesniveauer og i alle lønklasser og i alle aldersgrupper.

Hvorfor har Nanna det behov, at beskrive stress- og depressionsramte som ufaglærte, som middelaldrende kvinder og som personer, der ikke gider/orker at arbejde og som ikke vil tage ansvar for eget liv.

Hvorfor denne nedladende beskrivelse (også over for de personer, der rent faktisk er ufaglærte, middelaldrende, kvinder).

Hvorfor ikke beskrive dem som aber.

Googler man lidt på Nanna, ja, så fremgår at hun mener at man måske nok må anerkende disse "middelaldrende kvinder" som nogle der har behov for økonomisk hjælp og anerkende de ikke orker at arbejde.

Indirekte anerkender Nanna ikke sygdommen. Hun mener reelt, at disse ufaglærte middelaldrende kvinder (som altså også består af højtuddannede unge kvinder, højtuddannede middelaldrende kvinder, højtuddannede mænd) faker. At de snyder sig syge, fordi deres egentlige problem er, at de ikke rigtig orker noget.

Hun anerkender i princippet hverken stress, depressioner og udianosticerbare smerter som sygdom. Hun indsniger dette som præmis i hele hendes artikel, som om vi alle var enige i præmissen.

Mon dog. Der findes adskillige forskere og psykiater der bestemt anerkender stress og depressioner, som sygdomme der kan være invaliderende. De peger også på arbejdspladsen som en årsagsfaktor.

Bo Netterstrøms forskningsresulater nævnes ikke. Han har skrevet en doktordisputats om stress og hjertesygdomme.

Det interessante er, at googler man på Netterstrøm, ja, så følges ordet stress og arbejdsplads og stor arbejdsbelastning ad.

Det er interessant, at en mand, der har forsket i stress og skrevet en doktordisputats herom, nævner ordet arbejdsbelastning og stress i kombination. Og så har vi kvinden Nanna som her skriver en artikel uden at nævne arbejdet med et ord, men med en håndevending gør stress og depression som synonym med laveste fællesnævner mellem lav energi, middelaldrende, lavtlønnet, ufaglært, kvinde. En kvinde, der hverken gider eller kan få sin hverdag til at hænge sammen, og som gerne melder sig depressionsramt for at få et gratis fitnesskort.

Det er interessant, at Information inviterer Nanna fremfor Netterstrøm indenfor i 100dages tænketanken.

Information er blevet borgerlig. Småborgerlig. En avis uden egentlige missioner. Som en læser spørger: Er Information blevet Radikal?

Ja, de befinder sig midt i håndtrykket mellem De Radikale og De Konservative. DER. Der hvor de veletableredes rettigheder skal beskyttes og socialhjælpen afklares via lidt krummer fra den store lagkage. Den der lagkage, der vokser og vokser, blot de velstillede får endnu mere.

Information befinder sig der sammen med alle deres ja MIDDELALDRENDE MÆND og unge kvindelige journalister, der villigt fører pennen for de gamle mænds let skjulte chauvinistiske holdninger.

Se nu web-forsiden af Information i dag. 5 klummer med billeder af forfatterne 5 middelaldrende mænd! Hvem er meningsdannerne her på Information? Mænd. Mænd der synes det er herligt at invitere Nanna indenfor. Hvad er herligere end at få en kvinde til at udtrykke de mandschauvinistiske synspunkter?

Og hvad er mere lavt, end at stille sig til rådighed som kvinde.

Hvad er det for et behov disse mennesker opfylder, når de her reelt yder en hadhetz mod depressions- og stressramte. Hvorfor dette had? Bliver disse raske af Nannas skriverier og fortolkninger? Næppe. Får man stoppet det voldsomt stigende antal sygdomsramte?

Næppe. Det synes ikke at have andet formål, en at udstille sin missmag, sin væmmelse og disrespekt over for personer, der er ramt af disse sygdomme - og evt. score lidt mønt på denne offentliggørelse. Det tjener måske det mål, at socialrådgivere i en kort periode kan nægte disse mennesker et forsørgelsesgrundlag.

Men løser de problemerne så med denne nedgørende hadhetz. Nej. Mobningen kan forstærkes, fyringen sidde løsere på arbejdsgivers hænder, når han møder en medarbejder, der bukker under for bunkerne og et dårligt arbejdsklima. Og netop denne reaktion forstærker i realiteten de ansatte angst for at sige fra over for såvel det dårlige arbejdsklima og for det urimelige arbejdspres.

Jeg skriver ikke, at ansatte ikke skal arbejde og man ikke skal kunne tåle lidt forskellige bemærkninge m.m. fra kollegaerne. MEN den daglige mobning, nogle er udsat for i årevis, den må stoppe. Og det arbejdspres, der bare ikke stopper, uanset hvor meget den ansatte knokler, det arbejdspres der er båret frem af udtrykket, at mer vil have mer, det arbejdspres må stoppe. Det grænseløse arbejde, hvor lederne totalt dovner den og reelt overlader ledelsen til den enkelte (dog underforstået at der skal knokles igennem og med ekstreme forventninger itl resultater), den ledelse bliver aldrig gode ledere, når folk rækker dem undskyldningskortet igen og igen.

Jeg harmes virkelig, når lederen kommer fra kurser om stress - og derefter fortsætter som om de intet havde lært. Men de har jo netop lært det, at det bestemt ikke er deres skyld. De lærer, at stressen er skabt i privaten m.m. eller stress rammer personer, der intet orker, småhyklere og dovne mennesker, og på den måde kan disse ledere fortsætte en uændret ledelse, trods det at den ene medarbejder efter den anden bukker under for stress.

Dette sker på den ene arbejdsplads efter den anden. Det sker dagligt.

Og imens stiger antallet af sygdomsramte, uden samfundet gør andet end at stikke lederne en kursusmappe fyldt med undskyldninger for at bevare status qua.

Det er rystende.

I sidste ende handler det om et menneskesyn. Et menneskesyn, der har været fornedret i mere end 10 år.

Det er dette menneskesyn, det er helt central, at få bugt med. Det ser jeg, som rød bloks allervigtigste opgave. Det kan nok ikke ske på 100 dage, men med 4 år til næste valg, burde det være muligt at få bugt med hadhetzen, nedgørelsen og uanstændigheden, der alt for ofte har ramt syge og ledige i det danske samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Hanne, du har jo ret i denne problematisering af det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne - i denne situation personificeret ved Nanna M M og hendes håndtering af stressfaktoren.

Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på virksomhederne ligger underdrejet for tiden og har gjort det længe - af hensyn til konkurrenceevnen mm. Og arbejdet er mere fysisk og psykisk belastende nu end tidligere. I 80erne var der en udvikling i retning af bedre psykisk arbejdsmiljø og Arbejdstilsynet ansatte arbejdspsykologer, der lavede vurderingsskemaer, som problematiserede arbejdet mht 1. anvende/opnå anerkendelse af evner og færdigheder i arbejdet, 2. muligheder for indflydelse på tilrettelæggelse af det konkrete arbejde, 3. muligheder for social kontakt i arbejdet, 4. fravær af fysiske belastninger i arbejdet. En udvikling der reelt kunne gribe ind i 'ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet' - men ikke hvis det overskred normerne for belastning.

Alt dette synes glemt under den neoliberalt inspirerede borgerlige regering. I stedet er fremvokset en række managementstrategier som har disciplinering af arbejdskraften som formål - og som på industriarbejdspladser, service ditto og offentlige arbejdspladser har som formål at kontrollere medarbejderne og fastholde dem på virksomhedernes mål - uden smålige hensyn til miljøforhold. Det administrative papirvælde, centralt styret har nået groteske højder. Vil en ny regering gøre op med alt dette og rulle markedsgørelsen af offentlige ydelser og strukturreformen tilbage? Jeg tvivler.

Tilbage står en arbejdskraft, som er presset over al måde, er skubbet til side, hvis man ikke kunne indgå i nye tiders nye skikke, unge medarbejdere som sættes til at styre og kontrollere så benhårdt som muligt, ældre medarbejdere der bliver mobbet af ledelsen og siden fyret - alt sammen under en klam neoliberal logik.

Fagforeningerne og de traditionelle venstrefløjspartier har ikke taget kampen op, arbejdsgiverne har de facto opsagt samarbejdsaftalerne og de borgerlige politikere velfærdssamfundet, finanskapitalen har fået lov til at skalte og valte med værdierne.

Den udslidte arbejdskraft, efterlønnerne der har fået nok af lortearbejdet, de unge der aldrig har kunnet tilpasse sig uddannelse eller arbejde - alle bliver mistænkeliggjort og tidligere tiders 'ordninger' er søgt stoppet for at presse arbejdskraften og lønningerne yderligere. Reel sygdom hos de arbejdende mistænkeliggøres ala Nana MM som forsøg på pjækkeri og smarte løsninger.

Vil den 'røde' regering rette op på alt dette? Vil fagforeningerne blive fagforeninger igen. Vil Arbejdstilsynet igen give påbud mht psykiske og fysiske belastninger i arbejdet? Jeg håber, men tvivler...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karina Thygesen

Hanne Christensen skriver:

"Nanna Mik-Meyers private synspunkter kommer klart frem i en tidligere artikel fra 2009 i Information: http://www.information.dk/204127"

Jeg er enig med Hanne Christensen i, at Hanne Christensens synspunkter kommer klart frem i artiklen, og derfor undrer det mig også, at vi læser det så forskelligt.

Som jeg ser det, er Nannas sigte ikke at nedgøre " paracelhuskvinden", den ufaglærte eller andre. Tværtimod beskriver hun jo Dahl og Tyssen som " to priviligerede forskere, der analyserer en anden klasses situation med bind for øjnene".

Jeg læser Nannas synspunkter som et opråb til en holdningsændring, hvor vi får et mere nuanceret syn på sagen, fordi vi er forskellige mennesker i forskellige livssituationer, med forskellige tolerencetærskler og livsvilkår. Så det at have ondt i ryggen eller andet kan betyde noget vidt forskelligt for rengøringskonens situation i forhold til direktørens situation. Det samme med "ondt i livet".

Meningen er snarere mere relationsorienteret og forsøger at sige, at det er " helt ude i hampen", at det er nødvendigt at sygdommeliggøre folk, der reagerer i forhold til deres livssituation, men at det NETOP burde være "tilladeligt" at reagere og få hjælp UDEN at behøve en egentlig diagnose.

Og dermed ikke sagt, at det ikke kan udarte sig til svære og kroniske problemer, hvis der ikke bliver sat ind i tide.

Jeg læser altså Nannas holdning som : hvorfor skal man være syg for at få hjælp?".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Karina Thygesen,

Du hopper jo på limpinden. Køber hendes indirekte og helt fundamentale postulat for hendes videre argumentation, nemlig at stress og depression ikke er en sygdom.

Du køber hendes argument om, at det handler om, at den enkle ikke orker mere, er sådan lidt af et underskudsmenneske.

Du køber også hendes fokusering på, at det er den stress- og depressionsramte selv, der er kernen til løsningen af problemet. Du køber altså individualiseringsargumentet.

Problemet er, at vi alle kan rammes af stress og depression. Problemet er, at et så stort antal af os rammes årligt heraf i kortere eller længere perioder. Og problemet er, at en væsentligt årsag hertil skal findes i et alt for krævende arbejdsmiljø.

Lad os lige vende den rundt. Antag nu, at hver femte arbejder faldt ned fra et stillads. Ville man så pege på den enkelte og pege på en dovenskab til at tage vare på eget liv. Ville man pege den manglende påpasselighed fra arbejderens side, eller ville man tage fat i sikkerhedsforholdene på arbejdspladsen?

Svaret er jo oplagt.

Ikke desto mindre er stress, depressioner og andre lidelser eksploderet pga arbejdsrelaterede forhold - uden man gør noget ved det. Ja, professionelle folk som Nanna kommer med et undskyldningskort, som ville være fuldstændig uhørligt, hvis der var tale om tilsvarende fysiske invalideringer.

Det er uhyrligt, at psykiske lidelser er den væsentligste årsag til at folk (i arbejde) invalideres, så de ender med en førtidspension. Det er uhyrligt at se, så mange mennesker må melde sig sig langtidssyge pga stress o.l., - igen uden der løftes en pegefinger.

Det er uhyrligt, at personer som Nanna kan få spalteplads i Information til at fremføre det synspunkt, at stress og depression ikke kan betragtes som en sygdom, og så kommer det mest uhyrlige, nemlig hendes stereotype beskrivelse af en stress- og depressionsramt som en ufaglært, middelaldrende underskudskvinde, der er smådoven og ikke gider rigtigt tage ansvar for eget liv.

Det signalerer en utrolig nedladende holdning over for de mange danskere, der årligt rammes af disse lidelser. Som nævnt, er psykiske sygdomme den mest hyppigste årsag til invaideringer inden for alle lag i samfundet og inden for begge køn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Ole Thofte,
Du peger på nogle rigtige forhold. De neoliberale har i fuldstændig naiv tiltro til erhvervslivet kombineret med en mistænkeliggørelse af arbejdskraften tilladt den psykiske nedslidning, der sker bredt i det danske samfund. Det handler om en blind tiltro til ledergrupper og omvendt en total mistro til syge og almindeligt ansatte.

Du skriver, at dette sker af hensyn til konkurrenceevnen. Det tro jeg til gengæld ikke, du har ret i.

Det er nemlig dybt, dybt ineffektivt, når den ene efter den anden på en arbejdsplads falder fra på grund af stress. Derfor handler det mere om mangel på professionalisme, når det sker, fremfor om konkurrenceevne. Et dårligt arbejdsmiljø er altid ineffektivt. En person, der er glad skaber energi både for sig selv og for andre, indlæringsevne og præstationer forbedres ganske enkelt. Præstationsræs går til en vis grænse, derefter virker et præstationspres omvendt.

Dårligt psykisk arbejdsklima er derfor ikke et effektivt arbejdsklima og derfor heller ikke særlig konkurrent. En arbejdsplads, hvor tiden går med snak og ingenting, har heller ikke et godt arbejdsmiljø og –klima. Det kan være udmærket en dag eller to, men derefter skaber det kun frustrationer over at ingenting sker, og man ser ting sejle og en fraværende og uengageret ledelse.

Derfor handler det om at skabe den rette balance for præstationsniveau. Både for høje og for lave forventninger er skidt. En god ledelse har de menneskelige egenskaber netop at skabe den rette balance.

Den neoliberale tidsånd, som har hersket de sidste 10 år, led af en total mangel på kritisk sans over for erhvervsliv og dets ledere. Derfor var man helt uvillige til at se på, at dårligt arbejdsmiljø og dårlig ledelse ofte følges ad. Man pegede på den frie ledelsesret, som om den også indebar den frie nedslidningsret. Det er jo noget ævl. Ledelsesretten indeholder jo ikke en nedslidningsret. Det er jo en absurd tankegang, men ikke desto mindre indeholde i den neoliberale adfærd, fordi de så tankeløst naivt og ukritisk stolede på at en hver udråbt leder også havde lederkvalifikationer, og dermed fornægtede det problem, at psykisk nedslidning (også) kunne stamme fra dårlig ledelse.

For neoliberalisterne kunne psykisk nedslidning alene komme indefra den syge selv. Og det er jo netop det, Nanna gør sig til talskvinde for. Hun forholder sig jo overhovedet ikke til spørgsmål, om ansvaret også kunne ligge på arbejdspladsen.

Men et eller andet sted kommer disse neoliberalister jo til kort, for det er svært at fastholde synspunktet om den alene introverte årsag til disse lidelser, når den ene efter den anden dansker rammes heraf, når psykiske lidelser topper listen over sygdomme indenfor alle lag. Men i stedet for at tage ansvaret på sig, blokeres neoliberalisterne af deres fasttømrede naivpositive tiltro til enhver leder, kaster neoliberalisterne sig så over hadhetz, populisme og fordomsskabelse i deres argumentationsteknik.

Det er præcis her Nanna havner. Hun er reelt i gang med en hadhetz – også selv om hun iklæder det en vis kvindelig omsorgstankegang – ja, så fornægter hun jo at betragte psykiske lidelser som sygdomme, og hun beskriver de syge i så nedladende termer, at hun efterlader læseren med et meget negativt billede af disse syge, som de rene underskudsindivider: Middelaldrende kvinder med lavindkomst, uden uddannelse, uden energi, og med så lav moral, at de vil melde sig syge blot for at få andel i et gratis fitnesskort. Hvor lavt kan man synke, ikke.

Kan du eller jeg identificere os med denne underskudskvinde. Nej, vel. Ikke desto mindre kan både du og jeg rammes af både stress og depression i morgen. Og ud over det pinefulde i sygdommen, så vil vi jo nok have det ganske forfærdeligt med at vide, hvordan vi i øvrigt nu vil blive betragtet som et udskudt underskudsmenneske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christopher Campau

Spændende artikel af NNM. Jeg har selv et noget engageret forhold til netop dette emne, da jeg både arbejder til daglig som behandler for folk der er stress og depressionsramte i det offentlige behandlingssystem , og selv har været ”ramt” af stress og depression, som har ført til at jeg er kommet i flexjob. Derudover er jeg fagantropolog med speciale i psykiatriske sygdomsdiagnoser og psykiske lidelsers rolle i samfundet.
1.For det første synes jeg at NNMs pointe er god- at et noget så nuanceret et begreb som stress refererer til mange ting på en gang- det er et særdeles vidtfavnende fænomen, og at en tilhørende depressionsdiagnose er som regel det der giver adgang til længerevarende offentlige ydelser.Det er rigtigt at belastningsreaktioner (som det ofte klinisk kaldes) fører til symptomer der opfylder kriterierne for en egentlig klinisk depression, og derefter en diagnose ved samme navn.Det er klinisk set meget svært at adskille de to samfundsskabte diagnoser.I en del tilfælde bliver diagnosen personlighedsforstyrrelse tilføjet denne i forvejen noget sammensatte fænomen, da det antages at den sygdomsramte i sin iver for at gør det godt på sin arbejdsplads, ikke evner at tage vare på sig selv undervejs,og derfor godt kan siges at mangle en stopklods i sin personlighed, der ellers kunne afværge en belastningreaktion og depressionssymptomer.Ud fra de gængse sygdomskategorier er det muligt empirisk at observere symptomer fra alle tre samfundsskabte sygdomskategorier(plus angst) hos de ”sygdomsramte”.

2.I praksis stiller kommunerne krav om en tungt nok vejende diagnose for at berettige til længerevarende sygemeldinger. Det er selve sygemeldingsårsagen der åbner døren for de længerevarende offentlige ydelser. Der er meget stor forskel på hvordan kommunerne tolker lovgivningen, og det er klart at anerkendelsen af diagnoserne hænger sammen med hvor mange penge der er i de respektive kommunale kasser. En større del af min arbejdsdag er gennem de senere år blevet brugt til at udfylde erklæringer til kommuner, ikke om selve diagnosekategorierne, men om hvad diagnoserne betyder for den enkeltes evne til at fungere, hvilket må siges at være ganske rimeligt at forlange. Det psykiatriske behandlingsssytem tvinges i dette ”samarbejde” til en position hvor ”patienten” sygeliggøres,(de kaldes patienter her), mens kommunerne trækker på en ressourcebaseret model, og som udgangspunkt trækker i modsatte retning hvor de benævnes ”borgere”. I det daglige arbejde bliver både gyldigheden af sygdomskategorierne og deres indflydelse på personens funktionsevne drøftet gennem forskellige former for erklæringer og møder. Oftest ”bestemmes” om en person har adgang til længerevarende offentlige ydelser af den kommunalt ansatte lægekonsulent (hvis egentlige opgave er at oversætte latinske sygdomsbetgnelser til almindelig dansk), selv om denne praksis er strengt ulovligt, og selv om alle aktører i samarbejdet ved at det er ulovligt.I det daglige samarbejde virker det som om denne praksis er taget til gennem årene da mange sagbehandlere selv er blevet ramt af stress og depression som led i de kommunale og lovgivningsstramninger på området. Man fjerner på denne måde byrden fra den sagkyndige (som rent faktisk har mødt vedkommende) til en neutral faginstans der aldrig har set eller hørt om vedkommende før.

3.Mennesker der lider af stress og/eller depression passer meget skævt ind i lovginingen omkring sygemeldinger og dermed sygedagpenge.Som udgangspunkt har den stress og depressionsramte en ramme på 52 uger hvor de kan modtage sygedagpenge. P.g.a dette har kommunerene mange steder selv begyndt at tilbyde behandling til stress of depressionsramte i forbindelse med deres jobcentre. Ad denne vej kan kommunerne også selv styre dokumentationsinputtet i sagerne ved at ansætte deres egne fagspecialster og behandlere til at vurdere personen ikke ud fra deres sygomdsgrad men udfra deres ”ressourceprofil”. I prakisis bliver disse oplysninger brugt til at afprøve dels hvor meget vedkommende kan yde i praksis, og dels støtte disse personer i at komme lidt i gang efter en som regel lang sygeperiode. I praksis foregår der som nævnt en begrebsmæssig kamp mellem det regionale behandlingssytem og det kommunale lovgivingsapparat.Alle der arbejder med denne gruppe professionelt har en klar oplevelse af at området med stress og depression er klart bundet sammen med kommunale budgetter og politik, hvor ”lovgivningen” bliver det der afgør den enkeltes ret til ydelser, og denne lovgivning har lægekonsulenten en prioriteret ret til at rette lidelsen ind i samfundet, da han/hun som den eneste formodes neutralt at kunne tolke psykiatriske fagspecialisters begreber til almindelig dansk og ind i tolkningen af den gældende lovgivning, en formentlig ubevidst politisk tolkning der afhænger af hvor mange penge der er i den respektive kommunes kasse. De fleste der er ramt af stress og depression bliver behandlet hos deres praktiserende læger, og kun de der er hårdest ramt (eller som passer ind i psykiatriens ”målgruppe”) kommer i behandling i det regionale psykiatriske behandlingssystem. Pointen i alt dette er , at der foregår en begrebsmæssig kamp omkring de stress og depressionsramte, og at dette opleves meget direkte i et samarbejde omkring hvornår den syge er rask nok til at opretholde retten til offentlige ydelser. Det regionale behandlingspsykiatri kan afvise at give en stress og depressionsramt borger et behandlingstilbud, hvorimod det kommunale lovgivningsapparat har krav på at hjælpe alle uanset hvad. Hvor den kommunale position er som udgangspunkt borgernes ”ressourcer” er behandlingssystemets position patientens ”sygdom” og/eller ”lidelse”. Den stress- og depressionsramte har derudover forhåbentlig også sin egen opfattelse af hvad der er galt og hvornår de er klar til at komme i gang. Disse tre positioner refererer til 3 forskellige løsninger af problemerne, yil tre forskellige virkeligheder.Heldigvis og paradoksalt nok er det helt gennemgående at alle aktører sigter på at den stress- og depressionsramte bliver i stand til at passe på sig selv, og forebygge nye sygdoms/ ressourcefattige perioder.Så meget menneskelig faglighed findes der dog trods alt i samarbejdet, men gode intentioner er ikke nok her.

4.En stor del af den såkaldte anti-psykiatri bevægelse fra 1950erne og opefter pegede ligesom NNM på at det er samfundet og arbejdspladserne der er syge, og at stress- og depression (og andre psykiske lidelser) var sunde og normale reaktioner på sygelige vilkår og utilpasselige samfundsinstitutioner. Psykiske diagnoser opfattes i anti-psykiatri bevægelsen som noget der var vigtige først og fremmest for private forsikringsordninger- at man skulle have en diagnose for at få ydelser. Denne tendens gælder i dag mere for offentlige sygeforsikringsordninger end for de private forsikringsselskaber, der generelt er mere rummelige i deres bedømmelse af retten til ydelser end de kommunale myndigheder. På denne måde synes jeg at NNM peger på det rigtige i at udover de biologiske, emotionelle og sociale årsager til stress og depression, at det er blevet mere legalt at ”trække stikket ud” . Jeg kan dog slet ikke genkende denne model fra mit daglige arbejde, hvor jeg i langt de fleste tilfælde oplever det modsatte, nemlig at ”patienter” rigtig gerne vil tilbage til arbejde langt hurtigere end det er fornuftigt eller tilrådeligt. Det er helt klart min opfattelse at folk gerne vil gå på arbejde selv om det er stressende- at arbejdsidentiteten er så stor at den udgør et samfundsmæssigt problem på længere sigt.På det punkt er jeg enig i tankerne bag anti-psykiatri bevægelsen (og Bourdieu) i at samfundets evne til at producere selvudnyttende arbejdskraft ( læs: stress og depression) kan vise sig at være det mest selvundergravende fænomen kapitalismens nogensinde har skabt. Der er en gammel folkedevise i det psykiatriske behandlingssystem at de fattige får skizofreni, middelklassen får angst og de rige får depression. Stress og depression rammer nu socialt bredt selv blandt de der lider af skizofreni der nu i de fleste tilfælde gennem lange jobafprøvninger o.l. skal bevise at de ikke egner sig til det almindelige arbejdsmarked. Der er en klar holdning i lovgivningen- at kontakten til arbejdspladser er det der frigør dig som samfundsborger. Desværre er der for mange syge borgere der er enige. Det er til dels samfundets skyld at folk bliver syge. Virksomheder har trods alverdens støtteordninger vist at de ikke at være villige til i tilstrækkeligt omfang at tage imod personer der ikke længere kan arbejde på fuld tid, de såkaldte flexjobbere som der rigtig nok er blevet for mange af.En sygemelding kan være det eneste signal man har tilbage at sende- man trækker stikket ud, eller oplever at stikket er blevet trukket ud af een. Man kan simpelthen ingenting mere.Det bliver man ikke i godt humør af at konstaterere.

5- Det ER et stort samfundsmæssigt problem med stress og depression. Vi kan ikke blive ved at betale til alle de syge mennesker- det er der ikke råd til. Jeg takker NNM for at have sat fokus på dette emne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Christopher Campau,
Det er et fint indlæg du er kommet med. Det er dog ikke alle punkter jeg er enig med dig i.

Jeg har svært ved at forstå din ros til Nanna, men det er måske mere udtryk for et kolligalt klap til en presset kollega.

Det er ærgerligt, for du modsiger hende jo. Hvordan kan du på den ene side beskrive, at stress og depression rammer bredt, og på den anden side rose en kollega, der stereotypt beskriver disse klienter som ufaglærte middelaldrende underskudskvinder? Mener du, at den slags stereotype beskrivelser hjælper disse mennesker og skaber større forståelse lidelserne? Mener du, at det er korrekt, at læger stiller disse diagnoser, når de dybest set ikke aner, hvilken diagnose de skal stille? Det er jo det, Nanna skriver!

Du giver en god beskrivelse af de forskellige indfaldsvinkler det psykiatriske system, den praktiserende læge og de kommunale sagsbehandlere har til stress- og depressionsramte, og hvor omdrejningspunktet bliver, hvorvidt patienten kan få sygedagpenge.

Men du beskriver også de stress- og depressionsramte som personer, der ofte lider af personlighedsforstyrrelser da ”det antages at den sygdomsramte i sin iver for at gør det godt på sin arbejdsplads, ikke evner at tage vare på sig selv undervejs, og derfor godt kan siges at mangle en stopklods i sin personlighed, der ellers kunne afværge en belastningreaktion og depressionssymptomer”.

Jeg finder din bemærkning interessant. Jeg vidste ikke, at det nu var blevet en personlighedsforstyrrelse, når en klient har været så ivrig efter at gøre det så godt på arbejdspladsen, at klienten ikke fik sagt fra.

Må jeg spørge, om det også gælder de sagsbehandlere, du beskriver også bliver ramt af stress og depressioner … som led i de kommunale og lovgivningsstramninger på området. Lider de depressionsramte sagsbehandlere også af den nævnte ”personlighedsforstyrrelse”. Lider du af en personlighedsforstyrrelse. Du har jo selv været ramt hårdt, skriver du.

Jeg er meget skeptisk over for at kalde hjælpsomhed og iver efter at gøre noget godt for sin arbejdsgiver en personlighedsforstyrrelse. Ja, jeg synes nærmest det lyder sygt, med den beskrivelse du her kommer med – og den afviger i øvrigt for mig at se en del fra den beskrivelse Nanna kommer med om de ufaglærte middelaldrende lettere dovne underskudskvinder, der vil have sig et gratis fitnesskort.

Jeg finder det bekymrende, når en arbejdsgivers udnyttelse af sine medarbejdere bliver vendt rundt som en personlighedsforstyrrelse hos arbejdstageren, når denne ikke forstår at slå i bordet og sige fra. Jeg finder det bekymrende, at man kan komme med en sådan diagnose, der jo rammer store dele af befolkningen. Store dele af befolkningen lider altså af personlighedsforstyrrelser!

Men altså sagsbehandlere, lider de også af personlighedsforstyrrelser, eller skyldes det her nedskæring? Og hvad med vores soldater der lider af posttraumatisk stress, eller flygtninge, der har været udsat for tortur, lider disse også af personlighedsforstyrrelser, eller skal de også have en anden undskyldning at hægte deres lidelser op på?

Med mærkatet personlighedsforstyrrelse har du også endegyldigt frataget arbejdsgiver ethvert ansvar. Det er ganske bekymrende. For jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at skal vi have nedbragt antallet og omfanget af stress- og depressionsramte, ja, så skal vi have forbedret arbejdsmiljøet væsentligt. Der skal sættes fokus på bedre og reel ledelse, og mobning og chikane skal have konsekvenser for arbejdspladsen. Når jeg taler med personer, der har haft stress og depressioner, ja, så er der primært to forhold, der peges på. Det ene er det grænseløse arbejde, det andet er mobning og chikane.

Det grænseløse arbejde bør stoppes ved simpelthen at kræve lederen tilbage til arbejdet. Der er ofte tale om ren udnyttelse, og jeg ser også, at det ofte sker ulønnet. Det kan være regnskabsmedarbejderen, der føler sig presset til at sidde og arbejde mange timer over hver dag, da regnskabet ellers ikke kan blive færdigt til en generalforsamling. Medarbejderen er reelt sat skak/mat. Det kan være lige så stressende at se regnskabet ikke blive færdigt, som at arbejde over aften efter aften. Denne medarbejder kan i realiteten kun løse problemet ved at skifte job. Og bliver normen på arbejdspladserne rundt omkring at det grænseløse arbejde er ok, ja, så hjælper det i realiteten heller ikke at jobskifte. Er der flere kollegaer kan opstå en indbyrdes kamp om at overvælte arbejde på den anden kollega. En af kollegaerne ender så som sorteper, for der er i realiteten tale om underbemanding. Ofte kan det følges op af mobning o.l.

Der findes masser af øvrige typer stillinger, hvor samme problemstilling gøres gældende. Medarbejderne er oppe imod tidsfrister, der ikke kan nås inden for normal arbejdstid. Jeg finder det særdeles betænkeligt, at pådutte den eller de medarbejdere, der vælger at knokle igennem en personlighedsforstyrrelse. Faktum er jo, at der her er tale om, at ledelsen reelt spekulerer i en skat/mat situation. Jeg mener, det er voldsomt og direkte uhensigtsmæssigt at kalde det en personlighedsforstyrrelse, at medarbejderen ikke formår at argumentere over for sin leder for, at der enten må prioriteres eller ske en ressourcetilførsel. Vi er godt nok mange på det danske arbejdsmarked, der så lider af personlighedsforstyrrelser.

Og jeg er også ganske overbevist om, at vi ikke får nedbragt det eksplosive antal sygemeldinger pga stress m.m. ved at pådutte de ramte denne diagnose.

Hvis vi skal få bremset op for denne eksplosion af sygemeldinger, skal der fokus på ledelsen. Underbemanding er først og fremmest et ledelsesanliggende! Man taler om ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. Lad os fastholde dette. Lede og fordele betyder, at ledelsen skal påtage sig ansvaret for ressourceanvendelsen inden for de arbejdstidsrammer, der nu engang er. Og lige for en god ordens skyld bør nævnes, at der selvfølgelig skal være plads til en vis fleksibilitet inden for rimelige grænser. Men når medarbejdere ender med stress, ja, så er det min erfaring, at disse al rimelighed totalt er væk, og man ser ledere, der gerne vil hæve deres høje løn, men i realiteten ikke er interesseret i ledelse, men overlader denne til de menige medarbejdere i et grænseløst krav og i et fravær af engagement for prioritering og ja, reel ledelse.

Mobning og chikane er selvfølgelig helt uacceptabelt, og jeg undrer mig, at både Nanna og du totalt undgår at omtale dette.

Det undrer mig, at vi har et behandlersystem bestående af læger, psykiatere og øvrigt sundhedspersonale, samt kommunale sagsbehandlere, der i den grad ikke forstår at se ud over patientens/klientens rammer EFTER sygdomsperiodens indtræden. Det undrer mig, at vi her ser to personer i dette system, som begge beskriver klienterne i et nedladende sprog og i et sprog der helt frigør arbejdspladsen for reelt ansvar. Det er bekymrende, fordi det netop er ved at stille større krav til arbejdspladsen, med krav til lederne om prioritering og forvaltning inden for de ressourcemæssige rammer de har betalt for og har til rådighed.

Når en leder gang på gang ser sine ansatte gå ned med stress, når en leder igen og igen med empatisk fravær overhører medarbejderes nødråb om, at de ikke kan nå deres opgaver, når ledere fuldstændig forsømmer deres opgave med at prioritere opgaverne, ja, så bekymrer det mig, at man kan kalde hjælpsomhed og pligtfølelse for en personlighedsforstyrrelse, mens udnyttelse og manglende empati ikke får behandlernes mærkat om en personlighedsforstyrrende.

Det bekymrer mig rigtigt meget. For det viser, at vi har et behandlersystem, som er så indspist i hinanden, og som har så lidt reel indsigt i patienternes oplevelser, at det i sig selv er til hinder for, at vi som samfund kan få bugt med det voldsomt stigende antal stress- og depressionsramte. Det fordrer i det mindste, at samfundet og behandlersystemet har respekt for disse klienter. Det synes ikke at være tilfældet.

Som jeg tidligere har skrevet, koster det ikke kun samfundet en masse sygedagpenge og førtidspensioner. Det koster også rigtigt meget i tabt effektivitet og produktivitet på arbejdspladserne. Samfundet kan ikke blindt se til, at dette sker, og heller ikke til at behandlersystemet i den grad lider af manglende indsigt i årsagssammenhænge, og tilmed også af mangel på respekt for deres klienter.

Måske skyldes det, at behandlersystemet er blevet så voldsomt inddraget i VKOs krav om at se på resterhvervsevne og klientens mulighed for at brødføde sig selv.

Dette omdrejningspunkt – tildeling af dagpenge – er blevet så centralt, - ikke kun for de kommunale sagsbehandlere, men også for de praktiserende læger og det psykiatriske system i øvrigt, at fokus fjernes fra at hjælpe patienten ud af sygdomsforløbet. Fokus bliver i stedet en vurdering af resterhvervsevne og dermed mulighed for at skubbe forsørgerbyrden tilbage til patienten.

Christophers sidste sætning er da også, at stress og depression er et stort samfundsmæssigt problem, da vi ikke kan blive ved med at betale til alle de syge mennesker – det er der ikke råd til, skriver han.

Det bør simpelthen ikke være sundhedsvæsenets opgave at tage stilling og sætte fokus på om, der kan presses en resterhvervsevne ud af en klient. Det er heller ikke sundhedsvæsenet opgave at vurdere, om der er råd til dagpenge.

Man ser her tydelige eksempler på, hvordan hele behandlersystemet har flyttet fokus væk fra at gøre patienten rask over til at vurdere, hvorvidt patienten nu burde kunne arbejde en time, to, 20 eller 40 timer om ugen. Sikke en masse ressourcer der bruges helt, helt forkert. Og sikke en masse ressourcer man også her kunne spare, hvis man forenklede systemet, så alle fik det samme i overførselsindkomst ved ledighed og sygdom. Hvor ville alting blive enklere – og i øvrigt voldsomt meget billigere. Tilmed kunne behandlerdanmark koncentrere sig om at gøre syge raske, fremfor at spekulere i resterhvervsevner for at de syge kan tvinges ud på arbejdspladser, der ikke vil have disse syge mennesker før de er raske – altså lige med mindre man kan få dem til at brygge kaffe gratis til de ”rigtigt” ansatte. Igen en tankegang, der ikke just er båret frem af empati, og næppe vil løse knuden, der får antallet af stress- og depressionsramte markant ned.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christopher Campau

Kære Hanne.Tak for dine kommentarer.
Du har ret i at NNM får det til at lyde som om det at have stress er noget nogle mennesker trækker frem for at kunne trække stikket ud.Som nævnt er det slet ikke min erfaring fra den daglige praksis, tværtimod.Men i virkeligheden kan diagnosen bruges som en opsamlingskasse, for at få adgang til bestemte ydelser,hvilket ikke fordrer en målrettet behandlng af den enkelte.Bliver man indskrevet i det psykiatriske system SKAL der foreligge en diagnose, omend en foreløbig af slagsen.Konsevensen af at få en diagnose kan være positivt for borgeren, da myndighedspersoner af forskellige slags godt ved at der er personer der er mere end almindeligt hårdt ramt af stress, og man gerne vil beskytte dem mod en lovgivning der rammer skævt. I disse tilfælde kan man fristes til at kalde en lidelse for stress eller depression hvis de rette oplysninger og kriterier er tilstede. Man sætter ikke bare mærkatet på for at redde dem, men ofte svarer stress of depressionsdiagnosen meget fint til hvordan folk oplever at have det, så det giver god mening.
Jeg går ud fra at NNM stiller problemstilligen lidt på spids for at kunne problematisere hele feltet omkring det stressende samfund, og menneskers reaktioner på det.Jeg går ikke ud fra at NNM mener at alle der er syge med stress og depression er det fordi de har valgt det, men i enkelte tilfælde kan der være en restgruppe som ikke helt passer ind i diagnosekategorierene, og et eller andet skal man kalde dem for at de kan komme videre, så man kalder dem for det som de opfylder de diagnostiske kriterier for eks. stress eller depression.Det fortæller i sig selv ikke noget om arbejdspladsen, eller om personens evne til at tage vare på sig selv (eller sige fra)- det er noget man skal finde ud af i længerevarende samtaleforløb.Men det er et meget lille fåtal for hvem man lidt vilkårligt sætter en diagnose på. Beklager hvis jeg var uklar på dette punkt.NNMs vinkling af historien skulle jo nødig bruges til at lave politik ud fra, og jeg håber heller ikke at det er det hun underviser i rundt omkring.
Sådan som jeg ser det, er stress et meget sammensat fænomen , som består af biologiske, sociale, emotionelle, miljømæssige, familiehistorisk og traumahistoriske elementer der mødes i forskellige blandinger forskellige steder på en gang. Men det mener jeg at f.eks. stress kan udløses hos mange på en bestemt arbejdsplads fordi miljøet er med til at udløse en lavine af alle de nævnte elementer. De fleste på arbejdspladsen kan holde til miljøets påvirkning men der er nogle der p.g.a. f.eks. deres placering i en virksomhed eller forskellige arbejdsrelaterede eller personlige forhold, bliver tilstrækkeligt stresssede til at de ikke kan arbejde mere. Spørgsmålet er så om vedkommende bliver syg p.g.a. arbejdspladsens forhold eller om vedkommende besidder en særlig sårbarhed p.g.a ovennævnte elementer, og disse sårbarheder udløses i gennem bestemte arbejdsmiljøpåvirkninger. Svaret er nok at begge dele er rigtige- man kan blive syg af stress uden at være specielt sårbar hvis den arbejdsmæssige påvirkning er stor nok, og man kan blive syg af stress på en arbejdsplads hvor der er et optimalt arbejdsmiljø. Det jeg mener er at stress er meget sammensat og dækker over mange forskellige blandinger af den slags.Kort sagt, det er svært at sige noget generelt om stresssymptomer andet end at de udløses af en oplevet eller reel belastning. Den samme logik gælder for depression, som er lige så sammensat et fænomen men med nogle genkendelige fællestræk. Psykiatrien som jeg kender mest til, gør (mod den almene opfattelse af den) flittigt brug af at analysere alle de tilstedeværende elementer når den diagnosticere stress eller depression eller stress-depression. Det gør praktiserende læger,psykiatere og psykologer også. Undskyld hvis alt dette lyder lidt undervisende eller doserende, det er slet ikke meningen, men jeg synes det er vigtigt at omtale den konkrete virkelighed som stress og depression udspringer af eller hurtigt bliver en del af gennem diagnosticering, behandling, sygemelding, sygedagpenge m.m.. Kommunerne har en kæmpe stor opgave i at udredde trådene i alt dette, da der forhåbentliigt ikke kan generaliseres når en konkrete syg person skal have lavet en handlings eller behandlingsplan, både i kommunerne eller i regionen.Den skal helst vøre skræddersyet til den enkelte. Den sidste sætning skal jo også retteligt forstås som et kollegialt klap til de stressede kollegaer i kommunen.De går jo også på arbejde for at hjælpe folk der har brug for det- det håber jeg ihvertfald de gør.Men nej- ikke et kollegialt klap til NNM for at vinkle sin artikel med em negativ social slagside.Der bliver arbejdet rundt omkring i kommunerne, det kan jeg love, og nej de kan ikke følge med. Fordi mange sager ikke kan nå at blive fulgt ordentligt op, og slet ikke på det faglige niveau som de kommunalt ansatte er uddannet til, og det fører også til stress og depression og endnu flere offentlige ydelser.I praksis er det ganske almindeligt at sagsbehandlere skiftes ud p.g.a længere sygemeldinger, og samarbejdet mellem region,kommunen og patienten/borgeren går helt i stå, alt i mens at fygten hos den stres og depressionsramte for at sygedagpengene ophører efter 52 uger.Jeg taler naturligvis mest om de længerevarende stress og depressionsforløb. Jeg tvivler virkelig på at folk gider at "trække stikket ud"- i så fald aner de ikke hvad der venter dem af bureaukatiske mareridt i forbindelse med en længere sygemedling. Man skal som bekendt have et godt helbred for at holde til behandlingen.

M.h. t personlighedsforstyrrelsesdiagnose- nej jeg har ikke en personlighedsforstyrrelse, ikke mere end de fleste, men ret beset ja en personlighedsforstyrrelsesdiagnose kunne stilles på de fleste mennesker, også dem der tager særlige sårbarheder med dem på arbejde. Grunden til at jeg nævnte personlighedsforstyrrelse i den forbindelse var for at understrege at diagnoser er meget empirisk funderede, d.v.s. bl.a. at de stilles ud fra helt konkrete observerbare data.Derfor er det heldigvis en specialistopgave at stille diagnoser, men til syvende og sidst siger de ikke noget om personens liv.Der kan være tilfælde hvor det kan være relevant at give en personlighedsforstyrrelsesdiagnose i forbindelse med et stress eller depressionsforløb- når man f.eks. slet ikke kan mærke ens egne grænser. Men også det er en meget subjektiv ting, så det kræver diagnostisk akuratesse, og selv med det er det svært fordi man ikke altid ved alt hvad der er foregået. Hvis man er f.eks. ved at blive skilt og har en konflikt på arbejde, er man klart mere sårbar. Men det kunne også være at man har en familiemæssig disposition for f.eks. depression, og derfor måske skal behandles med medicin. Langt de fleste der lider af stress og depression ønsker at der skal gøres noget- det er ulideligt at have det sådan, selv om det er arbejdspladsen eller samfundets skyld. Der ER mange arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø, og det hører man også om i psykiatrien, så ja der er en klar sammenhæng, men langtfra altid.Det kan skyldes mange ting. Behandlingen er afhængig af den årsagssammenhæng man finder, vel at mærke sammen med patienten/borgeren.Det er nemt at gå fra at være borger til at være patient-måske er det egentlig NNMs pointe- det kan være langt sværere for de stress og depressionsramte at gå den anden vej- det vil i så fald underbygge hendes pointe.

Nå jeg må hellere holde med at skrive- jeg kan faktisk ikke holde til det mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karina Thygesen

Hanne Christensen:

Lige som du, er jeg enig i de fleste af de ting, Christopher Campau peger på. Jeg kan dog stadig ikke læse, at Nanna siger, at det ikke kan være nødvendigt "at trække stikket ud". Jeg læser heller ikke, at hun siger, at man ikke kan komme ud i alvorlige psykiske vanskeligheder, hvis der ikke bliver gjort noget ved problemerne. Men jeg læser derimod, at hun ikke mener, at betegnelserne stress og depression dækker over noget samlet sygdomsbillede, bl.a. fordi det bliver brugt om mange mere diffuse problemstillinger med det ene formål, at systemet har skabt et behov for en sygdommeliggørende diagnose for at kunne hjælpe den enkelte.
Jeg mener ikke, at hun fritager den enkelte for at have et ansvar for at gøre noget ved problemerne, hvilket jeg også synes, at hun gør ret i, men jeg synes absolut heller ikke, at hun fritager samfundet for ansvar - tværtimod. Og jeg læser også, at hun anerkender, at vi alle har vidt forskellige ressourcer i forhold til at gøre noget ved vores vanskeligheder. Men er forskellighed i ressourcer og naturlige tilgang til at få hjælp ens betydende med, at man nødvendigvis er syg? Kunne det ikke tænkes, at man kunne få den hjælp, man havde brug for, uden en diagnose?

Men vi kommer med hver vores forforståelse og læser dermed artiklen forskelligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thorbjørn Fritzbøger

Jeg må formode at selv de borgerlige er bekendt med at længerevarende stress kan være fatalt, ja man kan faktisk dø af det. det er i hvert fald noget som videnskaben ikke længere er i tvivl om.
Jeg fik knust 2 ryghvirvler for 12 år siden, og har i de 12 år været gennem et utal af afklaringsforløb, jobprøvninger, omm. dette oveni de stærke smerter jeg må leve med resten af mit liv, har forårsaget stress i form af depression og angst. dette nægter det offentlige dog at erkende, selvom min psykolog flere gange har beskrevet det. stress er forbeholdt de velhavende.
jeg mener derfor at man kan udlede at de mange tiltag som de borgerlige har sat i værk med det formål at stresse syge og arbejdsløse mennesker er et kynisk forsøg på at skaffe sig af med os.
jeg ved denne udtalelse er kontroversiel men logikken fejler jo ikke noget.

anbefalede denne kommentar