Kommentar

Kapitalismen er for opfindsom til at dø

Finanskrisen har ført til profetier om, kapitalismen ligger for døden. Men håbet om parasitten dør, når den løber tør for næring, vil blive gjort til skamme — dertil er kapitalismen alt for opfindsom
24. oktober 2011

Den seneste tids rygter om, at kapitalismens undergang nu skulle være nært forestående, er — for nu at låne fra Mark Twain — en smule overdrevne. For sagen er den, at kapitalismen har en forunderlig indbygget evne til at genopstå og regenerere — en evne, den deler med parasitter, dvs. med en bestemt type organismer, der lever af andre organismer, som tilhører andre arter.

Efter fuldstændig eller næsten fuldstændig udmattelse i en given værtsorganisme vil enhver parasit simpelthen søge videre imod en ny, der kan forsyne den med ny næring i en yderligere, men også denne gang begrænset periode.

For 100 år siden gennemskuede Rosa Luxemburg denne kapitalismens uhyggelige, Fugl Fønix-agtige evne til gang på gang at genopstå fra sin egen aske og efterlade et spor af ødelæggelse under sin fremfærd: Kapitalismens historie markeres således af gravmælerne over alle de organismer, der fik udsuget deres livssaft af parasitten, indtil de til sidst måtte bukke under. Hvad der begrænsede Luxemburgs fokus, var imidlertid det forhold, at parasitten dengang i hovedsagen hjemsøgte de 'prækapitalistiske økonomier', som allerede var af et begrænset og stadig svindende antal under indflydelse af den imperialistiske ekspansion.

For hver ny parasithjemsøgelse blev endnu et stykke resterende 'jomfruelige jord' forvandlet til græsningsområde for kapitalistisk udbytning og blev derfor snarere før end siden gjort uegnet for kapitalismens 'udvidede reproduktionsbehov', efterhånden som disse ikke længere kunne garantere de overskud, som den fortsatte ekspansion gjorde fordring på.

At Luxemburg tænkte i disse baner er selvfølgelig fuldt forståeligt i lyset af den dominerende natur, som kapitalismens ekspansion havde for hundrede år siden: territorial og ekstensiv snarere end intensiv og lateral snarere end vertikal. Derfor var hun heller ikke i stand til at foregribe de naturlige grænser for det kapitalistiske systems tænkelige varighed: Når hele verdens 'jomfruelige jorder' var erobret og trukket ind i det kapitalistiske genbrugs trædemølle, ville fraværet af nye landområder til udnyttelse i sidste ende bebude og fremtvinge systemets sammenbrud. Parasitten ville dø på grund af manglen på endnu ikke udsugede organismer at næres ved.

Ny og forbedret

I dag har kapitalismen allerede nået denne globale dimension — en bedrift, der for Luxembourg endnu havde lange udsigter. Er Luxemburgs forudsigelse derfor tæt på at gå i opfyldelse? Det tror jeg ikke. For hvad der er sket i det sidste halve århundred eller deromkring, er, at kapitalismen har lært sig den hidtil ukendte og uventede kunst selvat skabe stadigt nye 'jomfruelige jorde' frem for at begrænse sin udbytningsdrift til de tilbageværende. I denne nye kunst — som blev muliggjort ved skiftet fra 'producentsamfund' til 'forbrugersamfund' og ved overgangen fra koblingen mellem kapital og arbejdskraft til koblingen mellem mærkevare og kunde som den vigtigste kilde til 'merværdi' — består profit og akkumulering for det meste i den gradvise varegørelse af livsfunktionerne, i markedets mediering af successive behovstilfredsstillelser og i substitueringen af behov med begær som selve den drivende dynamo i den profitorienterede økonomi.

Den nuværende krise stammer fra den indtrådte udmattelse i en kunstigt skabt 'jomfruelig jord', der blev bygget på de millioner, som stadig hang fast i en 'opsparingsbogskultur' i stedet for i en 'kreditkortskultur'. Med andre ord: På de millioner, der holdt sig tilbage fra at bruge ikke-tjente penge, leve på kredit, tage lån og betale renter. Udbytningen af denne særlige 'jomfruelige jord' er nu i det store bragt til ende, hvorefter det er blevet overladt til politikerne at rydde op i efterladenskaberne fra bankfolkens 'gilde'. Opgaven er således blevet fjernet fra finansbankernes domæne og placeret i de 'politiske problemers' skraldespand, og for nylig omdefineret fra et økonomisk problem til et spørgsmål om — for nu at citere den tyske kansler, Angela Merkel — »politisk vilje«. Men der kan være gode grunde til at formode, at der i kapitalismens kontorer lige nu bliver udfoldet intensive bestræbelser på at konstruere nye 'jomfruelige jorde' — som endnu engang vil være bebyrdet med en begrænset levetids forbandelse som følge af kapitalismens uundgåelige snylternatur.

Kapitalismens fremgangsmåde er den kreative destruktions. Hvad der hver gang bliver skabt, er kapitalismen i 'ny og forbedret' form. Og hvad der hver gang bliver ødelagt, er den selvbærende kapacitet, levebrødet og værdigheden hos dens utallige og mangedoblede 'værtsorganismer', som vi alle drages eller forføres ind i. Jeg formoder, at et af kapitalismens afgørende aktiver stammer fra det faktum, at fantasien hos økonomer, herunder hos dens kritikere, halter langt efter dens uhyre opfindsomhed, vilkårligheden i dens virkemåde og hensynsløsheden i dens fremfærd.

Zygmunt Bauman er polsk sociolog © Social Europe og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Andkjær

Den fri økonomi har været en enestående succes ift. det mål, at gøre mennesker mere velhavende og udvikle samfund. Og det har den overalt. Ingen dele af verden er blevet fattigere, siden kapitalismen begyndte at sprede sig - et kæmpe tværtimod.

Denne succes kombineret med lægevidenskabelige fremskridt har betydet en befolkningseksplosion, og har så gjort, at vi står overfor meget store økologiske problemer nu.

Planøkonomien, derimod, har aldrig på noget tidspunkt leveret, hvad den lovede. Det er der mange gode grunde til - de centraliserede beslutninger og menneskets fejlbarlighed er nok de væsentligste - og jeg ser ingen tegn i sol måne og stjerner på, at planøkonomien nu skulle kunne levere, hvad den denne gang lover.

Og dit "vi/folket" er altså ikke godt nok. Vi taler om et verdensomspændende problem her, så mener du måske nogle verdensplanlæggere med magt over produktionsmidlerne, evt, igennem FN? Eller hvad?

Eller mener du en slags arbejderdemokrati (dit økonomiske system under folkets kontrol), hvor folk lokalt stemmer om, hvad ens fabrik skal producere? Og hvordan skulle det i så fald være en garanti for bæredygtighed? Folk stemmer i dag hver eneste gang, de køber noget på markedet. Hvad får dig til at tro, de ville stemme anderledes, fik de stemmeret direkte på produktionsleddet?

@ Petersen

Hvis et privat firmas planlagte markedsfremstød slår fejl, så rammer det dét firma, og konkurrenterne kan tage over, og levere hvad folk vil have. det sker faktisk ofte (prøv at google New Coke).

Planlægger et helt samfund forkert (en hel stat), har det anderledes alvorlige konsekvenser. Det kan vi fx se nogle ret grelle eksempler på i det 20. århundrede.

Torben Petersen

@Bjarke Hansen

Kun hvis det er naturlovenes udfald vi tester er det sindsygt.

Konkurrenternes mulighed for at forudsige hvad forbrugerne vil have er ikke større, end den virksomhed der lige er gået ned. De har kun samme begrænsede information til rådighed (markedsprisen) og de kender end ikke deres afsætningskurve.

Vores mulighed for at indhente og behandle store datamængder burde ellers få dig til at se lyst på den planlagte økonomis fremtidsudsigter.

Planlagt økonomi behøver i øvrigt ikke at være centralt styret, hvor får du dog det fra?

Torben Petersen

@Chris

Decentralt og styret af efterspørgslen. Der er vel intet der hindre direkte kontakt mellem producenter og udbydere i en planlagt økonomi.

@ Petersen

Mener du bare et statsmonopol på produktion, hvor staten forsøger at agerer efter markedsvilkår - bare uden konkurrence? Hvad skulle det hjælpe?

Torben Petersen

@Bjarke Hansen

Ret beset er der vel intet galt i at staten konkurrerer med sig selv. I dag har vi f. eks supermarkeder der konkurrerer med sig selv ved at have egne discountbutikker inde i sig - så hvorfor ikke staten?

Et statsmonopol på produktion ville da fjerne udbytningen af lønmodtagerne, og gøre det muligt for dem at yde efter evne og yde efter behov.

---

Men jeg mener ikke at have de vises sten med hensyn til hvordan en ikke-kapitalistisk planlagt økonomi vil kunne bringes til at fungere i fremtiden.

Det jeg gør gældende er, at din tilgang til emnet er lidt for firkantet, og vi ikke på baggrund af de historiske erfaringer med den statskapitalistiske marx-leninistiske planlagte økonomi kan konkludere, at planlagt økonomi også vil være en umulighed i fremtiden.

Tværtimod er det som om mulighedsbetingelserne stiger, idet vi får lettere og lettere ved at afgive flere og flere informationer og behandle dem.

@ Torben Petersen

Min tilgang til kapitalisme er ikke mere firkantet, end at jeg også kan blive ret bekymret over visse tendenser indenfor systemet. Mest af alt tendensen mod større og større virksomheder, hvilket medvirker et samfund med færre og færre selvejere og samtidig mindsker konkurrencen og aktørerne på markedet. Det gør samtidig markedet mere ustabilt, da visse virksomheder kan blive så store, at det kan have store konsekvenser for hele samfund, hvis de går konkurs.

At samle al produktion hos én virksomhed, staten, vil så vidt jeg kan se kun fuldende disse tendenser og garantere dem ved lov.

Karen von Sydow

En planlagt, central økonomi, hvor politikere og embedsmænd dikterer udbud og efterspørgsel? Nej tak.

En planlagt, decentral økonomi, hvor de enkelte lønmodtagere alle skal være enige før arbejdet kan begynde? Nej tak.

Vi har set alle disse eksempler implementeret, d'herre, og resultaterne var mildest talt ikke imponerende. Hvorfor bliver I ved?

Torben Petersen

@Karen

Der må være og skal nok i fremtiden blive fundet alternativer til den kapitalistiske produktionsmåde, og den massive uretfærdighed den producerer.

Det er vel tankevækkende at Østblokkens planlagte økonomier formentlig kunne have overlevet, hvis man blot havde haft den it-teknologi og den regnekraft vi har i dag (ikke sådan at forstå at jeg begræder Østblokkens kollaps).

Og så for god ordens skyld, så forestiller jeg mig ikke, at udbud og efterspørgsel i en fremtidig planlagt økonomi skal være politisk bestemt.

Først og fremmest ville det være gået bedre for de kommunistiske stater, hvis de ikke var blevet tvunget til at satse på oprustning for at forsvare sig mod en krigerisk kapitalisme.

For at kapitalisme forsvinder skal der være et alternativ, der på samme måde griber folks drømme, fantasi, higen og ambitioner. Det er jo i virkeligheden derfor kapitalisme virker.

Forældre knokler for at tjene penge, så de kan sikre deres børn materielle muligheder, udfoldelsesmuligheder i form af sport og så videre, ro til at fordybe sig i studier fremfor at være tvunget til at arbejde fra ung alder.

Unge mennesker ønsker sig biler, unge mænd ønsker sig unge piger, unge piger ønsker sig dyrt tøj.

Barnet af den fattige drømmer om, at købe et stort hus til sine aldrende forældre.

Hvorvidt det er relevante ønsker er op til den enkelte (det er forsimplede eksempler, find selv på flere), men kapitalisme, muligheden for at blive rig skaber drømme og lægger grobund for ambition hos mange. Nøjsomhed, økologi, one-ness og lignende lokker nok den, der har det personlige overskud, men den inspirerer ikke den store masse og slet ikke de "sultne" (i både konkret og overført forstand).

Tror jeg.

randi christiansen

@Line Trasborg : "For at kapitalisme forsvinder skal der være et alternativ, der på samme måde griber folks drømme, fantasi, higen og ambitioner. Det er jo i virkeligheden derfor kapitalisme virker." Jeg ved ikke, om det er derfor, at kapitalisme virker, men naturligvis er der en motiverende kraft for menneskelig handlen. Spørgsmålet er så, hvad vil vi lade os motivere af, hvad skal drivkraften være ? Det er er vores ret og pligt at gøre det - vedr. mine tanker desangående, vil jeg henvise til tidligere indlæg.

Til randi christiansen:

Jeg tror egentlig, at mange reflekterende mennesker, der har tid, overblik og personligt overskud nok, kan formulere alternativer. Jeg tror bare der er mange mennesker, der ser på disse foreslåede alternativer og tænker: Det kan jeg ikke se mig selv i.

Jeg så et gammel Oprah Winfrey show forleden (ja, man må gerne vende øjne), hvor der blev talt med en instruktør fra Hollywood, der havde lavet en film kaldet "I am", der handlede om denne persons introspektion og funderen over livet, verden og så videre. Det sad de her to personer (Oprah og instruktøren) og talte dybsindigt om, hvordan det var vigtigt at mærke sig selv, ikke gå i selvsving i arbejde og så videre.

De er begge to multi-mega-millionærer. Er det så ikke lidt nemt tænker jeg?

Nuvel, den store folkelige altfavnende verdensorden, der kan give kapitalismen kamp til stregen vil være interessant at se, men jeg tror ikke den er lige rundt om hjørnet.

randi christiansen

Og så alligevel her et kort resume - Alle problemers moder er uhensigtsmæssig administration af de fælles ressourser i vores fælles biotop. At kapitalisere på og konkurrere indbyrdes om overlevelsesressourser er ødelæggende for den - globale og lokale, sociale og miljømæssige, for alles overlevelse - nødvendige balance. Denne primitive kamp om overlevelsesressourser er uværdig for menneskeheden, vi må finde samarbejdsmodellen i stedet for at bekæmpe hinanden. Der forestår et stort udviklingsarbejde med at formulere de samlede krav til forandring. Lad os håbe, vi når at beskrive den alternative strategi, inden etablissementet bryder helt sammen. Glem ikke historien - når uretfærdigheden bliver for stor, reagerer de undertrykte med det eneste, de har tilbage, hvis de ikke er døde af sult, narkomani, sorg, i væbnet kamp, sindsyge, listen er lang som et ondt år - de slår igen. Lad det gode argument om det uhensigtsmæssige i denne ubalance i et økologisk system med indbyrdes forbundne kar være spydspidsen i vores arbejde for forandring – det må selv finanssektorerne da kunne forstå – eller hvor fatsvage er de egentlig ? Det må da kunne lade sig gøre at nytænke et funktionelt ressourseadministrationsapparat uden at falde i nye og gamle fælder - en styringsmekanisme der tilgodeser de hensigtsmæssige løsninger, vi har deduceret os frem til må implementeres i en verden, hvor der - kort sagt - er plads til alle, der giver plads til alle. Der er en iboende orden, som fortæller os, hvordan det skal gøres - opdel verden i bioregioner, udregn brutto produktet - find fordelingsnøglen - hvor svært kan det være....og motivationskraften til at opgive det egoistiske perspektiv er naturligvis, at vi alle får det meget bedre. Det er ikke en løsning, vi skal regne ud – vi skal blot åbne vores øjne for den iboende løsning, som vores biotop viser os.

randi christiansen

@Line Trasborg - hej LIne - jeg vender ikke øjne - jeg er selv enormt nysgerrig på alt hvad der foregår, osse hos Oprah, men nu kan jeg så ikke tage den kanal - nå men grunden til at jeg skriver nu er, at jeg er helt enig i, at det kræver tid og overskud at arbejde med samfundsdesign og især formidling er vigtig. Det at dele sine tanker i f.eks. et forum som dette, finder jeg meget vigtigt. Med hensyn til formulering af logistikken i den nye verdensorden, så er det jo ikke noget, man ordner på en eftermiddag - selvom vi godt nok er ved at have travlt - men vi må deltage med liv og sjæl, så meget vi orker - og så gå ud fra at den praktiske implementering kan løses af medlemmer af den menneskelige familie - relevante fagfolk, som jo trods alt igennem historien har løst logistiske opgaver af meget stor kompleksitet og sværhedsgrad.

Anders Petersen

Jeg tror desværre at man blander markedsøkonomi og kapitalisme sammen. Markedsøkonomien er et fremragende redskab til at vælge de varer borgerne ønsker, hver gang borgerne køber en vare fortager de jo et valg. Evt. kan man oprette en brevkasse hvor borgerne kan skrive deres ønske til kommende varer, som ikke er at finde på hylderne.
Det vigtige bliver så retten til produktionsmidler og ressourcer. Og her er vi inde og snakke kapitalisme. I dag ejes disse af kapitalen, måske anderledes i fremtiden?

Der nævnes også at vi er for mange mennesker på jorden. Det kan der være noget om. Desværre siges der at dette er fordi vi har mangel på fødevarer. Intet kunne være mere forkert, hvis vi spiser lidt mindre kød og stopper med bio brændstof er der masser af mad til alle. Problemet er derimod hvis dem der ikke har mange ting, skal have lige så meget som de der har mange ting(dvs. os). Det er der nok ikke ressourcer nok til. Endelig er der det evige spørgsmål om olie - http://ing.dk/artikel/12784-fossil-energi-til-endnu-200-aar?highlight=AT
Vi har lidt tid endnu.

randi christiansen

Som prof. Herman Daly siger i dette foredrag : ” Sustainability & the Scale of the Economy ” (kan googles) : Vil vi have et perspektiv på 50 år eller et på 500.000 år ? Og om Økologisk økonomi : Ressourser - Kapital - Arbejde versus neoliberal økonomi : Kapital – Arbejde – her mangler en faktor i ligningen : Ressourser. Som professor Daly også påpeger, bliver det misforhold mere synligt med tiltagende ressourseknaphed. Jeg tillader mig at konkludere : det er røveri ved højlys dag, og tilmed en rigtig dårlig ide ifht alles overlevelse (se vores problemer med social - og miljøubalance), at kapitalisere på og indbyrdes konkurrere om biotopens (overlevelses)ressourser, som tilhører alle.
“Georgescu-Roegen’s student, Herman Daly, built upon his mentor’s work and combined limits-to-growth arguments, theories of welfare economics, ecological principles, and the philosophy of sustainable development into a model he called steady state economics. He later joined forces with Robert Costanza, AnnMari Jansson, Joan Martinez-Alier, and others to develop the field of ecological economics. In 1990, these prominent professors established the International Society of Ecological Economics. The three founding positions of the society and the field of ecological economics are:
1. The human economy is embedded in nature, and economic processes are actually biological, physical, and chemical processes and transformations.
2. Ecological economics is a meeting place for researchers committed to environmental issues.
3. Ecological economics requires trans-disciplinary work to describe economic processes in relation to physical reality.
Ecological economics has become the field of study most closely linked with the concept of a steady state economy. Ecological economists have developed a robust body of theory and evidence on the biophysical limits of economic growth and the requirements of a sustainable economy.
Sustainable Scale and Degrowth
Sustainable scale is the key characteristic of a steady state economy. Scale is simply a measure of the size of one object relative to another. In this case, we are concerned with the size of the human economy relative to the ecosystems that contain it. Sustainability is achieved when the human economy fits within the capacity provided by Earth’s ecosystems. Economic activity degrades ecosystems, interfering with natural processes that are critical to various life support services. In the past, the amount of economic activity was small enough that the degree of interference with ecosystems was negligible. The unprecedented growth of economic activity, however, has significantly shifted the balance with potentially disastrous consequences. This is why getting the scale of the economy right (technically the point at which the marginal costs of growth equal the marginal benefits) is the highest priority for a steady state economy.
Finding the Goldilocks scale of the economy, the size that’s not too small and not too large, but just right, is no easy feat. In cases where the benefits of growth outweigh the costs (for example, where people are not consuming enough to meet their needs), growth or redistribution of resources may be required. In cases where the size of the economy has surpassed the carrying capacity of the ecosystems that contain it (a condition known as overshoot), degrowth may be required before establishing a steady state economy that can be maintained over the long term. Adjusting the scale of the economy through accurate measurement of benefits and costs, through trial and error, through regulation of markets, and through political will to achieve sustainability is the great challenge of our times.
Fair Distribution
Since continuous growth and sustainable scale are incompatible, growth cannot be relied upon to alleviate poverty, as has been done (ineffectively) in the past. If the pie isn’t getting any bigger, we need to cut and distribute the pieces in a fair way. In addition, poor people who have trouble meeting basic needs tend not to care about sustainability, and excessively rich people tend to consume unsustainable quantities of resources. Fair distribution of wealth, therefore, is a critical part of sustainability and the steady state economy.
Efficient Allocation
The conventional economic thought focuses almost exclusively on efficient allocation of scarce resources. The dominant thinking is that free and competitive markets, along with prices driven by supply and demand, result in efficient allocation of goods and services (in the absence of pesky, omnipresent externalities and market imperfections). Efficient allocation is also important in a steady state economy – ecological economists support many market strategies to accomplish efficient allocation of resources – but only after achieving sustainable scale and fair distribution. Efficient allocation, although a valid criterion for managing and using resources, means very little in an unsustainable or unjust economic system.”

Sider