Kronik

Bankkrak er kun begyndelsen

Mens bankerne via Bankpakke IV sender låneskrot for milliarder videre til staten, lurer endnu større kriser i horisonten: Nationalbanken har tildelt bankerne finansiering for 400 mia. kr., og som noget nyt kan de stille kundearrangementer som sikkerhed. Det skaber risiko for, at rådne lån ender hos skatteborgerne
Nationalbanken har skubbet skatteborgerne frem i første geled i kampen mod krisen i den finansielle sektor.

Nationalbanken har skubbet skatteborgerne frem i første geled i kampen mod krisen i den finansielle sektor.

Torben Åndahl

13. oktober 2011

Jyske Bank kunne forleden meddele, at man har overtaget 47.000 bankkunder fra den hedengangne Fjordbank Mors. Efter aftale med statens skraldespandsselskab har man overtaget kontantindskud for 3,7 milliarder kroner og kundeudlån for 2,6 milliarder kroner — et andet udtryk for, at Finansiel Stabilitet har udbetalt 1 milliard kroner i forbindelse med 'handlen'.

I pressen måtte bankdirektør Dam anerkende, at man var glad for de mange nye kunder, som man »trods 35 år i området selv har haft svært ved at tiltrække«.

Bankdirektøren udtaler tilfredshed med, at transaktionen er muliggjort i henhold til bankpakke IV, og at man er glad for at kunne leve op til sit 'moralske ansvar'. Samtidig meddeler banken, at man fyrer 400 medarbejdere i sine andre afdelinger, mens man overtager 35 fra den gamle Fjordbank Mors.

For nylig gentog historiens hovedtræk sig på Sydsjælland, hvor Max Bank krakkede, og Sparekassen Sydsjælland viste 'ansvarlighed'.

Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Et bredt politisk flertal sammensatte bankpakke IV i dagene op til udskrivningen af folketingsvalget.

Aftalen gør det muligt for en bank at overtage en anden, inden den går ned, mod at betale en mindre præmie til staten på indtjeningen fra de bedste kunder, men således at staten lader alle garantier og risikokapital blive stående i den fortsættende bank.

Reelt fungerer Bankpakke IV altså som et statsfinansieret tilskud til den (nødvendige) omstrukturering af banksektoren.

En anden mulighed blev, at man kunne lade staten overtage en nødlidende bank og selv beholde alle de dårlige dele (den 'røde' bank), hvorefter en anden bank kunne plukke de gode dele (den 'grønne' bank).

Med begge modeller bliver slutresultatet, at staten på den ene eller anden måde samler regning og risiko op, mens det, der har forretningsmæssig fremtid, overdrages på meget gunstige betingelser.

Andre veje til målet

Tilsyneladende har man politisk besluttet, at det er prisen for at undgå, at private bankkunder kommer i klemme. Kritikere vil dog mene, at staten burde have sikret sig en del af den fremtidige gevinst som modydelse for den nu forøgede risiko.

I den løsning, eurozonens statschefer arbejder på i relation til statsgældkrisen og bankernes solvensproblemer, er der forlydender om, at staterne ikke skal træde ind, før bankernes egne aktionærer har givet op.

For at motivere bankerne til selv at løse problemet, bliver kravet formentlig, at nye statslige solvensgarantier får en hybrid karakter, hvor banksolvens skabes gennem tildeling af ansvarlige lån, men til gengæld indeholder strafbestemmelser, hvor disse lån konverteres til aktiekapital i bankerne, såfremt bankerne ikke inden for en fastsat tidsramme selv finder en endelig løsning.

Risiko for skatteborgere

Der sker dog større og vigtigere ting i den finansielle sektor end bankkrak. Desværre går de ofte under radaren.

Mens landet var optaget af regeringsdannelse, meddelte Nationalbanken en fredag eftermiddag, at man har tildelt danske banker finansiering på 400 milliarder kroner. Som noget nyt accepterer man fremover sikkerhedsstillelse i kundeengagementer og ikke som tidligere i værdipapirer m.v.

Det repræsenterer en helt ny udvikling og ændrer statens risikoprofil afgørende. Risikoen kan blive, at danske banker belåner 'forgiftede værdier' i Nationalbanken. Værdier, som ikke længere kan bruges i det internationale marked for såkaldte repo-lån.

Repo-lån er sikkerhedsafdækkede kreditter banker imellem. Her er netop genbelåning af kundeengagementer stødt ind i stigende problemer i takt med statsgældskrisen. Og det er altså her Nationalbanken nu træder til og accepterer disse sikkerheder i stedet for statsobligationer, realkreditobligationer og andre værdipapirer.

Når Nationalbanken tildeler likviditet til bankerne mod denne type af sikkerhed, er det udtryk for, at skatteyderne bliver bankernes bank. Skatteyderne medindtræder dermed i risikoen herfor. Nationalbanken er en selvejende institution under staten, og må udover sin egen grundkapital på 65 milliarder kroner finansiere eventuelle tab på sine udlån gennem øget statsgæld eller skatter.

Det her drejer sig ikke om rigtigheden af at stabilisere likviditeten i banksektoren. Det spørgsmål, som presser sig på, er om knap 650 milliarder kroner i bankpakke garantier og refinansiering af kundeudlån, ikke bør følges op af politiske initiativer, der afstemmes den uhyrlige eksponering, vort fælles samfund nu har i banksektoren. En risiko, der forvaltes af bankaktionærer, hvis egenkapital i bankerne er helt ude af proportion med den risiko, det øvrige samfund er kastet ud i.

Søger ly i kronen

Et andet — om muligt — mere alvorligt problem rumler, uden at have fanget offentlighedens opmærksomhed.

Både i august og september er bankernes indlånsrente i Nationalbanken sænket med 0,10 pct. Det påvirker ikke udlånsrenter, boliger m.v., og har ikke ramt overskrifterne. Men det dækker over en potentielt alvorlig udfordring for den økonomiske politik.

Centralkursen for kroner mod euro er 746,03, og har (med få undtagelser) været holdt knivskarpt af Nationalbanken siden 1987! Men i de seneste tre måneder er kurven knækket, så 100 euro i dag kun koster 744 kroner.

Udviklingen er et resultat af valutaindstrømning fra udenlandske investorer, der søger ly i danske kroner for uro på andre valutamarkeder og som en surrogat for den gamle D-mark.

Knap 500 milliarder kroner er strømmet i valutakassen, men Nationalbanken ved, at hvis kronen styrkes mere end på de små decimaler, kan dette igangsætte en global spekulation i en styrket krone mod euro. Det kan så igen fremprovokere en opskrivning af kronen, indtil den rammer den maksimale udsvingsgrænse på 729 kr. (+2,25 pct.).

Det er i dette lys likviditetsstyrkelsen af bankerne på de 400 milliarder kroner delvist skal ses, idet pengene fortrinsvis vil gå til indløsning af tilfrossede udenlandske kreditlinjer. Denne øvelse vil nemlig betyde, bankerne sælger kroner og køber udenlandsk valuta.

Lavere konkurrenceevne

Problemet er, at tendensen kan presse vores konkurrenceevne, og at den eneste pengepolitiske modgift er likviditetsudpumpning, som vi nu ser begyndelsen af. Det vil betyde et latent pres på inflationen.

Jeg frygter, at situationen kan udvikle sig alvorligt, selv om Nationalbanken har lavet dygtige modtræk. Der er grænser for, hvor mange gange indlånsrenten kan sænkes for at tage presset af kronekursen. Foliorenten (den rentesats de danske bankers indlån og udlån forrentes med hos Nationalbanken, red.) er allerede nede på 0,9 pct., og der er grænser for, hvor meget kommerciel bankrisiko skatteyderne kan indtræde i via kreditter i Nationalbanken.

Andre lande — Schweiz, Japan, Brasilien m.fl. — har døjet med revalueringspres på deres valutaer som følge af den finansielle uro. Prisen for de nationale erhvervsliv har været dramatisk.

Mand jer op, politikere

De tre snap-shotsaf den danske økonomi, som fremlægges ovenfor, rejser et par politiske spørgsmål.

I den mere principielle ende er temaet om bankstøtte og et værn mod, at det fører til misbrug af den gode vilje.

I den økonomisk mere betydningsfulde ende synes noget at tyde på, at omstændighederne i relation til valutaindstrømningen, tvinger vores økonomiske politik til at igangsætte en mere aktivistisk pengepolitik, end hvad Nationalbanken tidligere har set som sit mandat.

Prisstabilitet og en fast kronekurs er to hovedmål for Nationalbanken, og begge repræsenterer den type problemer, vi konfronteres med, såfremt Danmark ufrivilligt skal fungere som holdeplads for global likviditet.

Finanspolitiske instrumenter styrkes ved en samtidig aktivering af pengepolitikken, så tvunget af nød kan det blive held i uheld. Men det kræver, at den ny økonomiminister proaktivt tilrettelægger omstændighederne, så det bliver politik, der styrer markederne, og ikke markederne, der styrer politik.

Klaus Riskær Pedersen er finansmand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Jeg synes at Klaus Riskær Pedersen, belyser nogle indlysende og skræmmende fejlslutninger i bankpakke IV. Når han påpeger at Jyske Bank, fik en masse kunder, de ikke tidligere har kunne få på normale konkurrencevilkår, da Fjordbank Mors slukket lyset i tivoliet.

Jeg spørger stadig mig selv igen og igen.
Hvorfor er det så vigtigt at bankerne ikke krakker og fallit, hvis de ikke kan drive en sund og rentable forretning?
Og hvorfor er det at det er borgerne i samfundet som skal betale, for de garantier som staten enerådigt udsteder, på vegne af borgerne?
Og hvorfor er det at de non-nationale selskaber, banker, investeringsselskaber, kapitalfonde, hedgefonde, venturefonde osv, som gensidigt ejer dele af hinanden, ikke selv skal betale for deres egen selvskabte problemer.
Og hvorfor er det så tabu, at kapitalisme ikke kan fungere uden en stram og konkret styrende hånd, når alting blinker rødt, og alarmerne hyller, idet nuværende system.?
Og hvorfor er det at borgerne skal betale for at non-nationale selskaber, banker, investeringsselskaber, kapitalfonde, hedgefonde, venturefonde osv, spekulere i fødevare, som presser fødevarerpriserne op, skaber sult, nød og død for klodens fattigeste børn og babyer.?

Hvorfor?

Den eneste løsning er selvfølgelig at konfiskerer disse formuer og sætte dem i arbejde. Og sker det ikke frivilligt så vil historiens store hjul gøre det for dem.

Frank Klevenhaus

Michael Skaarup:

Som svar på dine spørgsmål, vil jeg sige:
Fordi Staten er sammenholdsfaktor i den kapitalistiske produktionsmåde.
( jeg har ventet i 17 år på at kunne skrive dette struktur marxistiske svar ).
Siden 2007 er det kun gået ned af bakke med økonomien, idet der er skubbet rundt på problemerne. Nu må statskasserne rundt om træde til med enorme støttebeløb. ellers sander det finansielle kredsløb til.

Selvom det meste stod klart, var et resumé nu meget fint. Der er bestemt grund til bekymring. Økonomerne er på dybt vand.

Afskaffelsen af efterlønnen bliver sømmet i kisten. Omsætning / vækst vil falde markant, omsat til pension, ikke pumpet ud i forbrug(automat reaktion er opsparing konjunkturnedgang). 30k ryger på bistand. Det vil have en negativ virkning. Sammenfattet med udviklingen på verdensplan, er der ingen udsigt til vækst for de allerede hårdt prøvede ufaglærte.

Den ønskede øgede arbejdsstyrke vil belaste Danmark i en grad der er mere end skræmmende. Nu uden omsætning, da købekraften får det sidste skub ud over afgrunden.

Jeg spår et øget behov for præster, da Det kræver noget særligt, at fortsætte denne destruktive adfærd.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg forstår desværre ikke hele artiklen, men at Jyske Bank kan overtage kunderne fra en krakket bank, som har kostet skatteyderne 3 mia. og oveni få 1 mia. af staten er galimatias. At borgerne nu bliver sikkerhed for bankerne, altså 'bliver bankernes bank', lyder voldsomt. Og ubehageligt. Det er jo engang ikke os alle sammen som er bankdirektører eller er blevet spindoktor til 1 mio. efter skat, hos den nye regering. Hvad er der gang i? Jeg har en kraftig mistanke om at det er de lavest lønnede i samfundet som kommer til at punge ud. De velstillede vil aldrig give en krone fra sig og fra politisk hold ser det da også ud til at man stadig vil slikke de rige alle steder. Hvad siger liste E?

John Rohde Jensen

Jeg undrer mig også noget over, hvorfor statens skrældespandsselskab kun skal overtage de dårlige dele af de banker som går fallit. Hvorfor forærer man de gode dele væk? Ovenikøbet med så stor en medgift.

Hvad er der i vejen med at lave en Nordea løsning, hvor staten ejer både gode og dårlige dele indtil de kommer oven vande og kan sælges tilbage til det private marked med fortjeneste?

Heinrich R. Jørgensen

Tænk, hvis politiske fanger, samvittighedsfanger og andre straffefanger med omløb i hovedet, anvendte deres megen ufritid målrettet på at skrive oplysende og kritiske kronikker, rettet mod de bestående magtstrukturer?

Man skulle have gjort noget helt andet: staten skulle have købt de strandede husejere ud, så bankerne slap med skrækken - og så pengene ikke gik til dem, uden at staten og borgerne fik noget ud af det.

Kristian Rikard

Når man tager i betragtning, at Finansiel Stabilitet sidder med en af de mest attraktive erhvervsejendomsporteføljer i Danmark er
betegnelsen skaraldespand måske ikke så velvalgt af især Klaus Riskjær Pedersen
Jeg har iøvrigt anbefalet KRPs Opinion/kommentar, fordi jeg mener den faktuelt er korrekt på en række områder - især de mere upåagtede.
Men kære hr. tidligere direktør i Accumulator Invest med mere, hva' med lidt proaktivitet. Nu har samhället betalt for alle dine eskapader i fortiden og betaler pt. for, at du har kost og logi under rimeligt ordnede forhold.
Du kan da ikke bare sidde der og filosofere. Det er sku' tid til gode løsningsforslag, som f.eks. vores
forhenværende statsminister Nyrup i aftes i DR2. Han forslog een mulighed. Jeg kan se 3 i hvert fald i konturerne.
Hva' mæ Dem hr. staffefange - nogle løsningsforslag?

Thomas Borgsmidt

Et indlæg, der er både usammenhængende, ulogisk og uvidende.

1) Der er ingen tvivl om at Jyske Bank overtog kunderne fra Fjordbank Mors for at få indlånsoverskuddet. Indlån er nu engang - normalt - den billigste måde at finansiere et udlån på.
At man så kan have sin tvivl om boniteten i Jyske Banks udlån - det er en anden sag.

2) Tabet i bankkrakkene dækkes i første omgang af den afdøde banks aktionærer, som det sig hør og bør - det er det man har aktionærer til.
Problemet i denne sammenhæng er imidlertid, at den samlede egenkapital i finanssektoren reduceres yderligere med et par milliarder.
Det oveni en - i forvejen - stærkt underkapitaliseret sektor.
Det viser bare, at den såkaldte "egenkapital" i sektoren udelukkende består af uafskrevne tab - altså reelt set er en ren fiktion.

3) Tab derudover dækkes af indskydergaranti fonden for almindelige indskydere. Dvs. af de andre banker.
Dette gør de andre banker i egen interesse, fordi gjorde de ikke det, så ville indskyderne hæve deres penge i bankerne (evt. sætte dem i statsobligationer i stedet) - og specielt de store bankers udlånsoverskud ville blive endnu større.
Større indlånsunderskud betyder at hovedbankerne må låne mere af andre banker - og på det internationale kapitalmarked, hvad de dels ikke kan (fordi ingen tror på dem), dels ikke KAN betale.
Det sidste er ret så afgørende, fordi de store banker har tonsvis af uafskrevne tab.

Der er nok ikke nogen tvivl om, at Frösig forsøgte samme nummer med MaxBank for at dække et udlånsoverskud i Sydbank. Her gætter jeg - helt vildt - på at Kruse-Petersen i sædvanlige utvetydige vendinger har forklaret, at Sydbank slet ikke havde soliditet (dvs. egenkapital) til at dække yderligere udlån.

3) Dernæst dækkes tab af bankpakkelån, som har en højere rente end almindeligt indlån - af en årsag - fordi der er tale om en risikopræmie. Så kan vi diskutere om den risikopræmie er sat for lavt.

4) Endelig kommer der en regning til skatteyderne. Men hvilke skatteydere? Jo i sidste ende bliver det en eller anden skat på pensionsopsparing, fordi det er noget nær umuligt at sætte indkomstskatter og forbrugsskatter op. Gør man det:
a) Falder forbruget og arbejdsløsheden stiger.
b) Indkomstskatten kan heller ikke sættes op, fordi de højeste indkomster er også de mest forgældede - og insolvente. En skattestigning her vil give flere tvangsauktioner og medfølgende tab for banker, flere bankkrak osv. osv.

5) Nationalbankens belåning af udlån af god bonitet - det er ikke alle udlån, der kan belånes - eller rettere 75% af dem.
Baggrunden er nok så meget, at det mere traditionelle belåningsgrundlag er udtømt.
Traditionelt har man kunnet belåne stats- og realkreditobligationer.
Hertil er at sige, at banker med udlånsoverskud IKKE har statsobligationer at belåne: De sælges - lige så hurtigt som de kan laves - til banker med indlånsoverskud.
Vi husker at hovedbankerne har det store udlånsoverskud! Det er ikke beregnet på småbanker - undtagen af den mere desperate slags.
De store banker - navnlig Danske Bank - har brugt al den likviditet de kan skrabe sammen til at belåne deres egne realkreditudstedelser, hvilket Nationalbanken naturligvis ikke kan belåne.
Man kan ikke møde frem i banken og forvente at få belånt et stykke toiletpapir, hvor der står: Jeg skylder mig selv 3 milliarder kroner.

Konklusionen bliver, at en nationalisering af banker og kreditforeninger trænger sig mere og mere på - som i tilfældet Daxia forleden.
Der er ganske enkelt hverken kreditværdighed eller egenkapital tilbage i - specielt Danske Bank.
Det er derfor jeg vil fastholde, at Peter Straarup er kommunist, fordi han lykkes med det, som aldrig lykkedes for DKP; nemlig at nationalisere finanssektoren.

Efter - forhåbenlig - at have ryddet helt fundamentale fejltagelser af vejen:

Den mest eklatante er en sammenrodning af solvens og likviditet.

Solvens er et udtryk for hvor meget af udlånet, der er dækket af bankens egenkapital - og evt. anden form for garantikapital.
Likviditet er spørgsmålet om man kan dække udlånet med indlån - evt. lån optaget hos andre banker eller staten.

Men ellers vil jeg lade Riskjærs bedrevidende og ukvalificerede - undskyld - nonsens stå for sig selv.
Der er ikke tale om synspunkter men om puril lallen. Beklager; men der er intet at hente.

Tankevækkende at lang tids fortiet viden omkring landbrugets økonomiske problemer først nu efter vedtagelsen af Bankpakke IV kommer frem i medierne.

Landbruget har en gæld på 350 milliarder kroner, og nu efter indførelsen af statsgaranti for bankernes gæld (bankpakke IV) ved overtagelse af en anden "nødlidende" bank, kommer det frem at banker er truet af landbrugets gæld.

Så nu støtter samfundet enkelte banker og stort set hele landbruget, ved at lade samfundet kautionere for bankdirektøtenes og landbrugets selvforskyldte fejlinvesteringer.

Uden at produktionsmulighederne i selve landbruget steg 200- 300%, lånte bankerne ud med sikkerhed alene i spekulative oppustede prisstigninger på produktionsjord.

Stakkels landmænd, men især samfundet som helhed.

Bankpakke IV bliver en rigtig ritig meget dyr tilskudsordning.

Læste lige her til morgen i en anden avis, at banker forudser, at de har brug for yderligere statsstøtte efter 2013, så de vil gerne forberede skatteyderne allerede nu på, at der i 2013 kommer en meget stor ny mia. regning fra dem.

Hvorfor er der ingen der lytter til EL's gode og fornuftige forslag på bankernes samfundsskadelige opførsel og grådighed.

Benjamin Laier

Lav en statsbank som alternativ så vi kan vælge bank efter politisk overbevisning og lad bankerne fungere som det de her, nemlig privat ejendom. Så kan der dyrkes hedgefonds, spekulationseventyrer og futures alt det man har lyst til. Bare der er mulighed for politiske alternativer, hvor man ikke er tvuinget til at deltage i middel- og overklassens finanseventyr og fantasterier.

olivier goulin

Frie associationer strøet rundt som

penselstrøg på et Zen-tapet

Nej, mejslet i granit

for eftertidens granskning og undren

Poesiens virtuelle økonomi

Fraser af uskyld og skønhed

nu vekslet til 10.000.000 SEK

En poets jackpot er realiseret

/O

Vores politikere er åbenlyst meget dummere end befolkningen, eller de er en del af bedraget og dermed kriminelle.

Det er gået op for befolkningen, at vi er i fuld gang med at blive røvet af en kriminel bande white-collar forbrydere, der ikke stiller sig tilfreds før, de har raget alle samfundet penge til sig, og slavebundet befolkningerne.

Benjamin Laier, man kunne jo bringe sparekasserne tilbage til deres gamle form. Men principielt mener jeg nu, at privat initiativ skal fungere dér, hvor det ikke konkurrerer med statens almene løsninger for alle.