Kommentar

Liberalismen dør, ligheden leverer profit

Nordisk velfærdskapitalisme er bedst rustet at klare den økonomiske krise. Storbritannien står derimod — sammen med liberalismen — på afgrundens rand. Så de danske politikere kan trygt satse på lighed, det klarer krisen bedst
26. oktober 2011

Liberalismens lande står for fald. Lighedens lande står krisen igennem. Det er den konklusion, man nøgternt bør drage, selv når man lægger øre til dramatiske udtaler om, at såvel lavt- som højtuddannede i Danmark bliver ramt af den økonomiske krise. For selv i denne krisesituation er danskere mere lige- og velstillede end andre folkefærd. Det er der grund til at glæde sig over — samtidig med at man gør noget ved krisen. Men man gør ikke noget godt, hvis man afskaffer satsningen på lighed til fordel for tiltroen til en inciterende ulighed.

Vores mangel er nemlig ikke større ulighed, tværtimod. Lighed — såvel en relativ lige fordeling af indkomst som uddannelse — er det danske samfunds ubetingede konkurrencefordel. Det eneste, vi skal passe på med, er ikke at sætte satsningen på lighed over styr. For den relative lige fordeling af goder rimer både på sammenhængskraft og konkurrencedygtighed, mens liberalisme i dag er en betegnelse for opløsning og tab af konkurrenceevne.

Liberalismens afslutning

Den britiske premierminister, David Cameron, tager ikke fejl, når han siger, at vi typisk lever i broken societies. Og dog. Ikke alle samfund er lige sammenbrudte. På europæisk plan er de nordiske lande også kriseramte, men ganske langt fra den krise-knockout Storbritannien oplever. Det er konklusionen i den nye bog Regimes of Social Cohesionskrevet af professor Andy Green og lektor Jan Janmaat fra Institute of Education, London University. Her får man forklaringen på, hvorfor det liberale regime og det nordiske velfærdsregime klarer sig forskelligt under krisen. Det hænger sammen med satsningen på lighed — eller mangel på samme.

Krisen ikke alene kradser, den river i øjeblikket Storbritannien itu. Vi taler om et land med det højeste niveau af ulighed overhovedet i sammenligning med alle øvrige europæiske lande. Men det britiske samfunds største problem er, at uligheden får den sociale struktur til at sande til. Det sætter troen på de individuelle muligheder og fairness ud af kraft. En hel generation forlader i øjeblikket det britiske uddannelsessystem uden udsigt til job eller egen bolig. For unge uden hjælp hjemmefra er gennemsnitsalderen for første gangskøb af bolig 37 år! Selv den mest liberalistiske brite har gode grunde til at hævde, at samfundet svigter ham.

I samme båd

Den samme grad af svigt finder man ikke i de nordiske lande. Faktisk viser Andy Greens og Jan Janmaats undersøgelser, at de nordiske lande har langt større tiltro til samfundet, politikere og hinanden end for 30 år siden. Hovedforklaringen er, at de nordiske lande er langt mere lighedsorienterede end de fleste udviklede lande. Relativ lighed fremmer solidaritet, fordi folk føler, at de er i samme båd.

Alligevel befinder Danmark sig selvfølgelig også i den økonomiske krise. Presset på de offentlige udgifter og dermed på den generøse velfærdsstat er stort i lyset af et aldrende samfund og den globale økonomiske konkurrencesituation.

Men en kriseløsning bestående af den ene efter den anden politiske målsætning om at give bedre muligheder for (mere) uddannelse og et kvalificeret arbejdsudbud, er der ikke noget galt med. Problemet er måske snarere den utålmodige forestilling om, at det løser krisen hurtigt. Det gør det ikke. Krisen er kommet for at blive et stykke tid. Men heldigvis er der et godt stykke mellem de dystre britiske tilstande og det danske udgangspunkt.

Kapitalens nye ideologi

Det er ganske enkelt vanskeligt ikke at være positiv over for nordiske landes udgave af social solidaritet — og at benægte, at lige netop denne solidaritetsform en rigtig god ting under den økonomiske krise: Et relativt ligestillet folk er et velstillet folk i den nuværende situation.

Meddelelsen her er derfor også følgende: Sats videre på folkelig konkurrenceevne. Hvorfor? Liberalismen dør ud, da ulighed ikke er profitabel. Lighed gennem læring ser ud til at vinde. Sagt på anden vis: Nordisk kapitalisme er mindre autoritær end asiatisk kapitalisme, men grundene til, at vi sammenligner os med Asien frem for de liberalistiske lande er enkle: Liberalismen fungerer ikke længere, heller ikke som den nye europæiske kapitalismes husfilosofi. Det gør derimod en ny liberalsocialisme, som har gode chancer for at finde fodfæste i de nordiske lande.

Claus Holm er prodekan for formidling ved DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Ja - ulighed er ikke profitabel, og ja, de nordiske landes model er den pt mindst ringe - men den er under stort pres. Folk stemte sig ikke til liberalisme, vi blev kuppet. De økonomiske, sociale og miljømæssige overgreb som bliver begået, sker i ly af et demokrati, der er handlingslammet - overgrebene fortsætter uanfægtet på trods af de demokratiske institutioner, på trods af løfter om forandring fra Obama til Villy - finanssektoren har stadig et fast greb om … demokraternes råderum. OWS fortæller demokraterne, hvor stor den folkelige opbakning er til den forandring, som demokraterne bør stå i spidsen for.
Alle problemers moder er uhensigtsmæssig administration af de fælles ressourser i vores fælles biotop. At kapitalisere på og konkurrere indbyrdes om overlevelsesressourser er ødelæggende for den - globale og lokale, sociale og miljømæssige, for alles overlevelse - nødvendige balance. Denne primitive kamp om ressourser er uværdig for menneskeheden, vi må finde samarbejdsmodellen i stedet for at bekæmpe hinanden. Der forestår et stort udviklingsarbejde med at formulere de samlede krav til forandring. Lad os håbe, vi når at beskrive den alternative strategi, inden etablissementet bryder helt sammen. Glem ikke historien - når uretfærdigheden bliver for stor, reagerer de undertrykte med det eneste, de har tilbage, hvis de ikke er døde af sult, narkomani, sorg, i væbnet kamp, sindsyge, listen er lang som et ondt år - de slår igen. Lad det gode argument om det uhensigtsmæssige i denne ubalance i et økologisk system med indbyrdes forbundne kar være spydspidsen i vores arbejde for forandring – det må selv finanssektorerne da kunne forstå – eller hvor fatsvage er de egentlig ?

Psykologiske test har vist at materiel beløning giver en lille og kort effect på loyalitet og extra indsats. Der imod er den negative effect af misundelsen større og længere varende hos dem som ikke får.
Jeg finder størst glæde ved socialt at have en nogenlunde lighed i kredsen omkring mig. Det giver mig størst mulighed for at modtage og give. Fælles skabet styrker.

Nu er dansk økonomisk politik jo ikke styret at saglige, logiske og videnskabelige overvejelser,
- hvad er den i grunden styret af?

Niels-Holger Nielsen

Profit er en vækstmotor i kapitalismens monopolisering. Lad os nu holde begreberne helt klare, eller går det helt skævt.

Andreas Trägårdh

Gid det var rigtigt men det er det bare ikke.

Befolkningen i USA er mere lige (fattige) end f.eks. den Svenske befolkning, og hvem ved hvornår det også gælder den danske befolkning.

Soren Andersen

@Viggo

"Psykologiske test har vist at materiel beløning giver en lille og kort effect på loyalitet og extra indsats. Der imod er den negative effect af misundelsen større og længere varende hos dem som ikke får."

Endelig en der har mod til at kalde tingene ved deres rette navn: "Misundelse"

Ærlig talt så træder Claus Holm vande her.

Han tager udgangspunkt i en rapport som han åbenlyst - og det er her det subjektive kommer ind - er en sandhed.

Det vil jeg godt bestride.

UK er ved at rydde op efter flere års overforbrug i den offentlige sektor. Når der ikke er vækst i det private er erhvervsliv er der intet andet alternativ end at skære ned. Gældsfælden skal ikke også klapse i UK - ligesom jeg ikke håber den gør i DK, når først finanslovsforlslaget for 2012 bliver fremlagt. Jeg nægter at tro at den nuværende regering ikke fremlægger et finanslovsforslag med dundrende underskud.

Så kan man påstå det er for at fremme ligheden, hvad de gør en del ud af i regeringsgrundlaget. Jeg tror ikke på liberalismen har "spillet fallit". Tværtimod. For første gang i mange mange år har Danmark nu fået et reelt liberalistisk parti som 5 procent støtter. De er større end dem der tror på konservatismen er vejen frem.

Liberalismen vil være vejen frem i den nuværende krisesituation. Socialismen og lighedsmageriet vil blot forværre krisen. Vi er nødt til at støtte op om de stærke for at vi alle kan blive stærkere. Sådan har det altid været. Samfund der prøvede det modsatte er alle faldet sammen.

randi christiansen

@Rolf Larsen - socialisme og lighedsmageri er på ingen måde det samme. Socialisme betyder, at man evner at være social, kort sagt : yder efter evne, nyder efter behov. I et liberalistisk konkurrencesamfund gives ikke grundlag for, at denne gensidige tillid kan eksistere. Så kan du påstå, at den menneskelige natur er statisk, således at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Det er og blir en påstand - og en yderst deprimerende, omend meget levedygtig en af slagsen - at mange er så fast overbeviste om, at mennesket ikke er i stand til at lære af sine fejltagelser og udvikle sig i retning af mere hensigtsmæssig sameksistens, giver til gengæld ikke de største forhåbninger om projektets succes. Ikke destomindre er det - selv om tidsperspektivet i visse sammenhænge strækker sig over længere tid end de evolutionspessimistiske liberalister magter at skue - en absolut mulighed, hvis vi altså vil det.

@ Rolf Larsen
I 1988 tjente den gennemsnitlige amerikaner 33440$,men så kom Regan og liberaliserede USA. I 2008 var gennemsnittet 33000$, altså et lille fald, men den rigeste1% var gået fra 80000$ til 380000$. Problemet er, at den ene % kan ikke kan sikre den amerikanske økonomi. Claus Holm har altså ret vdr. USA. Du har naturligvis ret til at tro på liberalismen som redningen, men det er og bliver tro.

randi christiansen

Må lige rette lidt i denne passus, tak : At mange er så fast overbeviste om, at mennesket ikke er i stand til at lære af sine fejltagelser og udvikle sig i retning af mere hensigtsmæssig sameksistens, giver heller ikke de største forhåbninger om projektets succes. Ikke destomindre er det - selv om tidsperspektivet i visse sammenhænge strækker sig over længere tid end de i den henseende evolutionspessimistiske liberalister magter at skue - en absolut mulighed, hvis vi altså vil det.

Den menneskelige arts fremskridt bygger på, at man løbende er i stand til at ændre adfærd og rette uhensigtsmæssig adfærd. Hvis der skal ske noget nyt, må der være nye redskaber - og i modsætning til tidligere tiders fantasibaserede 'planøkonomi' har vi i dag system, der nøjagtigt kan redegøre for lagerbeholdning, høstudbytte, efterspørgsel m.m.m.
Marx lægger iikke skjul på, at socialismen står på skulderen af kapitalismens resultater, men vil fremkomme, når kapitalismen mister sin evne til netop at producere konstant forbedring. Når produktiviteten går ned over en årrække, kan det vel bedst tolkes således, at denne tilstand mentalt allerede har indfundet sig - og præcis ti år med galopperende forbrug har vist nået det punkt for de fleste, hvor det hverken er særlig spændende mere, hvor der ikke er tilstrækkeligt med nye attraktioner på markedet, og hvor langtidsholdbare anskaffelser blev foretaget på kort tid - og som følge af krisen ikke vil blive skiftet ud så hurtigt, som producenterne forventede og ønskede sig.

Jan Aage Jeppesen

"Liberalismen fungerer ikke længere, heller ikke som den nye europæiske kapitalismes husfilosofi. Det gør derimod en ny liberalsocialisme, som har gode chancer for at finde fodfæste i de nordiske lande." (Claus Holms konklusion).

Både liberalismen og socialismen indeholder i deres radikale former kimen til deres egen undergang. Demokratiet kan når det fungerer bedst ses som en åben trial-and-error proces der baseret på erfaringer tenderer mod optimere livsbetingelserne ved at eliminere ekstremerne og samles på midten - hvilket netop er den kombination der kaldes liberalsocialisme. I praksis er forskellene mellem Venstre og Socialdemokratiet meget små herhjemme, og grunden til denne ideologiske tilnærmelse blev lagt med Kanslergadeforliget i 1933.

Jeg tillader mig at gengive min kommentar fra en diskussion med filosoffen Kai Sørlander i april i år, der går lidt dybere ned i substansen på de her rejste problemstillinger:

SLAVERIETS MANGE FORMER

02. april 2011 - Jan Aage Jeppesen

”Det rigtige er, at personer hører til en kategori af væsner, som er kendetegnet ved, at de slet ikke bør kunne ejes. De bør ikke kunne ejes af andre; og det er en misvisende udvidelse af ejendomsbegrebet at sige, at de ejer sig selv – for de kan ikke sælge sig selv.

De er bundet til at være frie og ansvarlige. Ikke fordi de ejer sig selv, men fordi de er personer og derfor er underlagt det ansvar og den forpligtelse, som hører til det at være person.”

Sørlanders argumentation er, som sædvanlig, konsistent, og konklusionen er logisk tvingende: ytringsfrihed kommer før ejendomsret.

Men som frie personer er vi også frie til at bryde fordringen – det etiske konsistenskrav – og sælge os selv som slaver, hvorved vi skifter kategori fra personer til nyttedyr, og opnår frihed fra ansvaret. Så er vi heller ikke længere ansvarlige for vore handlinger; det er slaveejeren der ifalder ansvar for slavens skadelige handlinger over for andre personer.

Vi taler om slaver, men også om at arbejde under slavelignende, ydmygende og umenneskelige forhold. I den marxistiske retorik taler man om at udløse et slaveoprør for at befri sultens slavehær fra kapitalisternes udnyttelse.

Da negerslaverne i de amerikanske sydstater efter borgerkrigen blev befriet fra deres trældom var mange af dem tvunget til at tilbyde deres arbejdskraft på så ringe vilkår, at de materielt blev ringere stillet end de havde været som slaver, hvor de dog var sikret husly, føde og hvile. Slaveriets afskaffelse førte ikke til den økonomiske krise som slaveejerne havde frygtet. Faktisk viste det sig, at det var billigere at erhverve arbejdskraft på det frie marked end ved at købe slaver på slavemarkedet. Og så slap man for besværet med kontrol og overvågning samt problemet med bortløbne slaver.

Kategorierne slave og fri mand er ikke helt entydige i vort almindelige sprog. Der findes mellemformer hvor friheden er mere eller mindre begrænset. Hvis den eneste mulighed for at overleve er at arbejde til sulteløn og på nedværdigende betingelser, så er det dog bedre end alternativet – at dø af sult. Så har arbejderen ikke et frit valg, men er prisgivet betingelserne på et frit arbejdsmarked og kan derfor udnyttes som 'arbejdsslave'.

”Socialismen begynder med en erkendelse af det etiske problem i den rene liberalisme”, skriver Kai Sørlander i bogen ”Under evighedens synsvinkel” fra 1997. Og han fortsætter:

”Den begynder med en erkendelse af, at det er forkasteligt at stille en person over for det valg enten at måtte arbejde for en anden eller at stå uden eksistensgrundlag. Da er der ikke ligeværdighed mellem arbejder og arbejdsgiver; men arbejdsgiveren har magt til at tvinge arbejderen til at arbejde under uværdige forhold. Eller sagt på en anden måde: arbejderen kan udbyttes, fordi han ikke har noget forsvar.

Men socialismen drager så ikke den enkle konklusion, at problemet kan løses, ved at samfundet som stødpude etablerer en social basissikring – således at arbejderen altid har et sidste alternativ og frit kan vælge at påtage sig et arbejde, fordi det giver ham fordele i forhold til basissikringen. En sådan løsning er ikke nok for socialismen. Den hævder, at løsningen i sidste instans må være en nedbrydelse af distinktionen mellem arbejder og arbejdsgiver – eller mellem den besiddende og den besiddelsesløse. Kun således kan den etiske ligevægt genoprettes. Og socialismen drager derfor den konsekvens, at virksomheder – ejerskabet til produktionsmidlerne og retten til at være arbejdsgiver – så vidt muligt bør overgå til fællesskabet, og i sidste ende til staten som fællesskabets konkrete udtryk. I princippet gøres alle hermed til besiddende i samme grad.”

Man kan sige, at det er kapitalisten der først bryder den etiske fordring ved at udvide ejendomsbegrebet til også at omfatte personer, som kan erhverves enten som egentlige slaver eller som arbejdsslaver, fordi de pågældende i begge tilfælde ikke har noget alternativ. Økonomisk tvang gør personer lige så ufrie som fodlænker og pisk. Men den virkeliggjorte socialisme brød også fordringen om ligeværdighed og de etisk-politiske grundfordringer ved ikke at etablere en basissikring og knægte ytringsfriheden. Systemet lod sig alene opretholde ved brutal magt, ensretning og statsterror. I stedet for frihedens og lighedens rige fik man skabt ufrihedens og tvangens slavestat.

Herom skriver Sørlander i samme afsnit af bogen:

”Primært bør det fastslås, at det socialistiske system OGSÅ må have en social basissikring. Det socialistiske system medfører ganske vist, at fællesskabet – og dermed også den enkelte selv som del af fællesskabet – bliver arbejdsgiver. Men hvor godt fællesskabet end er, kan det ikke udelukkes, at der vil være divergerende opfattelser. Hvor demokratisk staten end er, vil der være flertal og mindretal. Og skal flertallet ikke have magt til at tvinge et mindretal til at arbejde under vilkår, som mindretallet ikke selv vil acceptere – og det er betingelsen for ligeværdighed – så bør der være en social basissikring som et sidste alternativ.

Argumentationen adskiller sig ikke principielt fra den, der kræver basissikring under liberalistiske forhold. Selv om det socialistiske system bevæger sig mere hen imod centralisme og planøkonomi, og væk fra liberalismen, så gør det ikke nødvendigheden af en social basissikring mindre. For en sådan udvikling betyder, at der i princippet ikke er alternative arbejdsgivere. Og basissikringen fremstår så som en nødvendig betingelse for at sikre den politiske frihed – retten til at have divergerende opfattelser. Hører man til et mindretal, så er man ikke nødvendigvis bedre stillet i et socialistisk system, hvor man ikke som yderste alternativ kan vælge en elementær basissikring, end man er over for en privat arbejdsgiver, hvor man har et sådant yderste alternativ. Basissikringen sætter en grænse for, hvor langt flertallet kan bruge magten over produktionsapparatet – og dermed magten over indtjeningsmulighederne – til at undertrykke alternative opfattelser.

Erkendelsen af, at det socialistiske system bør have en basissikring (ganske svarende til det liberalistiske system), er også en erkendelse af, at kravet om socialisering IKKE er en logisk følge af de etisk-politiske grundkrav. Det er derfor ikke selv et etisk-politisk grundkrav. Det har ikke samme status som kravene om, at der bør etableres demokrati, skabes en almen basissikring og tages økologiske hensyn i produktionen."

(I sidste afsnit har jeg ændret lidt i teksten ved at tage demokrati med som et etisk-politisk grundkrav, hvilket følger af Sørlanders argumentation andet steds i teksten).

Mon ikke det er rimeligt at antage, at det tema om ligeværdighed og udnyttelse, som kort berøres i bogen fra 1997 som jeg har citeret fra, og konsekvenserne af de politisk-etiske grundkrav, får en helt central placering i den nye bog: ”DEN POLITISKE FORPLIGTELSE – Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen”, der udkommer senere på måneden? Ejendomsretten er ikke en nødvendig konsekvens af de politisk-etiske grundkrav, men det er ytringsfriheden!"

Sørlanders kortfattede kommentar lød:

"@ Jan Aage Jeppesen

Et godt supplement, og jeg er glad for, at du binder denne diskussion sammen med min - med skam at melde - desværre temmelig oversete bog Under Evighedens Synsvinkel."

En interessant debat.

Ja - jeg tror på et liberalistisk samfund. Jo mere frihed for den enkelte jo rigere bliver vi alle, selvom Randi Christiansen mener noget andet.

Først og fremmest er jeg jo også et menneske som alle jer andre. Jeg kan da heller ikke holde ud at se på fattigdom og elendighed og vil gøre meget og gå langt, for at alle skal have et godt liv. Men hvordan en borger definerer lykke er op til en selv, og her er jeg overbevist om at liberalismen er det bedste bud. Socialismen er lighedsmageri - det står der også i det nuværende regeringsgrundlad. For enhver socialist vil arbejde hen imod et så lige samfund som muligt. Det kan der ikke være to meninger om.

randi christiansen

Alle - liberalister og socialister - deler det samme ønske om størst mulig frihed. Diskussionen går på, hvordan samfundet struktureres for at opnå dette i en bæredygtig kontekst. Jeg mener, at det nuværende system er i gang med at afsløre nogen af sine grundlæggende systemfejl, som, hvis de ikke bliver hensigtsmæssigt håndteret, vil udvikle sig endnu mere katastrofalt, end det allerede ses. Her tænker jeg på den sociale - og miljømæssige ubalance. Sørlanders konklusion : ”Primært bør det fastslås, at det socialistiske system OGSÅ må have en social basissikring." er interessant ifht til spørgsmålet om samfundets strukturering, og lyder som et godt bud. Vi må have en samtale om, hvorledes vi anskuer vores forhold til biotopens ressourser - tilhører de alle og kan derfor ikke kapitaliseres på og konkurreres indbyrdes om? Hvad er mest hensigtsmæssigt? Vi er i gang med at erkende at biotopen har en iboende orden, og derfor er det ikke et spørgsmål om politisk teoretisk overbevisning, hvorledes vi forholder os til den orden, men et spørgsmål om at forstå den løsning, som ordenen anviser.

Jan Aage Jeppesen

randi christiansen!

Tak for kommentaren og anbefalingen ovenfor.

Det vil måske interesse dig, at Sørlander i sin principielle analyse ikke afviser et socialistisk system med central planlægning som en mulighed og vej til at nå målet om at opfylde de etisk-politiske grundkrav.

Analysen fortsætter således:

"Konsekvensen af dette er ikke, at kravet om socialisering af produktionsmidlerne så er uden enhver vægt, og at det overhovedet ikke kan være berettiget at rejse det. Konsekvensen er derimod kun, at berettigelsen må være begrundet på empiriske erfaringer om systemernes respektive effektivitet. Hvis der er grund til at tro, at det socialistiske system vil være meget mere effektivt end det liberalistiske, og at det derfor meget bedre vil være i stand til at bære etableringen af en almen basissikring (og i det hele taget sikre opfyldelsen af de etisk-politiske grundkrav) , så er det et argument for at dreje i den retning. Men er der ikke grund til at tro på en sådan forskel i effektivitet, eller er der tværtimod grund til at tro på, at det liberalistiske system vil være mest effektivt, så er det et argument for at undlade en generel socialisering og nøjes med at lade de etisk-politiske grundkrav sætte grænserne for borgernes økonomiske frihed.

Historisk set har socialismen ikke kun levet af et ønske om at nedbryde skellet mellem de besiddende og besiddelsesløse, men også af en tro på, at det socialistiske system ville være meget mere EFFEKTIVT end det liberalistiske. Når staten først ejede produktionsmidlerne, så kunne man producere efter en overordnet plan og dermed undgå det spild, som er forbundet med virksomhedernes indbyrdes konkurrence; og uden dette spild ville man meget bedre være i stand til at opbygge et samfund som opfyldte de etisk-politiske grundkrav. Troen var, at samarbejdende virksomheder, som styredes efter en fælles plan, måtte være mere effektive end det anarki, som man så udfolde sig i virksomhedernes konkurrence på markedet.

Men er der én ting, som erfaringerne fra Sovjetunionen har lært os, så er det, hvor vanskeligt det er at lægge en sådan overordnet plan - og at sørge for, at den bliver effektueret. Man skal løse det problem, som opstår, når der ikke er noget marked og dermed ikke nogen priser, som de enkelte producenter kan reagere på. Det problem har to hovedaspekter. På den ene side gælder det om at sørge for, at den centrale planlægningsmyndighed får den VIDEN, som er nødvendig for at kunne afstikke rammerne for den samlede produktion. På den anden side gælder det om at sørge for, at produktionskravene også faktisk følges, og at MOTIVATIONEN er til stede på alle niveauer.

Sovjetunionens skabere undervurderede de vanskeligheder, som er forbundet med at få en planøkonomi til at fungere; og man overvandt aldrig problemerne. Hverken Marx eller Lenin havde nogen klar erkendelse af vanskelighedernes omfang. For Marx var der ikke grund til at beskæftige sig med organiseringen af den socialistiske økonomi, for den ville udvikle sig med indre nødvendighed, når tid var. Og Lenin mente, at en socialistisk økonomi ville være så enkel, at den ville kunne styres af enhver, som blot kendte den mest elementære matematik. Det var illusioner, som kostede dyrt. I virkelighedens verden fik man aldrig et sådant styr på økonomien, at man med sindsro kunne opfylde kravet om demokrati; og da man så endelig opfyldte det krav og holdt frie valg, betød det i stedet socialismens fald.

Imidlertid siger erfaringerne fra Sovjetunionen ikke, at et socialistisk system med central planlægning rent principielt er mindre effektivt end et liberalistisk system. For der findes ikke noget rent principielt svar på spørgsmålet om systemernes relative effektivitet. Der findes kun svar, som afhænger af samfundenes historiske situation - af deres traditioner og tekniske muligheder.

Desuden er det vigtigt at holde fast, at effektivitet ikke er den eneste målestok - og heller ikke den basale målestok. Målet er ikke den størst mulige produktion, men at skabe et samfund, som opfylder de etisk-politiske grundkrav om basissikring, økologisk hensyntagen og demokrati. Og i den bestræbelse kan der også opstå problemer for det liberalistiske system, eftersom den frie konkurrence kan føre til en koncentration af virksomheder, som i kraft af deres størrelse får en uforholdsmæssig stor økonomisk magt, som de også kan bruge som faktor i det politiske spil. Det er en udvikling, som kan skævride den politiske ligevægt; og det kan derfor blive nødvendigt, at der sættes grænser for sådanne virksomheder. Der er ikke noget a priori svar på spørgsmålet om, hvorledes disse grænser bedst sættes. Om det f.eks. er bedst at kræve en spredning af ejendomsretten inden for rammerne af det liberalistiske system; eller om det er bedre med en eller anden form for samfundsmæssig overtagelse. Der er ikke nogen enkel løsning, og det må være erfaringen, som skal begrunde det endelige skøn. I sidste instans gælder det blot om, at man i sit politiske valg ikke undergraver samfundets mulighed for at opfylde de etisk-politiske grundkrav.

For så vidt socialisterne troede, at de kunne skabe et samfund, hvor alle sociale modsætninger var ophævet, og hvor der fremstod en ny mennesketype, som havde lagt egocentriciteten bag sig, så tog de fejl. Målet var sat for højt; og med fordringen om, at samfundet skal opfylde de etisk-politiske grundkrav, er målet sat levere. Der kræves ikke nogen ny mennesketype; og der er heller ingen illusion om at kunne ophæve alle sociale modsætninger. Der kræves kun basissikring, agtpågivenhed over for de økologiske grænser og en form for demokrati. Men at målet er sat lavere, betyder ikke i sig selv, at det kan nås. Så det er ikke af vejen at spekulere lidt over betingelserne for, at det kan nås. ..."

@ Rolf Larsen
Som jeg forstår dig, er mennesket et dyr, der søger størst mulig lykke? Sadisten har så lov til at udleve alle sine behov på andres bekostning? Liberalismens usynlige hånd (markedskræfterne) løser også al forurening og global opvarmning?
Jeg må sige din tro er stor.

Stig Bøg,

Det har jeg ikke sagt, men jeg er af den overbevisning at det er liberalismen der har det bedste bud på et samfund i vækst.
For det er det der skal til.

Socialismen vil tvinge borgerne i en bestemt retning, da staten er af den overbevisning at hvad den gør er det rigtige. Fratage mennesket sin frie fret til at søge sin egen lykke.
Man er kun fri til at gøre hvad man vil, hvis ikke det begrænser andre i deres frihed. Derfor duer din aforisme med sadisten ikke.

Det er for alvor usmageligt.

randi christiansen

Jan Åge Jeppesen : "Om det f.eks. er bedst at kræve en spredning af ejendomsretten inden for rammerne af det liberalistiske system; eller om det er bedre med en eller anden form for samfundsmæssig overtagelse. Der er ikke nogen enkel løsning, og det må være erfaringen, som skal begrunde det endelige skøn. I sidste instans gælder det blot om, at man i sit politiske valg ikke undergraver samfundets mulighed for at opfylde de etisk-politiske grundkrav." De etisk politiske grundkrav - lad os definere dem. Mit bud er kort sagt : social og miljømæssig balance i en bæredygtig kontekst, hvilket forudsætter en beregning af klodens bioregionale afkast med efterfølgende fordelingsnøgle.
Rolf Larsen : "..er liberalismen der har det bedste bud på et samfund i vækst.
For det er det der skal til."
Kender du Gro Harlem Brundtlands "Grænser for vækst" ?
"Socialismen vil tvinge borgerne i en bestemt retning, da staten er af den overbevisning at hvad den gør er det rigtige" Vi må gøre op med den entydige tolkning af "Socialismen", som har ødelagt ideens gode navn og rygte - socialisme handler om at være social - at forstå den iboende orden som fortæller os, hvordan vi kan være frie til at søge vores egen lykke, uden at begrænse andre i deres frihed.

@ Rolf Larsen
Det samfund der har størst vækst er Kina, så rent empirisk er du modsagt.
Du siger:
"Man er kun fri til at gøre hvad man vil, hvis ikke det begrænser andre i deres frihed. Derfor duer din aforisme med sadisten ikke."
De mange arbejdsløse som ikke kan få lov til at vælge et job, skal de så anklage den tidligere liberale
regering, fordi den indskrænkede deres muligheder for frit at kunne vælge et job? Og hvorfor skal sadisten ikke have samme frihed som alle andre?Han kan altså ikke søge sin lykke.

randi christiansen

Stig Bøg : Jeg tror da, at alle kan være enige om, at sadisten skal have samme frihed, som alle andre. Problemet med sadister er jo desværre bare, når de ikke respekterer andre - skal de så bare have lov til at udøve sadime over for sig selv sålænge det ikke betyder noget for andre - altså, det er jo en lidt vrøvlet diskussion, men den assertive grundregel må være : plads til alle, der giver plads til alle - og det er lettere sagt end gjort.