Kommentar

Min mor fik smukke navler, jeg må nøjes med glitter og cupcakes

Filminstruktørernes kreativitet og skaberglæde er blevet kvalt af en konstant bekymring for bundlinjens krav. Det betyder, at de danske ungdomsfilm er blevet en poppet affære, der ikke bidrager med noget til den verden almindelige børn og unge færdes i
3. oktober 2011

Med mine 16 år er jeg for længst blevet teenager. Jeg er selvstændigt tænkende og ikke mindst er jeg gammel nok til både provokation og udfordring — også når mine venner og jeg læner os tilbage i biografens bløde lænestol for at se en ungdomsfilm. Så forventer vi en film med identifikation og kant og ikke mindst en film, der rykker os bare en lille smule som mennesker og giver stof til eftertanke. Vi vil røres, vi vil grine, vi vil græde, vil vi undres, vi vil provokeres, forarges og skræmmes. Vi forventer at blive inspireret og vi forventer, at det sker i øjenhøjde og defineret i relevante og interessante temaer for vi unge.

Filmbranchen lider

Desværre ender det alt for tit med at kammeraterne og jeg må efterlade biograferne med skuffelse, for nutidens ungdomsfilm er totalt intetsigende om den danske ungdom anno 2011. Gang på gang må man sukke og tænke 'hvad er der gået galt', mens rulleteksterne kører henover lærredet til et funky soundtrack og lysene i loftet gløder rummet op igen.

Kreativiteten er tilsyneladende væk hos de danske instruktører af ungdomsfilm. Tilbage står vi med utallige High school musical-efterligninger med happy endings, et forsigtigt første kys, balloner og cupcakes i tusindvis, glitter, eventyrlige frisurer, rampelys og glamour.

Det er resultatet af de danske forældres hysteriske tankegang om det perfekte familieliv og 'lille Peter må altså ikke se det her'-mentaliteten, der har haft for stor indflydelse på de danske filminstruktører de sidste mange år. De danske forældre lader kun deres børn se sukkersøde børnefilm i starten af livet, og når ungdommen begynder bliver der budt på virkelighedsfjerne film, der giver et helt forfejlet billede af det rigtige liv.

Hele filmbranchen i Danmark lider, men specielt danske børne- og ungdomsfilm er blevet et udsultet og tamt produkt.

Elendige uden substans

Film som Supervoksen, Bøllebob, Magi i Luftenog Bora Boraer to bud på nyere biografsucceser. De har solgt billetter i uanede mængder og med masser af forskellige slags merchandise og en opfølgning i form af en film nummer to, tre og fire bliver succesen ivrigt malket, til den sidste 50-øre er klemt ud af filmene. Tager man betrækket af, er det i virkeligheden elendige film uden substans, der opstiller forskruede billeder af virkeligheden hos de 9-11-årige præpubertetsplagede unge, der ivrigt ser filmene. Film i øjenhøjde omhandlende nutidens unges reelle bekymringer og konflikter er blevet erstattet af film, hvor der konstant fremsættes en forestilling om, at materialisme og en position som kendis er vejen til lykke. Film, der ikke gengiver det, der minder om billedet af et realistisk liv.

Om det virkelige liv

Men det har ikke altid været sådan, når vi taler danske børne- og ungdomsfilm.

Når jeg hiver de gamle VHS-bånd op fra kasserne på pulterkammeret og ser de film, der rullede i biograferne i min mor og fars barndom, er det 70'erne og 80'ernes Zappa, Busters Verdenog Du er ikke alene, man finder. Film med indhold og temaer, der fik publikum op af biografsæderne af enten glæde eller forargelse, og dem er der langt mellem i dag. Men ser vi tilbage, så har der har jo været succeser, der tog nogle vigtige problemstillinger op og ikke bare vidste det sukkersøde fantasiliv; Hella Joofs ungdomsfilm Se min kjoleom de fire unge stofmisbrugere, der flygter fra behandlingshjemmet er den eneste ungdomsfilm længe, der har skabt røre i andedammen og fået et par anmeldere og publikummer op ad stolen.

I dag er udviklingen af ungdomsfilmene desværre kørt fast. Produktionen er gået fra at have fokus på kunsten til at være en pengemaskine, der skal holde liv i de danske filmselskaber. Skaberglæden er blevet dræbt af bekymringen om overskud eller underskud på filmselskabets regnskab. I stedet skal der satses på en standard for danske ungdomsfilm. En standard, hvor ungdomsfilm er identificerbare. Film, der er uden en lyserød og blankpoleret overflade, som får publikum til at grine og græde.

Lad os få ungdomsfilm hvor der både bliver skreget 'pik', 'svin', 'luder' og andre skældsord og hvor der bliver kysset blidt og smukt. Hvor der bliver slået og mobbet, festet og danset. Lad os få ungdomsfilm om de barske realiteter, de søde stunder og ikke mindst de epokegørende episoder i opvæksten. Sæt kreativiteten fri — lad os få film om det virkelige liv!

Thomas Korsgaard, gymnasieelev, 1.d på Skive Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Sådan Thomas Korsgaard! Flere af din slags: Unge der ikke lader sig nøje, men vil have kvalitet. Ungdommen ER ikke X-factor - den BYDES x-factor.

Desværre ved jeg ikke lige om du har ret mht. ungdomsfilm. Det rækker min viden om ungdomsfilm ikke til :)

Jeg vil altså gerne slå tillyd for serien Isas Stepz som sendes på DR Ramasjang - og nogle gange også på DR1. Ramasjang og DR1 sender også en norsk serie som f.eks. AF1, som bl.a. handler om integration, og om hvad norske unge af anden etnisk baggrund må eller ikke må. Og Ramasjang har også sendt gode svenske serier som f.eks. Guds tre piger og en serie hvor børn kommer på rejse i tiden (som jeg ikke lige kan huske hvad hedder). Men Isas Stepz er et godt eksempel på, at også danske ungdoms-serier kan finde ud af alt det som Thomas Korsgaard efterlyser.

Mht. filmene, så har man jo i mange år haft Anja og Viktor filmene. Og de startede altså som en filmatisering af bogen 'kærlighed ved første hik.'

Det der gik galt var Regner Grastens Krummerne fra 1991. Den dannede desværre skole.

Men rent praktisk er der ikke noget der sådan ligefrem tvinger folk til at se danske eller amerikanske produktioner. Vi har en hel jordklode at vælge fra, så hvorfor begrænse sig?

Heidi Philipsen

Kære Thomas Korsgaard

Jeg finder, at det er et relevant og kritisk indlæg, du har skrevet. Også positivt at høre, at moden ungdom efterlyser mere provokation og udfrodring i dansk ungdoms film.

Jeg kan anbefale Natacha Arthys film Figther, der på provokerende vis tager livtag med en ung indvandrer piges udvikling og forhindringer på vejen. Der er kampe, slagsmål, gråd, grin, fordomme, modfordomme og ikke lagt fingre imellem. Men den står lidt alene på scenen omgivet af en række Anja og Viktor film.

Jeg er medieforsker og blogger om kreativitet i dansk film. Du kan se nogle indlæg her, hvis du har lyst, og du må meget gerne kommentere og være uenig.

http://videnskab.dk/search/apachesolr_search/Heidi%20Philipsen

Tak for et tankevækkende indlæg fra din hånd.

Vh Heidi

Thomas Korsgaard

Kære alle.

Tak for jeres kommentarer, kritik og respons - jeg er glad for, at mit indlæg har lagt op til en god debat herinde og andre steder.

Jeg vil lade min pen skrive videre!

De bedste hilsner
Thomas