Kommentar

'Jeg sygemeldte mig. Udbrændt, desillusioneret og deprimeret'

Mit arbejdsliv blev mere og mere stresset. Mine ledere kom med velmenende men ubrugelige forslag, når jeg klagede min nød. Til sidst fik jeg nok og sagde op. Nu er jeg arbejdsløs
28. september 2011

Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 14. år. Nu er jeg 55 og selvforskyldt ledig på ellevte måned. Jeg opsagde selv det job, jeg i 20 år pligtopfyldende og ærekært har udfyldt, uden en eneste klage fra andre. I mange år var jeg faktisk selv ganske tilfreds med det.

Så hvorfor dog opsige det, spørger læseren nok? Det skyldtes udelukkende en efter min mening svag ledelse. Jeg var ansat på et storkøbenhavnsk hospital. De sidste seks måneder frem til min opsigelse var jeg den eneste portør på en operationsgang.

I selv samme periode undergik afdelingen stor forandring. Den blev renoveret. Vi færdedes dagligt i bygge -og flytterod. Da det var overstået, var patientflowet udvidet betragteligt. Afdelingen havde nu fået tildelt patienter fra hele landet.

Jeg oplevede daglige frustrationer og stress. Skønt jeg nogle gange bogstaveligt småløb, kunne jeg selvsagt ikke være på to operationsstuer på en gang. Jeg måtte altid stå afventende med patientens seng, imens denne kom til sig selv efter narkosen på operationslejet. Herefter kunne jeg i følgeskab med en sygeplejerske returnere patienten til sengeafsnit. Eller foretage en omvej via opvågningsafdelingen.

Velmenende, dårlige råd

Som antydet oven for hændte det flere gange dagligt, at jeg blev kaldt fra flere stuer nærmest samtidigt. Jeg fik svært ved at falde i søvn om natten. Jeg glemte mine opgaver. Kunne ikke huske, om jeg var på vej efter en patient på opvågningen, eller var det nu sengeafsnittet. Måske en af operationstuerne?

Jeg gik til min nærmeste leder, afdelingssygeplejersken, og min tillidsmand på skift og brokkede mig over forholdende. Alle parter udtrykte venlig forståelse: Min leder mente dog, at »afdelingen fik den hjælp, de betalte for.« Underforstået: Afdelingen kunne bare betale for en mand mere. Så ville de få det! Andre gange var chefens råd, at jeg så måtte forsøge at få hjælp hos mine kolleger. Jeg fik da også hjælp omkring halvdelen af de gange, jeg over radioen i et ydmygt tonefald måtte bede dem om hjælp. Men en dag oplevede jeg tre gange i træk at få opfordringen: »Kald en anden. Jeg har ikke tid nu.«

Så sagde jeg op

Jeg kom igen og igen med mundtlige og skriftlige forslag til nærmeste leder. Om hvordan jeg ønskede forbedringer og fast assistance på min afdeling. Lige lidt hjalp det.

Og en efterårsfredag afleverede jeg så min opsigelse to timer før fyraften. Samme morgen havde ikke haft nogen anelse om, at dette blev sidste arbejdsdag. Men jeg må erkende, at jeg ofte havde leget med tanken om at sige op.

Jeg havde naturligvis en opsigelsesfrist. Og skulle derfor møde mandagen efter. Jeg sygemeldte mig i stedet. Udbrændt, desillusioneret og deprimeret. Siden har jeg kun været dér en enkelt gang for at tømme mit garderobeskab.

Denne lange udredning er blot for at anskueliggøre, at 'den evige hvile' som offentlig ansat er passé — i hvert fald nogle steder. Man kan, som i mit tilfælde, føle sig fuldstændig overhørt af beslutningssvage (jeg havde nær sagt inkompetente) ledere.

Aktiveringskursus

Nu følger jeg A-kasse og jobcenters krav om mindst hver syvende dag at bekræfte, jeg stadig er aktiv arbejdssøgende. Jeg skal endvidere møde til samtale hos begge instanser, hver tredje måned og medbringe kopier af mindst tre afsendte ansøgninger. Samt have nedskrevet hvilke virksomheder jeg har kontaktet med henblik på ansættelse.

Et par gange, har jeg på det seneste hørt kloge hoveder udtale: »Det viser sig, at de ledige sagtens kan finde arbejde, når de står over for truslen om kontanthjælp.« Underforstået: De ledige gider ikke arbejde, før det er nødvendigt.

Jeg vil ikke klynke. Jeg har selv valgt løntab, ledighed, den efterfølgende karantæne og usikker fremtid pga. egen opsigelse.

Jeg vil blot imødegå en eventuel mytedannelse om os ledige: Mange af os vil gerne arbejde. Under rimelige forhold. I mit tilfælde og alder er der dog intet at få. Til nogle af de stillinger, jeg har søgt, har arbejdsgiveren haft mellem 300 og 450 ansøgere at vælge imellem!

Alligevel skal vi hele tiden høre, at der er brug for, at folk trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet senere i livet.

Italienske tilstande

Min søn på 24 år bor stadig hjemme. Ligesom mange voksne italienske sønner, der heller ikke har mulighed for at flytte hjemmefra. Han har heller ikke fået en uddannelse eller job. Nu søger han kontanthjælp.

Bør vi ikke satse på de tusinder unge, der nok aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet? Og hvad med at nedsætte den overenskomstmæssige arbejdstid til f.eks. 25 timer. Det vil naturligvis give et løntab for den enkelte og et mindre individuelt materielt forbrug. Men mindre forbrug vil i sidste ende gavne kloden. Det er jo menneskehedens grådighed, der driver rovdrift på naturens ressourcer.

Nogle vil måske skulle fravælge bil, båd og sommerhus. Måske skal medlemskabet af fitnessklubben endda opgives? Men der vil være mere tid til andre gøremål og en mere rolig hverdag for den enkelte.

Og med en kortere arbejdsdag må virksomhederne naturligvis ansætte flere, hvis produktionsniveauet skal fastholdes. De ledige vil altså få en chance for beskæftigelse.

Der er jo reelt ikke arbejde til alle. Til gengæld er mange beskæftiget med at holde de ledige under opsyn.

For mig virker det som om, vi alle er deltagere i et stort teaterstykke, hvor de involverede parter: manuskriptforfatter, skuespillere, regissører, kulissemalere og instruktør hver især vil sætte deres personlige præg. Drive forestillingen i en bestemt retning. Men forestillingen foregår i en tom sal. Der er ingen tilskuere til at minde os om, at det ikke er virkelighed.

Kim Larsen er jobsøgende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

mariann offersen

En meget fin lille beretning fra det virkelige liv.

"Der er jo reelt ikke arbejde til alle. Til gengæld er mange beskæftiget med at holde de ledige under opsyn."

I effektiviserings navn presses de svageste ud, eller de som ikke lige passer ind i systemet, - og se hvor effektivt vi nu arbejder. Hvor billigt vi kan operere patienterne.

Hvor er det rummelige arbejdsmarked?

Det er en fin beretning som mariann siger og jeg tror ikke mange er klar over hvad det betyder for individdet. Jeg synes heldigvis at regeringen er begyndt at åbne mere op for hjælp og anderkendelse af det som sygdom.

En ven og jeg har startet www.dindepression.dk hvor vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe andre.