Kronik

Lad Grækenland gå bankerot

Meget tyder på, at en stor restrukturering af Grækenlands gæld — altså en statsbankerot — forberedes. Indtil for nylig er den løsning ellers blevet afvist som frygtelig dyr. Men hvis den det gribes fornuftig an, vil den nok være mindre dyr end den strategi, der hidtil har været fulgt
I Grækenland har der allerede været eksempler på de kræfter, en økonomisk nedtur kan udløse.

I Grækenland har der allerede været eksempler på de kræfter, en økonomisk nedtur kan udløse.

Orestis Panagiotou

Debat
17. oktober 2011

Egentlig er det simpelt: Hvis du har brugt flere penge, end du har tjent, har du lånt til at betale en del af dit forbrug. Og hvis du har lånt, skal du en eller anden dag betale tilbage.

Men nogle gange er det nærmest er umuligt at betale tilbage. Det kan være, fordi du har mistet dit job, og dermed gået ned i indkomst, eller fordi der ikke blev holdt godt nok øje med, hvor meget du lånte, og der har hobet sig til så meget gæld op, at det simpelthen er blevet umuligt, at du kan betale tilbage. I sådanne situationer kan den eneste mulighed for at komme videre være, at du opgiver at betale lånet tilbage — du går konkurs.

Det er dog klart, at den, der har lånt dig pengene, bliver sur. Det er også klart, at den, der lånte dig penge i første omgang, nok ikke er klar til at låne dig penge igen lige med det samme. Og endelig: hvis det er mange penge, der er lånt ud, kan det måske ligefrem give problemer for din ven: Måske kommer han selv i økonomiske vanskeligheder, fordi han ikke får sine penge tilbage.

Græsk underskud

Præcis sådan er det med Grækenland. Den græske regering har gennem alt for mange år brugt alt for mange penge, i forhold til hvad den havde i indtægt. Landet har ikke ét eneste år siden 1980 haft et underskud på statsbudgettet, der var mindre end de berømte 3 pct. af BNP, som er kravet i Vækst- og Stabilitetspakken. Grækenland har derfor opbygget en kæmpegæld: Den er i dag mere end 160 pct. af et års græsk BNP.

Det er verdens højeste gældsniveau med undtagelse af Japan, der har nogle fordele i forhold til Grækenland: Japan har sin egen valuta, de private husholdninger i Japan sparer meget op, og Japan har et overskud på betalingsbalancen.

Gennem de seneste år er gælden i Grækenland eksploderet. Både fordi man snød og skjulte størrelsen af underskuddet gennem lidt for kreative finansielle transaktioner, men også fordi man simpelthen brugte alt, alt for mange penge. En mindre del af gælden skyldes selvfølgelig også, at Grækenland ligesom alle andre lande blev ramt af den økonomiske krise i 2008-2009.

Derfor er gælden nu så stor, at mange — inklusive undertegnede — mener, at den eneste måde Grækenland kan komme videre på er, at landet opgiver at betale en del af gælden tilbage. Med andre ord er der behov for en restrukturering af gælden med et passende stort haircut— eller simpelthen en statsbankerot.

Uundgåelig bankerot

Efterhånden står det klart for de fleste, at Grækenland må gå bankerot. Nogle har endda været klar over det et pænt stykke tid. Så hvorfor er bankerotten ikke allerede en realitet?

For at forstå det skal vi vende blikket mod dem, der har lånt Grækenland penge — hvilket ikke mindst vil sige private investorer i udlandet, altså udenlandske banker. Grækenland har nemlig også haft et meget højt underskud på betalingsbalancen, hvilket er det samme som at sige, at landet har lånt penge i udlandet. Hvis Grækenland går bankerot, vil der derfor være mange banker, der taber mange penge — selvfølgelig primært de græske banker, men også tyske og franske banker.

Faktisk har nogle, også meget store, tyske og franske banker så mange penge i klemme i Grækenland, at de vil have problemer med at overleve, hvis landet går konkurs. Det skaber mindst to problemer.

Det ene er, at banker er centrale for helbredstilstanden i resten af økonomien. Når bankerne har det godt, har økonomien det ofte også godt. Men når bankerne har det dårligt, låner de mindre ud, og resten af økonomien lider skade. Husholdninger kan ikke låne til at købe de ting, de gerne vil, og virksomheder ikke kan låne til at sætte investeringer i gang. Alt sammen forhold, der går ud over de ting, vi virkelig er bekymret for såsom arbejdsløsheden og den generelle velstand i samfundet.

Det andet problem er, at selv om Grækenland går bankerot, vil landet stadig have behov for at låne penge. Grækenland har nemlig stadig et underskud på det, vi kalder den primære balance. Selv hvis Grækenland fra den ene dag til den anden holdt op med at betale renter og afdrag, ville der stadig være underskud på det offentlige budget.

Og da landets kreditorer sikkert bliver 'sure', hvis ikke de får deres penge igen, kan grækerne naturligvis godt se, at det er vigtigt, at komme til en forståelse med dem, før man går bankerot.

Her kan man passende lave en sammenligning med Argentina, der gik bankerot i begyndelsen af 2002. Argentina lavede ikke en aftale med sine kreditorer, hvorfor landet blev bandlyst fra de internationale finansielle markeder. Argentinas økonomi faldt derfor med næsten en fjerdedel i løbet af de første par år efter statsbankerotten. Det er så rigtigt, at Argentina siden da har oplevet stor økonomisk fremgang — men 2002-2004 var nogle meget barske år.

Hvorfor bankerot?

Hidtil har den officielle strategi været, at man ville prøve at undgå bankerot. Dette gør man ved fra IMF, EU og Eurolandenes side at låne Grækenland penge (der er ikke andre, der vil) mod samtidig at forlange helt nødvendige opstramninger i den græske økonomi. Man har håbet, at det var muligt for Grækenland at rette op på tingene.

Nu står det imidlertid klart, at det er det ikke. Grækenlands underskud bliver større end forventet, den økonomiske tilbagegang større end forventet, gælden vokser mere end forventet og så videre. Rigtig meget tyder derfor på, at man er ved at indse, at man må lade Grækenland gå bankerot, så gælden kan blive bragt ned på et håndterbart niveau, og der bliver lys for enden af tunnelen.

Der er flere tegn på, at en bankerot overvejes: Politikere, centralbankchefer, regulatorer og andre afviser ikke længere kategorisk muligheden. Der laves nye stresstest af de europæiske banker. De skal ende med krav om mere kapital i bankerne. Samtidig er Eurolandenes redningsfond, EFSF, ved at blive gjort klar. Det virker derfor sandsynligt, at Grækenlands gæld bliver kraftigt barberet, når disse ting er på plads.

Omkostninger

Men vil det ikke blive frygteligt dyrt at lade Grækenland gå bankerot? Jo, det vil blive dyrt. Men ser man mere nøgternt på det, er det nok mere sandsynligt, at det er den mindst dyre løsning (bemærk her står ikke 'billig'), under forskellige betingelser.

For det første skal man undgå, at restruktureringen foregår ukontrolleret. Det vil sige, at man skal indgå aftaler med de private kreditorer, altså bankerne, om en restrukturering.

Da kreditorerne efterhånden også kan se, at den ikke går længere, og at alternativet er en ukontrolleret bankerot, hvor de taber endnu flere penge end ved en kontrolleret bankerot, er en sådan aftale nok mulig.

For det andet skal både græske og andre europæiske banker rekapitaliseres, da bankerne ellers også vil gå konkurs.

Da Grækenland ikke har pengene til denne rekapitalisering, bliver Eurolandene nødt til at blive ved med at låne landet penge. På denne måde kan man også stadig holde presset på Grækenland, så de nødvendige reformer kan fortsætte.

Endelig skal Eurolandene, EFSF og ECB have så mange penge klar, og være villige til at bruge dem, at de kan købe (rigtig mange) især spanske og italienske obligationer på markedet, når der efter en græsk restrukturering kommer pres på disse landes renter.

Ovenstående overvejelser er baseret på den viden, vi har fra tidligere restruktureringer i andre lande. Omkostningerne ved restruktureringer er selvfølgelig usikre, men nogle ting virker rimelige klare: Hvis et land, der restrukturer sin gæld, samtidig oplever en valutakrise (i Grækenlands tilfælde: en udtræden af euroen og indførelsen af drakmen), en bankkrise (i Grækenlands tilfælde, at man får ikke rekapitaliseret bankerne) og en ukontrollabel restrukturering, er omkostningerne ved gældsrestruktureringer frygteligt høje.

Behold euroen

Man hører nogle gange argumentet om, at Grækenland bør træde ud af euroen for på den måde at genvinde konkurrenceevnen.

Jeg er imidlertid bekymret for, at det vil være det værste, landet kan gøre. Det vil blive meget dyrere end en gældsrestrukturering, hvor man beholder euroen.

For det første vil der komme endnu større kapitalflugt fra Grækenland, end den vi ser nu. For at forhindre det må man lukke bankerne — eller i hvert fald begrænse folks adgang til at hæve deres penge — i en periode, der strækker sig fra den dag, der kommer rygter om en tilbagevenden til drakmen, til den dag, den nye valuta er indført.

Banklukninger skaber dog med stor sandsynlighed overordentlig stor utilfredshed i befolkningen. I Argentina var der deciderede optøjer med flere omkomne til følge i forbindelse med banklukningerne.

Herudover vil en udtræden af euroen føre til, at gæld bliver restruktureret, også virksomhedsgæld. Og virksomheder kan man jo i modsætning til suveræne stater forfølge ved at gå rettens vej. Konsekvensen vil være, at mange virksomheder vil blive erklæret konkurs, hvilket igen vil føre til voldsom arbejdsløshed.

Hertil kommer, at Grækenlands eksport ikke er særlig stor. Det er selvfølgelig en del af problemet, men det betyder samtidig, at eksporten ikke er så vigtig for økonomien, at en udtræden af euroen vil have stor effekt.

Endelig mener mange, at grækerne vil være nødsaget til at træde ud af EU, hvis de forlader euroen. Konsekvensen vil være, at der ikke vil være flere penge at hente i eurolandene, som i dag trods alt finansierer Grækenland.

Den schweiziske storbank UBS har regnet på det og er kommet frem til, at det kan koste halvdelen af Grækenlands bruttonationalprodukt, hvis man træder ud af euroen. I mine øjne er nogle af antagelserne i UBS' analyse lige lovlig pessimistiske, men det er rigtigt, at det vil være uoverskueligt dyrt for Grækenland at skifte euroen ud med drakmen. Tab af 40-50 pct. af økonomien medfører voldsom og udpræget fattigdom.

Derfor gælder det om at indgå en aftale med kreditorerne, så en kontrolleret bankerot kan sikres, blive i eurozonen, så en valutakrise kan undgås, samt at få eurozonens accept af bankerot, så zonen vil blive ved med at låne Grækenland penge, de græske banker kan rekapitaliseres, og en bankkrise kan undgås.

Kan det lade sig gøre — meget tyder på, det kan — vil det være en bedre strategi end den hidtidige. Men samtidig er det ærgerligt, at det skulle gå så lang tid, inden man indså, at det er den nødvendige vej at gå.

 

Jesper Rangvid er professor i finansiering ved CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Det er jo ikke Grækenland, der går bankerot, men det er det finansielle system.

John Rohde Jensen

Der er ingen tvivl om at Grækenland ryger ned med nakken. Det eneste spørgsmål er, hvornår og hvordan. Men Grækenland kan håndteres, da de kun udgør ca 2 procent af den europæiske økonomi. Portugal og Irland kan også godt gå ned uden de store katastrofer.

Morskaben begynder først når vi når til Spanien og Italien. Begge disse lande er for store til at rede og samtidig vil en falit være katastofal for den europæiske økonomi. Dvs de SKAL rede sig selv. Spørgsmålet er om den politiske vilje og evne er til stede?

Jeg kan i øvrigt anbefale John Mauldins bog Endgame, som analyserer disse scenarier. Se også:

http://www.youtube.com/watch?v=4mn4ujPLKvA

Hvorfor mon Argentina gik fallit? Jo, Argentina gik fallit i 2002-2004, netop fordi de havde gjort alt det som Verdensbanken og IMF havde rådet til dem. Og hvorfor mon de havde det? et lille hint: måske fordi den internationale finans-kapital kunne tjene penge på det.

Og ja, Argentina oplevede barske år fra 2002-2004, men siden er det jo gået meget godt med argentinske økonomi. Og det tyder på at en fallit eller en statsbankerot for Grækenland, Irland, Portugal, Italien og Spanien synes den eneste og rette vej - til at gen-starte øknomien i de nævnte lande.

@Michael det er rigtigt at det finansielle system i Grækenland nok vil gå bankerot, men det er vel også landet som sådan, da det er landet og dets regeringer der har lånt penge i udlandet til at financiere landets underskud - altså statsgæld.
Jeg er bare ikke sikker på at konkurs eller bankerot er det rigtige ord at bruge om lande. Hvis en virksomhed eller en person går konkurs, så kan kreditorerne jo gennemgå boet og tage det der er noget værd. Samtidig kan man smide folk ud af deres virksomhedsbygninger og huse.
Det er vel lidt tvivlsomt, om man kan inddrage Grækenlands værdier, fx. Akropolis eller Athen, og så smide grækerne ud af Grækenland. Det vil nok føre til væbnede kampe vil jeg tro.
Min pointe er, at man ikke ikke har samme muligheder ved en statsbankerot, som man har ved en personlig- eller virksomhedskonkurs. Hvis et land (eller tilstrækkelige store dele af et lands finansielle system) holder op med eller ikke kan betale sin gæld, så har kreditorerne (lande eller virksomheder) ingen anden mulighed, som indikeret af Jesper i artiklen, end at finde en aftale om afståelse af (store) dele af gælden.

Ja, lad os helt ignorere Fractional Reserve Banking, som betyder, at penge trylles frem af den blå luft, og skaber renter, som aldrig KAN betales tilbage.

Bankerotter er indbygget i systemet, de kan ikke ikke forekomme.

Artiklen har en underlig national vinkel, som sært nok binder "grækeren" uløseligt sammen med bankernes overlevelse. Måske er der mere samfundsmæssigt perspektiv i at lave en plan, så den umådelige rigdom skattesnyd og korruption har ført med sig ikke kan føres ud af landet. Lukke den græske økonomi inde i en finansiel krystalnat, og derefter kulegrave landets privatøkonomiske overskud (der i Danmark er 800 milliarder kroner) og plukke toppen for det, der nødvendigt for at komme ud af klemmen. Det virker underlig respektløst at lade den græske krise handle om statsbankerot eller ej. Det handler om almindelige mennesker, der skal lægge deres livsstil om. Holde op med at mistro hinanden, snyde i skat fordi naboen gør det og give deres offentligt ansatte bedre løn og arbejdsvilkår samt gøre op med korruption på nært og fjernt plan.
Hvis vi snakker om en national størrelse i det her må det være, at grækenlands indbyggere forstår sig selv og hinanden som et fællesskab, der selv og sammen skal løse det her. Med sværdslag. Med vrede. Med optøjer. Men i den sidste ende med forståelsen for, at et land ikke kan hænge sammen hvis man har mistet tilliden til hinanden, politikerne og sågar journalisterne. Den får de ikke tilbage på en statsbankerot. Den får de måske tilbage på en letforståelig hestekur, hvor de bredeste græske skuldre bliver procentuert håndplukket for de små milliarder der skal til og dem der kan bidrage med arbejdstid lægger fagforeningsskuldre til.

Michael Skaarup

Jesper, som du selv skriver. Så vil kreditorerne iforb, med en svt. statsbankerot, stå uden mulighed for at få deres penge igen.

Som Anders A, er inde på. Så har de penge som den græske stat lånt, aldrig eksisteret, men er en fabrikation af en indviklet pyramidespil.

Hanne Christensen

Må være til Grækenlands fordel at gå fallit - hvis det er at gå fallit at slippe ud af varm luft penge og bankers (Goldmann Sachs) økonomiske Bonanza og casinoøkonomi.

Jeg vil nærmere kalde det en befrielse.

Hvad bruger Grækenland sine penge på? Mig bekendt er landet ganske selvforsynende med det meste af de basale fornødenheder. Det er jo nok drivmidlerne, der forarmer dem, så også for Grækenland er vejen frem udskiftning af fossile brændstoffer med vedvarende energi.

God artikel - meget enig i hvad der skrives i den.

Jeg vil dog ikke anse det for helt og aldeles uønsket, hvis Grækenland forlod både EURO'en og EU.

De demokratisk valgte politikere i grækenland har åbenbart gennem mange år demonstreret ekstrem upålidelighed - hvilket vel er en funktion af de græske vælgeres grundindstilling til tilværelsen.

Så den politiske "kvalitet" og økonomien i EU vil givet blive højnet hvis grækenland "står af" . (Og der er et par andre lande, som EU også vil være tjent med at "miste".)

Ejvind Jacobsen

Alle med bare en lille smule omløb i hovedet har vidst at det ville ske hele tiden. At Grækenland, og så Spanien, Irland og måske andre lande skal gå ned.

Det er udelukkende politikere og bankfolk der har forsøgt at bilde befolkningen ind at det ikke ville gå sådan - ud fra devisen: Hvis folk tror på det, så kan vi redde nogle af stumperne.

Problemet er bare at der kun er 1 til at betale uanset hvad de stumper består af - det er kunden.

Opfordring til alle: Tag pengene ud af bankerne, så de alle ryger nu, og lad os så bygge et samfund op baseret på noget der er mindre flygtigt end "penge" - nemlig tillid og passion.

Vi behøver ikke penge for at få samfundet til at køre rundt - alt hvad der behøves er en vilje til at arbejde for det fælles bedste. Endnu et plus ville være at alle de ting der gøres udelukkende for at tjene penge, ville forsvinde, og dermed ville en masse problemer kunne undgås.

Michael Kongstad Nielsen

Skal man nu tro på, hvad de økonomiske professorer siger? For kort tid siden var bakerotten utænkelig. Nu er den det mest sandsynlige. Lige nu er er udtræden af euroen helt ødelæggende for alt og alle. Om lidt er den nok det mest sandsynlige. Om lidt er euroens totale opløsning helt igennem utænkelig. Men om endnu lidt længere tid er opløsningen den eneste vej frem.

Change, occypy den inhumane kapitalisme. Lad bankerne gå fallit, de er forældede og overflødige. Et system der kun tænker på at tjene penge til sig selv, er dybt utroværdigt i alle retninger . "Dybt utroværdig" var Svend Aukens fine sprogbrug, jeg foretrækker "fulde af løgn".

Tak til Jesper Rangvid for på forståelig vis for undertegnede at ridse landskabet op.

Torben Petersen

Alt i alt en fornuftig kronik af Jesper Rangvid, der dog synes at forbigå to forhold: 1) At en kontrolleret bankerot ikke er en rigtig konkurs eller bankerot, men derimod et frivilligt forlig, og 2) at der knytter sig visse vanskeligheder til netop frivillige forlig.

For det første er der ofte en udpræget modvilje hos kreditor (den der har penge til gode) mod at give en tilstrækkelig gældsnedskrivning og dermed sikre det nødvendige fundament for at operationen på længere sigt lykkes.

For det andet er det langt fra sikkert, at debitor (Grækenland) rent faktisk på længere sigt kan (eller vil) leve op til de i forliget fastsatte vilkår.

Kunsten bliver således at få lavet et hair cut (frivilligt forlig) der er kraftigt nok til at bringe Grækenland flot - formentlig noget med en gældseftergivelse på 50-60% (sic!), og dels ikke har strengere vilkår end det græske politiske system og den græske befolkning i længden kan leve op til dem.

Det bliver en svær proces med mange modsat rettede hensyn, hvor de tyske og franske kreditorbankers smertegrænse og EU-systemets villighed til at bakke dem op så de undgår solvensproblemer vil blive sat på en hård prøve.

Det "længste strå" synes grækerne måske umiddelbart at have, idet de kan true med en egentlig ukontrolleret konkurs, hvis der ikke kan findes et frivilligt forlig, der efterleves i et tempo som den græske politiske system og befolkning kan holde til.

Anne Marie Jensen

Lad os nu lige se, om folket overhovedet tillader politikere og økonomer at skalte og valte henover hovederne på dem længere. Ægte demokrati, tales der om på Syntagma Square. Hvem ved, måske er vurderingen i næste uge, at revolution er løsningen?

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor vil det være det være dårligt for Grækenland at forlade euroen? Jesper Rangvid siger:

1) fordi der vil komme stor kapitalflugt. Men når hele øvelsen med bankerot og udtræden af euroen har til formål at bringe Grækenland på ret køl og sikre en ny stabil økonomi, er der jo ingen grund til at flygte. Og så kan man lukke bankerne delvist i en periode, det går nok. Ny kapital kan jo også komme fra Kina eller andre steder, som vi ikke ved noget om i dag.

2) Fordi private virksomheders gæld skal restruktureres, og kan gå konkurs. Men samtidig med at gæld i euro vil blive dyrere når drakmen falder i værdi, vil virksomhederes varer bliver nemmere at sælge, og så tjener de flere penge, så de kan klare restruktureringen.

3) "Endelig mener mange, at grækerne vil være nødsaget til at træde ud af EU, hvis de forlader euroen.", skriver Rangvid. Men der er 10 andre EU-lande, der ikke er medlem af euroen. Så hvorfor ikke også Grækenland.

Jeg er bange for, at der er den sædvanlige træghed i økonomers tankegang, fordi man ikke tør forudse det, som politikerne ikke tør forudse. Man turde heller ikke se bankerotten komme - nu er den der (næsten).

Men hvad Tangvid ikke berører, er Grækenlands nødvendige transformation af en lang række samfundsindretninger og og måder samfundet fungerer på. Grækenland må vågne op af det her, der må ske noget helt nyt. Det gjorde der faktisk også i Argentina. Der er man ligesom i nabolandet Brasilien igang med helt store ændringer i samfundet, en ny polisk klasse har taget over, middelklassen blomstrer, der betales skat, og børnene kommer i skole og slummen og fattigdommen skrumper. Den udvikling er ikke IMF´s arkitektur, sådan noget har de ikke forstand på. Men Grækenland må vågne ligesom Latinamerika og lave noget helt nyt.
3)

Forkert forkert forkert.
Hvis De får lov til at beholde euroen, så er det som at tisse i bukserne.
Så vender problemet tilbage om 5-10 år.
De er jo sikkert glade for
den milde pengeregn fra Nordeuropa, men hvor længe kan EU politisk holde til det cirkus ?
Det er også et uheldigt signal De andre forgældede lande. Så vil de selvfølgelig også have en
tilsvarende "gældssanering" Det er helt forkert det De laver i EU.
Men det er jo svært at se en fiasko i øjnene.!!

Niels-Holger Nielsen

Jesper Rangvids kronik er ganske forudsigelig. Han starter med at male sine konklussioner frem via en beretning fra privatøkonomien for at etablere en common sense, som man ikke kan være imod uden at være en tosse. Så, springer han til det globale finansmarkeds domæne og benytter sig af den konsensus han just har opnået. Det er præcis her han tager røven på den delvist forudsætningsløse læser. Der er fanden til forskel på hvad der sker, og hvad der er lov og ret, i privatøkonomiens celler, som jo er noget vi kan relatere til: vores egen cigarkasse, vores arbejdsgivers problemer, etc. og hvad der sker på det globale finansmarke., Det er iøvrigt alt sammen mere indviklet og mere politisk end Jesper Rangvid lader ane. Aktører på det "totale" niveau, som fx. finanskapitalen foretager transaktioner, som ikke er begrundet i hensynet til cellerne i det kapitalistiske legeme, og dermed virker de tilbage på cellerne, tandhjulene, den menneskelige opfindsomhed og den samfundsfølelse, som er det eneste, som kan redde os ud af den penible situation, som det dobbelte kulstofproblem har sat os overfor. Finansielle aktiver er overordentlig abstrakte og bygger dybest set på, at klodens ressourcer er uudtømmelige, eller uendeligt substituerbare. Finanskapitalen har samfundsmæssig magt ud over hvad deres penge giver dem i de købmandsregnestykker, som var meget populære, da jeg gik i skole. Finanskapitalen placerer, eller tilbageholder deres midler i forhold til, hvordan de vurderer, inden for en meget snæver horisont på fem, højest ti år, vil give det optimale udbytte. Profitten styrer her som hisset. Den indbyrdes konkurrence sluger midler af en størrelse, som du dårligt kan forestille dig. Finanskapitalen er det mest omkostningsfulde bureaukrati, som over hovedet er tænkeligt. Igennem denne profithorisont, er det ikke muligt at beherske tidens problemer og kapitalismen gik i sit afgørende koma, da olieprisen i sommeren 2008 nåede sit hidtil højeste niveau med næsten 148 dollars per tønde.
Allerede i tiden før denne hændelse, faktisk siden IT-krisen, i begyndelsen af det nye årtusind, som stod på skuldrene af kriser siden 1973 og med et markant indslag af finanskapitalistisk toneangiven fra midtfirserne, havde kapitalen problemer med at sikre profitabiliteten fordi uendelig vækst er umulig. For længe siden var en kæmpe andel af økonomien begyndt at vandre over i spekulative investeringer, som fx. at spille på stater, som var det et derby. Dels har disse investeringer jo et konkret afkast, se bare på OL i Athen, og dels er det et relativt sikkert helle for overskydende kapital, som jo skal forrentes med minimum gennemsnitlig profit. De omfattende garantier (WB, IMF EU,) som omgærder investeringen, er trods alt det bedste man kan forvente sig i en situation, som de toneangivne helt sikkert hele tiden har været på det rene med. Man har været nødt til at vælge sine egne relativt smalle interesser. Over det lange stræk ser det mest af alt ud, som om man har skubbet fremtidens problemer foran sig i håbet om en hjælpende hånd fra den usynlige.
Altså, den almindelige udvikling i det kapitalistiske system har sat verdensinteresserne på spidsen. Det er selvfølgeligt forkert at forestille sig, at disse finansinstitutioner handler i absolut blinde. De har tænketanke, og de har konsulentfirmaer, men de handler inden for deres egne interesser, og de dikterer verden at understøtte disse.

Al denne kapital, som naturligvis var investeret i "dårlige" landes statsobligationer fordi, der ikke var andre måder, som levede op til profithorisonten, skal nu forrentes bedst muligt for bankerne, som åbenbart er hovedstøttepillen i vores omgang med hinanden og resten af naturen. Nulstil pointtavlen og start forfra lyder det fra Jesper Rangvid og det globale kleptokrati. Bedre held næste gang! Men har vi tid til det? De to grader er i systemet og langt mere venter, hvis vi ikke foretager drastiske omlægninger, hellere i går end i dag.

Vi savner en pisk mod de globale finansinstitutioner, som åbenbart skal tvinges til at investere i civilisationens overlevelse frem for i kortsigtet profit. Det er ikke muligt at benægte, at dette ville være at stille tingene på hovedet, og at det ville være kapitalismens endelige exit - to århundreder fik den som dominerende samfundsformer. Kapitalismen er blevet en stor krise, og vi venter kun på sammenbruddet - eller omvæltningen.

Jesper Rangvid er en meget dygtig, men dybest set utroværdig økonominørd, som kun har appel til Aftenlandet og tilhængere af den illusoriske fortsættelse af kapitalismen.

Han fortæller os heller ikke hvad konsekvenserne af hans foreslåede politik - ja, ingen er kun økonom - er. Men de er tydelige. Den vil kompensere monopolkapitalen for dens fejlskud i dens bestræbelser på at vokse og opnå hegemoni: Feudalkapitalisme, miljødestruktion og folkemord.

Jeg håber virkelig, at den græske befolkning sætter usurpatorene fra bestillingen og indfører rødt demokrati, så vi andre har noget at se hen til og støtte. Grækerne har brug for din støtte!

En fagmand ud i byggeteknik kan fortælle dig, at denne mur blev rådden på grund af utilstrækkelige tørretider, men han kan ikke nødvendigvis fortælle dig, at det hele skyldtes profitjag og damage control i regi af et anstrengt budget og en cassinokredit.

Jesper Rangvid har tjent sine sporer som en lokal udgave af oraklet fra Delphi. Og nu har han fortjent en medalje.

Problemet er, at EU's politiske projekt med ØMU'en er urealistisk, og altid har været det, da det ikke svarer til de økonomiske realiteter, og forudsætter, at landene overholde hvad de forpligter sig til. Det er nogen vandt til nat gøre, andre tager det ikke så tungt.

Det vil fortsat være urealistisk, i alt fald så længe EU overlader det til de enkelte lande selv at administrere deres interne økonomiske forhold. Det er Grækenland et eksempel på, og formentlig ikke det sidste.

Man behøver bare at tage en taxi tur i de forskellige hovedstæder, for at få tydeliggjort hvilke forskelle der hersker.

Niels-Holger Nielsen

Den "græske" krise har så mange implikationer, som tidligere har været berørt i disse tråde, at det ikke vil være muligt at komme ind på dem alle i nogle få indlæg, men lad mig nævne i flæng:

- Finanskapitalens overtagelse, af en relativt "tilbagestående" økonomi, som har en rigdom af selvforsyning. Nu skal ikke blot Heniken og Amstel dominere markedet, men også Danone og Arla; fortsæt selv listen. Der er profit i Grækenland på længere sigt.

- Den internationale finanskapitals samarbejde med toneangivende kapitalkredse i Grækenland om at slagte fedekalven og dele rovet, med staten som misliebig Kirsten Giftekniv. Lutter "strategi".

- Den relativt svage Græske monopolkapitals behov for opbakning ved at drive statskanibalismen til det yderste ved at opretholde et utidssvarende skattesystem, som ikke henter pengene, der hvor de er, men freder mindre entreprenører og almindelig skatteunddragelse for at undgå et opgør med deres egne klasseprivilegier.

- Grækenland har alt for mange penge investeret i en turistindustri, som ikke er bæredygtig. På Kykladerne er man mere restriktiv end på Solkysten, men overbebyggelsen og den ensidige satsning trænger sig lige godt på.

- Der bliver udført oceaner af sort arbejde ude i turistressorterne, som også er med til at holde prisen nede på et grækenlandsbesøg. I butikkerne koster varerne det samme som her, men de lokale restauratører er ikke desto mindre i stand til at servere gode måltider, som ikke koster mere end en burger med det hele. At overnatte lokalt er også langt billigere end noget man ser de fleste andre steder.

- Den græske herskerklasse har altid været skarpt opdelt i en international elite og et ruralt bagland.

Osv, osv.

Grækerne må følge den internationale kapitals dagsorden eller gå bankerot. Det sidste gør ondt lige nu, men det giver nye muligheder.

Niels-Holger Nielsen

Man kunne også bede Jesper Rangvid om en kontrafaktisk redegørelse for, hvad der var sket i Argentina, hvis man ikke havde sat bremseklodserne i?

Niels-Holger Nielsen

Overskriften til kroniken lyder: "Lad Grækenland gå bankerot", men substansen siger at vi skal redde den internationale finanskapitals røv, koste hvad det koste vil.

Niels-Holger Nielsen

Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift: subjektiviteten må finde sammen med objektiviteten eller går det galt.

Mange gode kommentarer. Derfor kun kort: vi mangler stadig fra økonomer og finanseksperter en redegørelse for den græske økonomis potentiale. Der er altid kun tale om 'økonomien' som en black box.
Desværre er Grækenland for turismeafhængig og afhængig af billig turisme, bl.a. af sådan nogen som nordiske Kreta-farere og Pia Kjærsgaard (ejer hun ikke et hus på Santorini?). Landbruget på øerne er patetisk, tobakken gik ned på fastlandet. Der er miner og ny minedrift og en del vedvarende energi. Men ingen tvivl om, at Grækenland trænger til at få stablet en bred økonomi på benene, ikke en med lange fangarme til nord. Derfor bedre at forlade euro'en. Hvis man ikke har aktier i denne valuta som sådan, er der jo ingen grund til andet. Der er i det hele taget meget, der tyder på, at euro'en ikke er til gavn for andre end marxistiske kriseteoretikere, der mener, den er med til at fremme kapitalistiske kriser, samt nogle finansoligarker, der dog også kan leve af andre valutaer (afskaffelsen af euro'en vil ikke afskaffe finanserne og valutaspekulation, sandt nok, men drakmen må flyde). Først og fremmest er det patetisk, at Rangvid bliver ved med at indrette sine anbefalinger efter finansmarkederne. Hvis der skal være nogensomhelst blot antydningsvis fornuftig udgang på det her, skal finansdominansen kontrolleres. Hvad med at forhindre handlen med CDS'er i valutaer og europæiske obligationer?
Den eurocentriske vej, at gå ind for fælles finansministerium og obligationsudstedelse, vil ikke give nogen hjælp til sydeuropæiske lande, for det vil ikke gøre dem mere "konkurrencedygtige". Dvs. noget sådant skal ledsages af endnu større overførsler, og det er der ingen, der vil. Og så er en stor del af det øvrige EU jo også i krise. Good luck!

Leif Højgaard

Tak til Jesper Rangvid, som er cand.polit og ph.d og tilknyttet som professor ved Institut for Finansiering hos CBS. Vi takker for en pæn og informatiiv forelæsning. Tilsyneladende opnår hans studerende på CBS kun kendskab til hvordan man arbejder og manipulerer med penge, men ikke de egentlig bliver til og de indbyggede fejlmekanismer. Hvad årsagen er forekommer lidt uklart for det er yderst relevant. Måske det er fordi, 'man' mener, det ikke tåler dagens lys.

Vi mangler, som Karen Helveg siger '...fra økonomer og finanseksperter en redegørelse for den græske økonomis potentiale. Der er altid kun tale om ‘økonomien’ som en black box' - Mon ikke det skyldes at pengepolitik ned gennem historien altid har været en evig kamp imellem bankfolk og staterne og ikke baseret på rationel planlægning og budgettering men at det som et 'omvendt bankrøveri' tømmes nationer, ligesom der før er blevet tømt selskaber - og det endda lige for øjnene af de måbende befolkninger, der mangler indsigt i bankverdenens historiske forløb.

Frank Klevenhaus

Det er hele banksektoren i Europa, der vælter som domino brikker.
Hvordan skal man kunne leve op til Credit Default Swaps ( forsikring mod tab ) på denne mulige konkurs?
Hvem skal betale det?
Det bliver - rigtigt gættet - de europæiske skatteydere.
Game , set and Match

Torben K L Jensen

Hvor fanden er solidariteten med det græske folk?
Det er ikke deres skyld,det er løgnagtige borlige politikere,der med de europæiske banker og de EU-fanatiske politikere vidende,at de fik lov til at snyde
sig ind i euroen med den medfølgende AAA-rating
og dermed muligheden for billige lån.
De skulle aldrig have været med i euro-zonen,der
på forhånd var en dødsejler,uden en politisk styring
af alle landes finanser.

Leif Højgaard

USA har netop godkendt salget af 400 kampvogne til græsk militær skriver Arbejderen - så mens den græske befolkning skal spænde livremmen adskillige huller ind, står den ikke på smalkost i landets militær.

Til Torben Jensen:

Der er vel ingen solidaritet med et folk, der i så ringe grad har betalt skat? Det kan vel ikke overraske, at har man bedraget (en alt for svag, ja - ingen diskussion her) staten for indtægter igennem mange år, så bliver der på et tidspunkt en stor ekstra-regning.

Det er lidt ligesom den klagesang man skal høre fra investorer af aktier i konkursramte banker. Ingen har klaget så længe der var afkast, men når der ikke er afkast er det pludselig synd for hr. og fru Jensen. Sikke noget bavl.

ja, jeg synes også at man skal lade Grækenland gå bankerot. Først og fremmest for at bryde den onde spiral, hvor regeringer af finansmagterne bliver afpresset til at gå imod deres befolkninger. I sidste ende tror jeg at det bliver bedre for Grækenland end hvis landet overgiver sig til de bastante og langt mere ødelæggende betingelser EU og IMF stiller til dem.

og hvis de europæaiske storbanker ryger med, lad det ske. Vi er nødt til at skære igennem knuden, den kan ellers ikke løsnes