Klumme

VK: Varig Kiv

Borgerkrigen mellem de borgerlige partier fortsætter slægtled efter slægtled
2. september 2011

I 1964 sagde mit gymnasiums fransklærer: »Lige så længe jeg kan huske, har Venstre og Konservative prøvet at snyde hinanden. Venstre er som regel bedre til det.«

Min fransklærer var en alderstegen herre, så hans hukommelse har rakt tilbage til 1920'erne.

Den varige strid mellem de to partier er slået ud i lys lue også under denne valgkamp. Venstre opfatter kravet fra Lars Barfoed (K) om udstødelse af Dansk Folkeparti som en kniv i ryggen på Lars Løkke som statsminister.

De to partier er født som hinandens hovedmodstandere under forfatningskampen fra 1870'erne til 1901. Dengang bar de konservative navnet Højre, og så var modsætningen til Venstre jo ikke til at tage fejl af.

Højre skrumpede efterhånden så meget ind i mandattal, at kongemagten blev til grin ved at holde Højre på regeringstaburetterne. Nølende lukkede majestæten det bondske Venstre ind ved systemskiftet i 1901.

Men inden længe revnede Venstre, og Venstres venstrefløj udskilte sig i 1905 i Det Radikale Venstre. Derefter var Venstre afhængigt af støtte fra Højre for at have flertal i Folketinget.

For at skjule sin reaktionære oprindelse skiftede Højre i 1915 navn til det nuværende.

Nedarvet had

Det historiske had mellem de to partier er nedarvet i partiapparaterne. Langt de fleste vælgere har siden 1920'erne været ligeglade med det gamle nag mellem VK. Derfor har de to partier søgt at skjule modsætningen udadtil. Men den er der alligevel. Der er kun en slags våbenhvile mellem V og K, når det ene af partierne er udmattet af intern strid, sådan som Venstre var det i 1960'erne hvor de konservative benyttede lejligheden til at skubbe den radikale Hilmar Baunsgaard ind som statsminister. Siden 1990'erne har de konservative til gengæld været så svækket af indre strid, at de har måttet finde sig i at blive hundset rundt af en Venstre-statsminister i ledtog med Dansk Folkeparti.

Det er denne vedholdende ydmygelse, som Lars Barfoed nu gør opgør imod.

Senest, de konservative for alvor snød Venstre, var under Nyrup-regeringen, hvor de indgik finanslovforlig med S og R uden at indvie Venstre i sine planer. Venstres toppolitikere var nærmest voldelige af raseri.

Det er værd at bemærke, at statsminister Lars Løkke for alvor fik gang i sin karriere, da han i 1998 rottede sig sammen med Socialdemokraterne for at vippe den daværende konservative amtsborgmester i Frederiksborg Amt af pinden og selv sætte sig på posten. Den konservative harme over dette forræderi lå bag lækningen af Løkkes refusionsbilag en pinlig sag, der kunne have kostet Løkke karrieren.

Så længe den stålsatte Anders Fogh og den godmodige Bendt Bendtsen var VK's makkerpar, kunne Venstre gang på gang tryne de konservative, f.eks. ved at overrumple dem med forslag om skattelettelser. Lene Espersen havde heller ikke styrken til at afvise Venstres narrestreger.

Det er det, som Lars Barfoed nu satser alt på at gøre. Han frygter, at fortsat eftergivenhed over for mobbeparret V og DF fører hans parti lige lukt mod spærregrænsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

He-he. Lidt fornøjeligt er det altså.
På den baggrund er det jo lidt morsomt, at lige netop DRV lader sig bruge som nyttige idioter i denne gamle vendetta af Barfoed (Højre).

Og det er så i virkeligheden sørgeligt.

Men tak til David Rehling for lidt opfriskning af historien.

Torben Morten Lund

Fint nok, men de to gamle kompetanter rotter sig sammen mod mere ligheds- og socialt betonede enheder, og dér forsøger de Radikale at spille dem ud. Uden at vælge side hverken til blå eller højre leger de med den ene og så den anden, så de selv kan sidde ved rorpinden, og ingen løsninger finde, men stille sig moralsk op, for de har jo deres på det tørre..