Læsetid: 12 min.

Dagen efter oprøret

Besæt Wall Street-bevægelsen står ved begyndelsen, ikke ved afslutningen. Kapitalismens tabu er brudt, nu er det tid til at tænke i alternativer. Men aktivisterne skal vogte sig: falske venner pønser allerede nu på at spænde dem for magthavernes vogn og udvande budskabet
Besæt Wall Street-bevægelsen står ved begyndelsen, ikke ved afslutningen. Kapitalismens tabu er brudt, nu er det tid til at tænke i alternativer. Men aktivisterne skal vogte sig: falske venner pønser allerede nu på at spænde dem for magthavernes vogn og udvande budskabet
Debat
26. oktober 2011

Hvad stiller vi op, efter besættelsen af Wall Street – denne kulmination på en protestbølge, der begyndte langt væk (Mellemøsten, Grækenland, Spanien, Storbritannien), før den omsider nåede centrum og nu i forstærket form ruller tilbage over store dele af verden? En af de største farer, demonstranterne står overfor, er den selvforelskelse, der ligger lige for med de herlige stunder, de oplever på de ’besatte’ steder.

I et San Francisco-agtigt ekko af Wall Street besættelsen henvendte en fyr sig forleden søndag til menneskemængden i Zucotti Park med en invitation til alle om at deltage, som om det, der foregik var en happening i 1960’ernes hippiestil: »De spørger os, hvad der er vores program. Vi har ikke noget program. Vi er her for at have det sjovt og hygge os.«

Karneval og gadeteater er ingen kunst. Den sande test af sådanne aktionsformers værd, er det, som bliver tilbage dagen efter og de forandringer, vores normale dagligliv på længe sigt vil undergå. De protesterende skulle derfor hellere forelske sig i hårdt og tålmodigt arbejde.

De står ved begyndelsen, ikke ved afslutningen, så deres grundlæggende budskab burde være: Et tabu er nu brudt, vi lever ikke nødvendigvis i den bedst mulige af alle verdener – vi er berettigede, ja forpligtede til tænke i alternativer. I en slags hegeliansk triade er det vestlige Venstre nu kommet hele vejen rundt: Efter at have opgive den såkaldte »klassekamps-essentialisme« til fordel for en pluralitet af singulære anerkendelseskampe – anti-racistiske, feministiske, osv. – er ’kapitalismen’ nu tydeligvis genopstået som selve hovedproblemets identifikation. Så den første lære, der må drages, er: Giv ikke andre mennesker og deres holdninger skylden.

Problemet er ikke tilfældig korruption eller grådighed – problemet er et system, der ansporer til og skaber korruption blandt mennesker. Løsningen er ikke sige Main Street, not Wall Street’, men at ændre på et system, hvor Main Street ikke kan fungere uden Wall Street.

Vi har lang vej foran os, og snart bliver vi nødt til at løse de virkeligt vanskelige spørgsmål, som ikke er spørgsmål om, hvad vi ikke ønsker, men spørgsmål om, hvad vi ønsker. Hvilke sociale organisationsformer kan erstatte den eksisterende kapitalisme? Hvilken type nye ledere har vi brug for? Og hvilke nye organer behøver vi, herunder også organer for kontrol og magtudøvelse? Det 20. århundredes alternativer fungerede åbenlyst ikke.

Selv om det er opløftende at nyde glæderne ved ’den horisontale organisation‘ hos protesterende menneskemængder, der hylder den egalitære solidaritet og den frie og åbne debat, bør vi også huske på Gilbert Keith Chestertons ord: »Blot at have et åbent sind er intet; Både når vi åbner vores sind, og når vi åbner vores mund, er formålet at lukke det og den igen om noget solidt.«Dette gælder også for politikken i en uvishedens tid: De åbne debatter må nødvendigvis smelte sammen – ikke blot i nye Mestersignifianter*, men også i konkrete svar på det gamle leninistiske spørgsmål ’Hvad bør der gøres?’.

Angrebene fra konservativ side er lette at imødegå. Er protesterne uamerikanske? Når konservative fundamentalister hævder, at ’Amerika er en kristen nation’, skal man huske på, hvad kristendom er: Helligånden, det frie egalitære samfund af troende, som er forenet i kærlighed. Det er demonstranterne, som er Helligånden, mens de falske afgudsdyrkere findes på Wall Street.

Er de protesterende voldelige? Sandt nok, kan selve deres sprogbrug forekomme voldelig (’besættelse’ osv.), men de er kun voldelige i samme forstand, som Mahatma Gandhi var voldelig: De er voldelige, fordi de ønsker at sætte en stopper for den måde, tingene kører på – men hvad er denne vold i forhold til den vold, som er den nødvendige forudsætning for at opretholde et velfungerende globalkapitalistisk system? De kaldes tabere – men er de sande tabere ikke spekulanterne på Wall Street, der skulle reddes med hundredvis af milliarder af vores penge? De kaldes socialister – men i USA er der med disse hjælpepakker allerede indført socialisme for de rige. De bliver anklaget for ikke at respektere den private ejendomsret – men de Wall Street-spekulationer, der førte til krakket i 2008, udslettede langt mere surt optjent privat ejendomsret, end de protesterende ville være i stand, om de så hærgede nat og dag – tænk blot på de tusindvis af tvangsauktioner.

De er ikke kommunister, hvis kommunisme betyder det system, som velfortjent brød sammen i 1990 – og husk, at de kommunister, som stadig er ved magten, i dag står i spidsen for verdens mest skånselsløse kapitalisme (i Kina). Den kinesiske kommunistdrevne kapitalismes uhyre succes er et ildevarslende tegn på, at ægteskabet mellem kapitalisme og demokrati går mod en skilsmisse. Demonstranterne er alene kommunister i den forstand, at de bekymrer sig for det fælles – for naturen, for menneskelig viden – som er truet af systemet.

De bliver afvist som drømmere, men de sande drømmere er dem, der tror, at tingene kan fortsætte, som de er nu, i det uendelige eller med tilføjelse at blot kosmetiske ændringer. De er ikke drømmere, de er mennesker, som vågner op fra en drøm, som er ved at blive et mareridt. De ødelægger ikke noget, men reagerer alene på, hvordan systemet gradvist er i færd med at ødelægge sig selv. Vi kender alle den klassiske scene fra tegnefilmen: Katten når til en afgrund, men fortsætter med gå i lykkelig uvidenhed om, at den ikke længere har fast grund under fødderne, og først i det øjeblik, hvor den kigger ned og opdager afgrunden, begynder den at falde. Hvad demonstranterne gør, er bare at minde magthaverne om, at nu er tiden kommet til at kigge ned.

Det er den nemme del. De protesterende skal ikke kun tage sig i agt for fjender, men også for falske venner, der foregiver at støtte dem, men allerede arbejder hårdt for at udvande protesten. På samme måde som vi får kaffe uden koffein, øl uden alkohol, is uden fedt, vil magthaverne forsøge at forvandle protesterne til en harmløs moraliserende gestus. I boksning er ’at gå i clinch’ en metode til at holde modstanderens krop væk med armene for at forebygge eller hindre slag.

Bill Clintons reaktion på Wall Street-protesterne er et perfekt eksempel på politisk clinching; Clinton mener, at protesterne »alt taget i betragtning er ... en positiv ting,«, men han er bekymret over sagens tågede karakter: »Protester er nødt til at være for noget specifikt, og ikke bare imod noget. Er man kun imod noget, vil andre fylde det tomrum, du skaber,« sagde han. Clinton foreslog, at demonstranterne skulle stille sig bag præsident Obamas jobplan, som han påstod, vil skabe »et par millioner jobs over det næste halvandet år.«

Hvad man bør modstå i denne fase, er netop en sådan en hurtig omsættelse af protesternes energi til et sæt af »konkrete« pragmatiske krav. Ja, protesterne skabte vitterligt et vakuum – men et vakuum inden for den hegemoniske ideologi, og det vil tage tid at udfylde dette vakuum på ordentlig måde, eftersom det er et svangert vakuum, der åbner sig imod det virkeligt Nye.

Grunden til demonstranterne gik på gaden, var, at de havde fået nok af en verden, hvor alt, hvad der kræves for at føle sig god, er at give nogle håndører til velgørenhed ved genbrugsautomaten for Coke-dåser eller bidrage til at løse den tredje verdens problemer ved at købe en Starbucks-Cappuccino, hvor 1 pct. er prisen er afsat til dette. Efter at arbejde og tortur er blevet udliciteret, og efter at ægteskabsagenturer er begyndt at outsource selv vores romantiske stævnemøder, indså demonstranterne, at de alt for længe havde tilladt også deres politiske engagement at blive outsourcet – og nu forlanger de at få det tilbage.

Politikkens kunst er også at insistere på en bestemt efterspørgsel, som skønt den er fuldkommen ’realistisk’, forstyrrer selve kernen i den hegemoniske ideologi, dvs., som selv om den er absolut mulig og legitim, alligevel er en reel umulighed (universel sygesikring i USA var et eksempel på dette). I kølvandet på Wall Street-protesterne bør vi givet mobilisere folk omkring sådanne krav.

Men lige så vigtigt er det at holde afstand til det pragmatiske felt af forhandlinger og ’realistiske’ forslag. Hvad man altid bør huske på, er, at enhver debat her og nu nødvendigvis vil være en debat i fjendeland: Det er nødvendigt med mere tid for at virkeliggøre det nye indhold. Alt, hvad vi siger nu, kan blive eksproprieret fra os – alt på nær vores tavshed. Lad denne stilhed, denne afvisning af dialog og alle former for clinching, være vores ’terror‘, ildevarslende og truende som terror skal være.

Wall Street-protesterne er en begyndelse, og netop som sådan er man nødt til at begynde: med en formel afvisningsgestus, som i første omgang er vigtigere end noget positivt indhold – for kun en sådan gestus åbner overhovedet op for nyt indhold. Derfor skal vi heller ikke lade os tyrannisere af det evige spørgsmål: »Jamen, hvad vil de overhovedet?«

Husk på, at dette just er det arketypiske spørgsmål, som Manden som Herre og Mester slynger ud til den hysteriske kvinde: »Alt dit klynk og alle dine klager – aner du overhovedet, hvad du selv vil?« I psykoanalytiske forand er protesterne i virkeligheden en hysterisk akt, der provokerer Mesteren og undergraver hans autoritet, og spørgsmålet: »Jamen, hvad vil I«? har derfor alene til formål at forhåndsudelukke det sande svar, for dets egentlige pointe er: »Fortæl det med vores ord eller klap i!«

Dermed være naturligvis ikke sagt, at demonstranterne så skal skånes, forklæes eller smigres. I dag om nogensinde bør de intellektuelle kombinere en fuld støtte til demonstranterne med en ikke-patroniserende, kold analytiske distance, der passende kunne begynde med at spørge ind til demonstranterne selvudnævnelse til at udgøre de 99 procent imod den grådige ene procent: Hvor mange af de 99 procent er mon rede til at acceptere de protesterende som deres stemme og i hvilket omfang?

Vi bør her undgå fristelsen til at forfalde til Den Tabte Sags narcissisme, og undgå at forfalde til blot at beundre den sublime skønhed i oprør, der er dømt til at mislykkes. På vore dages venstrefløj vender problemet med »den bestemte negation« tilbage med eftertryk: Hvilken ny positiv orden skal erstatte den gamle, når den dag kommer, hvor opstandens sublime begejstring har lagt sig? Ser vi nærmere på det velkendte manifest fra de spanske indignados, venter der os en overraskelse. Det første, der falder i øjnene, er den pointeret upolitiske tone: »Nogle af os ser sig selv som progressive, andre som konservative.

Nogle af os er troende, andre ikke. Nogle af os har klart definerede ideologier, andre er apolitiske, men alle er vi bekymrede og vrede over de politiske, økonomiske og sociale udsigter, som vi ser omkring os: Korruptionen blandt politikere, forretningsfolk, bankfolk efterlader os hjælpeløse og ude nogen stemme.« De tilkendegiver deres udtryk for protest på vegne af »umistelige sandheder, som vi bør efterleve i vores samfund: retten til en bolig, beskæftigelse, kultur, sundhed, uddannelse, politisk deltagelse, gratis personlig udvikling, og forbrugerrettigheder til at føre et sundt og lykkeligt liv.« Idet de afviser vold, opfordrer de til »en etisk revolution«: »I stedet for at sætte penge over mennesker, skal pengene igen stilles i menneskers tjeneste. Vi er mennesker, ikke produkter.

Jeg er ikke et produkt af, hvad jeg køber, hvorfor jeg køber, eller fra hvem jeg køber.« Hvem vil være aktør for denne revolution? Skønt hele den politiske klasse, højre som venstre, bliver afvist som korrumperet og styret af magtbegær, består manifestet alligevel af en række krav, som rettes til – hvem? Ikke til folket selv: De indignerede hævder (endnu) ikke, at ingen vil gøre det for dem eller, at de (for nu at parafrasere Gandhi) er nødt til selv at blive den forandring, de ønsker at se. Det kunne se ud til, at Lacans alt for letkøbte og affejende bemærkning om demonstranterne i 1968 har fundet sit mål hos los indignados: »Som revolutionære er I hysterikere, der kræver en ny Mester: Det vil I få.«

Men hvem har da denne viden? Stillet over for de protesterendes krav indtager de intellektuelle afgjort ikke en position som det subjekt, der skal forestille at vide besked: De kan ikke operationalisere disse krav, ikke oversætte dem til præcise og detaljerede realistiske skridt. Da det 20. århundredes kommunisme faldt, forskærtsede de for altid rollen som den avantgarde, der forstår Historiens love og kan retlede de uskyldige ad dens sti.

Imidlertid ved folket det heller ikke – ’Folket’ som den nye figur, der inkarnerer Subjektet Som Formodes at Vide, er en myte lanceret af det Parti, som hævdede at agere på dets vegne fra Maos instruks om at ’lære af bønderne’ til Heideggers berømte appel til sin gamle bondeven i hans korte tekst: Hvorfor forbliver vi i provinserne? fra 1934, en måned efter at han trådte tilbage som rektor ved Freiburg Universitet:

»For nylig fik jeg en ny invitation om at undervise ved Berlins Universitet. Ved den lejlighed forlod jeg Freiburg og trak mig tilbage i min hytte. Jeg lyttede til hvad bjergene, hvad skoven og hvad marklandet sagde, og jeg tog hen for at besøge en af mine gamle venner, en 75-årig bondemand. Han havde læst om kaldet til Berlin i aviserne. Hvad ville han sige til det? Langsomt og med klare sikre øjne fangede han mit blik. Så lagde han uden at sige et ord sin trofaste hånd på min skulder og rystede næsten umærkeligt på hovedet: Det betøder: Absolut nej!«

Hvad den gamle bonde virkelig tænkte, kan ingen vide – efter al sandsynlighed havde han en forudanelse af, hvilket svar Heidegger ønskede af ham og var høflig nok til at give det. Ingen jævne folks visdom kan for de protesterende afklare spørgsmålet: Warum bleiben wir in Wall Street? Der er intet Subjekt, der ved det, hverken intellektuelle eller almindelige mennesker er klar over det.

Men er dette så ikke en blindgyde: en blind mand, der fører en blind mand eller mere præcist: De formoder begge om den anden, at han er blind? Nej, for deres respektive uvidenhed er ikke symmetrisk: Det er folket, som har svarene, de kender blot ikke de spørgsmål, hvorpå de har (eller rettere: er) svaret. John Berger skrev om »mængderne« af dem, som befandt sig på den forkerte side af Muren (som skiller dem, som er inde fra dem, som er ude):

»Mængderne har svar på spørgsmål, som endnu ikke er blevet stillet, og de har evnen til at udleve murene. Spørgsmålene er ikke stillet endnu, fordi at gøre dette forudsætter ord og begreber, der klinger sandt, og de, som aktuelt bliver brugt til at sætte navn på begivenhederne, er blevet slidt ned til meningsløsheder: Demokrati, Frihed, Produktivitet etc.

Med nye begreber vil spørgsmålene snart blive stillet, for historien netop en sådan udspørgende proces? Hvornår? Inden for en generation?«

Claude Levi-Strauss skrev, at forbuddet mod incest er ikke et spørgsmål, en gåde, men et svar på et spørgsmål, vi ikke kender. Vi bør opfatte kravene fra de protesterende ved Wall Street på en lignende måde: Intellektuelle bør ikke primært opfatte dem som krav, spørgsmål, som de bør imødegå med klare svar eller arbejdsprogrammer. De er svar, og de intellektuelle bør foreslå de spørgsmål, som de kan være svarene på.

Situationen er som i psykoanalysen, hvor patienten kender svaret (hans symptomer er sådanne svar), men ikke ved, på hvad de er svar, hvorfor det påhviler analytikeren at formulere et spørgsmål. Først igennem et sådant tålmodigt arbejde vil et program spire frem.

*)Begrebet ’Mestersignifiant’ betegner hos psykoanalytikeren Jacques Lacan den betydningsbærende udtryksstørrelse, der binder den symbolske orden sammen og derved sikrer samfundets konsistens

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"aktivisterne skal vogte sig: falske fjender pønser allerede nu på at spænde dem for magthavernes vogn og udvande budskabet"

Afklaringsspørgsmål:

Er det Slavoj Zizeks formulering eller Niels Ivar Larsen, der kender til begreber i det danske sprog, der indtil nu har været i hvert fald undertegnede ganske ukendt?

Og hvad er i så fald bedst eller værst: en falsk fjende eller en ægte fjende? Eller måske en venlig falskner? ;-)

Tak for artiklen.

Michael Skaarup

@Bo. det studsede jeg også over, men tænker der skulle stå "falske venner".

et eksempel på en falsk ven kunne være pavestaten.
http://www.information.dk/283164

til artiklen.:

kunne spørgsmålet være på ows, være hvordan gør vi (omverden) opmærksomme på finansmarkedets gullaschbaroner.

Øv, I kom mig i forkøbet ..

Eksemplet med Heidegger viser med al tydelighed, at et politisk vakuum kan blive fyldt med hvad som helst hvis ikke der er nogen der kender retningen!

Information offentliggjorde faktisk den engelske version i går.
Og der står falske venner.

http://www.information.dk/283118

Hvis I også læser artiklen vil I opdage denne sætning: ” De protesterende skal ikke kun tage sig i agt for fjender, men også for falske venner”. Der skulle altså have stået ”falske venner” i overskriften

Peter Günther

Man kan spørge sig selv om OWS bevægelsen var andet en d en døgnflue; en bevægelse som kom igang for sent og ville for lidt i forhold til de udfordinger det amerikanske samfund(men også vi) står overfor.

Amerkanerne har selv bevidst valgt at stække den nuværende regerings mulighed for at gøre noget som helst ved at stemme tea-party eller republikansk..

Fremragende artikel.

OWS står for hver dag der går mere for "Our World Sucks" end noget som helst andet. Et svar på et endnu ikke stillet spørgsmål ... tja

"Lad denne stilhed, denne afvisning af dialog og alle former for clinching, være vores ’terror‘, ildevarslende og truende som terror skal være."

Så det er det, som teltlejre, papskilte og filosofiske betragtninger omkring spørgsmål og svar er et udtryk for: Terror ..? Det virker nu heller ikke specielt konstruktivt.

Til artiklen:

"I en slags hegeliansk triade er det vestlige Venstre nu kommet hele vejen rundt: Efter at have opgive den såkaldte »klassekamps-essentialisme« til fordel for en pluralitet af singulære anerkendelseskampe – anti-racistiske, feministiske, osv. – er ’kapitalismen’ nu tydeligvis genopstået som selve hovedproblemets identifikation. Så den første lære, der må drages, er: Giv ikke andre mennesker og deres holdninger skylden.

Problemet er ikke tilfældig korruption eller grådighed – problemet er et system, der ansporer til og skaber korruption blandt mennesker."

Fuck filmreferancer og pop-kultur. Det er dét her, der gør Zizek så vigtig en tænker: han har aldrig anerkendt de post-moderne diskurser om en en venstrefløjspolitik uden klassekamp. Marx er for Zizek sprællevende, og længe før andre dristede han sig til at sige netop dét højt, i en tid hvor alle skyndte sig at tale med stor afstand og for guds skyld i datid om klassekampen, i frygt for at blive klynget op mod Muren. Imens resten af venstrefløjen var very, very post, kunne man finde Zizek stående i et universitetsauditorium i Guds og McCarthyismens eget land og besvare en vred spørger på "hvad i alverden for et samfundssystem, han (Zizek) ønskede?" med et højt og forbløffet "COMMUNISM, OF COURSE!".

Jeg overvejer at tage forbi Rådhuspladsen og se, om de lokale Occupy stadig holder gejsten oppe, og forære dem papirudgaven af dagens informer. Her i vores lokale afkrog af verden vil "man" ikke kaldes en antikapitalistisk bevægelse af frygt for at "spilitte". Men mon ikke virkeligheden stille og roligt trænger sig på hos de gode Occupy-folk, jo mere de beskæftiger sig med dette Grådighedens System? Der er jo formentlig andet end folkekøkken og gøgl på programmet i bevægelsen.

.

Tak igen for at bringe Zizeks kronik, Information.

“spilitte” = splitte

Niels Ishøj Christensen

Første halvdel er analyserende velskrevet, men så gå Zizek i selvsving og bevæger sig ikke ud af pletten. Han spørger: Hvilke sociale organisationsformer kan erstatte den eksisterende kapitalisme? Spørgsmålet røber, at Zizek i hvert fald ikke er nogen stor filosof, han sammenblander æbler og pærer. Det er jo ikke i første omgang nye organisationsformer, der skal træde i stedet for kapitalismen som økonomisk system, men et andet og nyt økonomisk system, som vil medføre nye organistionsformer. Når han skriver om de falske afgudsdyrkere (egentlig meningsløst, hvordan kan afgudsdyrkere være falske, de er jo falske i forhold til f.eks. kristendommen i og med de er afgudsdyrkere!) at de findes i Wall Street, så må det efter mine analyser være på grund af den politisk virkende symbolkraft de (og alle vi andre) traditionelt tillægger pengene. Og som vi i vores vestlige, liberale, kapitalistiske demokratier har opbygget et juridisk- politisk system omkring, der nu ser ud til at være ved at krakelere, fordi det ikke længere afspejler den virkelige, materielle verden, vi globalt set lever i.

Ja vogt jer for falske venner. Mennesker der vil misbruge jeres kamp. Forvrænge jeres budskab til egen fordel. Vogt jer for filosoffer der vil spænde OWS for sin egen narcissismes vogn. Thi de er også falske profeter...

Folkebevægelser er netop bevægelser, flere inde i hinanden, og ofte polariserede. Kun i bestemte og som oftest spontane aktioner, forener modsætningerne sig, og revolutionen bliver til en stemme. Dette var hvad der skete ved stormen på bastillen 1789. Faren ligger ikke kun hos de falske profeter, men i høj grad hos de personer, der vil reducere kompleksiteten til et homogent entydigt projekt.

Anders Sybrandt Hansen

Yes, Bo Nielsen,: Akademiet har ellers forsøgt at tæmme Zizek ved at kalde ham "the Elvis of cultural studies", men han er ikke kun entertainer

Birger Nielsen

Det kunne være interessant at spørge de demonstrerende amerikanere, om de går ind for et venstreorienteret samfundssystem, som vi opfatter det.

Gad vide om de er marxister, maoister, stalinister eller potister eller bare nyreviderede kapitalister?

Vedrørende underrubrik

Den tidligere fejl i underrubrikken, som nu er blevet rettet, tager vi på debatredaktionen det fulde ansvar for. Niels Ivar Larsen er altså ikke på nogen måde ansvarlig.

Debatvært
Espen Fyhrie

Artiklen findes åbenbart i to lidt forskellige varianter.

http://www.information.dk/283133

Ja, det er lidt overvældende, at bladet vælger at bringe først den engelske original - og derefter to danske versioner.