Problemet er overforbrug, ikke overbefolkning

Det må rangere som en af de mest bemærkelsesværdige begivenheder i den menneskelige civilisations nyere historie: På kun seks årtier år er det globale gennemsnitlige antal børn, som fødes per kvinde, faldet fra 6 til 2,5.

Det er i sandhed en overraskende triumf for kvinders selvstændiggørelse, og uanset hvad ens holdning nu ellers måtte være til befolkningstilvæksten, er dette så absolut noget, vi bør fejre.

Men det markante fald i fertilitet — tallet stammer fra en FN-rapport, der udkom så sent som onsdag i sidste uge — er ikke afslutningen på historien. For FN har samtidig opjusteret sit skøn for den globale befolkningstilvækst: Snarere end at toppe ved omkring 9 milliarder i midten af dette århundred, forudsiger FN nu, at antallet af indbyggere på vor klode vil nå op omkring 10 milliarder i 2100 — og fortsætte med at vokse efter dette punkt.

Dette er endda kun 'middelscenariet'. Det maksimale skøn forudser, at vi bliver så chokerende mange som 15.800 millioner i 2100.

Går den prognose i opfyldelse, vil befolkningsvæksten unægtelig udvikle sig til et langt større problem — for miljøet såvel som for den menneskelige udvikling — end vi har drømt om i vores værste angstfantasier.

Luftige FN-tal

Heldigvis er FN's maksimalskøn næsten helt sikkert skudt langt over målet.

I en artikel i videnskabs-ugeskriftet Nature fra maj påpegede en af Storbritanniens førende videnskabsjournalister Fred Pearce, at FN's aktuelle demografiske revision hverken bygger på nye videnskabelig forskningsresultater eller analyser. I stedet præges den af, hvad der syntes at være en vilkårlig beslutning om at ændre en af de afgørende variable, som organisationen fodrer sin model med.

Dens tidligere analyse var baseret på den antagelse, at det gennemsnitlige antal børn født per kvinde i 2100 ville falde til 1,85 på verdensplan.

I år er dette tal ændret til 2,1, som tilfældigvis er også tallet for den såkaldte befolkningsudskiftningskvotient — dvs. nøjagtig den værdi, hvor reproduktionen hverken bidrager til et fald eller en stigning i antallet af mennesker.

FN har undladt at forklare, hvorfor det har ændret på denne forudsætning, som synes at være i grel modstrid med de fremherskende demografiske tendenser.

FN gør heller ikke rede for, hvorfor faldet i fertilitet pludselig skulle stoppe, når det når udskiftningsniveauet snarere end fortsætte med at falde efter dette punkt, sådan som det hidtil er sket i alle relevante populationer.

Jeg forventede, at den nye rapport ville indeholde en forklaring, men der tog jeg fejl: Den ser ud til at have grebet sine fertilitetstal ud af luften.

Brun fertilitet som skurk

Men uanset om vi lægger til grund, at det gamle gamle tal er mere realistisk end det nye, står et problem tilbage. Som det påpeges i den nye rapport, »vanskeliggøres flugten fra fattigdom og sult yderligere som følge af den hurtige befolkningstilvækst«. Og sidstnævnte bidrager som bekendt også til presset på biosfæren. Men hvor stort et problem er det? Skal man tro de rige, ældre, hvide mænd, der dominerer demografidebatten, har vi at gøre med det største problem af alle.

F.eks. mødtes en gruppe af amerikanske milliardærer i 2009 for sammen at afgøre, hvilken trussel mod kloden der havde mest presserende behov for deres opmærksomhed.

Hvide miljøsvin

Disse mænd, der sandsynligvis bruger lige så mange af verdens ressourcer på en halv time, som den gennemsnitlige afrikaner forbruger på en hel menneskealder, besluttede sig for, at befolkningsvæksten er hovedproblemet. Og hvem skulle have troet det?

Befolkningstilvæksten er den problematik, man søger tilflugt i, hvis man ikke evner at se konsekvenserne af sit eget klimafodaftryk i øjnene: Problemet er ikke, at vi bruger uansvarligt løs! Det er, at brune mennesker formerer sig alt for meget!

Det synes at være en sikker regel i miljøpolitik, at jo rigere man er, desto mere tilbøjelig vil man være til at placere befolkningsvækst i den øvre ende af listen over forbrydelser mod planeten.

Skønt den nye FN-rapports tal er noget oppustede, må den imidlertid komme som en skuffelse for overbefolkningsprofeterne.

Rapporten citerer Paul Murtaugh fra Oregon State University, hvis forskning viser, at:

»Hvert nyt barn, der fødes i dag i USA, vil hen over generationerne afsætte et CO2-aftryk, som er syv gange større end et nyfødt barn i Kina, 55 gange større end et nyt indisk barn og 86 gange større end et nyfødt nigeriansk barn.«

Her trækker rapporten på en videnskabelig artikel offentliggjort i Proceedings of National Academy of Sciences, der fremlagde den første, omfattende vurdering af, hvordan demografiske ændringer påvirker udledningen af kuldioxid.

I FN-rapporten konkluderes videre: »En langsommere befolkningstilvækst vil kunne bibringe mellem 16 og 19 procent af de emissionsreduktioner, som skønnes at være nødvendige før 2050, hvis farlige klimaændringer skal undgås.«

Med andre ord: en nedsat demografisk vækst kan levere et bidrag. Men de øvrige 81-84 procent skal komme fra reduktion i forbruget og udskiftning til nye og mere klimavenlige teknologier.

FN-rapporten konkluderer, at »selv om befolkningstilvæksten blev nulstillet, ville dette knap nok indvirke på klimaproblemet.«

Hvid dobbeltmoral

Det bør ikke naturligvis ikke afholde os fra at give kraftig støtte til de politikker, som vil medføre, at den demografiske vækstkurve topper tidligere snarere end senere.

Seksualundervisning, viser rapporten, har her en afgørende betydning. Det samme gælder adgang til prævention samt anerkendelse af kvinders rettigheder og forbedring af deres sociale status.

Alle disse faktorer har spillet væsentligt ind på den demografiske udvikling, verden har set hidtil.

Vi bør også presse på for en bedre fordeling af rigdommen. Flugten fra dyb fattigdom er nemlig en anden af de faktorer, der har gjort det muligt for kvinder at få færre børn.

Det meget ulige globale system, som understøttes af de samme rige hvide mænd, som himler op om overbefolkning, er en af de vigtigste årsager til befolkningstilvæksten.

Højrefløjen i problemer

Alt dette sætter højrefløjen i en vanskelig situation. Konservative opinionsdannere vil gerne skyde skylden for den miljømæssige krise på klodens fattigste ved at holde disse ansvarlige for befolkningstilvæksten.

Ikke desto mindre er nogle af disse, især de klerikale af slagsen, stærke modstandere af alle de foranstaltninger — tidligere og bedre seksualundervisning, universel adgang til prævention (bl.a. også for teenagere), stærkere rettigheder for kvinder, omfordeling af velstand — som er egnet til at reducere den.

Og hvis de ikke vil vide af disse interventioner, hvad havde de så egentlig tænkt sig at gøre ved befolkningstilvæksten?

Som FN-rapporten påpeger:

»En betydelig befolkningstilvækst fortsætter i dag på grund af det store antal fødsler i 1950'erne og 1960'erne, som har resulteret i større grundpopulationer med millioner af unge mennesker, der når deres reproduktive år i de efterfølgende generationer.«

Med andre ord: Der er tale om et levn fra en tidligere periode. Og til dette forhold føjer sig endnu en forbløffende forvandling: Siden 1950'erne er den globale gennemsnitslevealder steget fra 48 til 68.

Det betyder, at selv hvis alle de foranstaltninger, jeg her har nævnt — uddannelse, prævention, rettigheder, omfordeling — var almindeligt udbredte i dag, ville der stadig være en befolkningspukkel som resultat af den dynamik, der blev skabt for 60 år siden. Så hvad foreslår egentlig de, som vil befolkningstilvæksten til livs? Obligatorisk sterilisation? Massemord? Hvis ikke, skylder de at redegøre bedre for deres program.

Jovist, befolkningstilvæksten bidrager også til miljøproblemerne. Men nej, den er ikke den afgørende faktor. Selv tilgængeligheden af korn påvirkes mere af et stigende antal af husdyr og en øget brug af biobrændstoffer — igen drevet frem af et større forbrug — end af den menneskelige befolkningstilvækst.

Selvfølgelig skal vi kræve, at verdens regeringer hjælper kvinder til at sikre kontrol over deres egen krop. Men derudover er der meget lidt, vi kan gøre.

Vi skal i stedet beslutte, hvordan man bedst kan imødekomme det menneskelige befolkningstal, som i mindst fire årtier endnu vil fortsætte med at stige.

kronikinformation.dk

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

<\!s