Velfærd er et falsk alibi

Peter Nielsen griber det vist lovlig teoretisk an...?

Når regeringen fx i regeringsgrundlaget siger, at den vil »give kommuner og regioner bedre mulighed for at gennemføre nyttige, nødvendige og rentable investeringer, f.eks. inden for energirenovering og velfærdsteknologi. I den forbindelse vil regeringen modernisere låne- og deponeringsreglerne for investeringer, der gennem fremtidige driftsbesparelser sikrer en fornuftig rentabilitet« - så er det jo meget konkret tale om:

1) et "løfte" hentet direkte fra En Fair Løsning (apropos hele løftebrudsdiskussionen)

2) en direkte adressering af det problem, der består i, at kommunerne meget gerne vil omlægge det ene og det andet med henblik på en mere økonomisk drift, som frigør midler/ressourcer til konkret velfærd, men pengene til omlægningerne - "mellemfinansieringen", så at sige - mangler de (de må fx ikke sætte skatten op for at hente dem)

3) velfærd forstået meget bogstaveligt som fx: pædagognormeringer i daginstitutionerne - varme hænder i ældreplejen - en bedre folkeskole med et stærkere fagligt og socialt udskolingsmiljø, to-lærerordninger/pædagoger/undervisningsassistenter, lektiecafeer med kvalificeret hjælp også til de store elever - etc.

Sværere er det ikke:

Kan du bygge en ny daginstitution til erstatning for 3 små, nedslidte institutioner, har du ikke 3 steder du skal have bemanding til at vente på de første børn om morgenen og vente på, at de sidste bliver hentet om eftermiddagen, du får nye, praktiske og fleksible rammer, du kan etablere "små instutioner i den store" til glæde for børn med særlige behov, du kan udnytte et større personales forskelligartede kompetencer bedre, nybyggeriet bliver mere energirigtigt til gavn for kommunens energiregning og CO2-regnskabet etc.

Problemet er jo klart, at velstand hører et belønningssamfund til, hvor nogen skal påskønne en indsats - mens velfærd hører til i et samfund, hvor ligelig fordeling og gensidig udveksling af varer og tjenesteydelser er normen, mens materiel forskel bliver relegeret til det marginale i samfundet. Derfor er velfærd ikke maksimal udnyttelse og pres på de menneskelige ressourcer, men snarere at folk f.eks. kan have deres børn med på arbejde, når nu de ikke kan lege hjemme i gården eller på gaden. Det slaveri, som industrisamfundet påførte os med sine store enheder og 'rationalitet', kan vi langt bedre lægge bag os, men vi har tilgode at opdage det og kræve det.

Alle tiders opinion/kommentar.
Men hvem pokker er målgruppen for sådanne "Regeringsforslag". Hvem andre end medierne har dog lyst - endsige tid til at læse vistnok 60 stive sider liturgi for enkeltmand. Jeg har ikke, og jeg ville vist heller ikke blive meget klogere, hvis jeg gjorde :-)

I det danske samfund, er velfærd lig med velstand, sådan som begrebet tolkes af danskerne. Det kan ikke være anderledes, sådan som samfundet er skruet sammen.

Der findes masser af såkaldt primitive samfund, med velfærd og uden velstand. Dem bliver danskerne nødt til at lære noget af. Det bliver nemlig fremtiden.

Jeg er ikke enig i, at "velfærd" er en særlig konkret størrelse, hvis den ikke kan måles. Ifølge en begrebshistorisk oversigt dukker ordet "Wohlfahrt" op i 1500-tallets Tyskland og kan både betyde sundhed, sikkerhed, økonomisk velstand og vækst, lykke og frelse. I de to sidste betydninger er velfærd et meget abstrakt og i princippet endeløst politisk mål. Det upræcise indhold forklarer vel også ordets popularitet i den politiske debat.

"Mest grundlæggende ved, at systemets forbrydelser slet ikke fremstår som forbrydelser, men som uomgængelige kendsgerninger eller velgørende handlinger".

Og hvad var det så, der skulle være den 4. statsmagts basale opgave?

Jørgen Mührmann-Lund, jamen, målepunkterne siger slet ikke noget konkret, og fremfor alt udgør de en generel norm, mens velfærd netop kun kan forstås partikulært. I det hele taget er det mål for samfundets fuknktionalitet, som pengene bruges til, ikke en særlig god idé, fordi målet ophøjes til en konkret, aktiv retningsanvisning. Men velfærden stammer fra det, der ydes af mennesker for mennesker, ikke hvad det anddrager i BNP.

Gang på gang har det danske samfund stået over for kriser, der førte til høj ledighed, og allerede omkring 1820 blev ordene ”arbejdsløs” og ”arbejdsløshed” brugt sporadisk i offentligheden - i dag er ordet velfærd det store mantra som trækkes op af lommen, hvorfor, fordi politikerne kaster rundt med ordet i flæng, som den glade skoleelev som kaster med karameller, forskellen er dog, at skoleeleverne kaster kun med karameller en gang om året.

Ordet velfærd dækker på mange områder over ordene, frihed, lighed og broderskab, ord som på mange områder kan ses som underbegreber af ordet solidaritet. Graver man videre ind til benet af selve ordet, betyder Velfærd egentligt, “at færdes vel”.

Færdes vi så vel i Danmark - på sin vis ja, men alligevel nej. Spørgsmålet om det kan betale sig at arbejde falder en i tankerne, spørgsmålet er da også slået stærkt igennem i den politiske debat. Men hvordan er egentlig danskernes økonomiske tilskyndelse til at arbejde, under indtryk af velfærdsstatens skatte- og socialpolitik? Spørger du politikerne skal det ske gennem tvang, og økonomiske incitamenter - dette er dog i strid med hvad Jørgen Goul Andersen, som ikke økonom, konkluderede i 2003.

I 2003 var professor Jørgen Goul Andersen med til, at fremlægge en arbejdsmarkedsundersøgelse, der fortæller, at øgede økonomiske incitamenter har en meget begrænset effekt på ledigheden i Danmark.

“Folk vil pokkers gerne arbejde, så det er ikke incitamentet til at arbejde, det skorter på,” sagde Jørgen Goul Andersen.

Claus Hjort Frederiksen som var Beskæftigelsesminister valgte “desværre” at overhøre dette faktum i 2003, og det samme vil sandsynligvis ske i 2011/2012 med Mette Frederiksen ved roret. En ting er dog positiv, og det er, at kommunerne er begyndt at få øjnene op, for den dyre og ineffektive ”ydelse” som private aktører leverer, og derfor er begyndt at luge ud i det ukrudt som har slået giftige spir i beskæftigelsesindsatsen siden 2008.

Siden det første industrielle gennembrud i Danmark – og også før da – var høj ledighed snarere reglen end undtagelsen. Selv i de gode år i 1960’erne lå ledigheden aldrig langt fra at være en social realitet for de ufaglærte. Så kom oliekrisen i 1973 og med den helt andre konjunkturer og på ny en masse-arbejdsløshed, der efter nogle år forekom kronisk. Sådan er det også i dag, nu rammes de højtuddannede dog også, så det er på mange områder i dag dobbelt op.

Når alt kommer til alt, er de økonomiske problemer samt arbejdsløsheden ikke et resultat af en naturlov, men skyldes fejlagtige politiske prioriteringer. Man har siden systemskiftet ladet den offentlige sektor vokse, man har forringet effektiviteten gennem et sandt lovboom, på trods af, at Anders Fogh Rasmussen lovede det modsatte tilbage i 2001.

Problemet er i dag, det samme som efter systemskiftet, de folkevalgte politiske partier har hver deres mærkesager, disse vil de gerne undgå bliver fejet af forhandlingsbordet, for at undgå dette, indgår man studehandler, indgåelsen af studehandlerne er dog uden hoved og hale, for sammensætningen har ingen rød tråd, det afgørende er desværre mærkesagerne, og dette er til skade for den nødvendige årsagssammenhæng som med solide fiskerknop skal snøre solidariteten sammen.

Hvorledes får vi så i fremtiden bundet solidariteten sammen - for det første kræver det at, politikernes forklarings- og formidlingsgrad bliver væsentligt, meget væsentligt bedre end den er i dag. Dette samt, man begynder at få øjnene op for, at det er de mange studehandler som vedtages ved folketingspultene som er den Roundup som er giftig for solidariteten.

Siden midten af 1990'erne har Rockwool Fondens Forskningsenhed kortlagt udviklingen på det danske arbejdsmarked med særligt fokus på, hvordan velfærdsstatens social- og skattepolitik indvirker på befolkningens incitamenter til at arbejde. I, Vil der være hænder nok? Et tilbagevendende tema har da også været, hvordan arbejdsstyrken kan fastholdes på et tilstrækkeligt niveau i en tid, hvor andelen af ældre vil stige mærkbart.

Lars Løkke har siden 2008 forsøgt, at skræmme danskerne gennem fortællinger om den fremtidige forsørgerbyrde - hvordan står det så lige til? Spørgsmålet har vi netop fået besvaret, om end nogle af os kendte svaret på forhånd - forsørgerbyrden er et firkantet udtryk, og en så simpel udlægning som Lars Løkke giver, er misvisende i forhold til udfordringen. Ved at anvende begrebet, forsørgerbyrde, kan der nemlig ikke sættes årstal på, hvornår manglen på arbejdskraft sætter ind - måske kommer det slet ikke, for det afhænger jo ikke alene af antallet af mennesker, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, men også af deres effektivitet og af mængden af arbejde. Menneskene er mange, og arbejdsmulighederne få, ergo, der kommer ikke til at mangle arbejdskraft foreløbig, tværtimod er den store udfordring, de mange unge, som af cirkusdirektøren piskes rundt i en manege, indeholdende dagpengereglerne i verdens tykkeste bog på 23.675 sider. I Frankrig kalder man dem Génération Précaire, den usikre generation. I Italien taler man om Milieuristas - unge færdiguddannede, der tjener højest 1000 euro om måneden, og i Grækenland hvor lønnen er endnu ringere, hedder de 600-euroistas. I Storbritannien taler man om the iPod-generation, de nytilkomne på arbejdsmarkedet, som er ‘Insecure, Pressurised, Overtaxed and Debt-ridden’. Herhjemme, er de kendt som finanskrise-generationen, som nu overhældes af nye kuld af udklækket studerende, som også bliver mødt af arbejdsløshed, og politikernes løfter om VELFÆRD.

Unge har på godt gammelt dansk ikke alene en højere risiko for at blive ramt af ledighed end arbejdsstyrken generelt, de er også mere udsatte i form af midlertidige ansættelser, dårligere lønninger og et lavere niveau af social sikkerhed, hvilket er et resultat, af de stigende forventninger i samfundet generelt. Derudover ved man fra talrige undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem stigende ledighed, fattigdom, sygdom, selvmord og kriminalitet. Vi risikerer med andre ord at miste en generation til social eksklusion - dette ændrer denne artikel ingenlunde på.

Jeg ved ikke hvorledes i ser på det, vil dog foreslå, at Mette Frederiksen sætter sig ned, og læser bogen igennem, og forklarer den røde tråd fra start til ende. Havde Claus Hjort været gået på pension, burde hans første opgave ligeledes være, at læse bogen igennem. Hvorfor kun hakke på Claus Hjort Frederiksen, inden han kom til, indeholdte dagpengereglerne 17.000 sider. Antallet af regler er siden 1951 vokset stødt og roligt, selvom politikerne har sagt, at de ville bureaukratiet til livs. Det er sgu på tide, at politikerne siger, rend os i partiets traditioner, nu tager vi arbejdstøjet på, det er Danmarks fremtid vi har mellem vores hænder - kommer det til at ske, næppe, det kunne dog være elskværdigt, indtil nu, må det forblive en smuk tanke i solidaritetens tegn. Afgørende vil derfor i dag, ikke i fremtiden være åbenheden for andres meninger, og ikke partout en holdning af, at ligger det ikke i vores egne skuffer, er dets værdi ikke værd at anerkende, topstyring er passé, mange virksomheder i det private har af denne grund, gået væk fra denne tankegang, da den er en hæmsko for såvel økonomisk som social innovation.

Og tak til Peter for en glimrende artikel!!!

Færd betyder rejse og stand betyder status. I en rejselysten befolkning er det således klart at velfærd foretrækkes frem for velstand, selvom der er flere penge i det sidste, ikke mindst når man tænker på alt det CO2 du vil kunne spare ved at blive hjemme.

Når Habermas taler om det næsten forbryderiske i at livsverdenen (velfærden) kolonialiseres af systemverdenen (velstanden) så er det jo den samme diskussion: Hvor meget skal vi lade os styre af mammon og hvornår går appetitten, for nu ikke at sige grådigheden, så meget ud over universelle livskvaliteter, at det ikke længere er rentabelt at forfølge den?

Hvor mange gange skal du tømme din kælder for vand, før du ændrer feriedestinationen fra Bahamas (velstand) til Bornholm (velfærd)?

Ja, ja og hvem er jeg til at afgøre hvilken destination der er velfærd for den enkelte og bla bla... - det var bare et eksempel.

Man kan også se det sådan her: Der er fattige og der er rige. Faktisk er der en række inddelinger af borgerne i forhold til deres indkomst især, der som regel hænger sammen med deres erhverv.

Oprindelig var der 9 inddelinger. 3 for overklassen, 3 for middelklassen og 3 for underklassen. De er blevet slået sammen til 5 klasseinddelinger. Men man VIL ikke høre tale om klasser i DK. Så kunne folk jo solidarisere sig med hinanden. UHA!

Hvis man virkelig ønsker et demokrati så lad borgernes indkomster være tilgængelige for alle. Det er de f.eks. i Sverige. Jeg er bange for at S ide´ikke er lighed, men mere ulighed for at bevare den økonomiske struktur.

Altså flere fattige og et større skel op til de rige. Eller F A RV-EL danmark for de fattige i underklassen og noget af den laveste middelklasse.

Hvorfor tror du dog det, Jens Overgaard Bjerre? Jeg tror, at der er tale om en rådvildhed, der har grebet alle - fordi de ikke vil give efter for mere socialisering, selvom alle ved, at det er det eneste, der kan redde samfundene.

Omdefinering af sproget. Eller Newspeak.

Vi skal have bedre velfærd ved at hæve pensionsalderen så vi kommer tæt på at arbejde os i graven, og ved at droppe efterlønnen, så de nedslidte skal stå med hatten i hånden i en nedværdigende klientrolle. Vi får endnu mere velfærd ved at skære i sygehusene og gøre en god behandling afhængig af arbejdet man har. Og tandlægehjælp har man sløjfet for længst, sikkert også for at få mere velfærd
Og listen kan nemt fortsættes.

For mig synes det som om, at det som skaber velfærd, nedlægges og forringes, et område ad gangen og kontinuerligt.

Samtidig ser vi et samfund, som i rå velstand, forstået som forbrug af naturressourcer, er steget med 40% over de sidste 30 år, samtidig med, at der til stadighed bliver råd til mindre og mindre.

1. "Man kan ikke måle og sammenligne velfærd."
2. "i de seneste årtier har stigende velstand været ensbetydende med forringet velfærd."

Hvordan kan man se at velfærden er forringet, hvis ikke man kan måle og sammenligne den? Rent sludder

@Niklas: Du har unægtelig en pointe - den havde jeg overset.

Måske kan Peter Nielsen forklare?

”Velstand er abstrakt og kvantitativt. Velfærd er konkret og kvalitativt. Velfærd er ikke velstand.”

Dette er de tre centrale påstande i Peter Nielsens artikel.
Begrebet ”velfærd” referer da til nogle etisk-politiske mål for samfundet, mens begrebet ”velstand” refererer til de rent materielle og økonomiske mål for samfundet.

For at gøre begreberne meningsfulde og operationelle i en politisk diskurs må de præciseres. Det er her vanskeligheden ligger, for en præcisering forudsætter en ideologisk eller filosofisk grundholdning til hvordan samfundet bør indrettes og hvad målet for samfundsudviklingen er. Er målet at skabe det mest lige samfund, som socialisterne hævder, eller at skabe det mest rige samfund, som liberalisterne hævder? Eller noget helt tredje?

Hvis vi definerer de etisk-politiske grundkrav (velfærd) således, at der bør skabes en almen social basissikring, at der bør tages økologiske hensyn i produktionen, og at der bør være demokrati, så er opfyldelsen af disse grundkrav primære, og den basale målestok. Så bliver målet er ikke størst mulig effektivitet og produktion, men at skabe et samfund, som opfylder de etisk-politisk grundkrav.

Stalins sovjetiske forfatning fra 1936 angiver rammerne for en form for velfærdsstat ved at hævde en række sociale og økonomiske rettigheder: retten til social sikkerhed, retten til arbejde og beskyttelse mod arbejdsløshed, retten til hvile og fritid, retten til undervisning og til en levestandard, som er tilstrækkelig til at sikre sundhed og velvære. Det ideologiske grundlag er Marx's og Lenins kritik af det borgerlige samfund og den kapitalistiske økonomi.

Den amerikanske forfatning med dens tilføjelser angiver ikke rammerne for en velfærdsstat, men den udelukker heller ikke en sådan udvikling. Vægten er her lagt på frihedsrettighederne, især økonomisk frihed, og de politiske rettigheder. Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og fastlæggelse af en politisk styreform, der indebærer, at et lands regering skal fremgå af frie og periodiske valg. Altså en form for demokrati.

Sovjetunionen og den virkeliggjorte socialisme er gået til grunde. Man fik aldrig et sådant styr på økonomien, at man med sindsro kunne opfylde kravet om demokrati; og da man så endelig opfyldte det krav og holdt frie valg, betød det i stedet socialismens fald. Heller ikke kravene om en almen basissikring eller økologiske hensyn i produktionen blev opfyldt.

Men den socialistiske fordring om at samfundet bør være en velfærdsstat lever videre i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948. Erklæringen er et historisk kompromis mellem USA's og Sovjetunionens ideologiske grundholdninger. Derfor består erklæringen af to meget forskellige dele. Den første del (til og med artikel 21) svarer i hovedsagen til USA's forfatning med dens tilføjelser. De følgende artikler (22-27) hævder en række økonomiske og sociale rettigheder der kan genfindes i Stalins sovjetiske forfatning fra 1936, som har været centrale for den socialistiske bevægelse.
Skismaet mellem velstand og velfærd er således indbygget i demokratiets universelle selvforståelse som formuleret i verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Erklæringen siger ikke, at målet er størst mulig velstand, men udtrykker i indledningen et håb om, at hvis alle anerkender de rettigheder, som specificeres i den følgende erklæring, så vil vi nå frem til en tilstand, som karakteriseres ved frihed, retfærdighed og fred.

Kravet om økonomisk demokrati og dermed skabelsen af en velfærdsstat blev bragt frem præcis en måned efter Danmarks befrielse. I et interview her i bladet 4. juni 1945 påviste juristen, professor Stephan Hurwitz (den senere ombudsmand), at krigen havde skabt en ny forståelse af demokrati-begrebet. Han henviste til, at den traditionelle definition af demokrati i den statsretlige teori alene lagde vægt på et formelt kendemærke (flertalsafgørelser på grundlag af lige valgret) men IKKE på indholdet. Nu mente Hurwitz at måtte konstatere – og det var en opfattelse han som jurist selv tilsluttede sig – at ”det formelle Begreb dækker ikke, hvad vi tænker paa, naar vi i Dag taler om ægte Demokrati” … nu kræves også ”økonomisk og social Solidaritet – med andre Ord ikke blot politisk, men ogsaa økonomisk demokrati.”

Hurwitz måtte indrømme, at der ville være forskellige opfattelser af, hvordan et sådant mål blev nået ”men de vil være demokratiske, hvis de vil skabe en retfærdig og social Samfundsordning.”

Der var et af den slags udsagn, der ikke var beregnet på eller havde mulighed for at bevæge verden, idet det blot registrerede, hvad der politisk var blevet en næsten enerådende opfattelse. Et opsigtsvækkende er alene, at Hurwitz som den første danske jurist i 1945 tilfører en politisk opfattelse en slags statsretlig autorisation. Han accepterer, at man fra nu af må forlade et formelt kriterium for demokrati til fordel for et delvist indholdspræget eller normativt. En sådan indrømmelse er ikke alene skelsættende, den er også politisk risikabel og den er i særdeleshed sårbar over for den indvending, at den uvægerligt fører forståelsen af det politiske demokrati ud i begrebslogiske vanskeligheder.

(Som jeg ser det er hovedproblemet, hvordan man rationelt begrunder værdier, når det ikke kan ske ved at henvise til hvad der empirisk er tilfældet, til traditionen eller ønsker uden at begå den naturalistiske fejlslutning. Den eneste udvej er at begrunde værdier ved begrebslogisk eksplikation. Da når man frem til de etisk-politiske grundkrav der er formuleret ovenfor. JAJ).

Hurwitz´ kollega, professor Alf Ross, der i sammenhængen havde det fortrin at være statsretsekspert, måtte ud i alle disse overvejelser og anfægtelser i den bog, han udgav året efter (”Hvorfor demokrati?”, 1946) men det sluttede dog med, at han holdt fast i det oprindelige , formelle statsretlige begreb om demokrati, der vægrer sig ved at acceptere nogen indholdsmæssig begrænsning, fordi enhver forhåndsmæssig begrænsning jo netop reducerer dén totale folkelige suverænitet, der konstituerer politisk demokrati.

I valgåret 1945 bidrog Ross dog ikke til at tilvejebringe denne klarhed – nærmest tværtimod. Og uanset om han havde haft politisk vilje til at forsøge sig, havde det utvivlsomt selv for ham været svært at skaffe sig ørenlyd. Det var blevet det almindelige gennemgående synspunkt, skabt i de forskellige kredse i krigsårene, at folkestyret ikke længere var ensbetydende alene med folkets ret til at udøve den totale kontrol med det politiske styre – og at de politiske partier inden for disse rammer kunne tilbyde konkurrerende former for økonomisk politik – men at den politiske ret var blevet kombineret/begrænset med en eller anden form for fælles ansvar for økonomisk eller social solidaritet. Det overraskende var derfor på ingen måde, at Hurwitz kunne registrere denne iagttagelse – og oven i købet være parat til at indbygge den i en ny juridisk teori – men at stemningen var så kompakt, at ingen fandt det umagen værd at modsige ham.

I virkeligheden kan det spørgsmål rejses, om ikke installeringen af ”økonomisk demokrati” - og derefter suppleret med begreber som ”kulturelt demokrati” etc. - politisk kom til at fungere som den spæde begyndelse til den styreform, der i 60'erne og 70'erne var befæstet – og i lange perioder hævet over partiernes slagsmål – som det, man med stolthed betegnede som ”den danske model” , altså velfærdsstaten.

Vanskelighederne for Ross – og det erkender han – opstår først i det øjeblik han må tage stilling til, hvad man i grunden skal forstå ved den ”stat”, der er underlagt folkelig suverænitet – om den for eksempel kan være af ubegrænset størrelse, uden at det politiske demokratis funktioner bliver antastet? Hvad han principielt kredser om, er naturligvis et af de hovedspørgsmål der reelt var skabt af krigen, nemlig om det er muligt at indarbejde den økonomiske sektor – delvis baseret på privat ejendomsret – som en del af det politiske demokrati. Ross opgiver at afklare problemstillingen. Han nævner at ”en udvikling mod socialisme vil sætte de demokratiske institutioner på en hård prøve” og tilføjer, at demokratiet ”utvivlsomt fungerer lettere under en liberalistisk økonomi.”

Men han nøjes med at forlade emnet med en advarsel, der ikke forudser, hvordan efterkrigstidens faktiske begreb om en ny form for velfærdsdemokrati kom til at omgå det problem, han havde nøjes med at strejfe: ”Sålænge liberalistiske ideer hersker, opstår ingen større vanskeligheder, fordi den politiske magt indtager en tilbagetrukken stilling. I natvægterstaten er der ingen grund til større strid om, hvem der skal være vægter, og hvorledes vægteren skal vogte. Men i samme omfang som kravene til statsmagten vokser, i samme grad som man kræver, at denne skal være økonomisk regulator eller økonomisk dirigent, jo heftigere må kampen om denne magt blive og des voldsommere de politiske meningsforskelle. Men demokratiet, det vil sige den fredelige udligning gennem debat og afstemning, tåler i denne henseende kun belastning til en vis grænse.”

Når en teoretiker skal efterprøve modstandskraften i sine teorier, så bruger han virkeligheden til at opstille konkurrerende hypoteser. Den hypotese, der havde relevans for Ross i 1945, var alene en socialisering af produktionslivet – og en sådan proces´ mulige konsekvenser for opretholdelsen af et intakt politisk demokrati. Han havde lige så lidt som nogen anden fantasi til at forestille sig den form for socialisering, der faktisk blev valgt. Til belysning af det alternativ, han var henvist til at se bort fra, kan det på dette sted være praktisk at rykke frem til et situationsbillede af det politiske demokratis vilkår som de var blevet i sidste halvdel af 1980'erne, hvor mere end 60% af vælgerkropset var inkorporeret som en bestanddel af statsbegrebet.

I 1988 var der registreret 3.911.897 vælgere i Danmark. Antallet af vælgere der havde offentlige ydelser som økonomisk eksistensbetingelse (heri inkluderet offentligt ansatte) udgjorde 2.446.937 personer. Siden er tallet vokset qua modellens indbyggede enerti.

I dette antal er der ikke taget hensyn til, at det drejer sig om familier og at tallene derfor direkte berører en langt større vælgergruppe. Man kunne til tallene (der ud over offentligt ansatte omfatter efterlønsmodtagere, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og folkepensionister) også føje de 402.099 familier, der modtog kontante børnetilskud – og ydermere andre vælgergrupper, hvis økonomi er afhængig af de supplerende velfærdsordninger, der ikke (alene) kommer til udtryk i kontante ydelser.

Tallet skal blot tjene det formål at illustrere, at minimum 63% af vælgerkorpset havde deres økonomi så at sige totalt deponeret i den ”stats”-funktion, som det er den demokratiske vælgers første og fornemste opgave at kontrollere.

Den hypotese, som Ross var afskåret fra at kommentere, fordi hverken han eller nogen anden havde fantasi til at opstille den, viste sig at gå ud på, at velfærdsdemokratiet i stedet for at socialisere erhvervslivet valgte at socialisere vælgerne. Dels direkte ved løn eller ydelser, dels indirekte med gratis eller kunstigt billige servicetilbud som en del af deres livsfornødenheder. Det politiske demokrati havde fået det besynderlige problem på halsen, at en majoritet af dets deltagere var blevet inhabile. Det ord ville være brugt om en lignende tilstand i ethvert andet sammenligneligt system. Og dets konsekvens var på en måde det politisk geniale ved den danske velfærdsdemokratiske model. Jo mere den blev bygget op, desto mere cementerede den sin egen position. Den kunne til sidst ikke afskaffes ved hjælp af det politiske demokrati. Den kunne kun bryde sammen. Og da kun på grundlag af økonomiske realiteter, der i Danmark har haft en tendens til at forblive uopdagede længst muligt.

Således konkluderer Henning Fonsmark i bogen ”Historien om den danske utopi”, 1990, som jeg næsten ordret har citeret fra om udviklingen herhjemme fra 1945, dog nogle steder med egne tilføjelser. Har Fonsmark ret i, at velfærdsmodellerne indeholder kimen til deres egen undergang og at demokratiet er sat delvist ud af kraft fordi vælgerne er blevet inhabile og først og fremmest tænker på egne fordele og ikke på at bevare det demokratiske fællesskab?

Er det overhovedet muligt at gennemføre nedskæringer i velfærdsydelserne og genoprette økonomien når to tredjedele af vælgerne først og fremmest er solidariske med sig selv og den socio-økonomiske gruppe de tilhører?

Det vil fremtiden vise, for den nye regerings politiske liv afhænger af, at de kan overbevise vælgerne om nødvendigheden af både sociale og økonomiske reformer. Heldigvis står Grækenland og Euro-krisen som skræmmende eksempler på hvor galt det kan gå, når man låner sig til velstand og velfærd som der ikke er dækning for i produktionen. Så måske erkender vælgerne de økonomiske realiteter som nu er blevet åbenlyse for de fleste, og afvikler de utopiske dele af den danske velfærdsmodel.

Det er meget interessant med denne diskussion, Jan Aage Jeppesen, men det er jo et begrænset demokratisk perspektiv, du lægger til grund - demokrati er ikke befolkningens kontrol af staten, men derimod at befolkningen er staten, og at privatøkonomiske særinteresser altid er underlagt andre, universelle vilkår, nemlig adgangen til rent vand, som destruerer et behov for at forurene den fælles brønd, f.eks.
I et demokrati handler det om at sikre alles adgang til deltagelse i de politiske processer, og derfor er hele det økonomiske liv henlagt til et marginalt område af nødvendighed og ønskværdighed, men altid kun som et middel, aldrig et mål i sig selv.