Kronik

EUropa skal nok finde den rigtige vej — når alt andet er forsøgt

Kombinationen af svage beslutningsstrukturer og krise har åbnet for voldsomme magtkampe i EU: mellem små og store lande, mellem keynesianere og tysk inflationsfrygt og mellem stereotype forestillinger om dovne og arbejdsomme. EU skal nok overleve, men sårene bliver dybe, hvis de store lande ikke indser, at de globalt set blot er konger i dværgenes rige
Angela Merkel og Nicolas Sarkozy lægger planer for Europas fremtid. Desværre har de ikke helt så meget magt, som de selv tror.

Angela Merkel og Nicolas Sarkozy lægger planer for Europas fremtid. Desværre har de ikke helt så meget magt, som de selv tror.

Odd Andersen

Debat
21. oktober 2011

Det ser ikke godt ud for Europa og det europæiske samarbejde. Det har det ikke gjort siden 2008, selv om Lissabon-traktaten slap igennem den irske folkeafstemnings nåleøje og trådte i kraft i december 2009. Irerne stemte formentligt kun ja til den beskedne suverænitetsafgivelse, fordi de var i chok over sammenbruddet i det irske boligmarked og den finanskrise, der fulgte oven på krakket for Lehman Brothers.

I dag ser landet ud til at være på vej op igen efter hårde besparelser. Men det har blot rettet finansmarkedernes søgelys mod EU's bløde underliv, især Grækenland. Spanien, Portugal og Italien. Dermed ender de franske og tyske banker (og pensionskasser), som har spekuleret i at købe usikre græske statsobligationer, i farezonen. Tilsyneladende har de ikke tænkt på, at når obligationer giver renter på mere end 20 pct., kan det skyldes, at investeringen er risikabel.

Resultatet er, at långivningen mellem de europæiske banker nu er frosset helt til med katastrofale følger for produktion og beskæftigelse.

Vag beslutningsteknik

Spørgsmålet er, om det er EU's skyld, sådan som folkestemningen synes at mene?

Svaret er ja, i den forstand at den fælles valuta har bundet de europæiske økonomier tæt sammen. Selv ikke-eurolande som Danmark er reelt med i euroen i kraft af fastkurspolitikken — vi kalder bare vores euro for kroner og udstyrer sedlerne med billeder af eksisterende danske broer i stedet for de abstrakte broer, der pryder de 'rigtige' euro-sedler.

Når krisen har kunnet vokse sig så stor, skyldes det bl.a., at EU ikke er en føderal stat med deraf følgende magtbeføjelser til at redde nødlidende banker. Derfor har man ikke kunnet bruge de redningsmekanismer, som USA med succes anvendte oven på subprimekrisen. For amerikanerne gav bankredningerne faktisk overskud, fordi staten fik aktier for pengene. De kunne så sælges, da kurserne igen begyndte at stige. Det er altså ikke bankpakkernes skyld, at den amerikanske stat i dag har et kæmpe underskud på sine finanser.

At EU ikke har kunnet gøre den amerikanske stat kunsten efter skyldes, at det er noget nær en umulig opgave at få 17 eller 27 lande i EU til at enes om en sådan operation. Det så vi tydeligt i Slovakiet sidste uge.

Beslutninger som den amerikanske tager under alle omstændigheder meget længere tid at træffe i EU, og dermed aktualiseres behovet for nye og mere forpligtende samarbejdsformer. Men det indebærer så igen ændringer af traktater — noget både politikere og vælgerne næsten for enhver pris ønsker at undgå efter erfaringerne med Lissabontraktaten.

De store mod de små

Diskussionen om, hvilke beslutninger der skal til for at redde EU's økonomi, bringer også den klassiske strid mellem de små og de store lande op til overfladen.

Dette grundlæggende forhold diskuterer vi ikke meget i Danmark, hvor vi synes at operere ud fra en forestilling om, at vi godt nok er små, men alligevel store. Verdens største lille land pga. alle vores kvaliteter. Danmark kalder sig ikke engang officielt for en småstat. Det holdt Udenrigsministeriet op med i 1990-91, da de baltiske lande blev frie, og Danmark kunne optræde som beskytter af dem.

Helt selvovervurderende er den danske holdning ikke. Ser man nøjere efter, er der i EU efter udvidelsen i 2004 ti lande, hvis indbyggerantal er mindre end Danmarks. Vi tilhører altså den gruppe af mindre og mellemstore lande, der reelt har vundet suverænitet ved at udøve den i fællesskab inden for det regel- og lovbundne samarbejde, som EU oftest er.

De, der har tabt i indflydelse, er de lande, der endnu tror, at de er store. Her taler vi primært om Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Set i international sammenhæng er de også små, men det erkender de ikke. Som en anonym tidligere formand for Europakommissionen så rammende har udtrykt det: »EU består kun af små lande — forskellen er blot, at der er nogle af dem, der ikke har opdaget det endnu.«

De fleste mindre lande i EU har haft en vanskeligere og mere omtumlet historie end Danmark og erkender, at de har vundet i indflydelse ved samarbejdet. Det er derimod ikke den gængse opfattelse i Danmark, hvor de fleste ubevidst anser os for at være en stormagt, der bare ikke fylder så meget, som vi egentlig burde. Under alle omstændigheder oplever mange af os, at vi har tabt lige så meget i selvstændighed og suverænitet som tidligere stormagter som Storbritannien og Frankrig. Vi opdager simpelthen ikke den reelle indflydelse, det regulerede samarbejde giver mindre stater.

De smås magt angribes

Den reelle fordel for de mindre og mellemstore stater er i øjeblikket på spil i kampen om, hvem der skal bestemme hvad i svaret på gælds- og bankkrisen.

Angela Merkel og Nicolas Sarkozy lader, som om det er dem — og i mindre grad deres lande — der tager initiativer og kan bestemme udviklingen.

Det gør de ikke ret godt. Bl.a. fordi deres befolkninger ikke er indforstået med det, især ikke den tyske, der er ved at blive lige så euroskeptisk som nederlænderne og danskerne længe har været. Dette til trods for, at den tyske eksportindustri har tjent mest på det fælles marked og euroen.

På den anden side står Kommissionen personificeret ved Manuel Barroso, der kæmper for, at beslutninger skal tages i fællesskab efter vedtagne regler, så de små og mellemstore lande sikres indflydelse.

Denne kamp mellem store og små lande er den vigtigste i den aktuelle krisestrid.

Keynes mod Merkel

En anden vigtig brudflade i kampen om den økonomiske magt i EU er sammenstødet mellem to forskellige nationale traditioner for forholdet mellem regeringer og nationalbanker. På den ene side står den tyske, hvor banken kun har til opgave at sikre valutaen mod inflation. På den anden står den mere interventionistiske — eller skulle vi sige keynesianske — franske og danske tradition for en større politisk indflydelse på pengepolitikken og renteniveauet.

Denne forskel er ikke kun bestemt af nationale traditioner, men afspejler også forskellen mellem en liberalistisk monetær politik og en socialdemokratisk strategi, der prioriterer vækst og arbejdspladser højest.

Det er derfor, vi nu ser tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gå ud med en hård kritik af Merkel og Sarkozy og støtte til Barroso (Deadline 13. oktober). Det er med andre ord både nationale og politiske forskelle, der præger diskussionerne i EU.

Krise kan give fremgang

Det europæiske samarbejde har tidligere været i alvorlig krise. Ja, man kan sige, at samarbejdet stort set kun har bevæget sig fremad gennem kriser.

Det gjaldt krisen i 1965, hvor Frankrig lod sin stol i Ministerrådet stå tom i et halvt år for at få sin vilje med hensyn til landbrugsordningerne og afvisning af britisk medlemskab.

Frankrig vandt og fik indført reglen om, at alle lande kan nedlægge veto mod fælles beslutninger. Hvilket især er til fordel for de store lande samt stædige lande som Cypern og — indtil for nylig — Grækenland. Alle andre er blevet banket på plads, også Danmark i Edinburgh 1993. Vi kaldte det bare vores egen beslutning at indføre de fire forbehold, som siden kun har generet Danmark.

Krisen blandt de seks i 1960'erne varede reelt helt til topmødet i Haag i december 1969, hvor vejen blev banet for optagelsen af Storbritannien (og dermed Danmark og Irland).

Samarbejdet gik imidlertid i stå med 1970'ernes økonomiske kriser, der skyldtes meget mere end stigende oliepriser. Først efter at Frankrig 1981-82 under den nyvalgte socialistiske præsident Mitterrand måtte erkende, at end ikke Frankrig var stort nok til at kickstarte sin økonomi på egen hånd, kom der fart i samarbejdet. Den ansvarlige var Jacques Delors, der havde stået for den mislykkede franske politik, men nu som ny formand for Kommissionen relancerede Det Indre Marked i 1985-86 og indførte Den Økonomiske og Monetære Union i Maastricht 1991.

Der var ikke kun økonomiske men også politiske grunde til ØMU'en, idet den var Frankrigs pris for at acceptere foreningen af Tyskland.

Kohl ofrede D-marken af hensyn til det større mål, tysk enhed, men fik aldrig hele sin befolkning med sig. Den uenighed viser sig nu i form af modvilje mod og foragt for de 'slappe og evigt ferierende grækere'.

Kritikken af manglende græsk vilje til at betale skat er berettiget. Men det skulle have været tacklet af stærkere europæiske institutioner, end dem staterne og borgerne har været villige til at oprette. Og nu hænger vi på den i fællesskab, også Danmark selv om vi lader som om, vi står udenfor.

Farlige stereotyper

Skal man dømme ud fra historien overlever EU nok. Ja, unionen kommer muligvis endda styrket ud af krisen. Men først efter at de små store lande som Frankrig og Tyskland har prøvet alle de forkerte løsninger, og Storbritannien alt for længe har siddet og gnedet sig i hænderne i håbet om, at City of London igen vil blive finanscentrum på EU's bekostning.

Risikoen er imidlertid, at befolkningerne tror på alle de kritikker og gentagelser af gamle stereotype forestillinger, som farer rundt i medierne — især genoplivningen af en forskel mellem nord og syd i Europa. Samtidig spilles nazikortet mod Tyskland både fra højre og det yderste venstre — hvor urimeligt det end er.

Resultatet kan let blive endnu mere modstand mod det samarbejde, som er Europas eneste mulighed for at hævde sig i en verden, der faktisk er ved at blive global. Og vi har næppe råd til at vente på, at det også begynder at gå galt for Kina, Indien, Brasilien og de andre vækstøkonomier. For slet ikke at tale om svækkelsen af det eksemplets magt i form af demokrati og menneskerettigheder, som EU — sommetider — lever op til.

 

Uffe Østergård er professor i europæisk historie, CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At bankpakkerne gav overskud i USA vil jeg gerne se bevis på. Jeg mener Uffe Østergård tager fejl.

Hmm. Der er mange ekstremt provokerende og irriterende påstande i denne kronik/kommantar. Men lad mig tage denne her:

"Resultatet kan let blive endnu mere modstand mod det samarbejde, som er Europas eneste mulighed for at hævde sig i en verden, der faktisk er ved at blive global."

Først: Verden har altid været global. "Verden" og "global" er synonymer, fjols.

Vigtigst: Hvorfor ønsker du at Europa skal "hævde sig i verden"?

I 1800-tallet og op til 2. verdenskrig, var tiden hvor især England og Frankrig i dén grad "hævdede sig i verden". Og resultatet var utallige konflikter og krige i Asien og Afrika, som skyldtes alle de stupide ting de to lande foretog sig. Mange af de konflikter som de to lande skabte, fortsætter stadig i dag.

Efter 2. verdenskrig har det især været USA der har "hævdet sig i en verden". Og resultatet af dét har blandt meget andet, været umådeligt mange døde amerikanske soldater, og umådeligt mange milliarder spildte dollars af skatteydernes penge.

Det sidste i verden jeg ønsker er, at Europa igen begynder at "Hævde sig i en verden".

Nej, tak. Men ellers tak. - Og ned med EU... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Man kan undre sig over, hvad CBS (Handelsdhøjskolen) skal bruge en professor i Europæisk historie til. Skal regnedrengene (og pigerne) nu og også være dannede? Tja, men dannelsen bliver hurtigt overtaget af politiske argumenter, sådan som Uffe Østergård her giver eksempler på. Og når den politiske intention får overtaget over den sunde dømmekraft, og historien spændes for den politiske vogn, bliver professorens klogskab let at forveksle med simpel propaganda.

Mansour Heydari

Jeg synes der er mange huller i artiklen. En af dem er at, følge Uffe Østergaard vil EU overleve, men først efter at Frankrig og Tyskland har prøvet alle de forkerte løsninger, og »Storbritannien alt for længe har siddet og gnedet sig i hænderne i håbet om, at City of London igen vil blive finanscentrum på EU’s bekostning.«
Men al de afvejer og forkerte løsninger koster penge og resurser. Spørgsmålet er, har de europæiske borgere råd og overskudt til det her?

Brian Pietersen

Mansour

jeg har ikke, jeg vil ud af den børnehave nu.

Men såfremt man ikke belyser magt-strukturerne i forholdet imellem de små nationer i EU med henblik på, hvad offentlighederne har af muligheder i situationen i forhold til EU betragtet som politisk elite-projekt, ligger der egentligt ikke nogen perspektiver i artiklen. "Risikoen er imidlertid, at befolkningerne tror på alle de kritikker og gentagelser af gamle stereotype forestillinger, som farer rundt i medierne" (Uffe Østergård). Og indskriver sig dermed i samme kategori, som i citatet kritiseres.

Hvor vil du egentlig hen, Uffe?

Med venlig hilsen