Oh Danmark, oh Danmark

Åbningstaler er ikke det mest ophidsende i dansk retorisk tradition. Den første tirsdag i oktober når Folketinget som forskrevet begynder arbejdet, er statsministerens dertil indrettede tale afstemt med det flertal der tilbyder sig. Talen er foruden dens rituelle funktion en mundtlig hensigtserklæring over et mere prosaisk lovkatalog og er derfor bunden i sin karakter. Åbningstalen er ikke desto mindre og især for nytiltrådte regeringer årets politiske højdepunkt. Talen danner grundlag for den efterfølgende åbningsdebat hvor partierne mere eller mindre højrøstet tilkendegiver samarbejdsvilje eller det modsatte. Grupperne har ydermere konstitueret sig; nye politiske ordførere får lejlighed til at demonstrere deres giftigheder, nye gruppeformænd afslører om de har styr på et frustreret bagland af forbigåede kolleger. Såvel en regering som en opposition kan komme skidt fra åbningen. Regeringen fordi den i givet fald som nu er uprøvet, og finkerne fyger af panden; oppositionspartierne fordi de går over gevind af foragt og ikke kan skjule sindsbevægelsen ved at se den gamle opposition i magtens stole.

Åbningstalen 4. oktober 2011 adskiller sig fra samtlige tidligere, således som den blev leveret af en statsminister i spidsen for en koalition af SRSF. Det kan bøllerne i Venstres tæskehold sikkert få til at lyde som en spioncentral i DDR.

Åbningstalen 2011 adskiller sig jo så det basker. Fungerende Bertel Haarder understregede den kendsgerning ved at ytre noget indforstået om Grundtvig, og den nyvalgte formand Mogens Lykketoft markerede det historiske skift ved at sige sådan noget lignende som: statsministeren, hun har nu ordet. Det var så første gang i danmarkshistorien at lige dét personlige pronomen kunne hæftes på en statsminister. Dét er da noget, når en anden én er vokset op i en tid hvor kvinder stadig skulle holde sig i baggrunden som fru minister Børge Bister og ikke hed noget selv, og de få der blev til noget i politik blev det på trods og bortset fra undtagelserne henvist til hattedamestoffet eller kulturen.

Men der stod hun så i sin fine røde dragt, Helle Thorning-Schmidt og viste sig frimodigt frem i sin råstyrke. Tænk overhovedet at kunne hænge sammen efter 14 dages fri brydning med Margrethe Vestager, det beretter biblioteker om Thornings konstitution og nervesystem.

Statsminister Thorning viste selvfølgelig andet og meget mere end dét. Selv for en sur gammel stodder der har hørt det hele før, frembød talen politisk indhold — ikke mindst intentioner om kursforandring fra ti års taktfast march i mørke. Regeringen er ganske vist bundet på hænder og fødder i den økonomiske politik, det skal man ikke være noget orakel for at indse. Men mentaliteten, tonefaldet, forestillingen om landet og dets muligheder er en anden fra og med den 4. 10. 11. Dansk Folkeparti er sat hen i den krog hvor civiliserede nationer henlægger uforstand og fordom, diskrimination og smålighed. Hurra! Hurra! Hurra! som de råbte på opfordring af damen i rødt.

Det skete traditionen tro, da Helle Thorning havde talt.

Floskler går på omgang

Bagefter sad man så med talen og fandt skalpellen frem, idyl er det hele jo heller ikke.

Hjemlandets politiske talekunst er som nævnt til at overse. Den gensidige påvirkning af medier/politiker og omvendt formidles af diverse spindoktorater i det politiske system. Floskler går på omgang, talemåder slås fast og slides ned og bruges og genbruges og bruges igen, det er de fortrolige lyde og de mest trygge, dem tager vi så. Velkendt er begrebet udfordring til erstatning for ordet problem. »Udfordringerne er enorme,« sagde Thorning. Det lyder bedre end: »Problemerne er enorme.« En udfordring tager man op, som d'Artagnan samler handsken op og svirper hat og bukser af modstanderen. Et problem derimod må man defensivt sætte sig eftertænksomt og forsøge at løse. Der findes som bekendt uløselige problemer, men ikke uløselige udfordringer. Den der foretrækker udfordringer udviser mod til at imødegå dem. Men udfordring og problem dækker det samme. Helle Thorning brugte kun ordet én gang i talen på 4.944 ord. Det er ikke så galt. Værre var det med et andet modeord: ansvar eller ansvarlighed. Det kom 17 gange. »Vi skal styrke grundlaget for ansvarlig vækst ... at lede Danmark ansvarligt ud af krisen ... en ny og ansvarlig plan ... ansvarlig økonomisk politik«. Men det forudsættes faktisk at en regering handler ansvarligt. Regeringen har i hvert fald ansvar, hvad enten den piber eller synger. Så statsministeren behøvede ikke fremhæve dette ansvar. Hun kunne bare sige: »Vi vil lede Danmark ud af krisen med en ny plan og vores økonomiske politik«. Velfærd er blevet et uimodsigeligt plusord, skønt flere dybest set er imod. Den afgåede statsminister brugte dette for Venstre så tvivlsomme begreb, som aldrig, aldrig har haft noget som helst med partiets projekt at gøre. Løkke brugte ordet lige så hyppigt op til valget, som venstremænd i gamle dage forlangte fordele for landbruget. Intet under at Helle Thorning vil have sit ord tilbage og benyttede det 11 gange.

Stammen og landet

Hvor ordenes inflation for alvor viste sig, og hvor sproget er forbistret og vil være det længe endnu efter 10 års befamling af det nationale, var i Thornings ihærdige pointering af stammen og landet. Ordet dansk og forbindelser med dansk blev anvendt i alt 27 gange hvoraf de seks af dem var selve artsbetegnelsen: danskerne. Medierne har taget samme sprogbrug til sig og pensioneret det neutrale begreb befolkningen, som ikke tager stilling til herkomst, men inkluderer alle herboende. Det var hvad Thorning ønskede at gøre, det sagde hun i en eftersætning: at man er dansker, når man er det, uanset om rødderne stikker i den jyske hede eller i den anatolske højslette.

Og hold nu fast: Vi ved jo alle sammen at Helle Thorning er blevet statsminister i dette land, og at Folketinget ligger og lå hvor det længe har ligget. Der er da ingen tvivl om hvor det hele foregår. Derfor må man i veneration for fædrelandet spørge om det i en tale der trods alt ikke varer hele dagen mon ikke er lige i overkanten at bruge egennavnet Danmark siger og skriver 50 gange:

Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark, Danmark.

Så meget fylder Danmark 50 gange, og det er jo ikke til at holde ud, heller ikke når det klattes rundt i talen.

Som de siger om cykelløb, så er det stort, det med Helle Thorning. Hjertet svulmer af stolthed over at vi er kommet så langt. Men hun må soignere sproget og heller ikke lave så mange fejl når hun holder tale. Som om det i virkeligheden var første gang hun læste teksten højt og selv hørte den hvilket det helt sikkert var. Det kan ikke nytte at både dronning og statsminister kludrer sådan i det, når de skal sige noget til undersåtterne. Det giver knas på linjen. Det kan man lære at undgå. Det er vigtigt. Men det er godt at stillingen endelig er kommet på kvindehænder. Kan man håbe på.

Og se nu at få afskaffet de uværdige fattigdomsydelser statsminister Thorning-Schmidt (SRSF).