Klumme

Løftebrud og giftigheder

Hvordan man skelner mellem valg og demagogi og politik og det abnorme og det normale
At beskylde det eneste parti, der kan danne regering, dybt afhængigt af andres mandater, for at løbe fra valgløfterne er demagogi.

At beskylde det eneste parti, der kan danne regering, dybt afhængigt af andres mandater, for at løbe fra valgløfterne er demagogi.

Keld Navntoft

Debat
15. oktober 2011

Knap var folketingsvalget overstået og rollerne fordelt, før den nye opposition, den aflagte regering støttet af det store O, lancerede hoved- temaet fra nu af og til næste valg: de brudte løfter. Debatten før, under og efter åbningstalen har drejet sig om dem. En dårlig sag for statsminister Thorning-Schmidt, fordi det for en hurtig betragtning er rigtigt. Socialdemokraterne er rendt fra ikke så lidt ligesom SF, mens Radikale Venstre er kommet om ved det. Margrethe Vest-ager lovede kun blod, sved og tårer. Takket være partiets genvundne nøgleposition i dansk politik drev Vestager som bekendt sine krav igennem, mens S og SF solgte ud i spandevis. Det var prisen for regeringsmagten.

Samtidig demonstrerede processen som et kapitel i statskundskabens grundbog politisk magt og afmagt i forhold til tallet 90. Der er ikke meget at gøre i den situation. Ikke andet end at læne sig tilbage og nyde magtens sødme i håbet om, at der viser sig noget hen ad vejen, så kamelslugningen ikke efterlader varig kvalme. Sådan er pållertæk. Ikke for de sarte.

Eller for at sige det på en anden måde: At beskylde det eneste parti, der kan danne regering, dybt afhængigt af andres mandater, for at løbe fra valgløfterne er demagogi. I virkelighedens verden en absurd anklage, som man ikke skulle tro, kom fra folk, der ved bedre. En skønne dag kan de dydsirede anklagere ved skæbnens spil og mandaternes fordeling komme i samme situation. Men forargelsen, som den også viser sig i læserbreve og på nettet, kender ingen grænser.

Man kunne da ellers beskylde Socialdemokraterne for så meget andet: Den betonstøbte uciviliserede retspolitik med vanvittige straframmer, som partiet har stemt for og stadig mere nultolerance og års fornedrende følgagtighed i fremmedpolitikken. Noget mere relevant end at partiet må bøje sig for mandatlogikken og ikke kan gennemføre, hvad man med programmet i hånden og under en valgkamp frejdigt proklamerer. Partisoldaterne kunne jo ikke hver gang, de åbnede munden, tage forbehold for visioner og løfter og fortælle, hvad alle er klar over, at forudsætningen for at kunne gennemføre noget som helst er flertallet. Så skulle de jo også have forklaret, at den næste forudsætning var at få Margrethe Vestager ned med nakken ved kommende regeringsforhandlinger, hvis det blev Radikale Venstre, som det begav sig, der sad med jetonerne. Sådan kan man ikke føre valgkamp.

Virkelighedens vilkår

Partierne må stille det optimale i udsigt og håbe på resten. Pudsigt at den nation, der fostrede en politisk begavelse som Jens Otto Krag og hellere end gerne gentager hans berømte udtalelse om det forladte standpunkt til fordel for et nyt, ikke kan se, at den visdom altid er gældende i politik: Hellig forargelse over brudte løfter hører ingen steder hjemme, ikke med mindre man har muligheden for at opfylde løfterne, men af en eller anden lurvet grund undlader at gøre det. Så kan man tillade sig at blive gnaven. Politikere skal vare sig for at beskylde hinanden for løftebrud, når det som her handler om den grå virkeligheds omskiftelige vilkår, og de udmærket ved det.

Det var vist også den forklaring, Dansk Folkeparti serverede, da de midt i det hele rendte fra efterlønnen. Så man ikke kunne se dem for støv. Pia Kjærsgaard undskyldte sig alvorstungt med den økonomiske ansvarlighed. Som om dén nogensinde har spillet blot den usleste birolle for hende og hendes parti. Men hvad gør man ikke for at sidde på flæsket.

For resten lovede venstreministre efter tur og med mellemrum danskerne verdens bedste sygehusvæsen, folkeskole, forskning, politi, osv., og at den verden, hvor vi var så fremragende, i øvrigt snart kunne erhverves for danske kroner.

Én, der var gram i hu i eftervirkningerne af regeringsskiftet og ikke kunne skjule sin harme over magttabet, var Dansk Folkepartis Søren Espersen, der i en jamrende helsideskommentar i Politiken gik til frontalangreb på de radikale. Den tidligere propagandachef i DF undså sig ikke for at sidestille de radikale med kultur- radikale, skønt en overvejende del af partiet er borgerligt og tror på Grundtvig. Men den fik hele armen af Søren Espersen, der næppe er bekendt med Mark Twains betragtninger, som når den store polemiker et sted siger: »I alle meningsspørgsmål er vore modstandere altid unormale.« For at der ikke skal være tvivl, advarede Mark Twain mod at dæmonisere folk og reducere medmennesker til abnormiteter. Det var lige det, Espersen luftede, da han hævdede, at Radikale Venstres varemærke er 'det abnorme'. Blandt andet ved »at rive det danske folk væk fra Danmark, ved at fortælle os hvor ligegyldigt landet er ...«.

En retorisk vismand, den store tyske sprogfilosof Victor Klemperer kommer i sit hovedværk, LTI, Det Tredje Riges sprog,ind på den samme iagttagelse som Mark Twain: Et af kendetegnene ved det totalitære sprog er, at det med usvigelig sikkerhed fremstiller modstandere som normafvigende, unormale eller abnorme. Det abnorme er ensbetydende med sygelighed. Dette sygelige har den klare hensigt at inficere og destruere det normale for at overtage dets plads. Derfor er det en nationalforpligtelse at isolere, afskære og om fornødent udrydde det abnorme, som vel at mærke ikke defineres på 'de abnormes' præmisser, men kun som modsætning til det normale. Dette, det normale, defineres på den anden side lige så uklart på grundlag af en indiskutabel og entydig konkret virkelighedsbeskrivelse, uanset at denne er ladet med symboler og metafysiske forestillinger: flag, danskhed, gud, hyldesten til en fiktiv fortid, usunde påståede nationale fødevarer, etc.

Blik på egen retorik

I afskyen for seksuelle mindretal trivedes i uendelige tider den overtro, at homoseksuelle var ude på at forføre de normale og indpode eller besmitte deres egen afvigelse fra normen for at destruere det sunde i nationen. Jødernes blotte eksistens og fremtrædende jøders indflydelse på åndsliv, presse og videnskab blev af nazisterne udlagt som et radikalt forsøg på at påføre den rene tyske traditionsbærende kultur perversion og — abnormitet. Søren Espersen mener, at de abnorme radikale og kulturradikale altså er i færd med »at rive det danske folk væk fra Danmark«. Kritik af fædrelandet er i Espersens optik forskruet og ekstremistisk og tager landet fra ham. Heroverfor står det normale, som han og Dansk Folkeparti har praktiseret i deres ti år ved magten. Dansk Folkeparti normaliserede Danmark, mener Espersen ligefrem.

Med disse velovervejede ord er det hermed ikke sagt, at der for enden af Søren Espersen befinder sig noget, der nødvendigvis er det samme som de fænomener, Victor Klemperer beskriver. Eller at Søren Espersen taler Det Tredje Riges sprog, uha nej.

Men at sproget og de giftige kategorier, Espersen anvender, ligner, det skal man ikke være professor i komparative studier for at få øje på.

Det kunne i den forbindelse måske være nyttigt for Søren Espersen at investere i et eksemplar af LTIog undersøge, om der er noget, han måske genkender fra egen retorik og tankevirksomhed og fra egen udgave af virkeligheden; og på den anden side hvordan han beskriver det normale og det abnorme. Måske Espersen under sin eventuelle selvransagelse, i hvilken han hellere end gerne må medinddrage sine partifæller, også skulle tænke over La Roche-foucaulds aforisme: »Der er ingen, der så ofte har uret, som de, der ikke kan tåle at have det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Lassen

Ja, kauteler har ganske rigtigt noget med forsigtighed, garantier og den slags at gøre. Gomard bruger udtrykket i en af sine bøger, men jeg husker, må jeg tilstå, ikke den præcise definition. Og jeg ikke i denne uge hele mit juridiske bibliotek inden for armslængde.

Kristina Jensen

Hans, kan det være du har misforstået 'klakørenes' brug af 'anbefalingsknappen', idet jeg selv bruger den, som man bruger 'synes om' knappen på Facebook. Ja, det er ganske vidst nye tider ;-)

Hans Jørgen Lassen

Det er muligt, Kristina, og jeg har givetvis en antikveret fordom i den retning. Dette med at heppe og huje bryder jeg mig ikke om.

Kristina Jensen

Hans, 'anbefal kommentar ~ synes om' knapperne kan også forstås som 'jeg er enig i denne artikels/kommentars udtalelser/synspunkt'.

At være korrekt formulerende som jurist er altafgørende. Vi må bare ikke miste forståelsen for dem, som ikke har (haft brug for at) udviklet denne metier.

Bruno Lundkvist

Især Giftigheder!
Superb Metz - din kritiske pen og læseværdige indlæg lever til fulde op til journalistikkens fornemmeste betydning for et samfunds anstændige udvikling. Du skriver:
'Men at sproget og de giftige kategorier, Espersen anvender, ligner, det skal man ikke være professor i komparative studier for at få øje på.

Det kunne i den forbindelse måske være nyttigt for Søren Espersen at investere i et eksemplar af LTIog undersøge, om der er noget, han måske genkender fra egen retorik og tankevirksomhed og fra egen udgave af virkeligheden; og på den anden side hvordan han beskriver det normale og det abnorme.'
Her et citat fra Klemperer side 283:'Følelesen skulle fortrænge tænkning-den måtte selv vige pladsen for en tilstand af bedøvet afstumpethed, vilje-og følelsesløshed.' 'Hvad gør et perfekt Gefolgschaft? Det tænker ikke, det føler heller ikke mere- det følger.' Hvor tit har vi ikke hørt Pias udtryk: 'jeg er dødtræt af at ...' 'nu må det snart være nok..' I samme katagori er Søren Espersens udgydelser! meningen med disse følelsesudbrud er qua Metz's artikel evidente! Kan vi snart se journalister på TV2 Fox News og andre, begynde at hæve standarden for journalistik fra det helt utroværdige (jvn. undersøgelse, der viser bundplacering af journalisters troværdighed) til sobre og troværdige analyser - i stedet for alle disse blinde, følesesmæssige udbrud til støtte for DF og det parti der har et værdifællesskab nemlig Venstre. Måske Ralf Pittelkow kunne gå forrest her. Tvivlsomt. Hvorfor er det så vi ikke bare kigger en anden vej og lader DF og Venstre arbejde uforstyrret i kælderen og så begynder at forholde os til velbegrundet og oplyst saglighed.

Hans Jørgen Lassen

Kristina,

vi er nok ved at bevæge os ud ad et sidespor, så blot en afsluttende bemærkning til et af temaerne. Mange jurister, men naturligvis ikke alle, er elendige til at formulere sig. Hvor har jeg læst mange gebrækkelige lærebøger, artikler og domme! Nogle jurister kan ikke sætte fem sætninger sammen, uden at ende med hovedet under armen, brækkede arme og ben, eller slet og ret det rene nonsens.

Der findes glimrende undtagelser, ikke mindst i den ældre, mere kultiverede generation (jeg tænker her ikke først og fremmest på mig selv).

Inger Sundsvald

Det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at d’herrer Lassen og Jørgensen ikke har de højeste tanker om folket her på netavisen. Det undrer mig kun, at de så ofte nedlader sig til at deltage sammen med os, de foragtede nokkefår, der er ret så begejstrede for, at en enkelt journalist blandt rigtig mange udtrykker den banale sandhed om de påståede løftebrud, på en måde som enhver kan forstå.

Der er dog ingen grund til at anstille særlige forsigtighedsforanstaltninger ang. deres kragesprog, som kan slås op i ethvert tekstbehandlingsanlæg, hvis man ikke lige har en samling lovbøger ved hånden.

Hans Jørgen Lassen

Kristian skriver:

" ‘anbefal kommentar ~ synes om’ knapperne kan også forstås som ‘jeg er enig i denne artikels/kommentars udtalelser/synspunkt’"

Utvivlsomt. Enighed er bare så bedøvende kedeligt.

Og at erklære sig enig uden argumenter eller begrundelser bidrager jo sådan set ikke til debatten.

Hans Jørgen Lassen

Hov, jeg kom til at bytte om på et par bogstaver. Mit sidste indlæg var stilet til Kristina (og hvem der i øvrigt ellers måtte være interesserede).

Hans Jørgen Lassen

Inger,

du, der ikke er uden sans for sproget: "nokkefår" er et herligt udtryk. Jeg har set et par forklaringer af etymologisk art, men ikke fundet nogen af dem ganske overbevisende.

Det er dog ikke et udtryk, som indgår i mit aktive vokabularium. Jeg undgår helst deciderede skældsord og ringeagtsytringer, men det hænder, må jeg indrømme, at de gode intentioner glipper.

Det er muligt, Kristina, og jeg har givetvis en antikveret fordom i den retning. Dette med at heppe og huje bryder jeg mig ikke om.(Hans J. Lassen)

I starten syntes jeg også at denne "anbefal" tilkendegivelse var noget poppet noget, men egentlig er det ganske smart da man hurtigt kan overskue hvem man er enig med og ikke skal spilde tid og indlæg på at skrive at jeg skam er enig med Kristna og Hans Jørgen i dette og hint. Jeg bruger den gerne, og kald mig da bare klakør.

Jeg er ikke på Fjæsbogen så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Hørte jeg nogen hviske: Nedladende intellektuelle?

Inger Sundsvald

Jeg kunne nærmere kalde det nedladende intellektuelle akademikere, men så bliver jeg vel beskyldt for at have mindreværdskomplekser ;-)

Kristina Jensen

H J Lassen, uenighed er horisontudvidende og enighed er forenende. Vi har brug for begge dele som mennesker. Min anbefaling af din øverste kommentar skyldes, at jeg er begejstret for din kommentar.

Inger Sundsvald, jeg lærer mest af dem jeg ikke ligner selv.

jeg lærer mest af dem jeg ikke ligner selv.

(Citat: Kristina Jensen)

Smukt og enkelt, den lader vi stå helt for sig selv.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Det undrer mig kun, at de så ofte nedlader sig til at deltage sammen med os, de foragtede nokkefår"

Inger,

det var mig, der bragte udtrykket "nokkefår" på banen. Hvis nogen skal beklage og undskylde for det, må det være mig.

Bemærk dog, at det skete i en kommentar bestående af to polemiske spørgsmål, som replik på udsagn der der antydede at der var gået fåreflok-mentalitet i menigheden.

Som du ved, har jeg store udfordringer med korrekt tegnsætning. Det eneste jeg har en vis konsekvent succes med, er at undlade de næsten obligatoriske smilies efter ironiske og sarkastiske udsagn, når jeg gerne vil have andre til at tænke over om det er ment i spøg eller alvor ;-)

Du burde kende min jargon, såvel som mine (alt for mange) synspunkter godt nok til at vide, at mit ærinde næppe var at tilslutte mig hånen af at 30 personer havde tilkendegivet deres begejstring for Metz's klumme.

Jeg må vedgå, at min kommentar var mere tvetydig end godt var. De vil jeg gerne beklage og undskylde, ligesom jeg gerne beklager og undskylder for brug af skældsord og fravær af smilies, der i det konkrete tilfælde nok ville have været en relevant brugerservice :-)

Heinrich R. Jørgensen

Inger,

hvis nogen føler trang til at være nedladende på andres bekostning, er det som regel personerne selv, der dermed udstiller deres (velanbragte) mindreværdskomplekser ;-)

Du gør ret i, at overveje om det er værd at lade sig trække ned på samme niveau :-)

Inger Sundsvald

Jamen så lader vi det passere for denne gang, Heinrich ;-)

Jeg synes at det er smart med disse smileys, når nu vi ikke sidder omkring et bord og debattere og ikke kan se hinandens ansigter og kropssprog.

Men de unge er nu meget dygtigere til at bruge dem end os gamle.(jeg kan kun finde ud af at bruge 3-4 stk.)

Jeg har skam opdaget at der er nogle på min egen alder og sprogligt forargede her på debatten, der mener at det er Plebejisk og primitivt at benytte den form for tegnsætning, men det er også de samme gamle intellektuelle som elsker at skrive alen-lange teoretiske indlæg i et indforstået sprog som kun de selv og deres lille klan af ligesindede fatter en gnist af.
De har ikke opdaget at de befinder sig i et offentligt forum, hvor det at gøre sig forståelig for brede masser er essentielt for deres budskab.
De kommer ganske enkelt ikke ud over rampen, så der er ingen ud over deres egen klan der hører dem.
Men de bliver lynhurtigt forargede over andres klare og letfattelige sprogbrug.

Jeg er rigtigt glad for at mine nu voksne børn har hjulpet min ind i Internettet og Mobiltelefonens verden.
At sproget udvikler sig er en oldgammel nyhed der altid skaber forargelse blandt Intellektuelle, der føler at deres skrift og sprog-resort er truet.

Jeg er gabende træt af intellektuelt Bull-Shit.

PS: Jeg er for en gangs skyld ikke særligt begejstret for Metz klumme.

Så jeg er skuffet, han plejer at være så dygtig;-)

Heinrich R. Jørgensen

Mutter Skrap:
"Jamen så lader vi det passere for denne gang, Heinrich ;-)"

Mange tak, fru Sundsvald :-)

Sider