Kommentar

Lejerne kan ikke løse alle sociale problemer

Siden 1990'erne er regningen for kriminalitetsforebyggelse og socialt arbejde i stigende grad flyttet fra det offentlige til de trængte lejere i det almene boligbyggeri. Hvorfor skal de, der har mindst, pålægges det økonomiske ansvar for et bredere samfundsproblem?
Debat
6. oktober 2011

Siden begyndelsen af 1990'erne er stadigt flere forebyggende indsatser mod kriminalitet og social udstødelse flyttet fra den kommunale og statslige socialforvaltning over til de almene boligselskabers ansvarsområde under dæknavnet boligsociale indsatser. Boligsociale indsatser har til formål at sikre kriminalitets- forebyggelse samt beskæftigelsesmæssig og social udvikling med udgangspunkt i beboernes egne ressourcer.

Midlerne er for en stor dels vedkommende finan-sieret af lejernes fælles- opsparing i Landsbyggefonden. Finansieringen af kriminalitetsforebyggende og socialt arbejde er med andre ord flyttet fra de offentlige kasser over til de trængte almene boliglejere, der af uransagelige årsager pålægges det økonomiske og sociale ansvar for et bredere samfundsmæssigt problem.

Boligselskabernes tiltagende magt og administration af de boligsociale midler er konsekvensen af en udemokratisk beslutningsproces, der fungerer hen over hovedet på de almene beboere.

VKO og R har senest været med til at svække det lokale beboerdemokrati gennem vedtagelsen af nye love og regler gennem styringsreformen i 2010. Styringsreformen muliggør bl.a., at boligselskaber fremover kan iværksætte projekter og indsatser — med lejeforhøjelse til følge — mod beboernes vilje. Dermed kan beboerne blot se magtesløse til, når boligselskaberne gør sig kloge på beboernes vegne — for beboernes egne penge.

Og hvad er der egentlig kommet ud af de mange milliarder, der efterhånden er afsat til de boligsociale indsatser? Leverer indsatserne andet end gammel medicin på nye flasker?

I dag er mange almene boligområder stadig præget af dårlig vedligeholdelse, kriminalitet, sociale grupperinger, bander og udsættelser af familier, der ikke har råd til huslejen. Tilhængerne af den boligsociale indsats forsvarer sig med, at tilstandene ville have været endnu værre, hvis indsatserne ikke havde fundet sted. Men kan det egentlig blive værre, end det er nu?

For mange kokke

Den fejlslagne boligsociale indsats er et produkt af to forhold.

For det første er den boligsociale indsats spredt ud mellem små autonome enheder, hvoraf ingen for alvor formår at håndtere de sociale problemer, der præger almene boligområder. Boligselskaberne iværksætter deres egne projekter, mens de enkelte lokalafdelinger tvinges til at implementere projekterne uden større koordination — samtidig opererer kommunen i baggrunden med den sociale indsats, som den er forpligtet til. Resultatet bliver derefter: For mange kokke fordærver maden. Man opnår aldrig en helhjertet professionel indsats, der kan fokusere og behandle problemerne i en større sammenhæng, når indsatsen er opdelt klatvis mellem lokalafdeling, boligselskab og kommune.

For det andet har boligselskaberne ikke den nødvendige viden til og interesse i at varetage disse sociale og integrationsmæssige opgaver. De er åbenlyst mere interesserede i at promovere selskaberne og på at få indflydelse på kommunale handlingsplaner. I Københavns Kommune er der f.eks. opstået netværksfora mellem boligselskaber og borgmestre, der hen over hovedet på beboerne vedtager nye boligsociale indsatser. Boligselskaberne kan derefter ansatte folk fra egne rækker uden de nødvendige kompetencer med titlen 'projekt- ansatte', hvilket selvfølgelig ikke løser de sociale problemer, herunder den omfattende kriminalitet og utryghed i boligområderne.

I den sammenhæng fremstår evalueringen af den boligsociale indsats også lettere komisk. For hvem evaluerer boligselskabernes behov for de boligsociale midler? Det gør boligselskaberne og de projektansatte sjovt nok selv med det resultat, at Landsbyggefonden med kommunens og statens accept smider endnu flere penge efter disse ufrugtbare indsatser. Den boligsociale indsats er således ved at udvikle sig til en hel Berlusconi-industri for boligselskaberne, hvor de økonomiske midler tildeles, administreres og evalueres af de samme aktører.

Det er derudover dybt urimeligt, at den sociale indsats skal finansieres af lejernes fællesopsparing gennem Landsbyggefonden, der oprindeligt var tiltænkt fysiske forbedringer. Indsatsen for social integration og bekæmpelsen af kriminalitet bør ligge hos den kommunale og statslige forvaltning, der både har det samfundsmæssige ansvar, den nødvendige viden og de uddannelsesmæssige kompetencer til rådighed til at løse problemerne. Med boligselskabernes erobring af de boligsociale midler er der lang vej til en konstruktiv og fokuseret indsats, som skal løfte de almene boligområder ud af de negative tilstande, der hærger lige nu.

M. Aslam er beboerformand i Mjølnerparken i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert N Gjeertsen

'Det er derudover dybt urimeligt, at den sociale indsats skal finansieres af lejernes fællesopsparing gennem Landsbyggefonden'

Ikke hvis man mener at øget ulighed er vejen til et bedre Danmark ..

Michael Kongstad Nielsen

Under VKO blev de almene boliger slagtet. Fordi de var en torn i øjet på Anders Fogh på linje med Miljøministeriet og andet socialdemokratisk arvegods. Lad os håbe, de vender tilbage til ære og værdighed med den nye regering - selvom man kan have sine bange anelser, nu hvor det er R, der bestemmer.

Ideen i de almene boliger er kollektiv medfinansiering og opsparing til renovering. Det er jo direkte asocialt i en økonomi der bygger på gældsætning.

Landsbyggefonden og de private husejeres opsparing er opstået på samme måde; nemlig den akkumulerede friværdi

Hva' ville der mon ske, hvis en uskøn forsamling af politikere og boligorganisationer uden videre konfiskerede de private husejeres opsparede kroner i deres huse.
En opsparing, der i vid udstrækning er fremkommet gennem skatteyderbetalte rentefradrag.

De ville styre direkte mod Højesteret, hvor de ville få medhold i, at der var tale om tyveri ved højlys dag.