Læserbrev

Bloktilskud er en god løsning

Debat
19. oktober 2011

Udviklingsminister Christian Friis Bach har de seneste dage sagt, at Danmark skal give flere bloktilskud, som myndighederne i udviklingslandene selv kan bestemme over. Det er en frimodig udmelding, fordi Danmark længe har villet have styr på, hvad hver enkelt dansk krone bliver brugt til.

Udmeldingen har rejst et ramaskrig. At Dansk Folkeparti mener, at det er vanvittigt, er en logisk konsekvens af partiets syn på udviklingsbistanden, men at NGO'er og gamle garvede bistandsfolk står på bremsen er overraskende. Hvad skyldes modviljen?

Kritikken drejer sig om to ting. For det første er der en stærk mistillid til regeringerne i u-landene. Bloktilskud risikerer at finansiere korruption og misbrug, fordi regeringerne ikke står til ansvar over for deres befolkninger, hedder det.

For det andet er der et argument om, at vi i Danmark ved, hvad der er brug for i u-landene. Det er os, der har ekspertisen.

Disse to argumenter fortjener en grundig diskussion. Mistilliden til u-landenes regeringer bygger på veldokumenteret og udbredt korruption i mange lande. Men det tager man højde for, når der ydes generel budgetstøtte.

Kontrol med tilskud

Danmark har detaljerede kriterier, der skal være opfyldt for at et land kan modtage danske bloktilskud. Samtidig er forvaltningen af offentlige midler blevet meget bedre i mange fattige lande. Bloktilskud ledsages altid af politisk dialog om det samlede statsbudget. Misbrug kan føre til indefrysning af støtten, og det rammer ofte modtagerlandene hårdt.

Hvad angår ekspertise, er der meget relevant viden i Danmark, men det ville dog være bedst at vores ekspertise blev efterspurgt, i stedet for at vi beslutter os for at stoppe den ned i halsen på u-landene.

Selvfølgelig er der regeringer, vi ikke kan give bloktilskud, fordi de fører en politik, der er uacceptabel. Og deri er udviklingsministeren sandsynligvis fuldkommen enig.

Det centrale spørgsmål er derfor, om det ikke vil være et fremskridt at give flere bloktilskud, end vi gør nu? Bloktilskud gør u-landenes regeringer langt mere ansvarlige, end når vi styrer tingene i detaljer.

 

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bloktilskud har det dilemma, at de lande, der er kvalificerede iflg kriterierne om god styring af offentlige finanser og hvad ellers man stiller op (tit for generelt og udefineret og let manipuleret i den retning, donoren ønsker det), ja de lande er dem, der har mindst brug for støtte overhovedet. De andre lande, der virkelig har brug for støtte til budgettet - og naturligvis skal man da formulere også ikke-bloktilskudsprogrammer og projekter inden for landets egne udviklingsramme - er faktisk ikke kvalificerede. Desværre forveksler man tit sin ønsketænkning med virkeligheden og giver blok- eller budgetstøtte der, hvor det faktisk ikke giver mening og repræsenterer brud på kriterierne.

Dermed ikke være sagt, at den danske, europæiske eller anden styring af de halvbloktilskudsagtige sektorprogrammer er særlig heldig, så langt fra. Tit er kriterierne overfladiske og formalistiske. Derfor også, at landene selv hellere vil have gammeldags projekter, inden for infrastruktur f.eks. I de lande jeg kender, er embedsmænd og halvoffentlige organisationer da heller ikke begejstrede for bloktilskud (budgetstøtte), fordi de faktisk aldrig nyder godt af dem, synes de. Også selvom deres organisation/aktivitet på en eller anden måde skulle nyde godt af støtten ved at fremskridt på deres område var en del af indikatorerne. Man kunne håbe, at Christian Friis Bach med sit kendskab til de faktiske forhold ville undlade at køre længere ud ad denne ufarbare vej.
I øvrigt underforstår vi herhjemme alt for meget, at verden hænger på vores læber eller er afhængig af vores småpenge. Nej. Der er nogle, der nyder godt af dem, og man kan give nogle indspark med dem. Det er vel det det drejer sig om. I øvrigt burde støtten regionaliseres, altså man burde opgive de her enkeltlande og i stedet have regionale centre, der kunne agere i de enkelte lande i regionen, hvor man kan se perspektiverne og nytten. Man har brug for langt mere smidighed end de her kæmpeallokeringer til en sektor man tit ikke får brugt. At gå videre til helt generelle bloktilskud til enkeltlande, er i det perspektiv den gale vej.

Det overraskende er at Udviklingsministeren øjensynlig vil presse mere budgetstøtte igennem, på tværs af de kriterier for budgetstøtte der er fastlagt. Således har det siden medio 2009 været officiel politik at udviklingsbistand altid skal gives som sektor budgetstøtte, med mindre der kan argumenteres imod (se Aid Management Guidelines/Programme Management Guidelines www.um.dk).
Altså en "omvendt bevisførelse", hvor det skal påvises at regeringerne ikke lever op til de ti krav eller kritierier, før bistanden skal ydes på andre måder.
Problemet er manglen på dokumentation af at budgetstøtte skulle være særlig fatigdomsorienteret. Det afhænger fuldstændig af regeringernes politik, og det er jo hele deres finanslov der får et tilskud, dvs. også militær og ministerpensioner.
Problemet med budgetstøtte er at man ikke nødvendigvis får støttet de organisationer der kæmper for en omfordeling og reel fattigdomsorientering, såsom fagbevægelsen og andre dele af civilsamfundet. I mange lande når budgetstøtte heller ikke ud til kommunerne.
Hvordan mener Lars Engberg og Udviklingsministeren seriøst der er "taget højde for korruptionen" i lande som Kenya, Tanzania og Mozambique? Hvilke analyser påviser det og hvad er årsagssammenhængen til budgetstøtte? Det kunne også være interessant at se f.eks de analyser der godtgør at selv lande som Afghanistan skulle kvalificere til sektor budgetstøtte.
Hvis Udviklngsministeren vrkelig vil undgå "projekttitis" kunne han jo starte med at skære ned på tilskud til Verdensbankens parallel projekter. Men "projektitis" er vel næppe den mest påtrængende for officiel dansk bistand, her 15 år efter at Danmark gik over til sektorprogram støtte.
Debatten om budgetstøtte er desværre en dårlig start på debetten om hvilke udfordringer der bør løses med tilskud af dansk udviklingsbistand. Den langt mest nødvendige debat bør handle om hvordan man bedst kan fremme større fattigdomsbekæmpelse og bekæmpelse af ulighed. Ikke om form, men om indhold og dernæst form. Hvordan får man støttet bedre skattesystemer og bedre aftaler om afgifter på udviklingslandenes naturresourcer, således at der kan omfordeles internt i landene? Budgetstøtte er et blandt flere midler man kan give udviklingsbistand med, men at det skulle give ansvarlige regeringer der vil bekæmpe fattigdom er der (desværre) ikke mange belæg for.
Blandt de lande i Afrika, der modtager en stor budgetstøtte, er der flere som også har haft en pæn økonomisk vækst. Samtidig vokser uligheden internt og fattigdommen vokser i bl.a byområderne. Det tyder på et problem med fattigdomsbekæmpelsen og den politik regeringerne fører, og rettes vel næppe op med mere -budgetstøtte?

” men det ville dog være bedst at vores ekspertise blev efterspurgt,”. Jeg spørger så hvordan skulle, de marginaliserede grupper nogensinde, kunne komme i en position, hvor de fik mulighed (og viden om)for at efterspørge vores ekspertise. Den selv samme ekspertise der indtil nu har sikret, at marginaliserede og undertrykte grupper: børn, kvinder, fattige, etniske grupper - i modtagerlandene også er blevet tilgodeset.
Ideen om bloktilskud bygger på den naive antagelse at modtager samfundene er homogene størrelser. En anden form for rasisme, hvis nogen skulle spørge.

Søren Kristensen

Kineserne har fat i den tykke ende. De går ind og siger: hvordan vi i fællesskab tjene på det her? At de så i mange tilfælde er lidt for interesseret i få profitten og koncessionerne over i deres kasse og lidt for lidt interesseret i menneskerettigeheder, miljø, demokratiudvikling og dens slags, det må man ligesom regne med, når det er kineserne. Sådan er de jo. Men vi kunne måske gøre noget lignende, bare på anden måde. Same same, but different.

En ny regering og nye minister med forældede løsningsmodeller! Christian Friis Bach virker nærmest bagudrettede, og ikke som en politikere der er beret på fremtiden. Et nyt fattigdoms senarie viser sig allerede og her vil udviklingsministerens bloktilskuds strategi vise sig at være totalt ubrugeligt. Jens Friis Lund påpeger et nyt fænomen nemlig at 75 pct. af de fattige i dag bor i såkaldt mellemindkomstlande og noget tyder på at denne tendens forstærkes i årene fremover.
Se: http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1416296/her-er-den-nye-globale-fatt...
Et andet problem er de oprindelige folk som per definition er kolonilaserede af de lande som skal modtage bloktilskud. Hvordan harmonisere bloktilskuds strategien, med Danmarks strategi for oprindelige folk? Eller er det sådan at den nye regering opgiver den hidtil førte politik på området?

Helt enig i, at lanceringen af budgetstøtte som 'fremadrettet' i virkeligheden er gårsdagens aftapning. Man kan selvfølgelig altid finde evalueringer, der viser, at det går fantastisk godt, men det har mere at gøre med betingelserne for evaluering, konsulenternes egeninteresse og donorernes specielle fortolkning af begrebet "bevis" (alt hvad en donor laver, er godt, medmindre andet er bevist, og det kan det per definition ikke).
Udviklingsbistand står i et seriøst dilemma: udvikling er kapitalistisk udvikling, men den er dårlig forstået af donorer fra vestlige lande, hvis uforstand over for kapitalistiske problemer jo også viser sig i vores del af verden. Men en sådan udvikling er hård og brutal. Hvis man var ærlig, kunne man sige, at man vil gøre den mindre hård og brutal, men det tør man ikke, i stedet omdigter man spørgsmålene til noget sødt om undervisning, der nok skal få hevet alle op, nedladende snak om brøndsystemer eller "vi skal have tillid til regeringerne". Og endelig undgå hvide elefanter samt at korruption er noget værre noget, så slemt, at vi ikke behøver specificere det nærmere.