Kronik

Dagen efter oprøret

Besæt Wall Street-bevægelsen står ved begyndelsen, ikke ved afslutningen. Kapitalismens tabu er brudt, nu er det tid til at tænke i alternativer. Men aktivisterne skal vogte sig: falske fjender pønser allerede nu på at spænde dem for magthavernes vogn og udvande budskabet
Demonstranterne i Besæt Wall Street-bevægelsen hygger sig med gøgl og gadeteater. Men de må ikke falde for fristelsen til at blive forelsket i deres egen lille fest, advarer Slavoj Zizek

Demonstranterne i Besæt Wall Street-bevægelsen hygger sig med gøgl og gadeteater. Men de må ikke falde for fristelsen til at blive forelsket i deres egen lille fest, advarer Slavoj Zizek

Timothy A. Clary

26. oktober 2011

Hvad stiller vi op efter besættelsen af Wall Street — denne kulmination på en protestbølge, der begyndte langt væk i Mellemøsten, Grækenland, Spanien og Storbritannien, før den omsider nåede centrum og nu i forstærket form ruller tilbage over store dele af verden?

En af de største farer, demonstranterne står overfor, er den selvforelskelse, der ligger lige for. Den selvforelskelse, der vokser med de herlige stunder, de oplever på de 'besatte' steder.

Den er let at få øje på. I et San Francisco-agtigt ekko af Wall Street-besættelsen henvendte en fyr sig forleden søndag til menneskemængden i Zucotti Park med en in vitation til alle om at deltage, som om det, der foregik, var en happening i 1960'ernes hippiestil: »De spørger os, hvad der er vores program. Vi har ikke noget program. Vi er her for at have det sjovt og hygge os.«

Men karneval og gadeteater er ingen kunst. Den sande test af sådanne aktionsformers værd, er det, som bliver tilbage dagen efter, og de forandringer, vores normale dagligliv på længe sigt vil undergå. De protesterende skulle derfor hellere forelske sig i hårdt og tålmodigt arbejde.

De står ved begyndelsen — ikke ved afslutningen. Derfor burde deres grundlæggende budskab være: 'Et tabu er nu brudt, vi lever ikke nødvendigvis i den bedst mulige af alle verdener — vi er berettigede, ja, forpligtede til tænke i alternativer.'

Systemet er fejlen

Den vestlige venstrefløj er nu kommet hele vejen rundt: Efter at have opgive den såkaldte 'klassekamps-essentialisme' til fordel for en pluralitet af anerkendelseskampe — anti-racistiske, feministiske, osv. — er 'kapitalismen' nu tydeligvis genopstået som selve hovedproblemets identifikation.

Derfor er den første lære, der må drages: Giv ikke andre mennesker og deres holdninger skylden. Problemet er ikke tilfældig korruption eller grådighed — problemet er et system, der ansporer til og skaber korruption blandt mennesker.

Løsningen er ikke sige 'Main Street, not Wall Street', men at ændre på et system, hvor Main Streetikke kan fungere uden Wall Street. Vi har lang vej foran os, og snart bliver vi nødt til at løse de virkelig vanskelige spørgsmål, som ikke er spørgsmål om, hvad vi ikke ønsker, men spørgsmål om, hvad vi ønsker. Hvilke sociale organisationsformer kan erstatte den eksisterende kapitalisme? Hvilken type nye ledere har vi brug for? Og hvilke nye organer behøver vi, herunder også organer for kontrol og magtudøvelse?

Det 20. århundreds alternativer fungerede åbenlyst ikke. Selv om det er opløftende at nyde glæderne ved 'den horisontale organisation' hos protesterende menneskemængder, der hylder den egalitære solidaritet og den frie og åbne debat, bør vi huske på Gilbert Keith Chestertons ord: »Blot at have et åbent sind er intet: Både når vi åbner vores sind, og når vi åbner vores mund, er formålet at lukke det og den igen om noget solidt.«

Dette gælder også for politikken i en uvishedens tid: De åbne debatter må nødvendigvis smelte sammen — ikke blot i nye mestersignifianter*, men også i konkrete svar på det gamle leninistiske spørgsmål 'Hvad bør der gøres?'.

Ikke uamerikanske

Angrebene fra konservativ side er lette at imødegå. Er protesterne uamerikanske? Når konservative fundamentalister hævder, at 'Amerika er en kristen nation', skal man huske på, hvad kristendom er: Helligånden, det frie egalitære samfund af troende, som er forenet i kærlighed. Det er demonstranterne, som er Helligånden, mens de falske afgudsdyrkere findes på Wall Street.

Er de protesterende voldelige? Sandt nok kan selve deres sprogbrug forekomme voldelig ('besættelse' osv.), men de er kun voldelige i samme forstand, som Mahatma Gandhi var voldelig. De er voldelige, fordi de ønsker at sætte en stopper for den måde, tingene kører på. Og hvad er denne vold i forhold til den vold, som er nødvendig for at opretholde et velfungerende globalkapitalistisk system?

De kaldes tabere — men er de sande tabere ikke spekulanterne på Wall Street, der skulle reddes med hundredvis af milliarder af vores penge?

De kaldes socialister — men i USA har man med disse hjælpepakker allerede indført socialisme for de rige.

De bliver anklaget for ikke at respektere den private ejendomsret — men de Wall Street-spekulationer, der førte til krakket i 2008, udslettede langt mere surt optjent privat ejendomsret, end de protesterende ville være i stand, om de så hærgede nat og dag — tænk blot på de tusindvis af tvangsauktioner.

De er ikke kommunister, hvis kommunisme betyder det system, som velfortjent brød sammen i 1990 — og husk, at de kommunister, som stadig er ved magten, i dag står i spidsen for verdens mest skånselsløse kapitalisme (i Kina). Den kinesiske kommunistdrevne kapitalismes uhyre succes er et ildevarslende tegn på, at ægteskabet mellem kapitalisme og demokrati går mod skilsmisse.

Demonstranterne er alene kommunister i den forstand, at de bekymrer sig for det fælles, som er truet af systemet. De bliver afvist som drømmere, men de sande drømmere er dem, der tror, at tingene kan fortsætte, som de er nu, i det uendelige eller blot ved at tilføje kosmetiske ændringer.

De er ikke drømmere. De er mennesker, som vågner op fra en drøm, der er ved at blive et mareridt.

De ødelægger ikke noget, men reagerer alene på, hvordan systemet gradvist er i færd med at ødelægge sig selv.

Pas på falske venner

De protesterende skal ikke kun tage sig i agt for fjender, men også for falske venner, der foregiver at støtte dem, men allerede arbejder hårdt for at udvande protesten.

På samme måde, som vi får kaffe uden koffein, øl uden alkohol, is uden fedt, vil magthaverne forsøge at forvandle protesterne til en harmløs moraliserende gestus.

I boksning er 'at gå i clinch' en metode til at holde modstanderens krop væk med armene for at forebygge eller hindre slag. Bill Clintons reaktion på Wall Street-protesterne er et perfekt eksempel på politisk clinching. Clinton mener, at protesterne »alt taget i betragtning er ... en positiv ting«, men han er bekymret over sagens tågede karakter: »Protester er nødt til at være for noget specifikt og ikke bare imod noget. Er man kun imod noget, vil andre fylde det tomrum, du skaber,« sagde han.

Herefter foreslog han, at demonstranterne skulle stille sig bag præsident Obamas jobplan, som han påstod, vil skabe »et par millioner job over det næste halvandet år.«

Hvad man bør modstå i denne fase, er netop en sådan en hurtig omsættelse af protesternes energi til et sæt af 'konkrete' pragmatiske krav.

Det er rigtigt, at protesterne skabte et vakuum — men et vakuum inden for den dominerende og magtfuldkomne ideologi. Det vil tage tid at udfylde dette vakuum på ordentlig måde, for det er et svangert vakuum, der åbner sig imod det virkelig nye.

Tavshed som terror

Politikkens kunst er at insistere på en bestemt efterspørgsel, som skønt den er fuldkommen 'realistisk', forstyrrer selve kernen i den hegemoniske ideologi — dvs., som selv om den er absolut mulig og legitim, alligevel er en reel umulighed (universel sygesikring i USA var et eksempel på dette).

I kølvandet på Wall Street-protesterne bør vi givet mobilisere folk omkring sådanne krav. Men lige så vigtigt er det at holde afstand til det pragmatiske felt af forhandlinger og 'realistiske' forslag.

Man bør altid huske på, at enhver debat her og nu nødvendigvis vil være en debat i fjendeland: Det er nødvendigt med mere tid for at virkeliggøre det nye indhold.

Alt, hvad vi siger nu, kan blive eksproprieret fra os — alt på nær vores tavshed. Lad denne stilhed, denne afvisning af dialog og alle former for clinching, være vores 'terror' — ildevarslende og truende, som terror skal være.

 

 

*) Begrebet 'Mestersignifiant' betegner hos psykoanalytikeren Jacques Lacan den betydningsbærende udtryksstørrelse, der binder den symbolske orden sammen og derved sikrer samfundets konsistens

Slavoj Žižek er sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Kronikserie: Oprør

Det Arabiske Forår, ungdomsoprør i Spanien, vrede masser i London, Besæt Wall Street i USA. Oprøret breder sig, og de demonstrerende kræver et nyt samfund. Hvorfor eksploderer oprøret netop nu? Hvad skal der til for, at råbet bliver hørt, så oprøret ikke ender som en fuser? Hvad kan vi lære af tidligere oprør? De spørgsmål sætter danske og udenlandske eksperter og oprørere fokus på i Informations kronikserie.

Seneste artikler

  • Oprør uden opbakning

    5. december 2011
    En bølge af sociale protester skyller over Europa. Forrest i kampen går en politiseret ungdomsgeneration, der mangler arbejde og savner demokratisk indflydelse. Men hvor er de etablerede organisationer og fagforeninger?
  • Danskerne har indledt et stille oprør

    24. november 2011
    Landet over er vi er begyndt at udvikle nye fællesskabsbaserede svar på krisen, men vi mangler fortsat en proces, der kan sikre, at deres potentiale udfoldes tilstrækkeligt hurtigt. Og her er det traditionelle politiske system ikke til megen hjælp — snarere tværtimod
  • ’Jeg vil ikke have en ny iPhone, jeg vil have et nyt liv’

    21. november 2011
    Hvad vil de mange protestbevægelser, der spreder sig overalt? Ægte demokrati, arbejde. Ja, men også: En anden måde at leve på. De rækker langt ud over traditionelle forståelser af politik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Slavoj, når han er bedst. Tilgængelig og relativ klar. Man skal indse, at der er grænser for hvor længe man kan holde truslen svævende. (Jeg kommer til at tænke på Bent Larsen, som sagde, at truslen ofte er mere virkningsfuld end udførelsen.) Bill McKibbens organisation 350.org, startede på lignende vis, men har nu indset, at man er nødt til at søge konfrontation med systemet gennem mere konkrete krav og civil ulydighed. Men som Slavoj korrekt opsummerer: Man må kravle før man kan gå. Jeg vil godt henlede opmærksomheden på John Bellamy Forsters tale til besætterne i Oregon, USA:

John Bellamy Foster: We know why we occupy -- the Great Revolt from Below is here!

Men som Slavoj siger, så er der ingen grund til at forhaste sig. Krisen er blevet permanent, og det giver de vedholdende, tålmodige og målrettede gode kort på hånden.

Strategisk vil jeg sige med den gamle arbejderdigter Oscar Hansen: "Lad ej som trusler den svæve, lad den som lyn flamme ned".

Den er "den bevæbnede næve", men det er en metafor for den målrettede bevidsthed.

God kamp!

en af zizeks mere gode end slette artikler:

man bør måske også lige tilføje at de betragtninger, og antydninger af behov for dertil hørende praksisser,

( uden at de hver alle måske lige bruger samme ord som zizek )

jo nok er noget de fleste af de aktivister, mere / mindre bevidst selv "gennemregner".