Githa Ben-David og Lars Muhl (GBD & LM) peger i deres kronik i Informationen den 11. oktober på en række forhold i dansk landbrug, som efter deres mening er uhensigtsmæssige eller direkte skadelige for vores fælles velfærd.
Desværre sker det under overskriften »Biogas vil give grønt lys for svineri langt ud i fremtiden« og påstande som » sandheden om biogasproduktion og afbrænding er nemlig, at den er urentabel og mindst lige så forurenende som ikke afgasset gylle«.
Der er ingen tvivl om, at landbruget har en udfordring i forhold til mange af de områder GBD & LM peger på: dyrevelfærd, pesticid- og antibiotikaforbrug mv. Men hvorfor slå bioforgasning i hartkorn med de dårligdomme GBD & LM gerne vil til livs i landbruget?
Biogasproduktion er en glimrende teknologi til at omsætte våde organiske fraktioner til energi på bæredygtig vis, samtidig med at værdifulde næringsstoffer udvindes og genanvendes i dyrkningsøjemed.
Der er eksempelvis tale om fosfor, et livsvigtigt grundstof, hvor de kendte reserver formentlig udtømmes inden for de næste 50—70 år. Det er en udfordring vi kommer til at forholde os til som samfund, og bioforgasning er et af de redskaber, vi har i værktøjskassen til at genindvinde ikke-fornybare, organiske ressourcer.
Derfor er det helt uforståeligt, at GBD & LM jonglerer med præmisser og følgeslutninger og får gjort bioforgasning til synonym for de forhold, GBD & LM gerne ser ændret i dansk landbrug.
Det svarer nærmest til at protestere mod et motorvejsbyggeri ved at lægge skylden for eventuelle skader byggeriet måtte forårsage på anvendelsen af lod og vaterpas i byggeprocessen.
Op i røg
Der eksisterer en række eksempler på projekter og virksomheder, der bruger bioforgasning til at løse miljøproblemer og dermed medvirker til at geare vores energisystem til en ny tid uden fossile brændstoffer.
Et eksempel er Solum Gruppen, som bioforgasser 20—25.000 tons husholdningsaffald om året på virksomhedens anlæg i Audebo. Husholdningsaffaldet, der kommer fra en række kommuner, bliver til kompost med et højt indhold af værdifulde næringsstoffer — herunder fosfor — som landmændene efterfølgende kan anvende i dyrkningsøjemed, samt biogas, der omdannes til elektricitet til forsyningsnettet.
Eller hvad med de nytænkende biogasprojekter, hvor en lokal virksomhed — ofte i samarbejde med den stedlige kommune — etablerer et biogasanlæg til at behandle overskydende organiske restfraktioner fra produktionen og kommunen — eksempelvis husholdningsaffald, tang fra den stedlige strand mv.? Ved at bioforgasse disse fraktioner er det muligt både at levere bæredygtig energi til omgivelserne og genindvinde og recirkulere de organiske næringsstoffer, der ellers ville være gået op i røg på en forbrændingsanstalt.
Projekter som de skitserede kæmper en daglig kamp for at oplyse offentligheden, herunder GBD & LM, i almindelighed — og kraftvarme elskaber og andre forbrændingsfans i særdeleshed — om, at bioforgasning af organiske restfraktioner er et nødvendigt supplement til den nuværende energisystem, hvis vi skal hive næringsstoffer ud af affaldet til gavn for kommende generationer — før vi brænder det af til varmeproduktion.
Gyllen boostes
Mange af disse projekter involverer samarbejde med de lokale landmænd, der leverer gylle til biogasanlægget. Det er der en mængde gode grunde til, udover det faktum at afgasset gylle optages bedre af planterne på markerne og dermed afgives mindre kvælstof til søer og vandløb.
Som bekendt er det nødvendigt at 'booste' gyllen ved med et 'krafttilskud', så der kan produceres gas. Der anvendes typisk energiafgrøder som majs eller fedtholdigt industriaffald, der er stigende knaphed på. I den henseende er biogas en fleksibel teknologi, hvor brugen af rest- og affaldsfraktioner fra byen — eksempelvis husholdningsaffald — kan bruges til at booste gyllen og dermed frigøre agerland til andet end dyrkning af energiafgrøder. Rest-/affaldsfraktioner fra henholdsvis by og land integreres ved hjælp af den biogasteknologien til ét samlet bæredygtigt og rentabelt flow, der både producerer energi og genindvinder ressourcer. Og opbygningen af den slags integrerede, bæredygtige systemer er også cleantech, hvilket er relevant i en tid, hvor vi helt berettiget spørger os selv om hvad Danmark skal leve af.
Så i stedet for at sætte lighedstegn mellem bioforgasning og de miljømæssige udfordringer, landbruget — og dermed det danske samfund — står overfor, bør diskussionen dreje sig om, hvad vi danskere forstår ved et bæredygtigt landbrug og hvordan vi etablerer systemer, der ikke blot producerer energi, men også genindvinder ressourcer i stedet for at brænde dem af. I den henseende er intelligente, sammenhængende systemer — på tværs af land og by — hvor bioforgasning anvendes som hjælpemiddel en del af løsningen, ikke problemet.
Thomas Alstrup er konsulent i virksomheden Pro-Ceres
Og hvordan så lige med al den transport, der skal til?
både for at trnsportere den gylle, som er en del af ingredienserne i gyllegassen, og dels de mange foderstoffer fra fjerne egne, der går at grisene "gør" i tanken?
Gyllegas er ike en hverken klima eller miljøgevinst. Kun affald fra en forældet produktionsform af levende dyr i et totalt overflodssamfund.
Der er intet bæredygtigt over gyllegas.
Den nuværende svineproduktion i DK er stærk miiljøfjendsk og klimabelastende.
30 mill. svin + heste, køer, får, mink, fjerkræ etc.
Det er klart, at med en animalsk produktion af den størrelsesorden, som udover planteproduktionen fra størstedelen af det danske landbrugsareal er baseret på massiv import af foderafgrøder, især fra Sydamerika, hvor kolossale naturområder i de senere år er inddraget til denne produktion, kan vi knap kompostere al gødningen og returnere den til markerne. Landbruget vil oven i købet have lov til at producere dyr uafhængigt af landbrugsbedriftens størrelse, så problemet stadig kan vokse og kun kan "løses" ved at forgasse den enorme mængde husdyrgødning. En stigende svineproduktion er således en økologisk ond spiral, men ikke desto mindre hvad landbruget ønsker, såvidt man mener at kunne profitere på det. Og så længe der er et marked og produktionen subsidieres, hvilket nok også bliver tilfældet med biogassen, vil der være basis for at øge denne produktion..
Denne tendens kan kun for alvor ændres, hvis flertallet ophører med at købe de billige og ikke bæredygtige kødprodukter. Først når de fleste går over til vegetarisk baseret grundkost, højst med et mindre tilskud af økologisk produceret kød, vil de politiske vinde kunne blæse en anden vej.
Bioforgasning af byslam - og for så vidt især af den animalske overskudsproduktion - kan være den løsning, som vi griber til her og nu. Men den kan ikke løse det langt større problem med rovdrift på Jordens biologiske ressurser, som kræver, at mennesket ophører med at leve som et rovdyr.
Fra et overordnet og globalt synspunkt går denne diskussion langt dybere end til spørgsmålet: Biogas eller ej? Den handler om de ressurser, som vi i det samlede regnestykke forbruger for at holde os i live. En økologisk bæredygtig produktion af overvejende vegetariske næringsmidler, vil slide langt mindre på Jordens ressurser, og i en sådan produktion vil den mindre mængde husdyrgødnig blive komposteret organisk for at opnå en optimal recirkulering af alle stoffer.
Man kan i og for sig ikke fortænke landbruget og videnskaben i at spekulere i svineproduktion og gyllegas. Så længe konsumenterne ikke tænker længere, er det den logiske konsekvens af vores kortsigtede overforbrug.
Ud over selv affaldsproblemet er der så lige de mere end 200 ton kobber, zink og resistente bakterier fra husdyrproduktionerne primært svinebrugene.
Og igen: man spiser ikke 30 millioner svin i Danamrk, vi får kun restproduktet nemlig giften, gyllen og gælden.
Hvad ved kunstnere om agurkesalat?
Muhls kritik af landbruget er bare en ny udgave af borgerskabets had til frie bønder.
Der er intet frit over de nuværende industrilandmænds virke.
Hellere agurkesalat end gyllegas.
Frie bønder? Jeg vil blot hellere støtte en økologisk landmand med en bæredygtig produktion af giftfrie afgrøder, end en svinebaron, som er uddannet til at udnytte markedskræfterne maximalt, hvilket synes at bero på mere og mere urealistiske forestillnger.
@Søren, det glæder mig.
Mit lille økologiske landbrug bære af få men trofaste kunder, der nyder besgøene, når de handler.
Det er så fantastisk at se sine kunder i øjnene.