Kommentar

Vil man have forandring, skal man erobre gaden

Facebook, Twitter og smartphones fremhæves gang på gang som grundlaget for den verdensomspændende oprørsbølge. Men det er fortsat noget så gammeldags som synet af masserne, der indtager gaden, der får samfundet til at tage oprøret alvorligt
28. oktober 2011

Da en ven fra New York forleden skulle ned i en pengeautomat ved LaGuardia Place, fandt hun automaten bevogtet af en sikkerhedsvagt. Han var opstillet af frygt for, at demonstranterne nede fra Wall Street ville plyndre den lokale bank.

Det er paradoksalt. På sin et-måneds fødselsdag kan Besæt Wall Street-bevægelsen blandt andre ting fejre en stort set ikke-voldelig demonstration, men alligevel har gruppen sendt bølger af uro gennem byen, ligesom de har fået en voksende international opmærksomhed.

Besæt Wall Street-bevægelsen er nu fysisk til stede i flere vestlige storbyer fra New York City til Washington og London. Det viser, at uanset, hvor stor virkning sociale og mobile medier har for moderne sociale protester, er det stadig indtagelsen af gaden, der gør en forskel. Det er masserne på gaden, der for alvor ryster samfundet i sin grundvold.

Det Arabiske Forår er ganske vist blevet fejret som en frihedsbevægelse båret frem af mobiltelefoner, Facebook og smartmobs, men når man ser de fantastiske billeder fra Tahrirpladsen i Kairo, står det klart, at det var selve massen i rummet, der var magtfaktoren. Selvfølgelig kan folkemængder navigere — og navigeres — ved hjælp af nye medier, men i al teknofetichismen er det vigtigt at slå fast, at den politiske magt vokser ud af det offentlige rum. Det er noget så gammeldags som masserne på gaden, der gør hele forskellen.

Low tech styrer

Besæt Wall Street i New York tæller vist for tiden nogle hundrede demonstranter, der med overfrakker og soveposer har slået sig ned i den hidtil ukendte Zuccotti Park nogle blokke fra det finanscenter, de opponerede mod.

For nylig blev det parkens ejer, John Zuccotti, for meget, og han bad New Yorks politi (NYPD) om at fjerne gruppen. Han skiftede dog mening i elvte time. Måske ved tanken om en voldelig konflikt for åben skærm.

Zuccotti Park er en privat ejet, men offentlig park. Den er underlagt en offentlig regulering, der bl.a. tilsiger, at den skal være åben for alle døgnet rundt. Zuccotti kunne altså ikke henvise til overnatning som et problem. Larm, derimod, kunne han angribe og forbød demonstranterne at bruge megafoner på stedet.

Som svar indførte demonstranterne den såkaldte mic-check. Når en person har ordet, gengiver folk det mund til mund, indtil alle har fået beskeden. Altså modsat hviskeselskabslegen, hvor det morsomme er, hvor muteret beskeden bliver, efterhånden som den går fra mund til mund, er det hos BesætWall Street-bevægelsen folks ansvar at give den præcise besked videre.

Det er værd at bemærke, at mic-check vel er den mest low-tech form for kommunikation, man kan forestille sig — og så er den til med langsom!

»Jo, men sådan er demokrati også. Vi er alle til daglig så distraherede, men det her tvinger os til at fokusere på, hvad der egentlig bliver sagt,« udtaler en demonstrant til Herald Tribune. Der er med andre ord en interessant gensidighed mellem rum og kommunikation.

Et mål i sig selv

Zucotti Park er tilsyneladende blevet lavet om til en helt lille by. Et felthospital, tøjbyttekasser, køkken og flere andre fornødenheder er bygget op, bl.a. understøttet af donationer, gruppen har modtaget.

Det bemærkelsesværdige er nu, at Besæt Wall Street-bevægelsen og dens solidariske lejre i andre byer, ikke har nogen egentlige krav. Der er ikke noget konkret, der kan forhandles om. I stedet har man bare sat sig ned i det offentlige rum. For at protestere. Og jo længere man bliver siddende, des mere opmærksomhed får protesten.

Samtidig er opbygningen af den lille by i byen en social øvelse: arbejdet skal fordeles, den fysiske og psykiske sundhed skal opretholdes, og ikke mindst skal man respektere de forskellige holdninger, der alligevel må være inden for bevægelsen selv.

Således bliver BesætWall Street-lejren et af målene i sig selv.

»Det er vigtigt at se det her på baggrund af en generel fremmedgjorthed. Vi er på Facebook alene. Men folk er ikke alene her,« siger en demonstrant og adjungeret professor ved City University of New York.

Det er altså den særlige situation i præcis denne park lokaliseret netop her, der gør det hele til en ekstraordinær begivenhed: få hundrede mennesker uden konkrete krav i en by på syv millioner mennesker rejser global opmærksomhed ved at praktisere civil ulydighed og social omsorg på samme tid. Og så endda ved brug af ultra-lavteknologi.

Dog skal man ikke glemme, at skridtet fra lokal til national og global opmærksomhed her som i alle andre tilfælde skyldes digitale medier og i høj grad også nye, netbårne medier.

Pres på offentligt rum

Det offentlige rum i de amerikanske byer er under pres. Den private Zuccotti Park, der for fire uger siden måske var kendt af de lokale, er nu scene for en globalt medieret, offentlig begivenhed.

Det har indtil videre beskyttet den lille gruppe demonstranter. Men begivenheden sætter også fokus på den rumlige kultur anno 2011.

Der findes i vores storbyer stadig færre steder, som er fuldstændig offentlige. Indkøbscentre, parker, cafeer, gader og pladser er ikke steder for offentlige forsamlinger og ytringer.

Når det kommer til stykke befinder vi os fra det øjeblik, vi går ud ad døren i et puslespil af forskellige interesser, private såvel som politiske.

Måske dette er mere udtalt i USA, måske ikke. Men det offentlige rums kultur er ikke gennemsigtig, hverken der, i Europa eller i det arabiske forår — det er let at få øje på i Zuccotti Park.

Sted er noget, man har, tager eller giver. Rum er noget, man skaber — derfor er begge dele ofte politiske. I tilfældet Zuccotti Park er politik og rum blevet sammenvævet til en vigtig, rumlig begivenhed.

 

Mikkel Thelle er cand.mag. i historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ægte forandring laves af mennesker som er klar til at dø for deres overbevisning, og måske vigtigst af alt; den laves med våben. Ingen revolution til dato er sket uden våben, død og ødelæggelse. Spørgsmålet er hvor langt folk er klar til at gå. I vesten ingen steder, for vi har det jo fint som det er.

Du kan sidde lige så længe i en park som du vil, men det ændrer grundliggende ingenting, så længe du har nok at spise, et sted at gå hen, når det bliver for koldt, og ingen reel vilje til at omstyrte samfundet, men i et forkælet egotrip skal skyde skylden på nogen; her de onde kapitalister, som du nægter at identificere dig med på trods af dine moderigtige converse allstars, din smartphone og din universitetsgrad samt hvad folk ellers går rundt med af lir.

Det er som et lille barn som sidder og vræler over at det skal i bad uden at have nogle alternativer eller overhovedet forstå virkning og konsekvenserne ved at blive badet.

Så held og lykke

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er ikke nødvendigvis svært, at erobre gaden.

Midlertidigt.

Men, hvad kommer der ud af det?

Reclaim the Streets fik f.eks. lov til at erobre gaden af politiet, der lod universitetspøblen smadre Hyskentræde på Vesterbro- i protest mod gentrificerigen - dvs. byfornyelsen - af Vesterbro .

. Det skyldtes vel, at korpsets ledelse skønnede, at det ville blive endnu mere upopulært i offentligheden, hvis det stoppede den frustrerede middelklasspøbels futile hærgen, ligesom det blev, da det prøvede at stoppe de "autonomes" apolitiske hærgen...

Det eneste, der er kommet ud af de "autonomes" og Reclaim the Streets apolitiske massehærværk, er en stramning af terrorlovgivningen.

"Politisk" hærværk som livsstil...

Jakob Schmidt-Rasmussen

"Det bemærkelsesværdige er nu, at Besæt Wall Street-bevægelsen og dens solidariske lejre i andre byer, ikke har nogen egentlige krav.

Der er ikke noget konkret, der kan forhandles om."

Og der er ikke engang tale om en "erobring" af parken, for de havde lov til at være der døgnet rundt i forvejen...

"Sted er noget, man har, tager eller giver. Rum er noget, man skaber — derfor er begge dele ofte politiske. I tilfældet Zuccotti Park er politik og rum blevet sammenvævet til en vigtig, rumlig begivenhed." - blablabla...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Den største reelle sejr, som det er lykkes politiske aktivister at gennemføre på boligområdet i København i mange år, var, da det lykkedes at forhindre, at der blev opført 5000 billige boliger på Amager.

Ritts flotte projekt - der højest ville have kostet et par fodboldbaner, mod at fodboldspillerne fik langt bedre faciliteter - ville ellers have modvirket den mest negative side, ved gentrificeringen af Amager; nemlig manglen på billige boliger...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Godtfried Appel mente, ligesom Anders Sejr, at "våben, død og ødelæggelse" er forudsætningen for en revolutionær forandring.

Appel mente også, at de forkælede arbejdere i de kapitalistiske velfærdsstater er blevet en reaktionær kraft, fordi han mente, at kapitalisterne bestak arbejderne med penge, der var stjålet gennem udbytning af den tredje verden.

Derfor mente Appel, at enhver form for revolutionær, politisk aktivisme var umulig på forhånd i Danmark - og derfor allierede han - og dermed Blekingegadebanden - sig med revolutionære, antisemitiske organisationer, der begik terror mod jøder...

I nogle af debatterne, om Occupy Wall Street stikker decideret antisemitsime en gang i mellem igen sit fjæs frem...

Lars Peter Simonsen

Jeg håber da ikke, at der osse her skal sættes lighed mellem anti-israelske og anti-semitiske organisationer? De palestinensiske grupper der formodentlg henvises til er jo også af semitisk herkomst.

Brian Pietersen

politisk arbejde....og demonstrer for sin ret eller manglende magt osv osv osv er fint.

gider personligt ikke have en facebookprofil, hellere venner irl og melde sig ind i nogle organisationer.

Det er da noget af et postulat at der ingen revolutioner der er lykkedes uden våben, som der skrives i den første kommentar.
Uden at kunne alting udenad i hovedet, såsom navne datoer etc., mindes jeg noget med Polen i 80'erne, "Fløjlsrevolutionen" og andre begivenheder gennem århundredet, der svæver rundt i min gamle fredsvagtsknold..

Heinrich R. Jørgensen

"Det bemærkelsesværdige er nu, at Besæt Wall Street-bevægelsen og dens solidariske lejre i andre byer, ikke har nogen egentlige krav"

Selvfølgelig har de "krav", eller i det mindste "ønsker". Herunder af det er folket der bestemmer. Der opnås næppe ved at bede andre bestemme, ved at diktere krav til dem ;-)