Interview

'Det værste er at føle sig dum'

Juliane Øhlenschlæger Vendelboe er 30 år og ordblind. Først som 20-årig blev hun diagnosticeret. Gennem sin skoletid har hun fået topkarakter i de mundtlige eksaminer og bundkarakterer i de skriftlige. Her fortæller hun om kampen med bogstaverne
18. oktober 2011

»Jeg er nok én af dem, der har været heldig. Jeg lærte jo faktisk at læse. Det tog lang tid, og det har krævet enormt meget arbejde, men jeg lærte det. Jeg har kæmpet og knoklet og måske også selv troet, at jeg bare var doven, siden jeg ikke gjorde det godt nok. Det er nok også grunden til, at jeg først blev diagnosticeret som voksen. Hele mit liv har jeg kunnet formulere mig mundtligt — ret godt endda. Så kan man lettere skjule, at man er ordblind — jeg kunne ligesom tale mig fra det.«

»Min far var lærer. Hjemme hos os var der bøger over alt. Mine forældre læste rigtig mange bøger for mig som barn, og jeg kan tydelig huske, at jeg glædede mig helt vildt til at komme i skole og lære at læse selv. Jeg var utrolig optaget af litteratur og hele den store verden, jeg blev suget ind i gennem bøgerne. «

»Men den verden, der havde været det mest naturlige for mig, var også den, jeg havde allersværest ved. Jeg opdagede, at her var altså noget, jeg overhovedet ikke kunne finde ud af. Og fornemmelsen af at føle sig dum ... det er det værste.«

»Jeg gik i femte-sjette klasse, før jeg overhovedet kunne læse en tekst bare nogenlunde sammenhængende. Jeg gik til specialundervisning, men ingen tænkte, jeg kunne være ordblind.«

»Min far havde i dén grad fundet ud af, at det var noget, jeg havde svært ved. Så han knoklede sammen med mig. Jeg lavede en masse opgaver, både i ferier, og når jeg kom hjem fra skole. På biblioteket kunne man låne lydbøger på kassettebånd, som jeg satte i båndoptageren og med bøgerne i skødet fulgte jeg med i teksten, samtidig med at jeg lyttede til båndet. Jeg ville lære det, og med båndene følte jeg, at jeg kunne følge lidt bedre med.«

Ydmyget

»Engang havde vi sådan et særligt læsekursus på fire uger i 3. klasse, for at alle skulle blive bedre til at læse. Det var sådan noget, skolen arrangerede en gang imellem for alle klasser. Og på kurset blev man inddelt i fire grupper: A, B, C, D. Jeg var i gruppe D. Der var fire kasser oppe på lærerens bord, som bøgerne for de forskellige hold lå i. Jeg husker tydeligt den der følelse af at skulle gå op foran hele klassen og tage bøgerne, der lå i D-kassen. Det var ... jamen, dér bliver fårene jo skilt fra bukkene. Det handlede om, hvorvidt man var kvik eller ej, og det var jeg så åbenbart ikke. Sådan føltes det i hvert fald. Som modsvar knoklede jeg bare igennem. Jeg havde fuld opbakning hjemmefra, og min far sagde altid, at det overhovedet ikke handler om intellekt. Men man kan jo ikke andet end at sammenligne sig med de andre, både som barn eller voksen.«

6- og 13-taller

»Jeg klarede gymnasiet, og det var en kæmpesejr. Godt nok var der omkring seks karakterers forskel på de skriftlige opgaver og så det, jeg kunne præstere mundtligt. Jeg fik 11- og 13-taller mundtligt og kun seks og syvtaller skriftligt. Men jeg klarede den.«

»Efter gymnasiet var jeg et år i Bruxelles som au pair, og der begyndte jeg selvfølgelig at overveje, hvad jeg ville med mit liv. Jeg vidste egentlig godt, at jeg ville læse til lærer. Men skulle den drøm gå i opfyldelse, var det på tide at blive ordentligt udredt. Det var både mine forældre og jeg enige om.«

»Jeg havde jo kæmpet mig igennem gymnasiet, og jeg elskede at gå i skole, men hvis jeg skulle have det ligeså svært med at skrive lange opgaver, begyndte det at se uoverskueligt ud.«

»Mine forældre havde været mit sikkerhedsnet i gymnasiet. De rettede hver eneste af mine opgaver igennem — ikke noget med at skrive dem for mig — men stavefejl og den slags hjalp de med, og det kunne jo ikke blive ved. Det er immervæk noget andet på en videregående uddannelse.«

»Jeg mødte op på taleinstituttet i Aarhus. En læsepædagog tog imod mig, og jeg gennemgik en lang, lang test.«

»Da jeg var færdig, kiggede hun bare på mig og sagde, 'det var da helt utroligt, at du har kunnet tage en studentereksamen så flot'.«

»I mine øjne var det en stor anerkendelse. Jeg bliver faktisk helt påvirket af at tale om det. Jeg blev anerkendt for, at det havde været svært, og det stod klart, at det ikke var min egen skyld.«

Nu kunne jeg tilmed få et tilbud om målrettet hjælp til at lære at læse og skrive bedre. Det var bare en kæmpe lettelse. Forestil dig, at man endelig kan placere alle ens bekymringer et sted — og pludselig få en forklaring på, hvorfor det har været så svært.«

Knokler stadig

»Nogen gange føler jeg stadig, at jeg har snydt alle til at tro, jeg er kvik. Når man er god til det mundtlige, og alle tror, man er dygtig, så vil man ikke afsløre sig selv.«

»Der vil nok altid være nogle barrierer, men jeg øver mig i at berolige mig selv. Jeg kan jo godt! I dag er mit problem ikke så meget det at læse, det er at skrive.

»Når jeg skal skrive lange tekster, bruger jeg sådan en smart maskine, der læser teksten højt for mig, hver gang jeg sætter et punktum eller laver nyt afsnit. Og det fungerer helt fint.«

»Jeg vil altid være ordblind, men jeg vil også altid knokle for at modarbejde mine mangler og gøre mig dygtigere. Sådan er betingelsen for ordblinde, selv om der i dag findes en masse hjælpemidler. Det er noget, alle ordblinde skal affinde sig med — man kan nå alle de mål, man vil fagligt. Man kan få en uddannelse, der svarer til ens intellekt, man kan opnå alle sine ambitioner, men det kræver ekstra tid.«

»Lige meget hvor meget ekstra hjælp vi får, eller hvilken teknologi, der opfindes, så kræver det benhårdt arbejde, stærkt vilje, og tålmodighed.«

Juliane Øhlenschlæger Vendelboe er sekretariatsleder i Ordblinde / Dysleksiforeningen i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu