International kommentar

Fælles mønt forudsætter fælles vaner

Hvad kræves der for, at Grækenland og Italien skal trives med D-mark? Havde man formuleret udfordringen sådan, var svaret lettere at se: Tyske vaner
Debat
6. oktober 2011

Det sidste halvandet år har den ene krisepakke i eurolandene afløst den anden. Det mest bekymrende ved situationen er ikke den manglende holdbarhed i de forskellige kriseløsninger, men den manglende forståelse af de grundlæggende udfordringer, som den fælles mønt skaber.

Rent politisk har Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU'en) kun spinkel demokratisk forankring. Sverige og Danmark kom ikke med, fordi folket — ved en folkeafstemning — sagde nej. I andre lande bestemte demokratisk valgte organer, at euro ville man have, hvis man kunne få det. Et stort folkeligt engagement for at udskifte egen møntenhed med EU's valuta, var vanskeligt at spore.

Det, man imidlertid ikke erkendte i processen, er, at indførelse af en fælles mønt indebærer langt mere end at udskifte gamle pengesedler med nye og acceptere en fælles centralbank samt bortfald af egen rente- og valutapolitik.

Da Tyskland havde mest at tabe ved overgangen til den fælles mønt — nemlig den prestigefulde og stabile tyske mark, som de andre EU-lande i grunden misundte tyskerne — var det kun ret og rimeligt, at tyske vaner nu skulle gælde for alle: Euroen blev derfor konstrueret med den tyske mark som skabelon.

Fanget i gamle vaner

Hvad skal der til for, at Grækenland og Italien kan trives med tyske mark som sin valuta? Var udfordringen blevet stillet sådan op, havde svaret været lettere at se: Nemlig tyske vaner. Både når det gælder løn- og prisstigninger og orden i de statslige finanser.

Grækenland har ingen drakme at nedskrive og Italien ingen lire. Man må da undgå at komme i en situation, hvor der bliver behov for nedskrivning af ens valuta. Det betyder, at løn- og prisstigninger må være på linje med dem i Tyskland. Og at statens udgifter ikke må være så store, at konkurrenceudsatte virksomheder får for dårlige rammebetingelser.

Gamle vanemønstre er svære at bryde. Bedre blev det ikke, da græsk og italiensk overforbrug for statens penge ikke fik konsekvenser for hverken renter eller valutakurs. Den lave rente, som ECB — den fælles centralbank for Euroland — bestemte, kom også Italien og Grækenland til gode. Forvarsler om nødvendige fremtidige devalueringer var der ikke behov for; man havde jo ingen valuta at nedskrive.

Den disciplin, som markedet tidligere havde tugtet Grækenland og Italien med — i kraft af en højere rente, når statsfinanserne løb løbsk — var også borte. Den statslige låneiver, som det var tanken at holde i skak igennem den såkaldte stabilitets- og vækstpagt, fungerede ikke efter hensigten. En midlertidig overskridelse fra tysk side, der blev set igennem fingre med, udhulede pagtens legitimitet og dermed dens effekt.

Mange er nu ivrige for at skabe en finanspolitisk union som overbygning på den monetære. En finanspolitisk union indebærer, at de offentlige indtægter og udgifter i det enkelte land skal ses som et EU-anliggende. At nogle lande har overskud på deres statsbudgetter og andre underskud giver mindre anledning til bekymring, så længe helheden er i rimelig balance. Overførsler landene imellem indgår som et centralt element i en finanspolitisk union.

Identiteten spænder ben

Parallellen til USA er oplagt. Hvert år har staten New Mexico store underskud på sine offentlige budgetter, og hvert år har staten Rhode Island solide overskud på sine. Det hele udjævner sig ved, at New Mexico er fast modtager af midler, og Rhode Island fast leverandør af dem. At amerikanerne i Rhode Island således finansierer de offentlige udgifter i New Mexico, er et mindre problem. Man er amerikaner først og dernæst indbygger i den enkelte stat.

I Europa er det — indtil videre — modsat. Man har for vane at se sig selv som græker eller tysker først. Dernæst som europæer. Så længe det forholder sig sådan, bliver en finanspolitisk union et demokratisk problem.

'Under massivt pres fra EU og IMF gennemfører politikerne i Grækenland alene krisepakker, hvis hensigt det er at udpine os mest muligt,' tænker de almindelige grækere. 'Højere skatter og reducerede offentlige ydelser for at skabe bedre balance i de statslige finanser er, hvad alting drejer sig om. Tilliden til politikerne bliver svækket. Vil de overhovedet deres eget folks bedste?'

Catch 22

I en sådan situation er det sandsynligt, at omfanget af den skjulte økonomi vil vokse. Ikke blot i Grækenland, men også og i andre EU-lande, hvor skattetrykket og politikerleden vokser.

En voksende sort økonomi betyder, at folk holdes beskæftiget. Men konsekvensen er også, at en forøgelse af skatte- og afgiftssatser indbringer færre penge i statskassen end planlagt. Det hele har et præg af Catch 22.

I bagklogskabens lys skulle man tro, at det var let at se, hvad der burde være gjort anderledes, da euroen blev indført. Indførelsen af en fælles mønt indebærer et kulturprojekt. Man kan ikke nøjes med bare at fokusere på de traditionelle økonomiske forhold. Man må lodde dybere: Hvilke vaner og traditioner i samfundet kommer under pres med en fælles mønt?

Arbejdsmarkedets virkemåde og den måde, hvorpå statens finanser ordnes, er to helt centrale områder. Et målbevidst arbejde, hvor andre eurolande over tid får held til at etablere tyske vaner på disse områder, er afgørende, hvis euroen skal overleve på sigt.

Men nej — ingen ser ud til at have særligt fokus på det. Krisepakker, hvor det nødvendige antal milliarder euro bestandig vokser, er det, som præger nyhedsbilledet og optager politikere og embedsværk i eurolandene.

Arne Jon Isachsen er norsk professor i samfundsøkonomi

© Arne Jon Isachsen og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Jon Isachsen er ikke særlig klar i spyttet. Hvad mener han egentlig? Han ved tilsyneladende en masse om, hvad der foregår, men han giver sig ikke til kende.

Når jeg hører den slags udsagn, så lyser der en rød lampe hos mig.

Der er en agenda hos magthaverne i bla. EU / de for tiden. Jesuitten van Rumpoy ved ALT om, hvad han / de gør, og hvad der sker. Men den slags feje typer sider det aldrig. De har en plan. De har brygget på den siden unionens start lige efter 2. verdenskrig, hvor nazisterne undslap og reddede deres financer, deres videnskab og deres efterretningsvæsen over til efterkrigstiden. Samtidig reddede de sig selv fra historieskrivningen ved at sørge for, at det ikke fandt sted. Vi tror i dag, at det ikke fandt sted.

EU var dengang et nazistisk projekt. Det blev skabt, mens de stadig kunne agere bag de store skærme uden at blive opdaget. Så gled projektet over i gråzonen og videre over i de store institutioner.

Van Rumpoy er jesuit. Jeg vil anbefale nøje at studere deres historie. Studer deres psykopatiske ophav, deres tidlige historie. Studer deres synderegister for at korrumpere, infiltrere, og manipulere magthavere gennem renaissancen, oplysningstiden og så videre. Studer deres tilnkytning til den mest obskure og skumle del af den katolske kirke med dens pavemord, banksvindel, konspirationer og pædofili-dyrkelse. Studer deres såkaldte 'uddannelsesprogrammer' også kaldet hjernevaskerprogrammer, deres infiltration af videnskabelige selskaber og kvælertag på disse. Studér dem.

Van Rumpoy er en af dem. Og han ved nøjagtig, hvad de har ang i. EU er - selvfølgelig - dybt infiltreret og kkorrumperet af denne militante munkeorden og deres århundredgamle agenda.

Og nu rykker de efter et overordnet finansorgan på EU-niveau. Den iscensatte krise skal bane vejen. Først kaos og så kvælertag. Først frygt, så finans-tyranni.

Alle top-nazisterne var opdraget og uddannet af jesuitter. Hvem ved det i dag? Ingen ...

Jeg tror jeg ved hvad Isachsen mener med sin artikel. Hvis man er med i et økonomisk fællesskab hvor nogle får og andre giver, skal man også have en fællesskabskultur, acceptere politiske beslutninger, deltage aktivt i den politiske dialog og kræve indsigt i alle politiske beslutninger via interesseorganisationer, foreninger og andre høringsberettigede sammenslutninger mv. Alt dette er nærmest ikke eksisterende i Grækenland hvor demokrati handler om strejker og demonstrationer.
Men har Merkel og Sarkozy ikke været mere end vidende om de gigantiske mia. lån som deres banker har givet Grækenland? Lån der i sig selv har diskvalificeret landet til at være en del af eurozonen. Jeg tror, at Tyskland og Frankrig dermed er medansvarlige for situationen. De rige grækere betaler ufatteligt lidt i skat - de kender ikke til de nordiske landes progressive beskatning hvor der betales efter evne. Man har i realiteten ingen indkomstskat. Hvis der ikke havde været turisme og EU-støtte, hvad ville der så være tilbage? Grækenland har brug for en håndfast EU-styring hvor korruption betragtes som landsforrædderi og straffes hårdt, ekstern revision af alle offentlige regnskaber samt sikring af et indkomstskatte system der svarer til det vi kender i de nordiske lande. Papandreou har selv anbefalet, at Grækenland skulle organiseres og styres politisk som det kendes i Danmark.

Grækere er kendt for at være et folkefærd af paranoide konspirationsteoretikere. Man skulle næsten tro, at Morten Hansen havde græsk ophav ...

Michael Kongstad Nielsen

Arne Jon Isachsen mener, at Euroens indførelse skulle have været ledsaget af et kulturprojekt, hvor grækere, italienere osv. blev opdraget til at være ligesom tyskerne. En slags kulturel ensretning. Fra børnehavealderen må man formode, så virker det mest effektivt. Jeg håber han selv kan se, hvor vildt det er, det han siger.

Nej, det man skulle have erkendt, var, at projektet var håbløst, en ideologisk drøm uden hold i virkelighed, behov og muligheder, og derfor ikke skulle have været sat i gang. Nu hvor den sandhed viser med fuld styrke, må man se at få projektet afviklet stille og roligt i god ro og orden.

Ps. Arne Jon Isachsens sammenligning med USA tror jeg ikke holder for en nærmere prøvelse. En amerikaner er ikke først og fremmest amerikaner, men latino i LA, puertoricaner i NY, hvid i Georgia, kineser i San Francisco eller jøde i Washington - dernæst amerikaner.

Pps. Og så tror jeg forresten ikke staterne udligner så meget mellem staterne. Mange stater har kæmpegæld, som de selv forrenter og forsøger at addrage på. Nogle af dem er mere forgældet end Grækenland.

Alt det der viste vi godt, det var jo derfor vi stemte nej.

Enig med Kongstad. Artiklen starter med en udmærket, men ikke helt ukendt eller overraskende diagnose og ender i gudsjammerlig kulturalisme. Det ville være passende for en professor i samfundsøkonomi at stille en samfundsøkonomisk diagnose af forskellighederne mellem eks. Tyskland og Grækenland og ikke en kulturel. Grækenland er nu engang af mange forskellige, bl.a. geografiske, grunde ikke et udviklet industriland - og selv de udviklede inden for Europa har problemer. At indføre valutaensartethed i så forskellige økonomiske strukturer med forskellige produktivitets- og omkostningsniveauer samt udbygning af moderne sektorer, var den basale fejl. Hvad er hovedsektorerne i græsk økonomi? Hvordan har de klaret sig? Hvordan kan de rige udføre deres penge? Er turisme et godt og sikkert levebrød? Græske oldtidsminders vedligeholdelse, omkostninger ved olympiaden. Hvad med alt det? Samt så lidt om finansmarkedernes rolle i den sidste sørgelige del af historien.