Læsetid 5 min.

Læserbreve

Debat fra dagens avis
11. oktober 2011

R skal også tælle til 90

Jørgen Garp, Hillerød

Det er ubegribeligt, at S og SF har givet køb på den økonomiske politik ved forhandlingerne med de radikale om regeringsgrundlaget.

S-SF-vælgerne bliver hele tiden belært om, at man skal kunne tælle til 90, og uden R kunne S, SF og Ø ikke klare at tælle til 90. Og at R desuden havde hele blå blok med og bag sig i forhandlingerne om den økonomiske politik, altså langt over 90 mandater, nemlig 104. Derfor blev den økonomiske politik, med udgangspunkt i VK's økonomiske politik generelt, ikke lilla som det hedder sig, men rendyrket blå.

Men hvis vi S-SF's vælgere skal kunne tælle til 90, skal de radikale vel også kunne tælle til 90? Sagt på en anden måde: Hvor kunne R gå hen og få gennemført de andre dele af deres politik, de har fået i regeringsgrundlaget, klima-, værdi- og uddannelsespolitik?

Svaret er ingen steder, af den simple grund at der ikke ville kunne etableres 90 mandater bag en sådan politik uden om S, SF og Ø. Det ville ikke kun have krævet VKR og LA samt et færøsk mandat — i alt 82 mandater. Det ville også kræve DF's 22 mandater, hvilket er komplet usandsynligt, hvis man læser regeringsgrundlaget på disse for R centrale områder. Så enkelt er det ud fra jeres egen logik, S og SF!

Hvorfor har I så ikke med denne kendsgerning presset R på den økonomiske politik, så I også havde fået væsentlige indrømmelser her?

Er du en af os?

Sara Jakobsen Rützou, Retorikstuderende

På plakater rundt i landet får du at vide, at hvis du er psykisk syg, er du ikke alene. Du er 'en af os'. Det er navnet på en omfattende kampagne, støttet af blandt andet TRYG og Psykiatrifonden, som har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. Nobelt formål og på alle måder et kærkomment initiativ. Der er bare en ting, som virker underlig.

I kampagnenavnet en af os ligger et implicit de andre. Der skabes dermed to grupper, de psykisk syge og de raske, hvor man måske ikke er alene, men heller ikke sammen. En forståelse af, at vi er så forskellige, er ikke ønskværdig i en kampagne, hvor sloganet er Væk med tavshed, tvivl og tabu. Der skabes en fremmedgørelse til den gruppe, man ikke tilhører, og det er om noget grobund til fordomme.

Jeg er en af os for at bruge udtrykket, men hvor kampagnenavnet måske spænder ben for eget formål, formår de velmenende råd på hjemmesiden en-af-os.dk at sætte fokus på det, som det egentlig handler om. Tavshed, tvivl og tabu hører ikke til i nogen sammenhænge, heller ikke, når det gælder psykiske lidelser.

Bøsser og farveblinde

Grete Brandt, Allerød

Så blev vi oplyst om kulturministerens seksuelle orientering, men undskyld mig: Hvor længe skal vi gå i uvished om, hvorvidt der på det nye ministerhold findes personer, der er farveblinde, venstrehåndede, vegetarer eller har andre præferencer, det er relevant at kende til?

København — en cykeltyv

Gry Inger Reiter Thorsen, cyklist, København

I forbindelse med VM i cykling blev København igen fremhævet som verdens bedste cykelby; et stærkt miljørigtigt brand, som vi kan være stolte over. Men har København fortjent den fine titel, når man ikke kan have sin cykel i fred?

Næsten 40 procent af københavnerne tager cyklen hver eneste dag. For os er cyklen helt uundværlig i hverdagen, og vi er en del af byens puls. Når 40.000 københavnske cykler stjæles hvert år, er det derfor ikke alene voldsomt irriterende for skadesramte, men en skamplet på cykelbyens selvbevidsthed.

Politiet er tilsyneladende magtesløse over for problemet, derfor kalder situationen på politisk indgriben; I stedet for de håbløse fodstøtter, som Borgerrepræsentationen har ødslet penge bort på at sætte op, i et forhippet forsøg på at fastholde førstepladsen på ranglisten cykelbyer, så skulle de hellere bruge pengene på at sætte metalbøjler og cykelstativer op, som man kan låse sin cykel fast til.

Hvis København vil brande sig som cykelby, må kommunen stoppe med at sætte skraldespande på skrå og i stedet arbejde for, at cyklisterne kan sikre deres cykler, når de sætter dem fra sig.

Takt og tone i talen på tinge

Lars Larsen, Fredensborg

Kære Mogens Lykketoft, tillykke med valget til formand for Folketinget og som sådan ansvarlig for den gode tone og takt fra denne, den mest forpligtende talerstol i kongeriget. Ganske vist er der ved dette valg luget godt og grundigt ud i de ubarmhjertige formidlere af ryggesløs og infam sprogbrug, men hvor de gamle falder, skyder nye op, har jeg bemærket.

Så kan du ikke være de stigmatiseredes og de skamrednes sproglige ukrudtsjern, og værne om god opførsel og tone fra Folketingets talerstol?

Myter om forbrug hos det offentligte

Søren B. Andersen, Odense

I lederen fredag skriver Christian Jensen, at Fogh med sin kontraktpolitik tillod den offentlige sektor at vokse vildt. Dette er en myte. Ifølge Nationalbanken steg det offentlige forbrugsindeks fra 100 til 115 i perioden 2000 til 2008, mens tallet for det private forbrug var 100 til 120. Forbrugsfesten var privat og skete for lånte penge. Og nu bliver al den ophobede, uholdbare private gæld lige så stille socialiseret via bankpakkerne.

Myten om det løbske offentlige forbrug under Fogh er lige så sand, som myten om at Schlüters kartoffelkur var oprydningen efter Ankers uansvarlige økonomiske politik — kartoffelkuren var en genoprettelse af balance i dansk økonomi, efter at Schlüter havde ladet boligpriser og privat forbrug løbe løbsk.

Ingen af dem holder, men begge kolporteres ivrigt af pressen, inklusive Information. Det er for ringe.

Elbæk er en degradering af musikken

Ole Fjord Larsen, København

Hvordan kan nogen blive udnævnt til kulturminister, som ikke forstår klassisk musik? Uffe Elbæk er totalt ukvalificeret til denne post. Han er som det store flertal opflasket med imperialistisk antimusik, og hans var åbenbart ikke i stand til at hævde sig op over støjen.

Han er altså ude af stand til at opleve og vurdere den dybe frigørende og ekstatiske oplevelse som den udødelige musik giver, det der gør musikken til kunstarternes dronning. Hvordan skal han være i stand til som overordnet at dele sol og vind lige?

Og han forsøger ikke engang på det. På grund af sin inhabilitet er kulturministeren nu på vej til at degradere den højeste og mest værdifulde af alle kunstarter og til gengæld fremme sit eget negative kommercielle lyd- og lysshowniveau, der ikke har noget med musik at gøre.

Håbet om, at DR Klassisk skulle komme op på et højt generelt niveau efter Plummer-depressionen, er nu endeligt slukket. Elbæks åndsfæller blandt kanalens medarbejdere vil nu trygt kunne føre sig frem. Lige så deprimerende er tanken om følgerne på andre områder af den manglende kompetence hos dem, der har udnævnt Uffe Elbæk til den ansvarsfulde stilling.

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Marian B. Goldstein
Marian B. Goldstein

Meget skarpt og korrekt observeret af Sara Jakobsen Rützou: når der er et "os", må der også være et "dem", et "de andre". Men er det sloganen, der er noget galt med, eller er det måske hele kampagnens idégrundlag, der er diskriminerende? Selvfølgeligt kan mennesker inddeles i forskellige grupper, alt efter om de har en diagnose, eller ej. Det gør vi jo også, når det kommer til reel, somatisk sygdom. Og bortset fra, at vi af og til oplever nogle fordomme også her, så er det vidst egentligt ikke noget, de grupperede mennesker har så meget imod. Diskriminering mod mennesker med somatisk sygdom kan man komme til livs, ved at oplyse, og rydde fordommene af vejen. Uden at man behøves, at afskaffe grupperingen. Diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker bunder i stemplerne selv, og kan derfor ikke reduceres, så længe stemplerne består, dvs. så længe et konstrukt som "psykisk syg" (eller "psykisk sårbar", eller hvad man nu vil af slagsen) alment anerkendes som havende realitetsværdi. Dette gør kampagnen "En af os", og så er det egentligt hip som hap, hvilken slogan kampagnen kører under.