Verdensmester i Danmark

100 DAGE – Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
Drømmene går mod Harvard i USA, når fremtidens danske uni-versiteter diskuteres. Men vi spænder selv ben for ambition-erne.

Drømmene går mod Harvard i USA, når fremtidens danske uni-versiteter diskuteres. Men vi spænder selv ben for ambition-erne.

Adam Hunger
21. september 2011

Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.

Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen? Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.

Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.

Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik. Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.

USA's succesmodel

Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.

IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.

Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.

Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!

Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.

Dansk ufrihed

Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked.

En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.

Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus-betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.

Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde.

De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter. Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.

Min kollega fra Aarhus Universitet, professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet, eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.

Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees, hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.

Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?

Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.

Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.

Hele Danmarks dilemma

Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik, men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde.

Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.

Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.

Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.

For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business. I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:

»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«

Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!

Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi, Københavns Universitet og Columbia University

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Hansen

Hvor er det godt at høre fra Hendricks - ligeså snart den anden fløj får vind i sejlene, kommer en ny, sundere diskurs i spil. Dejligt.
Det er værd, i denne sammenhæng, at huske på politikenes forræderi overfor universiteterne: de lovede egentlig en bevarelse af autonomien, da de fik Københavns Universitet til at afhænde sine betydelige besiddelser i Indre By; men her et par generationer efter er alt det glemt, og det politiske styre af vidensinstitutionerne nærmest lovprist. Det er en misforståelse, for universiteters værdi ligger i, at de er uafhængige af interesser udover det verificérbare og altså ikke skal overlades til en politisk vilkårlighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Gullev

Som med universiteterne som med TV i Danmark - DRTV og TV2 - gør konkurrence alle lige dumme efter den mindste fællesnævners metode. Med ens programmer på de samme tidspunkter.
Og ude i den pulverriserede erhvervsliv afliver konkurrence de kvalificerede og efterlader os de kvantifiserende som f.eks ARLA og Danish Crown - med én slags ost (Danbo) og vandigt bacon.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pær  Køie Kofod

Fin reflekerende artikel. Men ...

Danmark uddannelsessystem/universiteter har af forunderlige årsager "altid" ønsket at være ligesom de store lande.
Praktiseret tilnærmelser/ harmonisering/ assilimering - Siden indtrædelsen i EF 73'

Uddannelsessystemet var dengang på vej ind i en dynamisk udvikling. Men man ønskede ikke at skille sig ud!

Hvilket må siges at have været direkte uklogt. I et globalt marked. Der reciterer "konkurrence-kraft".
Fremfor økonomisk, bæredygtigt reference "Cutting Edge" niveau.
Hvor produkter/services praktisk taget "sælger"/formidler sig selv.
I kraft af sin nytteværdig.

Uddanelsesystemet havde ikke forstået sin egen unikke dynamiske egenart.
Sine mangfoldige muligheder.

Der kunne have sprængt rammerne - sat et dynamisk Cutting Edge reference niveau - for netop uddannelsessystemet/universitetsuddannelserne.
Danske virksomheder. Det offentlige.

Men væsentligst. De studerendes niveau ville kunne have holdt et endnu højere praktisk funderet niveau.
End det der p.t. etableres i det klassisk borgerligt funderede uddannelsessystem.
Certifikatet er tilsyneladende vigtigere end real kompetencer.

Faglige "autoriteter" definerer idag højniveauet.
Samtidig med at deres faglige autoritet kan hudflettes fuldstændigt - for udtalt snæversyn.
Manglende indragelse af viden fra andre interagerende/påvirkende/neutraliserende elementer(fag).
Samtidig med De stadig påkalder sig at være De mest kompentene indenfor området.

Fastholder lavniveauet!!

Danmark påkalder sig at være et Informations/ Vidensamfund. Med social dimension.
Netop inkluderende mangfoldig social dimension skaber innovation/ kreativitet/ vækst.
Mentalt. Uddanelsemæssigt. Virksomhedsmæssigt. Samfundsdynamisk. Såvel økonomisk

P.t. har vi et uddannelsessystem, der kun tager et meget begrænset antal assimillerede mennesker ind.
Dysfunktionaliserer resten.

Hvilket opretholder højt lønniveau - for nogen.
Ekskludere for mange

Et sindsygt dyrt uddannelsessystem. Der IKKE får de mangegode ideer -grundet assimilering-orienteringen.
(Læs meget begrænset antal. I forhold til ...)

Taxametermodellen
Høj skat.
(Da De samme der har fået uddannelse skal subsidieres/støttes yderligere. For at stå egne ben.
Paradoksalt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Jensen

Kun idioter tror at man kan købe sig til viden eller videnskab. Sådanne ideer forandrer konsistensen i enhver erkendelse. Men: Selvsagt skal der kastes penge ind i forskning og uddannelse. Principielt ville der komme enorme resultater, hvis staten postede tilsvarende ressourcer ind i universiteterne. Ikke mindst fordi penge alene ville tiltrække ambitiøse mennesker. Konstellationen er således indlysende: Brug nogen penge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pær  Køie Kofod

P.t. er uddanelsessystemet "Kejserens nye klæder".
En sindsyg dyr ineffektiv struktur. Der kun holder gennemsnitligt harmonseringsniveau.
En taxametermodel der kræver redefinering.

Istedet slip flere igennem "nåleøjet".
P.t. er flere generationer bevidst "glemt" i debatten.
Mennesker med erfaringer der kan rykke uddannelsessystemet med flere kvantespring.

Fritænkerne/De kreative skal til!

Vil kunne evolutionere/LEAN'e uddanelsessystemet
til et mere dynamisk udviklende sådan.
Reducere Taxameter-udgifterne. Og stadig holde højere niveau end p.t. for nærværende.

Bohr og andre blev ikke betragtet som talenter/kompetente studerende.
Hvis Danmark skal kunne konkurrere på nogensomhelst måde.
Så fordrer det selvstændig analytisk tænkning.
Et uddannelsessystem, der favner mennesker ligeværdigt!

Hvorfor støtte sig op af gennemsnitlig metervare.

Når et selvstændigt tænkende menneske/studerende. Kan skabe paradigmeskift.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Der er en ting jeg tror spiller en væsentlig rolle i al det her. Og den ligner måske læren fra Kina.Nogle tror vi kan bruge nøjagtigt de samme mekanismer som i USA. Holy mackerel! De er 1/4 milliard mennesker, og nogle kløgtige er del vel i enhver
befolkning? Vi har 5 millioner at rutte med og vi er verdens næstældste befolkning, altså med flest ældre og færrest unge - efter Japan. Så filosofisk set forstår jeg godt Hendricks indvendinger mod indbyrdes konkurrence mellem et utal af danske universiteter og højere læreanstalter - altså i den fri konkurrences navn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Min kollega fra Aarhus Universitet, professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet, eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.

Det er altså universiteterne der ikke kan finde ud af det.
Ovre i Amerika kan de bare det der. Jeg hørte i radioen i går at 400 familier i USA ejer lige så meget som 150.000.000 amerikanere. Hvor mange af de sidste mon går på Harvard?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Der er" noget" rigtigt i artiklen - men heller ikke mere.

Danmark har med sine 5,5 mio indbyggere ikke samme volumen til forskning og uddannelse som USA ,Kina, Indien m fl.

Alle lande er obs på, at viden er nøglen, så ideen om, at vi kan blive førende og ligge foran alle andre som vidensamfund er ren utopi for et land af Danmarks størrelse - vi kan økonomisk klare nogle ganske få spidskompetenceområder, så på sigt vil vi falde bagud for de større lande, der alle er i fuld gang med at opruste på viden-fronten.

(Danmark får ikke "lov" af de andre lande til at blive en "førerhund" på viden-området .)

Hvis vi evt kunne hitte ud af at få EU til at fungere bedre på uddannelses- og forskningsområdet, så kunne EU som helhed klare at producere et avanceret viden-volumen til gavn for alle europæere.

I øvrigt skal man også være lidt påpasselig, når forskere beder om penge - de er mennesker som alle os andre og har personlige ambitioner o s v som de gerne realiserer på andres bekostning.

(Jeg mener vi har set nogle kedelige "forsker-sager" , der viser, at misundelse, grådighed og personlig vinding og berømmelse i høj grad er drivkræfter i forskerverdenen.)

anbefalede denne kommentar