Kronik

Skyldnerne mod kreditorerne

Besæt-bevægelserne viser, at en ny klassekamp er undervejs. Det ikke længere arbejderne mod kapitalisterne, men derimod gældsslaverne mod kreditorerne. Strejke er ikke længere et effektivt våben. Kun hvis man kollektivt nægter at afdrage gælden, får man finanskapitalisterne i tale
Er Besæt Wall Street et tegn på en spirende klassebevidsthed blandt verdens gældsslaver?

Er Besæt Wall Street et tegn på en spirende klassebevidsthed blandt verdens gældsslaver?

JUSTIN LANE

29. oktober 2011

Under parolen 'Vi er de 99 pct.' vinder Besæt Wall Street-bevægelsen i disse dage mere og mere tilslutning verden over. Det er oplagt, at se bevægelsen som udtryk for en form for klassekamp, men samtidig er det vanskeligt at forstå den inden for rammerne af den traditionelle arbejderklasses kamp mod kapitalismen.

Besæt Wall Street tvinger os således til at gentænke, hvad klassekamp er i den finansielle kapitalismes tidsalder. Bevægelsen er ikke udtryk for arbejderklassens opstand mod kapitalisterne, men derimod skyldnernes opstand mod kreditorerne.

Den gamle klassekamp

Når vi i dag taler om klasser og klassekamp, tænker vi det typisk ud fra Karl Marxs gamle analyse af samfundet som bestående af arbejdere og kapitalister. Ifølge Marx er der en strukturel ubalance indbygget i selve den kapitalistiske samfundsform, som gør det muligt for kapitalisterne at udbytte arbejderklassen. Klassekamp er således en kamp for anstændige og retfærdige løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen.

Den klassekamp føres på sin vis stadigvæk af de etablerede venstrefløjspartier i Danmark og mange andre vestlige lande.

I de senere år har disse partier imidlertid sat deres lid til, at en omstilling fra industriel kapitalisme til såkaldt postindustriel vidensøkonomi i sig selv ville kunne løse den traditionelle arbejderklasses problemer.

Gennem massive satsninger på forskning og uddannelse kan vi angiveligt styrke vores konkurrenceevne på det globale marked og derved bevare det økonomiske fundament for velfærdsstaten. I stedet for beskidt, kedeligt og dårligt betalt arbejde i den industrielle sektor kan den traditionelle arbejderklasse — eller i det mindste deres børn — finde beskæftigelse som højt betalte, selvrealiserende vidensarbejdere. Den del af arbejderklassen, som er blevet for gamle til at omstille sig, kan i stedet træde tilbage på efterløn.

Denne vision for samfundet, som herhjemme kan læses i det nye regeringsgrundlag, beror på en forestilling om, at kapitalismen i sig selv vil være i stand til at løse klassemodsætningerne i samfundet.

I dag synes arbejder og kapitalist såvel som venstre- og højrefløj forenet i en stræben efter mere vækst.

Elektronisk seddelpresse

Problemet med forestillingen om den postindustrielle vidensøkonomi er, at den ikke tager højde for en helt central del af de seneste 3-4 årtiers udvikling af verdensøkonomien.

Siden 1970'erne er vores samfund blevet underkastet en større og større grad af såkaldt finansialisering. Det er muligt, at der i samfundets produktionsform er sket en transformation fra industrielt, maskinelt arbejde til postindustriel vidensarbejde, men samtidig er hele pengesystemet blevet underlagt en global finanskapitalisme.

Det er åbenlyst for de fleste, at service som telefoni, transport, energiforsyning, og andre centrale dele af samfundets infrastruktur i løbet af de seneste årtier er blevet privatiseret og således i dag ikke længere kontrolleres af staten. Det er imidlertid mindre åbenlyst, at selve skabelsen af penge og kontrollen med, hvordan nye pengene sættes i cirkulation i vores samfund, på lignende vis er blevet overladt til private aktører i form af banker og finansinstitutioner.

Fysiske penge som mønter og sedler udstedes naturligvis stadigvæk af Nationalbanken, men den tiltagende digitalisering af vores betalingssystemer betyder, at private banker har fået mere og mere vidtgående muligheder for at sætte nye elektroniske kreditpenge i verden, som er fuldt ud ligeså effektive betalingsmidler.

I dag er penge ikke længere blot et medium for produktion og udveksling af varer inden for det kapitalistiske samfund. Selve skabelsen af penge er det centrale omdrejningspunkt for akkumulation, udbytning og omfordeling af ressourcer i samfundet. Vi lever således i den finansielle kapitalismes tidsalder

Finansiel udbytning

I den finansielle kapitalisme findes den afgørende klassemodsætning ikke længere mellem arbejder og kapitalist ,men mellem kreditor og skyldner.

I den traditionelle analyse er kapitalistklassen kendetegnet ved ejerskab og kontrol over apparatet til produktion af varer. I en mere tidssvarende analyse, kan vi identificere klassen af kreditorer som dem, der har ejerskab og kontrol med midlerne til at producere de penge, der er hele forudsætningen for den økonomiske aktivitet i samfundet.

Og ligesom arbejderen står over for kapitalisten, så finder vi skyldneren som kreditorens modsætning. Skyldneren kan ikke selv producere og kontrollere de penge, som er nødvendige for hans ageren i samfundet. Han er således afhængig af kreditoren.

Den traditionelle analyse af industrikapitalismen stiller følgende spørgsmål: Hvad er arbejde? Hvordan producerer arbejdet værdi? Hvem tilfalder frugterne af denne værdiskabelse?

I en nutidig analyse af finanskapitalismen bør vi stille følgende spørgsmål: Hvad er penge? Hvordan laves penge i økonomien? Hvem tilfalder værdien af denne produktion af penge?

De fleste mennesker tænker umiddelbart, at penge er de mønter og sedler, som vi går rundt med i lommen, og at de kommer ind i verden ved at blive møntet eller trykt i Nationalbanken.

Det billede er ikke forkert men dog stærkt misvisende, for så vidt at kontante penge kun udgør cirka 6 procent af den samlede pengemængde i Danmark.

Langt de fleste penge i cirkulation er den slags, vi låner i banken. De står på vores bankkonto, og vi kan betale med via Dankort, PBS, netbank, osv.

Det er også denne slags kreditpenge, som udgør de astronomiske summer, der cirkulerer rundt på de globale finansielle markeder.

Den slags penge stammer ikke fra Nationalbanken, men er sat i verden af private banker. Hvis man som privatperson tror, at de bankpenge, man har i banken, modsvares af en tilsvarende mængde kontante penge eller måske guld i bankernes kældre, er man i fare for at blive slemt skuffet.

I bedste fald modsvares de af den gæld, som man selv eller andre skyldnere skylder i banken, eller som staten skylder bankerne.

Bankerne skaber penge ved på den ene side at udstede et lån til en privatperson eller en virksomhed og på den anden side sætte et tilsvarende beløb ind på låntagerens hævekonto.

Lukrativ forretning

Det siger sig selv, at det er en særdeles lukrativ forretning at stå for produktionen af penge i et samfund. Så meget desto mere kan det undre, at vi som samfund nærmest vederlagsfrit har overladt denne forretning til private banker. Det svarer nærmest til at give private virksomheder licens til at opkræve løbende afgift på vores brug af det danske sprog.

Bankernes profit består naturligvis ikke i selve skabelsen af de nye kreditpenge, som når en falskmøntner trykker nye penge.

Profitten består imidlertid i, at låntageren forpligter sig til løbende at betale renter af nogle penge, som banken basalt set har skabt ud af ingenting.

I takt med at større og større dele af samfundsøkonomien finansieres vha. låntagning, dvs. produktion af kreditpenge i private banker, opstår der en større og større klasse af skyldnere, som er underlagt denne form for finansiel udbytning.

Når produktionen og cirkulationen af penge i samfundet overlades til private banker, så underkastes værdien af disse penge også de hysteriske fluktuationer, som efterhånden er blevet hverdag på de globale finansielle markeder.

Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste tre til fire år har bredt sig til flere og flere områder af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste tre til fire årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse fluktuationer sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi.

Udtjent strejkevåben

Hvis vi ser Besæt Wall Street som udtryk for en gryende klassebevidsthed i klassen af skyldnere og som et oprør mod klassen af kreditorer, afhænger bevægelsens succes af, at den er i stand til at finde frem til nogle tidssvarende modstandsformer.

Tilbage i den industrielle kapitalisme forstod den traditionelle arbejderklasse tidligt, at demonstrationer først bliver rigtigt effektive, når de er bakket op af strejker, der har evnen til at lægge produktionen død.

Denne form for modstand appellerer ikke blot til modstanderens velvilje og samvittighed men truer med simpelthen at erodere hans indtjeningsevne.

For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. En stor del af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Og en endnu større del risikerer blot, at en strejke er netop den undskyldning deres arbejdsgiver behøver for at flytte arbejdet til Kina.

Gældens potentiale

Skyldnerklassens skæbnefællesskab består i, at de har gæld. Denne gæld udgør samtidig også deres revolutionære potentiale.

Mens den traditionelle arbejderklasses ultimative våben var den kollektive arbejdsnedlæggelse, er skyldnerklassens ultimative våben den kollektive gældsforsømmelse.

Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes vha. skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, ville det være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere.

Pludselig ville det være folket og ikke de finansielle markeder, der bestemte værdien af pengene.

Hvorvidt den politiske mobilisering, som for øjeblikket finder sted inden for rammerne af Besæt Wall Street-bevægelsen, kommer så vidt, er tvivlsomt. Det afhænger af, hvor stor en del af middelklassen, der fortsat identificerer sig med kreditorklassens ideologi, og hvor stor en del, der efterhånden er nået til et punkt, hvor de oplever snart ikke at have andet tilbage at miste end deres gæld.

 

Ole Bjerg er sociolog og lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Serie

Kronikserie: Oprør

Det Arabiske Forår, ungdomsoprør i Spanien, vrede masser i London, Besæt Wall Street i USA. Oprøret breder sig, og de demonstrerende kræver et nyt samfund. Hvorfor eksploderer oprøret netop nu? Hvad skal der til for, at råbet bliver hørt, så oprøret ikke ender som en fuser? Hvad kan vi lære af tidligere oprør? De spørgsmål sætter danske og udenlandske eksperter og oprørere fokus på i Informations kronikserie.

Seneste artikler

  • Oprør uden opbakning

    5. december 2011
    En bølge af sociale protester skyller over Europa. Forrest i kampen går en politiseret ungdomsgeneration, der mangler arbejde og savner demokratisk indflydelse. Men hvor er de etablerede organisationer og fagforeninger?
  • Danskerne har indledt et stille oprør

    24. november 2011
    Landet over er vi er begyndt at udvikle nye fællesskabsbaserede svar på krisen, men vi mangler fortsat en proces, der kan sikre, at deres potentiale udfoldes tilstrækkeligt hurtigt. Og her er det traditionelle politiske system ikke til megen hjælp — snarere tværtimod
  • ’Jeg vil ikke have en ny iPhone, jeg vil have et nyt liv’

    21. november 2011
    Hvad vil de mange protestbevægelser, der spreder sig overalt? Ægte demokrati, arbejde. Ja, men også: En anden måde at leve på. De rækker langt ud over traditionelle forståelser af politik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Henrik Jensen og andre finansmoralister:
Banken tjener sine penge på _forskellen_ mellem udlåns- og indlånsrenten

Ja, sådan har det engang været, og banken gør det stadig, så langt så godt.
Hvis bankerne ville holde sig til denne del af finanshandelen ville der heller ikke kunne opstå bobler og ingen bank ville kunne gå fallit medmindre de har fusket med bøgerne, dvs været decideret kriminelle. Den del af finanshandelen har vi haft meget længe og den er velreguleret. Selv kommunister kan ikke se ret meget galt i det.

Problemet er dog alle de nye og i højeste grad uregulerede, kreative måder for at ikke at tjene, men skabe penge ud af ingenting på. Fx- handel med derivater, baisse spekulation etc. Bankerne må i dag stort set handle med alt og alle, og de bliver ved med at opfinde nye produkter og metoder som ingen udover måske opfinderen selv kan forstå og hvor der ikke findes lovgivning om.
Der er heller ingen der kan overskue eventuelle bivirkninger af de konstant nyskabte fiduser.
Mon ikke der er en indbygget problematik i det?

Det interessanteste er nok at bankernes profit altid er privat mens deres tab, bare det er stort nok, er et offentligt anliggende.
Det er også interessant at du/I mener problemet er at folk stjæler fra banken. Der er især i den sidste tid rigelig med beviser på at det faktisk er omvendt.

Det du/I referer til er den lokale sparekasse. Artiklen og tråden handler om de store, verdensomspændende finans konglomerater som agerer under helt andre omstændigheder og som trækker nationaløkonomier ned i sølet fra de bristede bobler som de (bankerne) har skabt.

Kan du/I svare på hvad bankerne gjorde med de 700 milliarder US$ de afpressede fra Kongressen i 2008 udenom al demokratisk procedure? Vel, kongressen aner det ikke og det lykkedes dem ikke i 3 år at få svar på dette. Man kender dog et par detaljer, såsom at en af bankene har købt et privatfly til 50.000 000 US$ for pengene fra redninspakken og at andre har udbetalt 1,7 millioner penge til hver af 70-100 eller sådan, ledende ansatte. Det er sikkert godt for dem at de blev reddet, andre vil kalde det tyveri og misbrug af skatteydernes penge.
Selv om vi har noget mere kontrol over finanssektoren her i Europa og Danmark, er det alligevel ikke til at finde ud af om det bankerne siger faktisk er sandt eller ej. Der er ingen der kan kontrollere det uden at man starter meget dybtgående, meget langvarige og meget dyre kommisions undersøgelser. Og selv hvis og når man så finder ud af hvad der er sket, kan vi intet stille op.

Kan I fortælle mig hvorfor en græsk postbud eller ejeren af en lokal café som knokler mindst lige så meget som du og jeg og som med nød og næppe kan overleve på den lorteløn de får for deres arbejde, hvorfor skal disse folk bøde for at en håndfuld korrupte politikere i alliance med en håndfuld korrupte finansrådgivere og en håndfuld hensynsløse finansmanagere og hærskare af globale spekulanter som sidder natten igennem i deres underbukser eller mindre, (se tx. www.nakedtraders.com) foran deres E-trading platform, systematisk har udplyndret statskassen og kørt hele landets økonomi i sænk nu skal stramme remmen endnu mere ind fordi de Europæiske banker som har været med i udplyndringen og forfalskningen af den græske økonomi påstår at de har penge tilgode?
Det er ikke postbuddet og sygeplejersken og café ejeren der har overlånt eller overforbrugt, men det er dem der nu skal betale regningen.
Synes du og alle jer andre kapital - moralister at det er i orden og rimeligt?

Kunne man tænke sig, i lyset af det vi ved er sket i de tidlige Østlande, I Peru, Chile, Argentinien, Brasilien, alt over Afrike hvor der overhovedet kan være noget at hente, listen af landene er temmelig lang -

Kunne man tænke sig at der måske ligger en strategi bag som går:
Skab en krise ved at manipulere regeringer til gældsættelse, nemt nok, efter 2 dekader med konsekvent deregulering - bare der er et par korrupte politikere, gør landenes økonomier afhængige af de internationale finansmarkeder, (ditto nemt nok) skab en krise på de internationale finansmarkeder (nemt nok, når der ikke findes reguleringer og man bare skal skabe bobler som kommer garanteret til at briste) og få derved disse landes økonomier til at krakelere.
Derefter, når krisen bølger, kan man meget nemt gennemtvinge drastiske beslutninger udenom demokratisk kontrol, fordi krisen dikterer at der skal handles her og nu, og der er ikke tid til langsommelige demokratiske beslutningsprocesser. Nu bliver alt der ikke er sømmet fast solgt, alle resourcer privatiseret, arvesølven smeltet ind, og for at føje spot til skade gør man socialister, fagforeninger og arbejderklassen ansvarlig og barberer deres hårdt tilkæmpede rettigheder ned til det rene ingenting med henvisning til globalisering - fordi der findes lande der ikke har disse rettigheder, derfor skal vi også afgive dem for at kunne konkurrere med disse lande. !!! ???

Dette er forgået i den 3. og 2. verden over i de sidste 20 + år og nu er det bare Grækenlands tur. EU medlem Grækenland er således proveballonen og porten til Europa. Når det kan lade sig gøre i Grækenland, står Spanien, Italien, Portugal og Irland for skud. Og derefter?

Er de det du/I mener når I siger at det går jo ikke at man ikke betaler tilbage når man har levet over evne.

Hvem er det nu egentligt der har levet over evne?

Jeg synes det er absolut fantastisk at den græske regering nu lægger det ud til en folkeafstemning om de vil acceptere EU "redningspakken", som netop kræver at landet bliver udskåret og solgt i småbidder ligesom et stålværk efter det man i finansverden kalder "hostile takover" igennem en kapitalfond.

Jeg håber at grækerne siger nej. Ja, det bliver hårdt for dem, men på den måde kan de beholde ikke kun deres værdighed men også noget af deres værdier. De kan forlade Eurozonen og opbygge et nyt og bedre samfund på de rygende stumper. Det har man gjort før.
Et græsk nej vil sætte en definitiv stopper for den slags kadaver kapitalisme og sandsynligvis føre til en anti-liberalistisk (ikke socialistisk) revolution i Europa. Det er den domino effekt finansverdenen frygter.

Jeg har dog en lille uhyggelig mistanke om at Grækenlands regering kun lægger op til en folkeafsteming fordi den tror den i forvejen kender resultatet, at en stor del af den fattigere befolkning ikke orker eller kan overskue at stemme fordi de allerede har resigneret. De som har flere bankbøger og aktieportefolier har jo en interesse i at stille bankerne tilfredse, så har man et håb om at kunne opsamle et par krummer når festen begynder og der slås om kagen.

Måske sprænger jeg rammen af denne tråd, måske går jeg over stregen og denne kommentar fortjener at blive slettet.
Jeg bliver bare så frustreret når velnærede, halvgamle mænd, måske endda ex-68'ere, med en god pensionsopsparing og rigelig friværdi, et par Mærsk B og Novo Nordisk aktier, ingen andre bekymringer end hvilken farve den næste Volvo model skal have, og som ser sig selv som intelligente, oplyste og tolerante moderne borgere, udtaler sig om hårdtarbejdende og håbløst røvrendte græske gedehyrder, småbønder, sygeplejersker, lærere, politibetjente, studio udlejere, kokke, tjenere, restaurant ejere etc. etc. på den måde som jeg her rigeligt har læst og beskylder disse mennesker som igennem generationer er blevet bedraget og bestjålet af deres egne og nogle af vores ledere nu også beskyldes for at være dagdrivere og tyve.

Det er arrogant, nedladende, kynisk og tilmed fuldstændig vrøvl.

Tak for at jeg måtte skrive her.

P.S: påstandene om en decideret strategi, at finansverdenen skaber og udnytter kriser for at få fat i nationalstaters ressourcer er ikke mine, men kommer bl.a. fra forhenværende frimarkedets- og finansguru Jeffrey Sachs som har været en af hovedaktørerne i "transitionen" af økonomierne i Chile, Rusland og Polen, dengang han faktisk selv troede at han gjorde noget godt. Det gør han ikke mere.

Der er de onde der producerer og sælger MINDRE end de forbruger
USA og Grækenland er lidt hhv meget onde

Og der er de gode som Kina der gør omvendt dvs spreder rigdom og glæde

Den gode CBS lektor demonstrerer til fulde at han ikke har fattet en pind af bankernes pengespil.

Hvis man følger Ole Bjergs ide vil det kun føre til mere gæld og flere kreditskabte penge, som igen vil gøre os alle fattigere men gøre bankerne rigere.
Hvad vil ske? Hvis alle holder op med at betale, så kan bankerne tilrane sig de ægte værdier, husene jorden, så nu har de ikke kun papirpengene men det har også samfundsværdierne. De værdier kan de så bruge til at generer mere gæld, plus de kan faktisk også bruge den ubetalte gæld til at generer mere kredit.
Hvis man skal standse dette cirkus, og politikerne ikke har nosser til det, skal man gå den helt modsatte vej, man skal betale sin gæld og undlade at optage ny gæld.
Altså betal jeres huse ud og bo i dem, stop spillet om friværdien, eller flyt i almene lejerboliger. Kør i bilen til den er slidt op, og lån kun penge i spareforeninger som har de penge som de låner ud. Samtidig skal man standse det offentliges gældsætning i form af privatisering.
I løbet af fem år vil bankernes systemer med dem selv som pengefremstillere dø, pengene vil blive mere værd og fidusen ved den transkontinentale pengehandel vil forsvinde.
Se det er en trussel der kan få dem til at ryste i bukserne, at folk ikke betaler er de dybest set bedøvende ligeglade med.

Sider