Kronik

Intriger, der er Bollywood værdige

Indien og Afghanistan er nært allierede og deler en fælles aversion mod Pakistan. Pakistan føler sig truet på alle fronter og støtter derfor de afghanske oprørere. Er pakistanerne paranoide, eller har de grund til bekymring?
Liget af en talebankriger efter angrebet på USA's ambassade i Kabul 14. september. USA beskylder Pakistan for at støtte angrebet.

Liget af en talebankriger efter angrebet på USA's ambassade i Kabul 14. september. USA beskylder Pakistan for at støtte angrebet.

Ahmad Masood

3. oktober 2011

Man skal helst ikke forstyrre afghanerne kl. halv ni om aftenen. Da sidder de klinet til skærmen og følger med i det nyeste afsnit af den indiske soap Kyunki. Den kører hver aften på sjette år (der er 1830 afsnit), og er den mest populære tv-udsendelse i landets historie. Nede i basaren sælger hjemmebrændte Bollywood-film som varme fladbrød.

Indien fylder meget i Afghanistan. På alle planer. Politisk, økonomisk, kulturelt og historisk. Og betydningen af landenes nære forhold kan ikke undervurderes. Det rækker langt ud over Kabul og dybt ind i Pakistan. Netop frygten for et indisk kontrolleret Afghanistan er den primære grund til, at Pakistan støtter Talibans kamp mod styret i Kabul.

Hvis Indien får kontrol over Afghanistan, ender Pakistan med at være omringet af fjendtlige magter. Indien vil nemmere kunne støtte de mange væbnede grupper i Pakistan, der bekæmper centralmagten i hovedstaden Islamabad. Og i tilfælde af et direkte indisk angreb på Pakistan, vil den pakistanske hær ikke længere kunne søge tilflugt i de afghanske bjerge på den anden side af grænsen. Pakistan vil miste den »strategiske dybde«, som militæret kalder det.

Det er den pakistanske analyse af situationen og grunden til, at pakistanerne mener, at Afghanistan er vital for deres egen sikkerhed. Det er også grunden til, at de har støttet Taleban fra starten, og stadig gør det, trods massivt pres fra Vesten.

Talebans triumftog gennem Afghanistan i 1996 var aldrig blevet til noget uden pakistansk støtte. Og da USA knuste Talebanstyret i 2001, hjalp Pakistan tusindvis af slagne talebankrigere i sikkerhed over grænsen, pustede nyt liv i bevægelsen og sendte dem tilbage til Afghanistan et par år senere.

Siden har pakistanerne udført et fortryllende dobbeltspil over for Vesten, og vist, at man sagtens kan være både for og i mod USA på samme tid.

USA har længe levet med Pakistans lyssky handlinger, da landet har afgørende strategisk betydning for krigen i Afghanistan. Men den 22. september beskyldte USA's militærchef, admiral Mike Mullen, Pakistan for »direkte medvirken« i angrebet på USA's ambassade i Kabul den 13. september, der kostede 16 mennesker livet. Det er de meget sjældent, at en så højt placeret embedsmand anklager Pakistan så direkte.

Konstant sabelraslen

På afstand — fra en dansk lænestol — kan den pakistanske analyse af truslen fra Indien virke temmelig paranoid, men frygten og hadet til inderne stikker dybt og har mange rødder.

Pakistan voksede ud af den blodige deling af Britisk Indien i 1947, der kostede en halv million mennesker livet. Kort efter begyndte den første krig om Kashmir. Siden fulgte yderligere to krige, et ydmygende nederlag, konstant sabelraslen og endeløse træfninger i Kashmirs bjerge. I dag har begge lande atomvåben.

Historien har haft afgørende betydning for Pakistans politik og nuværende situation. Den har bekræftet landet i sin selvopfattelse af at være en islamisk nation, der kæmper på liv og død mod den store hinduistiske nabo. Det har banet vej for en stærk militærmagt, som har gentaget denne fortælling i en uendelighed, fordi den retfærdiggør alle militærets privilegier; deres massive forsvarsbudgetter, deres evindelige militærkup og deres altoverskyggende politiske magt. Militæret kvalte Pakistans demokrati i vuggen.

Samtidig har hadet til Indien afledt opmærksomheden fra Pakistans mange interne problemer: Fattigdommen, den eksplosive befolkningsvækst, den skrøbelige stat og den stigende islamiske radikalisering — problemer, som nu har ført landet ud på kanten af borgerkrig.

I løbet af de sidste fire år er 30.000 omkommet i terrorangreb, sekteriske stridigheder og kamphandlinger mellem militæret og oprørsgrupper i Pakistan.

Og mens Pakistan bliver stadig mere splittet, tordner Indien frem på verdensscenen. I dag er Indiens befolkningen otte gange større end Pakistans. Den økonomiske vækst er fire gange større. Hæren er dobbelt så stor. Indien er demokratisk og stabilt, har en stærk økonomi og nære bånd til USA. Efterhånden som styrkeforholdet ændres til fordel for Indien, øges frygten i Pakistan.

Det er i det lys, vi skal forstå Pakistans syn på den indisk-afghanske alliance. Indtil videre har Indien støttet styret i Kabul med 1,5 milliarder dollar, hvilket er mere end noget andet land i regionen har ydet. Indien har også bygget veje og skoler over hele landet og er snart færdig med den nye parlamentsbygning. For et par måneder siden lovede den indiske statsminister, Manmohan Singh, yderligere en halv milliard dollar i forbindelse med et officielt besøg i Kabul, hvor han samtidig hyldede de to landes »strategiske alliance« — næppe et ordvalg, der dulmer paranoiaen på den anden side af grænsen. Og det nære forhold mellem Indien og Afghanistan stikker dybere end indiske film og amerikanske dollars. Deres historiske bånd går langt tilbage, ligesom deres fælles aversion mod Pakistan gør det.

Indien har støttet alle afghanske regeringer på nær Talebanstyret, der huserede i Kabul fra 1996 til 2001 (som til gengæld blev støttet af Pakistan og Saudi Arabien). Desuden har mange af de nuværende afghanske ledere, inklusiv præsident Karzai, taget deres uddannelse på indiske universiteter.

Afghansk fjendtlighed

For at gøre ondt værre (for Pakistan) har forholdet mellem Afghanistan og Pakistan næsten altid været anstrengt. Afghanistan var det eneste land, der stemte imod Pakistans FN-medlemskab, og afghanerne anerkender stadig ikke grænsedragningen mellem de to lande. Grænsen defineres af den såkaldte Durand-line, som briterne trak ned gennem bjergene i 1893 uden smålig skelen til stammeforhold, etnicitet og andre detaljer.

Disse oversete detaljer er siden blevet til blodig alvor, for på begge sider af grænsen findes store grupper af baluchier og pashtuner, som drømmer om selvstændighed. Især i den pakistanske delstat Baluchistan har der været jævnlige væbnede, nationalistiske oprør vendt mod centralregeringen i Islamabad, som er blevet knust med hård hånd.

Pakistan mener, at inderne støtter disse oprør — at det faktisk er selve formålet med deres afghanske alliance. De mener, at Indiens mange konsulater i Afghanistan blot er et dække for alle deres intriger og lyssky affærer.

Der er næppe tvivl om, at Indien i starten støttede disse oprørsgrupper i Pakistan, men i dag er der generel enighed om, at Indien holder sig pænt på afstand. Det er ikke i deres interesse at svække et allerede ustabilt Pakistan.

Nok stræber inderne efter en strategisk fordel gennem alliancen med Afghanistan, men de ønsker ikke et Pakistan i opløsning. Tværtimod, for konsekvenserne ville være ganske uoverskuelige.

De to skrækscenarier — som dog næppe er aktuelle lige nu — er en balkanisering af Pakistan, hvor landet brydes op i en række selvstændige og indbyrdes stridende småstater; Baluchistan, Sindh, Punjab og Pashtunistan. Eller oprettelsen af et islamisk Khalifat, der kaster sig ud i en hellig krig mod Indien, alt imens kontrollen med Pakistans godt hundrede atomvåben fordamper. Så hellere status quo med hård retorik og lidt småskyderi i Kashmir.

Indien har — i modsætning til det pakistanske militærkompleks — ikke brug for at fastholde det gamle fjendebillede. De har alt for travlt med at etablere sig som kommende stormagt. Deres fokus er rettet mod Kina, USA og stigende velstand.

Uanset Indiens aktiviteter i Afghanistan, er Pakistans magthavere fanget af deres eget verdensbillede. Det har kastet dem ud i tvivlsomme alliancer med islamiske terrorbevægelser i Afghanistan og Kashmir.

Boomerang islamisme

Pakistans brug af islamiske krigere er ganske rationel, hvis man accepterer deres forestilling om, at de er underhunden, der kæmper mod en aggressiv indisk overmagt. De hellige krigere er et fantastisk supplement til den pakistanske hær. De er top motiverede, billige i drift og meget mere fleksible end regulære styrker. Pakistan kan altid frasige sig ethvert ansvar for sine handlinger og påstå, at man skam gør alt, hvad man kan for at bekæmpe dem. Hvilket da også er blevet deres rutinemæssige svar på alverdens beskyldninger.

Endelig holder terrorgrupperne potentielle ballademagere beskæftiget uden for landets grænser. Når Pakistan puster til de islamistiske gløder, er det ikke kun for at sikre en lind strøm af hellige krigere i kampen mod Indien. Det er også for at sikre, at islamismen forbliver den dominerende ideologi på bekostning af den nationalisme, der ulmer i Kashmir og blandt pashtunerne. På den korte bane er islamister nemmere at håndtere.

Inden for de senere år er islamisterne imidlertid begyndt at vende skytset mod deres gamle plejefar, Pakistan. For ligesom USA er utilfreds med Pakistans støtte til Taleban, er islamisterne også utilfredse med Pakistans støtte til USA.

De ønsker en mere helhjertet opbakning til den islamiske sag: Allerhelst en ægte islamisk stat. Det er ikke nemt at være Pakistan. Da 80 pakistanske kadetter for nylig blev dræbt af en selvmordsbombe i byen Quetta, udtalte den amerikanske ambassadør, at »hvis man holder slanger i baghaven, så bliver man bidt«.

Den politik, som skulle sikre Pakistans overlevelse i kampen mod ærkefjenden Indien, risikerer nu at æde landet op indefra.

I værste fald trækker de også Afghanistan og Kashmir med i faldet, og underminerer Indiens rivende økonomiske udvikling.

Løsningen på denne storpolitiske hårknude ligger både lige for, og meget langt væk, for det kræver, at der er ledere i de tre lande, der er store og stærke nok til at træffe beslutninger, der bryder med årtiers tankegods, dårlige vaner og forgyldte særinteresser. Og helst på samme tid.

Det er oplagt, at konflikten i Afghanistan ikke finder ro, før forholdet mellem Indien og Pakistan forbedres, hvilket igen er betinget af en løsning af Kashmir-konflikten. Det har lange udsigter, for det kræver tillid og massive kompromisser fra alle parter.

I mellemtiden kan man håbe, at de tre naboer starter i det små. At Afghanistan forsoner sig med Pakistan; anerkender grænserne og indleder forhandlinger. At Pakistan griber i egen barm og vender Taleban ryggen. Og at Indien overvejer om deres milde pengeregn overhovedet gavner Afghanistan i lyset af Pakistans paranoia.

Måske skulle de nøjes med at eksportere Bollywood-film. Det er trods alt noget alle parterne synes om. Måske lige på nær Taleban.

 

Peter Johansen er cand.phil. i historie med speciale i det pashtunske stammefolk. Han har i lange perioder opholdt sig i Pakistan og Indien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

God kronik som skærer det ud i pap, hvorfor der ikke er nogen grund til at vente til 2014 med at trække de danske soldater ud af Afghanistan.

Tak for en usædvanlig skarp gennemgang, som sætter mange ting i perspektiv.

Det har jo længe været klart, at Pakistan "tale med to tunger", og ikke er en troværdig partner mht. konflikten i Afganistan.

Lad os lægge Pakistan på is og støtte Indernes kurs i Afganistan. De er sikkert bedre til at samarbejde med afganerne end vi vesterlændinge.

Går Pakistan i opløsning i den process, så fred være med det. Pakistan har fra starten af været en fejlkonstruktion og en kilde til konflikt i regionen.

Prisen for deres krigsfobier er at landet halter langt bagefter i udvikling socialt og økonomisk.