Kommentar

Farvel til Gaddafi — velkommen til det nye arabiske forår

Libyens første skridt til frihed blev taget af Gaddafi. Det næste blev taget af NATO. Nu er det op til libyerne at nå helt i mål
26. oktober 2011

Moammar Gaddafis død er mere end blot et dramatisk farvel til en tyran. Meget mere. Det er en æra, der slutter. Gaddafi er en af de sidste store excentriske skikkelser i Den tredje Verden. Yasser Arafat er væk, og Cubas Fidel Castro og Nelson Mandela er ikoner, der bevæger sig mod livets aften.

Det var i 1969, den kun 27-årige løjtnant greb magten ved et militærkup og derefter fastholdt Libyen i sit jerngreb i 42 år.

Libyen efter Gaddafi er ikke kun et smadret fallitbo. Det er også et befriet land, og det har ikke mindst Gaddafi æren for. Han gjorde den tidligere italienske koloni til et selvstændigt arabisk land, udviste udlændinge og gjorde arabisk til landets officielle sprog. Han åbnede olieæraen ved en aggressiv afpresning af de internationale olieselskaber. Dermed begyndte de voldsomme olieprisstigninger, der i efteråret 1973 lagde danske landeveje øde, da benzinen blev dyr.

De 42 år har med andre ord ændret Libyen dramatisk. Fra at være et øde forblæst ørkenland med knap tre millioner indbyggere, er det i dag kendt over hele verden. Og takket være de enorme olieindtægter er Libyen blevet et moderne samfund.

NATO afgørende

Men prisen for de nu seks millioner libyere har været høj. De har været underkastet et voldeligt og tyrannisk diktatur — ligesom de fleste lande i den arabiske verden er det i større eller mindre grad. Billederne fra Sirte af den faldne tyran, der bliver slæbt blødende gennem støvet, er det klassiske billede af en despots endeligt. Men det interessante ved Gaddafi-styrets undergang og Libyens officielle befrielseserklæring lørdag er de store perspektiver, det rummer for Det Arabiske Forår.

Man behøver blot at forestille sig, at det var lykkedes Gaddafi at slå oprøret ned. Vi ved i dag, at oprørerne stod magtesløse over for Gaddafis professionelle hær. Afgørende blev, at FN vedtog en resolution, der gav NATO — og dermed danske bombefly — adgang til fire måneders metodiske bombetogter over Gaddafis byer. Uden NATO's hjælp ville Libyens arabiske forår for længst være visnet.

Tænk blot på i fredags, da Gaddafis konvoj med hærchefen og sønnen Muntasim var ved at undslippe de forfølgende oprørere. Franske kamphelikoptere greb ind og beskød den fra luften.

De fleste i konvojen blev dræbt på stedet, Gadaffi flygtede og først derefter indhentede og myrdede oprørerne ham. Uden NATO's hjælp kunne det igen være lykkedes Gaddafi ikke blot at undslippe, men at begynde en ny krig mod oprørsstyrkerne i nord fra 'befriede områder' i det sydvestlige Libyen.

Isvinteren lurede

Det Arabiske Forår fik en lykkelig og hurtig udgang i Tunesien og Egypten. Men så gik det i stå. Libyernes afgørende kamp mod Gaddafi-styret trak ud. Med Gaddafis død er Nordafrika fra Tunesien til Cairo 'befriet'. Libyen er nu blevet en del af en arabisk revolution.

Var det ikke sket, ville signalerne til Syriens præsident Bashar Assad og de øvrige tyranner have været ganske anderledes, nemlig: Hold fast. Vi skal gøre Det Arabiske Forår til en isvinter! Vi giver os ikke.

Vesten og Europa er med NATO's indgriben i Libyen for alvor blevet en del af den store befrielsesbølge, der skyller gennem Nordafrika.

Vi ved alle, at der ikke kommer øjeblikkeligt demokrati i 'befriede' Tunesien, Libyen og Egypten. Men der bliver valg — for første gang forhåbentlig helt frie valg. Vi kan i bedste fald håbe, at det udmønter sig i en ny retsorden, hvor demokratiske principper vinder.

Det ville i sig selv være et enormt skridt frem. For det vil betyde, at 'undersåtterne' er blevet til borgere'. Det er det originale ved Det Arabiske Forår. Det var en frihedsbølge, der kom nedefra. Det var ikke påtvunget ovenfra. Det var folkets stemme — som vi har for vane nu at kalde 'den arabiske gade' — der skabte historie. Præsidenter og premierministre er blevet sendt i fængsel, i eksil eller skudt som Gaddafi. Intet bliver helt mere som det har været før.

Paria

Da jeg mødte Moammar Gaddafi første gang, var han 31 år gammel og fyldt med drømme om at befri den arabiske verden i ånden fra Egyptens Gamal Abdul Nasser. Han rullede perspektiver op, om at Libyen og araberne ikke skulle finde sig i USA's og Sovjets dominans. Man skulle gå en tredje vej og følge hans anvisninger i den lille grønne bog, som han selv havde skrevet.

Det var i 1973. Senere forsøgte Gaddafi med terror og bomber at skaffe sig indflydelse og respekt. Han opnåede det modsatte. Her begyndte hans deroute fra de store syner og frihedsdrømme. Han blev Mellemøstens paria. Gaddafis visioner endte i en sørgelig stribe af kriminelle voldshandlinger, som f.eks. bombningen af det amerikanske Pan-Am fly over Lockerbie, der for alvor gjorde ham hadet i USA. Amerikanske kommentarer udtrykker lettelse over, at han nu er væk. Hvad der kunne have været en smuk og blivende indsats i verdenspolitikken, som f.eks. Nelson Mandela's satsning i Sydafrika, sluttede for Libyen med Gaddafis dødsspiral.

Men det var også en voldelig epoke. Da jeg forlod samtalen med Gaddafi tidligt på morgen i februar 1973, skulle jeg flyve til Cairo med formiddagsflyet. En pludselig mødetermin med Libyens olieminister fik mig til at ændre afrejsen til et fly senere på dagen. Det viste sig at blive mit held. Det fly, jeg først var booket på, forvildede sig ind over den israelsk besatte Sinaiørken og blev skudt ned. Samtlige passagerer blev dræbt.

Næste dag i Cairo deltog jeg i den store begravelsesceremoni på Tahrirpladsen. Grænsen mellem liv og død er smal og uransagelig.

Håbet nu er, at det lykkes oprørerne og Gaddafis tidligere tilhængere at finde en ny middelvej. Det vil være begyndelsen til et sandt libysk forår. En ny begyndelse for den arabiske verden. Exit Gaddafi. Velkommen til et friere Mellemøsten.

 

Jens Nauntofte er foredragsholder, journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor naiv kan man være.

Krigen i Libyen handlede kun om magt til den nye verdensorden - NWO - og olie.

Al den snak om 'forår' er blå i øjnene på mennesker som ikke vil se verden for hvad den er.

Suk.

Jens Overgaard Bjerre

Man må ikke håbe det bliver ligesom i Irak. 1 million dræbte og over 4 millioner på flugt. Men det er måske demokrati. Jeg fatter snart ikke en pind. Ikke andet end det er værdierne i landene man går efter.

P.S.
Det var da godt for Nauntofte, at han ikke blev skudt ned af israelske militær i det besatte Palæstina.

P.P.S.
Palæstina kan da ikke have noget olie.

Karsten Olesen

Opbakningen bag Gadaffi bliver sikkert et stærkt debatteret emne i de kommende måneder.

Beni Walid var et af de steder, hvor der i januar fandt protester sted:

"Last night hundreds of people broke into vacant houses and took over about 800 vacant units in Bani Walid city (180 kilometres south east from the capital, Tripoli).

http://english.ahram.org.eg/News/4032.asp

Alligevel endte Beni Walid med at slutte sig til den "grønne" side, - og endte med at blive bombet af Nato 18.10 med "air-fuel-bombs", hvilket ledte til tab af omkring 1200 menneskeliv.

Den 1.7 lykkedes det den "grønne" side at samle omkring 1 million mennesker til et møde i Tripoli i protest mod bombningerne:

http://www.youtube.com/watch?v=nSnlIlATIKw

Den 31.7 var en lignende "grøn march" ved at vinde overtaget i Benghazi, men blev kun splittet fordi Nato fra helikoptere nedskød omkring 160 civile med mqasingeværer.

Lignende massenedskydninger af civile fra helikopter fandt sted ved invasionen i Tripoli 20-27 august, igen i Tripoli 14-18.10, og i Beni Walid og Sirte.

Modstanden i Beni Walid og Sirte blev kun brudt fra 18.10 ved hjælp af "air-fuel-bombs", der i Beni Walid kostede omkring 1200 livet.

Libyen før og efter Nato:

http://www.facebook.com/photo.php?fbid=197778423626492&set=a.14331193240...

Flere links på:

http://www.facebook.com/pages/Global-Civilians-for-Peace-in-Libya/209811...

http://www.facebook.com/pages/British-Civilians-for-Peace-in-Libya/16591...

Karsten Olesen

Opbakningen bag Gadaffi bliver sikkert et stærkt debatteret emne i de kommende måneder.

Beni Walid var et af de steder, hvor der i januar fandt protester sted:

"Last night hundreds of people broke into vacant houses and took over about 800 vacant units in Bani Walid city (180 kilometres south east from the capital, Tripoli).

http://english.ahram.org.eg/News/4032.asp

Alligevel endte Beni Walid med at slutte sig til den "grønne" side, - og endte med at blive bombet af Nato 18.10 med "air-fuel-bombs", hvilket ledte til tab af omkring 1200 menneskeliv.

Den 1.7 lykkedes det den "grønne" side at samle omkring 1 million mennesker til et møde i Tripoli i protest mod bombningerne:

http://www.youtube.com/watch?v=nSnlIlATIKw

Den 31.7 var en lignende "grøn march" ved at vinde overtaget i Benghazi, men blev kun splittet fordi Nato fra helikoptere nedskød omkring 160 civile med mqasingeværer.

Lignende massenedskydninger af civile fra helikopter fandt sted ved invasionen i Tripoli 20-27 august, igen i Tripoli 14-18.10, og i Beni Walid og Sirte.

Modstanden i Beni Walid og Sirte blev kun brudt fra 18.10 ved hjælp af "air-fuel-bombs", der i Beni Walid kostede omkring 1200 livet.

Libyen før og efter Nato:

http://www.facebook.com/photo.php?fbid=197778423626492&set=a.14331193240...

Flere links på:

http://www.facebook.com/pages/Global-Civilians-for-Peace-in-Libya/209811...

http://www.facebook.com/pages/British-Civilians-for-Peace-in-Libya/16591...

Anders Carlsen

Jens Nauntofte. Du forsøger at trække de historiske linier, men det forekommer mig at du ser på begivenhederne med skyklapper på. Det hjælper ikke at have gode hensigter hvis ens handlinger føre til noget skidt. Og jeg tror ikke at Libyen oprører har demokratiske hensigter. Men hvis de har, hvad vil du sige til deltagerne i Occupy Wallstreet som også råber efter demokrati og retfærdighed. Eller hvad vil du sige til demonstranterne i Egypten som for en stor del føler at man ikke har fået ændret på systemet men blot har fået skiftet Mubarak ud. Vi du opfordre dem til selvafbrændinger som det skete i Tunesien. Eller til selvmordsbombninger af NYPD og til at gribe til våben, så de kan blive befriet for det militærindustrielle diktatur som hersker i USA. Og når OPWS før eller siden vokser sig stor nok til at blive en reel trussel og myndighederne griber til vold og nedskydninger, hvem skal så komme og bombe USA. - Nej vold er ikke nogen løsning i vesten og naturligvis heller ikke i nordafrika. Heller ikke når det er statsautoriseret vold.

Anders Carlsen

Det verden skal lære er at vold avler vold. At man sår som man høster. Du mener at det er godt Gadaffi er død. For ellers ville det have været et dårlige eksempel for verdens øvrige diktaturer. Tror du ikke at det kunne være at det fik den modsatte effekt. At verdens diktaturer netop nu opruster som aldrig før og at det samtidigt har givet USA og NATO blod på tanden. I så fald har vi set indledningen til næste verdenskrig. Hvad skulle stoppe det hvis vold avler vold?

http://www.youtube.com/watch?v=Fgcd1ghag5Y

Men Gadaffi, nu hvor han er død, er endnu mere farlig for verdensfreden end dengang han var i live. Nu er han blevet martyr. Og han ville hellere kæmpe og dø end at overgive sig. Han vil desværre komme til at stå som et lysende forbillede for dem som er villige til at gribe til våben for at opnå retfærdighed og hævn. Og dem er der desværre alt for mange af i verden. Ikke bare i arabien men også i USA , Europa og Danmark. Vold avler vold. Terror avler terror. Det er logik. Det er fornuft. Men krig er båret af følelser som overskygger fornuften som en tzunami der skyller alt fornuft og civilisation med sig. Vred, had, retfærdig harme, intollerance, nationalisme, fjendebilleder, angst osv.
Nauntoftes fornuft kunne ikke modstå denne sorte altødelæggende bølge og blev skyllet med og fik forurenede sit hjerte. Og nu har også han meldt sig under den sorte fane i den globale kamp mellem diktatur og demokrati. Man bliver ikke demokrati af navn men af gavn. Og USA's fremfærd i verden, i Afganistan, Irak og Libyen er ikke et demokrati værdigt.
Hvis det var demokrati man ønskede at fremelske kunne man have gjort alt andet end at bombe, både før og efter krigene.

Niels-Holger Nielsen

Desværre har Jens Nauntofte ganske ufortjent skaffet sig ry som "rød lejesvend" fordi han sad på en nordvietnamesisk tank i hin mindeværdige forår 1975. Hvad han imidlertid burde være kendt for, er at han altid og i alle sammenhænge er reaktionens trofaste lejesvend. Udsagnene i hans nærværende "essay" stritter i alle retninger, men har absolut ikke noget med kritisk journalistik at gøre. Det er en blåstempling af natoorganiseret regimeskift gennem blod og vold. Det er rent ud sagt forfærdelig læsning, som i øvrigt det meste af hvad det Nato-venlige Information skriver om Libyen, og Afghanistan for den slags skyld. Det er kvalmende.

Birger Nielsen

Hvad med at spørge libyerne om hvad der er godt for dem selv?

Eller mener nogen herhjemme i trygge Danmark, at de ved bedre?

Anders Carlsen

@Niels-Holger Nielsen Ja det er nok kvalmende. Men alligevel så skriver de da om det. Og så er der jo kommentaren som ikke er så ringe. Jeg troede egentligt også at han var en rød lejesvend :-)

Men jeg kom til at tænke på. Hvad mon en skriverkarl som Jens Nauntoft får for at skrive et indlæg på Information.

Hanne Christensen

Når man engang kunne opfatte Nauntofte som rød lejesvend. var det vel fordi han dengang mente, at det gav pote at skrive i den dur.

Han fandt så ud af, der var flere jobs at få fingre i, hvis han skiftede holdning

Gad vide hvem Nauntofte er og hvad han mener - for bortset fra at være kvalmende og opportunistisk
er denne artikel så statisk, at man nok kunne finde den på NATO´s hjemmeside.
Hvor finder man en journalist der kan forklare os hvad en vestlig forsvarsalliance dog har at gøre i et selvstændigt nordafrikansk land.

Har man nogensinde erfaret/oplevet at sådan en alliance har terrorbombet et fremmed land i otte måneder, fordi en håndfuld lejesvende er i sold med vestens bank- og olieindustri.

Hanne Christensen

Hvad har en vestlig forsvarsalliance dog at gøre i et selvstændigt nordafrikansk land, der aldrig har angrebet os.

Har man nogensinde erfaret/oplevet, at en sådan alliance har terrorbombet et fremmed land i otte måneder, fordi en håndfuld lejesvende i landets østlige hjørne er i sold med vestens bank- og olieindustri.

Ligeledes igangsat ved hjælp af mediestunts, luderjournalisme og vanlig vestlig mikrofonholderi.

‎"... det der forgår i Mellemøsten er en Islamisk Vækkelse, som muslimerne kalder det, og ikke arabisk forår, som vestlige medier og sekulære kræfter i regionen har forfalsket. ... I islam er politik, samfund og religion flettet ind i hinanden, fordi Islam er født og vokset politisk og religionens bredte shari’a lov omfatter alle samfundsområder. ... intellektuelle i vesten må hellere lade være med at komme med recepter til og profetier for folk og samfundsforhold, som de ikke kender...."
– skriver en (sandsynligvis muslimsk?) debattør til artiklen "Tunesiens islamiske forår" andetsteds her på Information.
Hans indlæg i øvrigt kunne tyde på, at han har mere indsigt i tingene, end en dansker kan sidde i Danmark og have.

Torsdag den 1. september kunne man i DR2 Deadline høre (og se), at kampen om Libyens oliemilliarder var i gang.
Libyens "nye venner" skulle forhandle om fordeling af rovet, og Danmark var med ved bordet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne fortælle, at Libyen er et meget rigt land, og at borgerne nu selv skal have adgang til de mange penge, som Gaddafi havde anbragt forskellige steder.
Selv om olie ikke formelt var på dagsordenen, fremgik det, at Frankrig har sikret sig 35 procent af landets olie. Det ville kun være fair og rimeligt, hvis de lande, der var populære i Libyen, nu udnyttede dette, fik vi at vide.
Spørgsmålet om en eventuel konspiration var oppe, men korrespondenten kunne heldigvis afkræfte med det samme, at olien er betaling for en hurtig indsats.
Hvor dumme tror de mon, vi er?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er lige så forkert, at tale om én form for "rigtig" islamisme, som det er, at tale om én form for "rigtig" marxistisk socialisme, selvom begge filosofier bygger på en "indiskutabel" grundtekst.

Men den dogmatisk-religiøse tilgang til politik forvandler principielt den "politiske" diskussion til en diskussion mellem "retslærde" teologer om, hvordan oldgamle tekster og "indiskutable" dogmer fortolkes "korrekt", i stedet for at være en reel diskussion om konkrete, politiske problemer!

Jakob Schmidt-Rasmussen

Koranens status som skaberens evige og principielt indiskutable bud til menneskeheden, der kun er åben for fortolkninger og diskussioner mellem retslærde teologer, er basis for islamismen.

Men koranens "evige" status er blevet fuldstændigt undergravet af, at der for nogle år siden blev fundet en såkaldt "korangrav" i Yemen, hvor der blev fundet udgaver af koranen, der er ældre, end de hidtil kendte koraner - og som vel at mærke afviger fra den udgave af koranen, som nu anses for at være guds indiskutable og endelige budskab til menneskeheden.

Det var allerede kendt, at muslimske teologer tidligere redigerede i koranen, da de slettede de såkaldte sataniske vers.

Rushdie blev som bekendt dødsdømt af det iranske teorkrati, netop fordi han gjorde verden opmærksom på, at koranen er skrevet af teologer og ikke af hverken Muhammed, Gabriel eller gud.

"Håbet nu er, at det lykkes oprørerne og Gaddafis tidligere tilhængere at finde en ny middelvej. Det vil være begyndelsen til et sandt libysk forår."

Foreløbig er der vel ikke meget, der tyder på at de meget forskellige oprørsgrupper har dannet en enhed.
Ja, nu har man endda bedt NATO om at blive i landet - foreløbig året ud. Og det lige efter, at man har erklæret landet for befriet.

Kan man forvente, at Niels Ivar Larsen lige nu sidder og oversætter den fremragende Guardian-artikel @Fritz Gruber linker til?

Hvis ikke, så burde redaktøren bede ham gøre det.

Det er forbløffende så mange, der ikke kan se en folkelig opstand, når de står overfor én.

De mange Ghadaffi-fans her på tråden fordømmer sikker også Marx og Engels' deltagelse i 'Det europæiske Forår' i 1848.

Karsten Fledelius har flere gange påvist, at vestens valg af venner og fjender følger de gamle koldkrigslinier. Som om USA endnu ikke har hørt om Berlinmurens fald.

Har han ret, vil vi fremover se - ellers uforklarlige - valg af venner og fjender i den arabiske verden.

Nogle lande - f.ex. golfstater - vil ustraffet kunne massakrere civile demonstranter i tusindvis, der i de vestlige medier vil blive omtalt som "islamistiske militante", mens andre vil blive angrebet militært af Vesten no matter what.

Israel må være i en svær situation. De kan takket være kontrollen over USA få det som de vil have det - de ved bare ikke, hvad de vil have - hvordan deres egne "sikkerhedspolitiske interesser" bedst tilgodeses.

@ Paul Smith

Når du omtaler 'Gadaffi-fans' referer du så til alle vestlige regeringer som igennem en årrække ikke blot accepterede Gadaffi, men ligefrem feterede ham?

http://www.dailymail.co.uk/news/article-470978/Sarkozy-seals-partnership...

Gadaffis henrettelse (efter at han angiveligt var blevet sodomiseret adskillige gange med en dolk) var også belejligt for mange af hans politiske 'venner' i vesten:

http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-12760367

Men mest af alt har alle vesten regimer bifaldet hans ledelse - inklussive undertrykkelsen af bestemte befolkningsgrupper. Og visse regimer har ligeledes aktivt støttet Gadaffi i hans overgreb, bl.a. den engelske regering ved hjælp af MI6:

http://www.guardian.co.uk/world/2011/oct/24/mi6-libya-rebels-rendition-a...

Det er ikke kun danske politikere som har blod af torturofre på hænderne. Og det har ikke kun været for at hjælpe 'de retfærdige' krigsherrer, USA, men også diktatorer som Gadaffi:

http://www.guardian.co.uk/world/2011/oct/24/britain-family-gaddafi-legal...

At tale om Marx og Engels i denne kontekst er enten uvidende udenomssnak eller decideret TROLL-aktivitet...

Paul Smith?