Kommentar

Incitament

Fornuftigt samspil agenter imellem kræver koordination af deres handlinger samt en styring af motivation, så de involverede parter er tilskyndet til at handle, som det er planlagt
10. oktober 2011

Danmark er blevet en incitamentskultur. Der skal være incitament for den enkelte samfundsborger til

at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet

at tage offentlige transportmidler og uddannelse

at spise mere grønt, holde igen med fastfood og umættede fedtsyrer [..] .

Fortællingen er, at uden særlig statsorganiseret incitamentsstruktur vil den enkelte borger blive liggende fed og velmægtig på divaneseren som en narhval i netundertrøje.

Incitament er afledt af det latinske incitare, der betyder at »sætte i hurtig bevægelse«, og begrebet er i dag pladsholder for tilskyndelse til handling på en nærmere angivet vis. Begrebet er særligt studeret i teoretisk økonomi, hvor forskellige agenter, enkeltindivider, befolkningsgrupper, virksomheder eller interesseorganisationer skal indgå i rationel interaktion. Fornuftigt samspil agenter imellem kræver koordination af deres handlinger samt en styring af motivation, så de involverede parter er tilskyndet til at handle, som det er planlagt. Det giver anledning til det såkaldte incitamentsproblem, der generelt består i, hvordan personer, kollektiver eller firmaer motiveres til at opføre sig på en bestemt måde.

Korpsånd og kampagner

Mængden af kanoniske løsningsforslag er velkendt; installation af kultur, korpsånd eller kodeks, der sikrer et bestemt handlingsmønster i det korpus; belønning af tilsigtet opførsel og straf for uønsket ditto, der som følge har forøget overvågning af de involverede parters adfærd for hermed at kunne optimere vilkårene for anvendelsen af belønning/ straf-modellen. Kampagner mod sort arbejde, der appellerer til borgerens samfundssind, aflønningspakker, der indeholder akkord- eller provisionsløn samt forsikringsselskabers insisteren på selvrisiko, så forsikringstager ligeledes påføres udgifter ved uforsigtig ageren er alle eksempler på incitamentsmotiverede foranstaltninger.

Der er et problem med implementeringen af incitamentsstrukturer. Det er situationer, hvor finansfigurer, forbrugere eller firmaer har forskellig information til rådighed og forsøger at anvende deres særlige viden til egen vinding. En sådan specialviden kan skævvride produktion, afsætning og fordeling af produkter eller ydelser. Skal jeg som sælger fastsætte prisen på min nye robotarm til dig, som køber én gang for alle, og jeg ikke ved, hvad du er villig til at betale, vil jeg forsøge mig med et priskrav, der overstiger, hvad du som køber er villig til at betale. Hvis din betalingsvilje er lille, går handlen i vasken, men hvis din betalingsvillighed er stor, bliver min fortjeneste desto større.

Incitamentsforenelighed

Fra et samfundsmæssigt perspektiv kan det være uhensigtsmæssigt, for det kan betyde, at der ikke handles, og det selv om din reelle værdiansættelse af produktet som køber overstiger min værdiansættelse af selvsamme himstregims. Var det omvendt sådan, at der ikke var asymmetrisk information, hvorefter du var bekendt med min, som sælger, reelle værdiansættelse af duppeditten, da kunne problemet løses ved, at du gav mig et bud. Jeg sælger ikke under min værdiansættelse, så du byder mindst dét beløb, hvorefter vi handler, eller jeg venter og sælger til den, der herefter vurderer produktet højest. Pointen er, at der bliver handlet og det kun fordi, der med vores gensidige information er incitaments- forenelighed, hvor vi begge har interesse i at udnytte vores specialviden på passende vis, der motiverer os begge til at handle.

Det kan generaliseres, for borgerne kunne lige så vel komme op af stolen give staten et bud på, hvad ydelserne er værd i stedet for en incitamentsstruktur, hvor staten går i byen med højeste pris med fare for, at narhvalen bliver liggende på sofaen.

Vincent F. Hendricks er dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi på Københavns Universitet / Columbia University

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hele tankegangen er jo primitiv - sålænge folk tænker sådan, kommer vi aldrig videre med et fornuftigt samfund, hvor produktion af det nødvendigvis efterspurgte prioriteres over det blot efterspurgte, og hvor narhvalen ikke bliver på sofaen, men sidder på café og diskuterer samfundets bedste interesser.

Søren Kristensen

Jeg kan godt fornemme pointen, men jeg kunne nu også godt tænke mig at se nogle konkrete cases foldet ud, hvor en sådan statslig Blå Avis styrer udbud og efterspørgsel. Ellers bliver det jo bare en omgang tankespind.

Staten mister milliarder af kroner som følge af krakket i Max Bank, fordi den har været hovedaktionær i banken, og ifølge Finn Østrup har givet en statsgaranti på 3,6 milliarder kroner til banken.
Der er på finansloven afsat 2,76 mia. til kontanthjælp.

Robert N Gjeertsen

I øvrigt :
De der 2.76 millioner til kontanthjælp kan man jo sammenholde med de 111 mia. kr. i 2012 til Folke-pension . Hvem sagde 'Det Store Generations-røveri' ?