Kommentar

Vækstsnak og tungetale

Det går simpelthen ikke uden økonomisk vækst! Men det går heller ikke med! Økonomer og politikere må indrømme, at vi befinder i os i et gigantisk dilemma, og at de indser, at vækstmålene endda meget snart vil vise sig uopnåelige
Debat
8. september 2011

Uden vækst i bruttonationalproduktet på mindst to pct. om året får vi arbejdsløshed, nedsat købekraft, øgede offentlige udgifter og social ustabilitet. Og forbruget skal følge med. Økonomisk vækst forudsætter øget forbrug, og omvendt. Og i princippet skal det fortsætte i al fremtid.

Alt dette følger af den indre systemlogik i økonomien. Det går simpelthen ikke uden økonomisk vækst!

Men det går heller ikke med! Selv med en beskeden økonomisk vækst på 2,1 pct. om året vil produktion og forbrug allerede om 20 år være halvanden gang det nuværende, om 50 år næsten det tredobbelte, ottedoblet om 100 år, og, lad os springe i det: Om 500 år vil produktion og forbrug være 32.574 gange i dag!

Det lumske er jo, at hvert år er det, der vokser med 2,1 procent, blevet 2,1 procent større end året før. Det er så at sige vækst med renters rente (eksponentiel vækst). Endeløs vækst er ganske enkelt en absurditet.

Truer vores egen art

Økonomiens systemlogik tørner sammen med virkelighedens logik. Det kan ikke lade sig gøre at vokse uendeligt på endelig plads.

Og vi befinder os på en endelig planet med endelige ressourcer, som vi allerede slider alt for hårdt på faktisk 50 pct. mere, end natur og klima i længden kan holde til, hvis kloden stadig skal kunne være et tåleligt opholdssted for mennesker, i hvert fald i det antal, vi er og især er på vej til at blive.

Det skønner kyndige og troværdige folk. Et mål for det er ifølge andre kyndige og troværdige folk artsudryddelsen. Den foregår for nuværende mellem 100 og 1.000 gange så hurtigt som det, man kalder den naturlige artsuddøen.

Og så er der jo varmestigningen i atmosfæren, der med raske skridt nærmer sig de to grader, hinsides hvilke 'alt' kan ske.

Ja, men vi skal naturligvis omstille til 'bæredygtig vækst', siger man så ved en effektiviseret udnyttelse af ressourcerne, ved opfindelse af vedvarende energi og af materialer med uanede bæredygtige egenskaber (f.eks. ved nanoteknologi), ved ændrede produktions-, transport- og forbrugsmønstre, omdefinering af bruttonationalproduktet og andet.

Men nissen absurditeten flytter med. For så skal effekten af bestræbelserne for bæredygtighed være så stor, at den kan følge med den eksponentielle vækst, samtidig med at naturbelastningen reduceres med en tredjedel. Men så må naturbelastningen ved produktion og forbrug om 20 år kun være på 44 pct. af, hvad den vil være, hvis vi lader stå til og fortsætter som nu.

Efter 50 år med tredobbelt produktion og forbrug må den kun være på knap en fjerdedel. Efter 100 år (ottedoblet produktion og forbrug) må den kun være på otte pct. . Og så det helt vilde: Efter 500 år med en vækst i produktion og forbrug på 32.574 gange må der kun slides 0,002 pct. på naturen af, hvad sliddet ellers ville være uden bæredygtighedsbestræbelserne i praksis: vækst uden naturbelastning!

Konklusion: Før eller siden må bæredygtighed afkobles fra den endeløse vækst! Og selv om det ikke er muligt lige nu på kort sigt, må økonomer og politikere dog for pokker tage det i betragtning. Det mindste, man kan forlange, er to ting: At de indrømmer, at vi befinder i os i et gigantisk dilemma, og at de ser i øjnene, at vækstmålene endda meget snart vil vise sig uopnåelige.

Det lange sigt må være en økonomi uden makroøkonomisk vækst. Men det korte må indeholde det lange som mål, og set i det lys er den nuværende ulidelige vækstsnak ren tungetale i en drømmeverden.

Brutale og egoistiske

Og mon ikke de fleste af historiens og klodens små og mindre lokale markeder har haft både konkurrence og fri prisdannelse uden makrovækst? Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre på globalt plan når det nu er vores eneste overlevelsesmulighed? Den økonomiske systemlogik er en menneskeopfindelse, ikke en naturlov.

Vi er en naturbrutal og artsegoistisk slægt, hvis brutalitet og egoisme nu rammer os selv i nakken som en boomerang. K.E. Løgstrup sagde profetisk:

»Vi har skabt et samfund, vi ikke har intelligens til«.

Vi har heller ikke moral til det vi ter os skamløst og krænkende og himmelråbende arrogant over for den skabte verdens herligheder.

Hvad der er værst, den manglende moral eller dumheden, ved jeg ikke. Johs. V. Jensen sagde, da han takkede for sin Nobelpris i litteratur: »En almægtig række af håndgribelige mirakler er verden, en fontæne af glæde«.

Det er disse håndgribelige mirakler klodens forunderlige livsformer vi systematisk krænker for næsten hvert skridt, vi går. Er det for sent at vende om og korrigere os selv med udgangspunkt i Johs. V. Jensens undren og glæde?

Ole Jensen er professor emeritus og dr.theol. Han har skrevet 'På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn', 2011.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sören Tolsgaard

@Leif Mønniche: Det var nu ikke for at dramatisere, at jeg nævnte de amerikanske storforbrugere - og vi europæere er jo ganske godt i hælene på dem.

Det er vel ofte den fattiges vilkår, at han fra fødslen er nødt til at arbejde på den rige herremands betingelser og vanskeligt kan komme ud over dette niveau. Såkaldte fremskridt, som GMO-afgrøder, mikrolån o.s.v., har ofte blot gjort tingene endnu værre, for der er jo renter, som skal betales, og hele systemet er indrettet til magthaverens fordel.

Arbejderklassen har i vores del af verden kæmpet sig til bedre forhold - som nu er ved at blive tabt på gulvet, idet der via EU-lovgivningen åbnes for billig arbejdskraft - og sådanne kampe må vel udspille sig, indtil der bliver en mere retfærdig fordeling af rigdommene.

Hvis du kan leve under en presenning, så har du muligvis adgang til en vej ud af problemet. Enkel livsførelse er jo, hvad mange vise mænd altid har prædiket og praktiseret, som et middel til at hæve sig over den indskrænkede selvoptagethed, der kendetegner menneskehedens begærlige dans om guldkalven.

Vejen til en højere bevidsthed, som ligger de fleste forbrugsslaver uendelig fjernt..

Niels-Holger Nielsen

Bill Atkins

Jeg tror jo kun at folk her på debatten skriver hvad de mener, men jeg kan forstå, at det kan man ikke være helt sikker på med dig. Som nu forleden, da du i en eller anden debat skrev at vi ikke kunne klare verdens fødevarer uden det kapitalistiske landbrug. Alt imens du ytrer mange radikale holdninger og gode indsigter, som jeg tit er parat til at skrive under på.
Hvis vi ikke kan klare os uden det kapitalistiske landbrug, så kan vi ikke klare os uden kapitalisme, siger min logik mig. Og så var det, at jeg blev pisseirriteret på dig, fordi jeg synes du herved bliver voldsomt inkonsekvent og i virkeligheden kaster vrag på socialismens potentiale. En anden dag for flere måneder siden forsøgte du sammen med Claus Oreskov at bilde mig ind, at der var socialisme i Stalins Sovjetunion. Jeg har altid opfattet det som en slags statskapitalisme, og i hvert fald autoritært og undertrykkende, som jeg ikke mener, at socialismen kan være, hvis den skal udgøre et alternativ til kapitalismen.

Angående kapitalistisk landbrug og fødevareproblemet, så har FN lavet en stor og grundig undersøgelse som viser, at økologisk landbrug og udbredt selveje giver et langt større udbytte og en større fødevaresikkerhed end det højindustrielle landbrug uden at ødelægge jorden og forgifte miljøet. Det kræver bare mere arbejdskraft; måske 15-20% af befolkningen i modsætning til de 1-2%, som det højeffektive industrialiserede landbrug benytter sig af. Frem for alt, så er det kapitalistiske landbrug i uhyggelig grad afhængig af olie/gas, pesticider og kunstgødning, som alt sammen er produceret af og med de fossile kulbrinter, som er ved at smadre vores klima, og som vil være opbrugt inden for en overskuelig periode. Fosfatgødning, som udgraves i miner i bla. Chile og Marokko er også snart brugt op, og kan faktisk kun erstattes ved at vi kører vort lort tilbage til marken hvor det stammer fra. I stedet for at udlede det som gift i havmiliøet. Det er også derfor, at man ikke i længden kan fjerne halm og andre overskudsprodukter fra planteavlen for at brænde det af i kraft(varme)værker.

Det højindustrielle landbrug frigiver store mængder CO2 og metan fra jordskorpen og ødelægger jordens struktur og frugtbarhed, så der til stadighed skal tilføres mere og mere kunstgødning (kvælstof, som er en ultra stærk drivhusgas, mere end 300 gange så kraftigt som CO2). Dybdepløjning er en vigtig kilde til klimaproblemet.

Lang tid før olie og gas slipper op, er det blevet så dyrt (efterspørgslen bliver ved med at stige og olien/gassen bliver sværere og sværere at få fat på), at fødevarer fremstillet med de industrielle metoder vil blive så dyre, at ingen fattige har råd til at købe dem. Så det er det glade vanvid, at vi ikke har mere fart på med hensyn til udfasning og omlægning af det industrielle landbrug.

Som sagt er du tit meget radikal at høre på (det er helt ok for mig), men så siger du dagen efter eller i næste sætning, at vi ikke skal skaffe os af med den profitdrevne kapitalisme, men derimod baste, binde og kontrollere den. Bortset fra at det er at gå over åen efter vand, så er det under ingen omstændigheder muligt. Så bliver jeg usikker på hvad du er for en fisk, og jeg vil så gerne lægge afstand til din udlægning af hvad det vil sige at være socialist. Du ødelægger brandet. Men det er altså for at provokere, eller blive belært. Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg er under ingen omstændigheder interesseret i at have fjendskab med dig, men jeg har af og til svært ved at tøjle mit temperament, så jeg giver dig gerne en undskyldning for de mindre pæne ord, som jeg har brugt om dig. Vil du tage imod den?

Niels-Holger Nielsen

Det Søren Tolsgård skriver om den aftagende vækst i menneskehedens fertilitet, som ganske raskt (alting er relativt;-) nærmer sig en ligevægtssituation er meget vigtigt at bide mærke i. Jeg forudser, at det ikke vil vare ret længe før den vranglære, som ser klima- og ressourceproblemet som uløseligt forbundet med befolkningsmængden, vil blæse ind over det politiske landskab som en kold efterårsstorm.
Med mindre vi begynder at slå folk ihjel, så vil en nedbringelse af befolkningsmængden først virke langt tid efter, at kloden er blevet alt for varm og de sidste strategiske råstoffer er brugt op. Ergo er befolkningsspørgsmålet en digression fra de egentlige problemer, nemlig at kapitalismen producerer for profit og ikke for at opfylde befolkningernes ægte behov.

Desværre er der en hel del miljøfolk, i hvert fald ude i den store verden, som ser denne falske sammenhæng mellem befolkningsspørgsmålet og klimatruslen. Vi får se. Jeg er i hvert fald rustet til at tage disse diskussioner når de kommer.

Niels-Holger Nielsen

The misleading mantra of ‘overpopulation’
July 1, 2011

If the Earth is too crowded right now, it is because we have too many billionaires.

By Peter Schwartzman and David Schwartzman

Originally published in Green Horizon in 2007 as “Is the World Overpopulated.” Republished here with the authors’ permission.

Niels-Holger Nielsen

Daniel Tanuro: The Futility of Green Capitalism
January 17, 2011

Daniel Tanuro’s new book, L’impossible capitalisme vert,or “The Futility of Green Capitalism”, is a major contribution to our analytical understanding of ecosocialism.

Niels-Holger Nielsen

Conspicuous consumption and destructive wealth
The case of Ira Rennert
August 6, 2010

There is no question that excessive consumption damages the environment, but are consumers really driving the runaway train? I offer the following as an indication that different drivers are in charge.

Niels-Holger Nielsen

Populationism: A Weapon of Political Conservatives
July 31, 2010

A promise to rein in population growth is useful for the right wing because it substitutes for the fundamental social and economic changes needed to really deal with these problems.

by Simon Butler

@Niels-Holger Nielsen

Du fremhæver følgende to af mine udsagn:

at vi ikke kunne klare verdens fødevarer uden det kapitalistiske landbrug.

Jeg betragter kapitalisme som et system - en måde at organisere verden på - og jeg mener at stordrift, lange transportveje, samt 3 mia. mennesker boende i byer er en yderst sårbar omend uundgåelig måde at organisere verden på... Mange taler om kapitalismens sammenbrud eller sågar revolution, og til dem siger jeg at en reformering af systemet - i min optik - er den eneste vej frem, da vi ellers vil risikere at oplever megabyerne som hungerområder - det tager kun en lille uge at komme til at føle virkelig sult.

at der var socialisme i Stalins Sovjetunion

om styreformen i Sovjetunionen i almindelighed plejer jeg at bruge benævnelsen, som også bruges i "SUKP's historie, forlaget Tiden", krigskommunismen. I begrebet krigskommunisme mener jeg at finde: Fred for enhver pris. Mistro til de imperialistiske magter. Overvågning af samfundet for at forhindre undergravende virksomhed. Tvangsudskrivning af ressourcer. ...og så naturligvis kommunisme for den lille mand, hos hvem Stalin var og er forbavsende populær. At en parnoid Stalin kunne skævvride systemet som han gjorde viser at systemet skulle reformeres, men ingen russisk ledere viste sig i stand til at gennemføre dette. Derfor arbejder vi på kommunismen ver 2.0. Iøvrigt har har jeg ikke mødt mange, der siger at ideerne i kommunismen er forkerte - de kan bare ikke lade sig gøre, som de siger - hvilket jeg så ikke er enig i.

Niels-Holger og andre.

I anledning at 10-året spørger jeg, jer eksperter i kampen for det gode samfund :

Hvad er det inderste motiv og drivkraften bag terrororrisme/frihedskamp udøvet af muslimske ledere og menige sympatisører, mod den vestlige verden.

Hilsen den Liberale.

HNH
Ja, selvfølgelig - engagement er en vigtig ting.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Hvad er det inderste motiv og drivkraften bag terrororrisme/frihedskamp udøvet af muslimske ledere og menige sympatisører, mod den vestlige verden."

Hvis de var muslimer, ville de nok ikke begå terror. På den anden side, findes der jo også folk der kalder sig kristne, uden at de praktiserer det med at vende den anden kind til... ;-)

Det er gætteri, hvad motiverne er, men mon ikke det der der er drivkraften bag de galningeagtige handlinger, er følelsen af ydmygelse og afmagt? Fortvivlelse over de lidelser, man selv er blevet udsat for (et typisk selvmordsbomber-motiv), og ønsket om at andre skal smage samme bitre medicin? Den slags personer er måske nemme ofre for politiske aktører, der søger martyrer? For andre er det måske en mere abstrakt ydmygelse. En oplevelse af et systematisk og målrettet anslag, der rammer ens kulturkreds, som man må tage til genmæle mod på en eller anden vis; som kunne blive en terror-handling.

De, der lader til at igangsætte terrorforsøg, er interessant nok ofte meget begavede personer, i udmærkede sociale situationer, der måske ser mønstre af systematisk nedrighed rette mod deres kultur, de værdier de identificerer sig med. Lone wolfs i nogle tilfælde.

Et motiv i krigsområdet kan være som en form for krigsførelse. Har man modstandere, der er så dedikerede at de lader sig sprænge i luften (i selskab med helst mange af deres modstandere), er det stærkt demoraliserende. Sådanne modstandere er svære at overvinde, uanset om det er med våben eller med forhandlinger.

Kristian Rikard

Niels-Holger Nielsen,
Alletiders link til "Populationism: A Weapon of Political Conservatives". Det er den bedste artikel om emnet, jeg har læst i lang tid. Virkelig god, og tak for det.
Jeg vil ikke blande mig i det politiske, men sige, at Australien befinder sig i en noget anderledes situation end vi i Danmark eller Vesteuropa gør. Det er ikke mere end 250 år siden Cook fes rundt på de kanter. Iøvrigt lidt alla USA.
Og derfor er det også meget svært for os at forstå, deres mildest talt besynderlige forhold til immigration, som artiklen egentligt primært handler om.
Men som beskrivelse af fænomenet "Den demografiske transition" er den fantastisk.

Undskyld, at jeg måske nu kloger mig på andre debattørers bekostning, men den disputs som Niels-Holger Nielsen og jeg har haft om provokation i debatten, gør at jeg synes jeg vil dele mine egne tanker om hurtiggående skriftlig meningsudveksling som kommunikationsform - en kommunikationsform som ikke er særlig velbeskrevet, og som faktisk behandles som den grimme ælling af mange professionelle - hvilket det arabiske forår vist nok lavede lidt om på. Der kan være mange grunde til at man skriver et debatindlæg, eksempelvis: videndeling, hygge, belæring, problemanalyse, påvirkningslyst m.m.

Det der har min store interesse er, når der er tale om forskellig opfattelse af tingenes tilstand, og jeg har set flere kombattanter udveksle synspunkter igennem lange debatindlæg på flere forskellige tråde med adskillige kildehenvisninger, ofte på engelsk uden, at der tilsyneladende bliver rykket en daddel ved modparternes holdninger - nogle gange tror man der er tale om rent drilleri fra den ene part.

Min erfaring er at det der rykker mest - hos mig - er hvis modparten tager fat i en enkelt punchline, og bearbejder denne i dialog... sidst jeg var uden for at få en provokeret udvidelse af min horisont, var i dialog med Martin Lynge, da han møjsommeligt dissekere mine indlæg, indtil det stod klart for mig at problemet med hvad Danmark skal leve af i fremtiden er, at vi for tiden ikke kan skabe arbejdspladser - jeg tror nok jeg glemte at takke ham, men lad det herved være gjort.

Nu vi er ved provokation så savner jeg Henning Ristinge som trak sig helt ud af debatten - ikke på grund af den til tider meget hårde tone - men fordi hans indlæg blev censureret væk - og jeg forstår ham udmærket.

Den totale ytringsfrihed er almenhedens sidste demokratiske værktøj...

Heinrich
Ja, ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorrister er muslimer, sagde man.
Men så kom Breivik.

Du beskriver de psykologiske og rliriøse drivkræfter. De må jo være en reaktion på en agression, som de har været udsat for på et eller andet tidspunkt.
Har den arabiske verden historisk set nogen grund til at føle sig generet af vesten.
Er de måske fuld af en mindreværdsfølelse, som så resulterer at de stærkeste reagere separat.

Det er netop nu aktuelt, at Afganistan ikke kan blive en homogen nation, men fortsat vil være et "underudviklet" stammesamfund, hvor hver stamme vil hævde sig.

Fører terroristernes ledere i virkeligheden bare global stammekrig uden andet formål end at hævde sig

Jeg fabulerer bare.

Heinrich R. Jørgensen

Bill Atkins:
"Den totale ytringsfrihed er almenhedens sidste demokratiske værktøj…"

Jeg mener du tager lodret fejl, og at du modsiger dig selv og dine erfaringer.

Det der betyder noget, er lyttepligten. Muligvis ikke "den totale", men en meget udstrakt vilje til at lytte til andre. En stadig betræbelse sig på at forstå hvad det er andre forsøger at udtrykke og formidle -- en øvelse der ofte er meget vanskelig. At man forsøger dialogen og samtalen, i forsøget at forstå den anden. At man er åben for at risikere at blive klogere. At man lader være med at fare i flæsket på enhver man antager må være en tumbe, for man ikke synes det de siger, giver mening.

Alles ret til at råbe skaber sjældent en samtale.

Heinrich R. Jørgensen

Bill Atkins:
"Nu vi er ved provokation så savner jeg"

Der er flere skarpe hoveder, jeg savner. Deres udsagn kunne være provokerende i voldsom grad, men det der savnes var deres iderigdom, de ofte anderledes vinkler, de skæve betragtninger, de overraskende standpunkter osv.

Heinrich R. Jørgensen:
Jeg har observeret at du tidligere har ophøjet "lyttepligten", og jeg er ikke uenig - men jeg kommer fra et miljø hvor mange hverken ytre sig eller lytter...

...og min erfaring er at hvis du skal få dem til at lytte så skal du først få dem til at ytre sig, så du kan svare på deres betingelser.

jeg kommer fra et miljø hvor mange hverken ytre sig eller lytter…

Om samfundsspørgsmål forståes...

Heinrich R. Jørgensen
For lige at uddybe:

»Jeg sad engang i skuret og læste i Berlingske Business-sektion om, hvordan det firma, jeg arbejdede i, ville fokusere sine aktiviteter i fremtiden. Efter at have læst artiklen igennem, fik jeg lyst til at dele disse informationer med resten af sjakket. Da jeg var færdig med at referere artiklens konklusioner om vores firmas nye strategier, indtraf der en larmende og lidt akavet tavshed i skuret. Lige indtil en kollega begyndte at fortælle om den artikel, som han læste. Den handlede om en eller anden millionær, der havde slået op med sin kæreste, der havde store bryster.«

Fra Jakob Mathiassen's "Beton - Historier fra skurvognen"

Ovenstående holdnig forefindes mange steder i samfundet.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Du beskriver de psykologiske og rliriøse drivkræfter"

Jeg skrev intet om religiøse drivkræfter. Med mindre "nedværdigelse" er noget religiøst -- man kan nogle gange godt få den fornemmelse ;-)

Spøg tilside. Jo, der findes givetvis religiøse drivkrafter, eller spirituelle drivkrafter. At man er aldeles overbevist om noget, så man følger sin overbevisning.

Èn variant er, at man er antaget et sæt doktriner som den ufravigelig sandhed, som man tolker alt ud fra. Om fundamentalismen har rod i teologisk, filosofisk eller politiske doktriner, er ét fedt. Der er ingen forskel i, om man legimerer og begrunder sin umenneskelige adfærd med Muhammed eller Friedman.

En anden variant er de, der tager udgangspunkt i deres personlige etik, og mener den er et sikkert kompas. Det sker fra tid til anden, at typisk en buddhist hælder benzin over og i sig selv, og med en gnist lader forstå at vedkommende var inderligt utilfreds. En sådan handling satte vist gang i det algierske forår? At mange religiøse bevidst afstår fra vold er terror, kommer ofte fra den personlige etik. Hvis vold er forkert, må man afstå fra vold, uagtet hvor frustrerende ens situation er.

Jeg gider ikke diskutere en bestemt nordmand, men det er en mulighed, at han er en to'er. Vedkommende citerede John Stuart Mill. Nytteetik er også en slags etik. Alternativet til at være bindegal, er at være overbevist om nytten af ens forehavende.

Heinrich R. Jørgensen

Bill Atkins:
"Ovenstående holdnig forefindes mange steder i samfundet."

Mange steder, og hele tiden. Desværre.

Det er vel Oplysningstidens bærende idé -- den personligt etik -- der er fraværende? At det er der færreste, der dybest set erkender, og tager konsekvensen af, er de har ansvaret for deres egne handlinger. At det ansvar de pålægger sig selv, er deres frihed og autonomi.

Det man ikke passer på mister man...

Ok, Heinrich - jeg tolkede "kulturkreds" som et religiøst samfund.
Jeg savner stadig en forklaring på den "oprindelige" årsag.
Hvem slog først, Hvis der var nogen. Og har alle glemt det i tiden der er gået.

Jeg må indrømme, at jeg forventede et svar fra Niels Holger og ligesindede : "Den kapitalistiske imperialismes udbytning af den tredie verden" - eller noget i den stil.
Så ville jeg ha` haft noget at more mig over.

Niels-Holger Nielsen

Nu har jeg læst artiklerne om befolkningsproblemerne, og man kan næppe være uenige i, at de peger på et meget afgørende problem - nemlig fordelingen af rigdommene - men jeg vurderer, at de ignorerer det basale og generelle i forhold til det specifikke.

I min optik er artsantallet det basale. Situationen forværres specifikt på den baggrund mange gange ved, at der er nogen inden for arten, der forbruger helt vildt meget i forhold til (de fleste) andre.

Denne kombination er truende for artens fortsatte eksistens, men problemerne kan ikke løses ved blot at løse et af problemerne.

Så det fjerner ikke min overbevisning om, at der er grænser for, hvad ressourcegrundlaget kan tåle - både i relation til artsantal og i relation til ulige fordelt rigdom og konsumption - før artens eksistens er truet.

Der er grænser for vækst - også på disse områder.

Sider