Kronik

Afghanistan gør gode men skrøbelige fremskridt

Da amerikanerne fjernede Talebanstyret var afghanerne optimistiske. Glæden blegnede dog, for magten blev overtaget af brutale krigsherrer. I dag er der dog ingen tvivl om, at det demokratiske sindelag er styrket. Men frygten lurer for, at landet skal ende som et terroristparadis. Malek Sitez, der kæmper for menneskerettigheder i Afghanistan, gør status efter 10 års krig
En afghansk mand viser sin blækindsmurte finger efter at have stemt ved valget i 2010. Selv om valgene i landet ikke har været helt regelmæssige, har de givet mange smag for demokratiet.

En afghansk mand viser sin blækindsmurte finger efter at have stemt ved valget i 2010. Selv om valgene i landet ikke har været helt regelmæssige, har de givet mange smag for demokratiet.

Shah Marai

Debat
7. oktober 2011

KABUL — I dag er det ti år siden, at B52-fly fra det amerikanske luftvåben kastede de første bomber over Afghanistan. Hensigten var at vælte det Taleban-regime, som nægtede at udlevere, Osama bin Laden, al-Qaedas leder og bagmand for terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Med hjælp fra Nordalliancens Mujahedin-grupper lykkedes det for den amerikansk ledede koalition at fremtvinge Talebans fald allerede 12. november 2001. Og i december samme år blev der afholdt en stor konference i Bonn i Tyskland, hvor repræsentanter for de vigtigste politiske og militære organisationer (men uden deltagelse af Taleban) trådte sammen for at ordne Afghanistans fremtid.

Bonn-konferencen blev platform for en overgangsregering under ledelse af Hamid Karzai, og i januar 2004 blev Afghanistans første demokratiske forfatning vedtaget ved en såkaldt loya jirga, et traditionelt storråd. I denne nye forfatning blev Afghanistan anerkendt som en islamisk stat med en demokratisk struktur.

Afghanistans krigsherrer var imidlertid opsatte på at sikre sig hovedrollen i det nye system, så både loya Jirgaen, den afghanske regering og de dominerende politiske partier blev i vidt omfang sammensat af krigsherrer.

Selv Hamid Karzai var omgivet af krigsherrer. De var og er en uhyre stærk og velorganiseret institution, som tillige plejer aktive forbindelser til den regionale og internationale narkotika- og våbenmafia.

De vigtigste krigsherrer — general Dostum, der har stor indflydelse blandt de nordlige usbekere; Ismail Khan, der dominerer det vestlige Afghanistan; Saiaf, en stærk pashtunsk krigsherre; Fahim Qhasim, den berømte tadsjikiske krigsherre fra Pansjir-dalen og Khalili og Muhaqhiq fra den etniske gruppe, hazaraerne — blev også de vigtigste partnere for Zelai Khalilzad, den særligt bemyndigede repræsentant for præsident George Bush, og for Lakhdar Ibrahimi, FN's specielle udsending ved dannelsen af Afghanistans første regering under Karzai.

Demokratiglæde

I de første uger efter Talebans fald reagerede det afghanske folk med begejstring på de store forandringer, som syntes at blive indvarslet med det regimeskift, der var kommet i stand med støtte fra det internationale samfund.

Men da det blev åbenbart, hvor fremtrædende en rolle krigsherrerne fik, led befolkningens forhåbninger om fred, retfærdighed og sikkerhed et voldsomt knæk.

Borgerkrigen fra 1992-1996, hvor krigsherrerne kæmpede imod hinanden om magten i Kabul, var i frisk erindring. I den periode blev over 50.000 uskyldige civile afghanere dræbt og infrastrukturen i den afghanske hovedstad totalt ødelagt.

Trods krigsherrernes fortsatte dominans har det internationale samfund formået at præge de seneste ti års udvikling ganske stærkt i forhold til at understøtte og overvåge stats- og sikkerhedsopbygningen i Afghanistan.

Hovedparten af det afghanske folk forstår den rolle og støtter det internationale samfunds repræsentanter. De almindelige afghanere indser meget vel, at de kun har to muligheder: 1) At understøtte den nuværende situation eller 2) at gå tilbage til Taleban.

Lysten til sidstnævnte scenarie er svindende. Efter Talebans fald fik afghanerne deres første mulighed for selv at vælge et parlament og præsident. På ti år har afghanerne oplevet fire demokratiske valg, og skønt valgprocesserne har været forbundet med alvorlige fejl og uregelmæssigheder, har de fungeret som en omfattende opøvelse i demokrati for den afghanske befolkning.

Flertallet af det afghanske folk er overbevist om, at demokratiseringen af Afghanistan er den bedste vej til at skabe en legitim og handledygtig stat.

Ikke desto mindre har demokratiet også mange fjender i Afghanistan. De skal navnlig findes blandt de islamistiske politiske partier, der nyder krigsherrestøtte.

Deres propaganda mod demokratiet kører målbevidst på de oplevede negative konsekvenser af det internationale samfunds tilstedeværelse i Afghanistan. »Demokrati er et vestligt fænomen og strider imod de islamiske værdier«, lyder parolen.

Frihed på fremmarch

Trods islamisternes modstand er det lykkedes at fremme basale frihedsrettigheder i Afghanistan. Landets frie forfatning anerkender menneskerettighederne som et af de vigtigste elementer i det nye system. Og den nationale strategiplan integrerer menneskerettigheder i alle statslige strukturer, ligesom afghanske og internationale institutioner har etableret en kommission, som overvåger overholdelsen af menneskerettighederne.

Flere organisationer i civilsamfundet organiserer sig med henblik på at fremme menneskerettigheder i Afghanistan. I forhold til borgerlige og politiske rettigheder har den afghanske stat og det afghanske folk præsteret mange gennembrud.

For første gang i deres historie har afghanerne adgang til over 40 frie og private tv-kanaler, over 50 radiostationer og mere end 350 aviser og tidsskrifter.

Trods eksempler på forfølgelse af journalister nyder afghanere en grad af ytringsfrihed, som er uden fortilfælde, og kan — især hvis de afholder sig fra religionskritik — udtrykke sig i uden censur i medierne. Mere end 86 politiske partier er registreret i Afghanistan og kan frit operere i samfundet.

Fortsat enorm fattigdom

I forhold til økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder tegner situationen dog knap så lys. Retten til arbejde er et af de mest påtrængende spørgsmål i Afghanistan.

Mangel på jobmuligheder skaber en mængde problemer for det afghanske samfund, og gør det lettere for Taleban at mobilisere til kamp mod regeringen.

På andre områder er der mere at glæde sig over. F.eks. er det værd at bemærke, at der i løbet af de seneste ti år er blevet bedre adgang til uddannelse og sundhedspleje. Men ting tager tid, og Afghanistan rangerer fortsat som et af de fattigste lande i verden.

Forarmelsen er også tydelig at få øje på, når det gælder kvinders rettigheder. Vold i familien er det væsentligste element i de krænkelser, der sker af kvinders rettigheder.

Det internationale samfund har organiseret adskillige projekter inden for kapacitetsopbygning, der kan styrke kvinders rettigheder i det afghanske system. Et ministerium for kvindeanliggender er blevet etableret, og ligestilling er blevet et vigtigt element i den nye afghanske struktur. Mange af disse gode politikker, hensigter og strategier findes dog endnu kun på papiret.

Korruptionsbekæmpelsen har lidt samme skæbne. Det internationale samfund har presset på for at løse problemet, men det er øjensynlig vanskeligt for den afghanske regering at komme det til livs. Derfor fortsætter de lyssky betalinger. Det anslås, at landets indbyggere betaler 2 milliarder dollar i bestikkelse til de statslige strukturer hvert år.

Fraværet af bredt forankrede retsstatsprincipper er en alvorlige hæmsko for fremskridt. De mange stærke krigsherrer, der dikterer orden i de enkelte regioner, respekterer ganske enkelt ikke de pålæg, der kommer fra centralmagtens myndigheder. Afghanistan har vedtaget en mængde fornuftige love, der blot mangler at blive ført ud i livet. Og når retsstatsprincipper i Afghanistan ikke gælder i praksis, mister de værdier i forhold til demokrati og menneskerettigheder, som den afghanske stat officielt bekender sig til, deres betydning.

Terrorparadis på vej

Mens de internationale styrker så småt er begyndt at vende blikket mod hjemlige himmelstrøg, er sikkerhedssituationen fortsat kilde til daglig bekymring hos det afghanske folk.

Drabet på den ledende fredsmægler Burhanudin Rabani har — indtil videre — beseglede afslutningen for fredsforhandlingerne med Taleban. Samtidig er det kølige forhold til Pakistan ved at nå et kritisk punkt.

Ifølge det internationale samfunds køreplan skal NATO trække sig ud af Afghanistan i 2014, og afghanerne spørger sig selv, om den afghanske stat har kapacitet og evner til at løse alle de førnævnte problemer og garantere en nogenlunde fred og sikkerhed i landet, når det internationale samfund ikke længere er til stede i samme massive omfang. Lykkes dette projekt ikke, er det ikke kun afghanernes problem — det er et problem for os alle. Afghanistan kan nemlig let blive et sikkert tilholdssted for internationale terrorister.

 

Malek Sitez er Senior Programme Advisor ved Det Danske Institut for Menneskerettigheder. Han har arbejdet for at fremme menneskerettigheder i Afghanistan siden 2002 og har i samarbejde med 92 ngo'er bistået med organisere et netværk inden for områder som udvikling af civilsamfund og fremme af menneskerettigheder. I dag er netværket aktivt i 23 af Afghanistans 34 provinser.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

" Afghanistan kan nemlig let blive et sikkert tilholdssted for internationale terrorister. "

Naae, det er det, der menes med krigen mod terror ...

Niels-Holger Nielsen

En skitzofren artikel. Det er selvfølgelig et forfærdeligt valg mellem gangstere og Taleban. Det må være op til afghanerne at finde ud af. Vi må trække os hjem og støtte demokraterne.