Interview

'Vi har nok været lidt for gode ved hinanden i de gode tider'

Debat
27. oktober 2011

— Er det et problem, at billig, udenlandsk arbejdskraft presser dansk arbejdskraft?

»Så længe det foregår inden for lovens og overenskomstens rammer, ser vi det ikke som et problem, men som en naturlig udvikling. Vi er en del af en global økonomi, og globaliseringen består for vores vedkommende i, at udenlandske virksomheder og medarbejdere arbejder i Danmark. Jeg kan godt se, det er et problem for den enkelte, der mister sit job, og for den virksomhed, der taber i konkurrencen. Men det er også et vilkår, vi må indrette os på. Det væsentligste er, at det foregår inden for lovens rammer og på overenskomstmæssige vilkår.«

— Har Jakob Mathiassen ret, når han skriver, at entreprenørfirmaerne bærer en pæn del af skylden for, at alle bruger billig, udenlandsk arbejdskraft?

»Sådan mener jeg ikke, man kan sætte det op. Hvis danske medarbejdere ikke vil udføre et stykke arbejde til en bestemt pris, som ligger inden for overenskomsten, men udenlandske virksomheder gerne vil, er det ikke virksomhedernes problem. Problemet er snarere medarbejdernes indstilling til arbejdet.«

- Men selv om det ikke er ulovligt, synes du så, det er optimalt, at udenlandsk arbejdskraft presser dansk?

»Danmark har generelt et konkurrenceproblem. Vi er blevet i omegnen af 20 pct. dyrere end udlandet, hvis man tager hensyn til bl.a. prisforskelle, produktivitet og valutakurser. Det har selvfølgelig en effekt, når vi lever i en åben økonomi. For 10-15 år siden var det 10 pct. dyrere at producere en vare i Tyskland. I dag er det omvendt. Det skyldes, at tyskerne har været igennem nogle skrappe hestekure, mens lønnen i de gode tider i Danmark er steget for meget.«

»Isoleret set er det ærgerligt, at vi er nødt til at holde igen med lønnen nu, men alternativet er, at al dansk produktion udkonkurreres.«

— Hvem har skylden for, at man nu står i den situation?

»Jeg ved ikke, om man kan tale om skyld. Politikerne har besluttet, at vi er en del af en åben økonomi og EU's åbne marked. Når man først har sagt det, må man også acceptere de mekanismer, det fører med sig. Det er bl.a., at medarbejdere og virksomheder fra forskellige lande kan konkurrere om arbejde på tværs af grænser. «

»Det er ikke nødvendigvis et onde. Det betyder, at en masse varer bliver billigere, og det giver forbrugerne mere købekraft. Så det er mere kompliceret, end Jakob Mathiassen beskriver det.«

— Hvad skal der så til for at dæmme op for det?

»Lønmodtagere skal bl.a. være indstillet på at være fleksible. Vi har f.eks. arbejdstidsregler, hvor man inden for en vis periode kan arbejde måske 55 timer om ugen, men så holde fri et par uger efterfølgende. Men meget ofte ønsker danske medarbejdere ikke at gøre brug af de regler, men det bliver de nødt til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Storr-Hansen Dansk Byggeri udtaler:
Jeg kan godt se, det er et problem for den enkelte, der mister sit job, ... Men det er et vilkår, vi må indrette os på.

... og det bør samfundet så gøre. Eksempelvis ved at pålægge erhvervsskat på anvendelse udenlandsk arbejdskraft. Provenuet kan så gå til dækning af den skade ledigheden påfører samfundet.

Lars Storr-Hansens udtalelse er et lysende eksempel på erhvervslivets mangel på samfundssind. Hertil kommer at argumentet:

»Danmark har generelt et konkurrenceproblem. Vi er blevet i omegnen af 20 pct. dyrere end udlandet, hvis man tager hensyn til bl.a. prisforskelle, produktivitet og valutakurser.«

er direkte forkert:

http://di.dk/Opinion/Globalisering/Global2011/Pages/UdviklingeniDanmarks...

http://www.business.dk/oekonomi/kaempe-stigning-i-dansk-produktivitet

Søren Kristensen

Pessimisten: Det går ligesom med indvandrerdebatten i slutningen af forrige århundrede. Holdt under låg i mange år og lige pludselig bliver det for meget og så får et parti med vokseværk, der slår sig op udelukkende på Ud af EU og køb dansk, vind i sejlene. I mellemtiden har EU sikkert spillet fallit, så det giver ligesom sig selv.

Optimisten: Byggebranchen er kun et hjørne af samfundet og vi kommer til at leve stort og flot af en førerposition i grøn teknologi. Så godt, faktisk at der bliver råd til borgerløn, hvorefter ingen dansker behøver være i konkurrence med fx polske arbejdere, med mindre de selv ønsker det. Der vil være rigeligt til alle og EU bliver en kæmpesucces så snart krisen og dens pakker har formået at hanke op i både banker og sydeuropæernes vilje til at betale skat og sætte tæring efter næring og hvor der er vilje er der også en vej.

Ja, Søren Kristensen, når borgerlønnen kommer, vil vi både være glade for den udenlandske arbejdskraft, og at den ikke er dyrere, så vi kan skrue lidt ekstra op for det, vi bevilliger os selv, i gode år. :-)
Vi bliver den første ikke-råstof baserede økonomi, der alligevel kan finde ud af at skabe os en behagelig niche. Ellers er det kun lande med bauxit og den slags, der har realiseret en udbredt frihed. Men i betragtning af det umenneskelige knokleri, danskerne flest stod for i landbruget under feudaltiden og senere i fabrikkerne under industrialismen, er det helt retfærdigt.

Hvorfor skal man dog arbejde 55 timer om ugen, dvs. 11 timer om dagen? Ved denne Lars-Storr Hansen da intet om at de sidste 2-3 pr. dag timer er direkte spildtid, da man her netop oftere laver fejl.

Måske burde han, Larss Storr-Hansen, hellere kigge lidt på om danske arbejdere i byggebranchen ikke får en 20% højere løn end f.eks. deres rumænske kolleger, da de er bedre uddannet, f.eks. hvad angår sikkerhed og arbejdsmiljø og også bedre uddannet til at klare uventede situationer end f.eks. deres rumænske kolleger er det.

Og Lars Storr-Hansen ser ud til at være ligeglad med at det netop ofte ikke foregår inden for f.eks. arbejds-miljølovens eller overenskomstens rammer, fordi mange af de udenlandske virksomheder eller arbejdere så slet slet ikke ville være konkurrence-dygtige...