Læsetid 2 min.

De bedst egnede forskerkandidater

Københavns Universitet vil gøre arbejdsvilkårene for unge forskere bedre ved at fastansætte unge forskere efter endt ph.d.-studie. Det risikerer at udelukke en stor gruppe kvalificerede unge forskere fra fastansættelse
19. oktober 2011

Yngre forskere har for usikre forhold på de danske universiteter i dag, og det skal der gøres op med, lyder det fra Københavns Universitet (KU). Her arbejder man på en ny ansættelsesmodel, der skal sikre bedre arbejdsvilkår for både danske og udenlandske forskere.

Men hvad går modellen ud på? Jo, man overvejer at indføre det amerikanske tenure-track-system, der betyder, at man meget tidligt i en forskers karriere giver denne større sikkerhed i jobbet ved at tilbyde en tenure-track-ansættelse.

Efter en kortere årrække i tenure-track-ansættelsen, og hvis den unge forsker lever op til krav om publicering, undervisning, formidling og administration mv., tilbydes denne en tenure-ansættelse, der ligner den danske ansættelse som lektor.

Såfremt modellen indføres som beskrevet i KU's avis' Universitetsavisen, vil det betyde, at det vigtigste skæringspunkt for den yngre forsker ligger umiddelbart efter afsluttet ph.d.-studium. Her vil KU tilbyde den unge forsker enten en stilling efter tenure track-modellen, der sikrer senere fastansættelse i en lektorlignende stilling, hvis den unge forsker lever op til de definerede krav eller alternativt tilbyde en postdoc-stilling på typisk to år uden de store muligheder for senere fastansættelse, da der f.eks. ikke indgår undervisning i denne stillingskategori.

Modellen er således attraktiv for den lille gruppe, der tilbydes stillingerne med stor sikkerhed for senere fastansættelse, men katastrofal for den store gruppe postdoc'ere, der reelt ikke kan deltage i konkurrencen om de faste stillinger på universitetet.

Ingen erfaring

Det afgørende spørgsmål er desuden, om det er muligt at udvælge de bedst egnede forskerkandidater umiddelbart efter afsluttet ph.d.-studium, som tenure-track-modellen lægger op til. En nyuddannet ph.d. har endnu ikke har prøvet at arbejde som en 'rigtig' universitetsansat med krav til både publicering, undervisning, formidling og administrativt arbejde.

En nyuddannet ph.d. har ofte ingen eller kun få internationale publiceringer, har ringe undervisningserfaring og endnu mindre erfaring med formidling og administrativt arbejde, alle parametre, der i dag er vigtige ved fastansættelse.

Med andre ord: Universitetet ved reelt ikke, hvordan de nyuddannede ph.d.'ere kommer til at performe som forskere. Derfor bør det afgørende skæringspunkt for vurdering af den bedst egnende forskerkandidat være, når denne står over for at skulle søge et lektorat. De mange postdoc'ere vil dermed også have mulighed for at konkurrere om lektorstillingerne, hvis KU — som andre danske universiteter typisk gør — forlængede postdoc-stillingerne med ét år (til undervisning), så stillingerne indholds- og tidsmæssigt ville blive sammenlignelige med adjunktstillingerne, som vi kender dem i dag. En forlængelse, der er 'gratis' for universitetet, der jo alligevel skal betale for undervisningen.

Værktøjer findes

Denne model sikrer, at de yngre forskeres egentlige konkurrence om de faste stillinger tidsmæssigt lægges, når universitetet (og aspiranterne selv) har viden om, hvorvidt de kan leve op til de krav, som stilles til fastansatte forskere.

Lektoransættelsen bør derfor fortsat være den første egentlige faste ansættelse på universitetet.

Opgaven for KU bør i stedet være at sikre, at talentmassen under lektorniveau har lige muligheder for at kvalificere sig inden for de områder, hvor de bliver målt (og at skabe synlighed om disse parametre).

Universitetet behøver ikke hjemhente nye stillingsstrukturer fra et udland, der i øvrigt allerede er ved at forlade disse; værktøjerne findes allerede, nu skal de bare bruges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Vil en mere fleksibel fordeling mellem undervisning og forskning ikke styrke hele samfundet i stedet for at indføre en ordning som andre er ved at forlade.
Fx er der nogle universitetsansatte , der er bedre til undervisning og andre bedre til forskning. Ligeledes kan de tvungne fordelinger mellem undervisning og forskning ikke være en ulempe for både undervisningen af de studerende og for en sammenhængende forskning.

Brugerbillede for Johannes Nielsen
Johannes Nielsen

# Dorte

Det er min erfaring at det tit (om ikke attid) er de samme universitetsansatte, som er dygtige til at forske, dygtige til at undervise, dygtige til at tiltrække ekstern funding (delvist qua deres forskningsresultater) og dygtige til at bidrage i administrative sammenhænge. De bedste på universiteterne er således udsat for et kolossalt arbejdspres fordi der bliver flået i fra alle sider, mens de mindre gode ofte sidder på deres hænder...

Brugerbillede for Jesper Christensen
Jesper Christensen

Nu har jeg ikke selv læst KU's forslag, men som det bliver beskrevet ovenfor, så er planen vanvittig dårlig. Fordi lige efter afsluttet Ph.D. Studium så skal kandidaten selvfølgelig ud og igennem et udenlandsk Post doc forløb for at lære noget nyt og erfare hvordan forskning og undervisning udføres i andre dele af verdenen. Som udgangspunkt bør en Ph.D aldrig kunne få fast ansættelse på samme institut hvor Ph.D. graden er opnået. Tenure-track modellen er en udemærket model til at rekruttere forskere, som har været igennem et succesfuldt post-doc forløb og som kommer fra en anden forskningsinstitution udenlandsk eller indenlandsk. Modellen, som beskrevet ovenfor, vil føre til lav mobilitet, indavl og manget på dynamik og forskningsfornyelse. På langt sigt vil den være en katastrofe for danske universiteter.

Brugerbillede for Frank Hansen

Den danske phd-uddannelse er blevet stærkt udvandet gennem de seneste år. Hvor det før var almindeligt, at en phd-studerende havde adskillige internationale publiceringer bag sig ved afsluttet uddannelse, så er det i dag snarere undtagelsen. At tage en phd svarer til at have fuldført mesterlæren, og de færreste phd-ere har i dag erfaring med selvstændig forskning uden vejledning.

Det er derfor alt for tidligt at give phd-ere fast tilknytning til universitetet. De skal ud i verden og bevise deres talent før fastansættelse kan komme på tale.

Det er vel en af den slags forslag som ledere, der selv aldrig selv har forsket eller overhovedet har bidraget til universitetets kerneområder, kan sidde og finde på.