Kronik

Afsoning og rettidighed

Aktiveringen af ledige har ofte karakter af afsoning. Man sanktionerer mennesker, hvis eneste brøde er, at de ikke har et arbejde. Pointen er, at det ikke skal være rart at være ledig. Det skal den ledige og alle andre opdrages til at indse. De skal afskrækkes og straffes
Nogle ledige oplever aktivering som afsoning.

Nogle ledige oplever aktivering som afsoning.

Esben Salling

Debat
15. oktober 2011

Jeg er en pakke med posten. Rettidighed er et nøgleord for en pakke med posten. Den skal ankomme til tiden, pakken. Den må endelig ikke være for sent på den. Og pakken bestemmer ikke selv, hvor den skal hen. Eller hvornår. Eller hvad der er indeni. Det er der nogle andre end pakken, der har bestemt. Den har en stregkode og et nummer. Så kan alle led på pakkens vej følge med, og kontrollere og godkende og notere og dokumentere. Trin for trin. Frister og pålæg er til for at blive overholdt.

Pakker er ikke de eneste, hvis tid og sted er fastsat. Lovovertræderes er ligeledes. Når mennesker overtræder loven, giver vi dem bøder eller sætter dem i fængsel. Vi straffer dem. Det gør vi som system, som stat og som samfund, og vi gør det af flere grunde. Straffen for den enkelte lovovertræder er én af dem. Det må og skal kunne mærkes, at man har gjort noget ulovligt. At man har krænket og overtrådt de på- og forbud, samfundet har indført. At man ikke har levet op til de rammer og forventninger, samfundet har fastsat for god samt med- og mellemmenneskelig opførsel.

Vi straffer for at afskrække. Vi straffer for at opdrage. Vi vil opdrage, så han ikke begår forbrydelser igen, og så han hurtigst muligt indretter sig på den sti, der er ren og rigtig. Og vi vil afskrække og opdrage alle andre, så de kan se, at lovovertrædelser medfører sanktioner og straf.

Skruetvingementalitet

Det er ikke sjovt, sådan at blive straffet. Det skal det ikke være.

Vi straffer også den enkelte af hensyn til følelsen hos alle andre. Har man overtrådt loven, kræver samfundet en sanktion. Det handler om signaler. Alle skal kunne se konsekvensen ved at bryde loven. Samfundet kan stilles tilfreds. Skatteyderne kan stilles tilfreds. Forbrydere får ikke lov til bare at gå og nyde tilværelsen på skatteydernes bekostning. De bliver sat til noget, og placeret og indsat og sanktioneret. Vi gør noget. De afsoner. Vi får noget for pengene og retfærdighedsfølelsen. Den følelse ligger ikke altid langt fra følelsen af hævn. Og vi sætter straffen op, så alle kan se, at vi nu er endnu mere imod det, vi allerede var imod før.

Længe har vi levet i en tid og i en forestilling domineret af skruetvinger og kontrol. Det gælder ikke blot det retslige straffesystem. Stramninger har været løsningen på snart alle udfordringer. Der skal strammes op, har vi hørt. Den ene politiker efter den anden har sagt det. Igen og igen. Skruetvingen har fået et ekstra vrid, hver gang der har været det mindste. Det isolerede og enkeltstående bliver gjort generelt. Og kontrollen er fulgt med. Samfundskontrakten er blevet udlagt som ekstra striks og dokumentationshigende. Alt skal gøre nytte i forudbestemte skemaer og regneark.

22.500 sider med regler

Beskæftigelses- og aktiveringssystemet er i dag en af denne tankegangs signaturmelodier. Her har man taget postens anonymiserende og tidsfristoverholdende pakkestregkodesystem og kombineret det med straffesystemets tanker om afsoning, opdragelse og sanktion.

Her har man ret og pligt. Mest pligt. Man har ret til at få et aktiveringstilbud og pligt til at tage imod det. Her kontrolleres, sanktionernes og opdrages i et omfang så omfattende, at al mening fortaber sig. Her kontrollerer flere instanser det samme. Og de kontrollerer det gentagne gange, så fastsatte forskrifter efterkommes til punkt og prikke, og alt derimellem. Så pligter og pålæg bliver overholdt, og overtrædelser afdækkes minutiøst, som var det nanoteknologi.

Her har man opbygget et bjerg af bureaukrati. Omtrent 22.500 sider fylder de i alt, reglerne for dagpenge, a-kasser og hele det nidkært grundige system, de hører til.

De tager tolv dage at printe, alle siderne. Alt er reguleret ned til mindste detalje. Selv fritiden. Må dagpengemodtagere hjælpe med vinterklargøringen af søspejdernes joller? Ja, fortæller vejledning 123. Den er i øvrigt tilknyttet bekendtgørelse 1344. Det må dagpengemodtagere godt, for da jollerne kun vinterklargøres én gang om året, er der ikke tale om et egentligt fast arbejde.

Må dagpengemodtagere udføre frivilligt arbejde i retshjælpen? Ja. Men kun fire timer om ugen. Eksemplerne er legio. Grundigheden er imponerende. Intet er overladt til tvivlen, initiativet eller den enkelte.

Et planlagt liv

Her får man som ledig udleveret allerede udfyldte, centralt registrerede skemaer, med navn og nummer, påført under overskriften 'Rettidighed; stamoplysninger for den ledige'. Og med til lejligheden opfundne begreber som 'aktiveringsstatus', 'systematisk formidling', 'falduge for intensiv aktivering' og 'sammenlagt offentlig forsørgelse'. Og 'forventet ophørsdato'. I dagpengesystemet forstås. Så langt er vi dog endnu ikke kommet, at den endelige ophørsdato er noteret på forhånd.

Her får alle den samme hat trukket ned over hovedet. Her er individualiteten bortdirektiveret. Her er man en pakke med posten. Her skal man aktiveres. Ikke fordi, det gavner. Det vigtige er ikke så meget aktiveringens indhold. Det vigtige er aktivering for aktiveringens skyld. Det vigtigste er rettidighed. Ellers mister kommunen og jobcentret penge. Som med alt andet i systemet er det et spørgsmål om refusion.

Mistillid

Det er svært at tolke de mange sider og de mange love, regler, cirkulærer, bekendtgørelser og vejledninger som andet end udtryk for, at man lovgiver i mistillid, snarere end i tillid. Mistillid til den ledige. Men også mistillid til systemets ansatte. En mistillid til tanken om at kunne tage selvstændigt ansvar. Man stoler ikke på, at den ledige kan eller vil. Man stoler ikke på, at den ledige er bedst til at træffe beslutninger på egne vegne. Man siger, man stoler på dem. Men man mener det ikke.

Som den nu tidligere beskæftigelsesminister sagde, skal man huske, at det er staten, der betaler dagpengene. Staten skal have noget for pengene, må være den underliggende antagelse, og pris dig lykkelig for at vi overhovedet har en ordning.

Skatteyderne skal have noget for pengene, og staten definerer, hvad dette noget er. Derfor har man også defineret præcist, hvad der tæller som aktivering, og hvad der ikke tæller. Uagtet konjunkturer og den virkelige verden i øvrigt.

"Det tæller eksempelvis som aktivering, hvis den ledige sendes på et jobsøgningskursus hos private kursusudbyderes uuddannede konsulenter. Her kan den ledige sidde og lære at skrive ansøgninger efter en skabelon, så de skiller sig ud i bunken. Her kan den ledige lære, hvilken fugl, han er. Hvordan man giver et korrekt håndtryk til en jobsamtale. Om man skal sige ja tak til kaffe, hvis man bliver spurgt. For i dette orgie af bureaukrati er der en undtagelse. Man stiller ikke nævneværdige krav til indholdet af disse kurser. Kravene angår stort set alene den ledige selv og systemet omkring ham.

Derfor får aktiveringen ofte karakter af afsoning. Og systemet bliver i al sin vælde en sanktion over for dem, hvis eneste brøde er, at de ikke har et arbejde. Pointen er, at det ikke skal være rart at være ledig. Og det skal den ledige og alle andre opdrages til at indse. De skal afskrækkes og straffes.

Tragedie

Hvis ikke det er formålet, er det svært at forklare, hvorfor man så længe har holdt fast i og udbygget dette system. Som jobskaber er det både dyrt og ineffektivt. Og det medfører to tragedier. Den ene er den samfundsøkonomiske tragedie. Men selv om den er ganske stor, så er den ikke den største. Den største tragedie er, at vi tvinger voksne mennesker til at bruge deres tid på fordummende og nedværdigende aktiviteter, hvor de længe, systematisk og konsekvent bliver talt ned til. Hvor de bliver behandlet som en pakke med en stregkode. Hvor fantasiløse catch-all-løsninger styrer. Og hvor virkelyst og initiativ hos både de ledige og hos jobcentermedarbejderne effektivt reduceres til et minimum. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Min oplevelse er, at det ikke bare er de fleste, men langt, langt de fleste ledige, der gerne vil have et job. Som nyuddannet var der ikke noget, jeg hellere ville. Det vigtigste må være, at systemet stoler på, at ledige gerne vil. Den fornemmelse er vigtig at give. I stedet for den mistro og kontrol, systemet i dag er bygget op omkring.

Det er vel ikke et højt krav at stille?

 

Lau Åen er blogger og forfatter. Senere på året udgiver han en bog på Gyldendals forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karl Nørgaard

Nu er vi jo ikke alle så veluddannede at vi kan blive telefonsælgere og sælge annoncer i ikke eksisterende telefonbøger, eller for den sags skyld, jobkonsulent hos et privat jobfirma / anden aktør.

Personligt er jeg selv så dum, at jeg ikke var klar over at der skal mere end 200.000 ledige til, før man kan kalde det en arbejdsløshedskø!

Niels P Sønderskov

Det kan godt være det er dumhed, Karl Nørgaard, men der skal nu ikke så meget til for at fatte, at en kø er karakteriseret ved at man venter på sin tur. Sådan er det hverken på gedemarkedet eller på arbejdsmarkedet, hvor pris og kvalitet er afgørende for både ged og arbejdskraft.

For arbejdskraftens vedkommende er der desværre mange, som ikke er opmærksomme på udløbsdatoen. Hvis de gør hvad de kan for hurtigt at komme i sving går det nemmere end hvis de glæder sig i op til ni måneder over den arbejdsfri tilværelse og ikke engang formår at orientere sig lidt om hvordan det faktisk står til derude i virkeligheden. Derude er det en alvorlig fejl at tro man står i en kø og venter.

Karl Nørgaard

For en gang skyld vil jeg give dig ret, :-) men jeg tror nu heller ikke der er ret mange ledige der går ind for køkultur, når det drejer sig om jobs.

Mennesket vil nødigt behandle sin ligeværdige ringere end han selv ønsker at blive behandlet, derfor opfinder vi en forklaring der umenneskeliggør dem vi påtænker at behandle umenneskeligt, det er dokumenteret til overflod i historien.
Det er således helt efter bogen hvis en jobkonsulent nævner ledige i forbindelse med en fire-mavede drøvtygger som f.eks. geden.
Hvis jeg søgte et sandhedsvidne til at vurdere om aktivering var gavnlig eller skulle afskaffes ville jobkonsulenten være den sidste jeg ville spørge. Eller som en mindre kendt filosof engang sagde: Spørg ikke din skomagere om du burde gå barfodet.
Lediges udsagn om hvorvidt aktivering hjælper er irrelevant set i lyset af almen grundlæggende psykologi, eller bare set i lyset af det gamle ordsprog: Hånden der bringer føden bides ej.
Hr Niels P Sønderskovs bemærkning: "dem der viser, på den ene eller den anden måde, at de gerne vil og kan arbejde" burde stryges på grund af inhabilitet al den stund arbejdsviljen afgøres af jobkonsulenter og andre der kun har den høje status et regulært arbejde giver, så længe der er overflod af ledige der stiltiende finder sig i en stadige optrappet offentligt ledet krig mod ledige.
Claus Hjort Frederiksen har, forhåbentlig uden selv at forstå det, startet virksomheder med en milliardomsætning hvis hovedinteresse er at fastholde en betydelig ledighed, samme Frederiksen vurdere jeg som en værdig arvtager efter Peter Adler Alberti

De første, man burde hjælpe til et rigtigt arbejde, var jobkonsulenterne.
Der er alt for mange i forhold til det arbejde, der skal gøres. Nu vil man til at bruge timer på at ansatte - i Tivoli, har man tid til. Hvor flere og flere jobs i realiteten ville kunne bestrides med endnu færre formelle færdigheder end tidligere, går man den modsatte vej - fordi der kan vælges og vrages. Netop det at vælge er hele giften i en demokratisk tænkning - demokratiets metode er lodtrækningen, hvor tilfældet fordeler mellem ligestillede.

Sider