International kommentar

Vores revolution forener Yemen. Saleh gør det modsatte

I april skrev Tawakkol Karman, en af årets tre vindere af Nobels fredspris — og en af hovedrolleindehaverne i det arabiske forår, denne kommentar om Yemens kamp for at vælte en diktator gennem 33 år
Debat
8. oktober 2011

Revolutionen i Yemen begyndte straks efter Ben Alis fald i Tunesien 14. januar. Den 16. januar lagde jeg en besked på Facebook, der opfordrede folk til at fejre den tunesiske opstand.

Dagen efter bad studerende fra Sana'as Universitet mig om at deltage i en aktion foran Tunesiens ambassade. Mængden råbte: »I er helte! Vi står sammen med jer i de onde herskeres skudlinje!« Så skred sikkerhedsstyrkerne ind, men det fik os kun til at råbe: »Hvis et folk en dag vil leve, vil skæbnen høre dets kald«.

Vores optog fik forbløffende stort fremmøde. Tusinder deltog, og Sana'a oplevede sin første fredelige demonstration for at vælte regimet. »Gå af, før du bliver drevet ud,« råbte vi.

Samme nat besøgte studerende og ungdomsledere mig, sammen med aktivisten Ahmed Saif Hashid og forfatteren Abdul Bari Tahir. Vi blev enige om, at vi havde oplevet et historisk øjeblik, vi ikke kunne lade gå fra os. Vi havde muligheden for at sætte gang i en fredelig revolution. Vi besluttede, at vi ikke ville vige for noget, uanset den undertrykkelse, vi vidste ville komme. Og dag for dag voksede vores gadeaktioner — selv om regeringen satte sine bøller ind mod os.

Protester tog fart

Efter en uge med protester blev jeg midt om natten pågrebet af sikkerhedsstyrkerne. Det blev et afgørende øjeblik i den yemenitiske revolution: Flere medier rapporterede om min tilbageholdelse, hvorefter demonstrationer brød ud i de fleste provinser, arrangeret af studerende, civilsamfundsaktivister og oppositionspolitikere. Presset på regeringen var intenst, og efter 36 timer i lænker i et kvindefængsel blev jeg løsladt.

Herefter fortsatte jeg med at demonstrere. Invitationer om at deltage i de studerendes fredelige revolution og kræve regimets afgang blev sendt til alle parter — herunder sydyemenitterne (hvoraf mange ønsker sig løsrivelse, red.), houthierne (en væbnet shiamuslimsk oprørsgruppe, red.) i nord, stammerne, fagforeningerne, civilsamfundsorganisationer og hæren.

Vi opfordrede alle til at se bort fra deres forskelle og forsikrede dem om, at Yemen er bedre stillet uden Ali Abdullah Saleh, og at dets folk kan løse sine problemer selv — herunder krigen i Sa'ada (mod houthierne, red.), spørgsmålet om det sydlige Yemens status og terrorismen. Det er vores faste overbevisning, at vi kan etablere en civil stat, der bygger på retsstatsprincipper. Dette var også budskabet i revolutionens første uger.

Over hele Yemen i byer som Ta'az, Aden og Al-Hadidah blev der rejst permanente teltlejre på samme måde, som demonstranterne på Kairos Tahrir-plads havde gjort det. Hundredtusindvis af mennesker strømmede ind i disse 'firkanter for frigørelse og forandring'. Revolutionen havde bredt sig fra at være en studenterbevægelse til at inddrage alle dele af samfundet.

Folket står sammen

Hvad vil der ske, når regimet falder? Så vil Yemens befolkning selv finde løsninger på vort lands problemer. I dag er regimet selv årsagen til de fleste af dem.

Et nyt Yemen venter os med en bedre fremtid for alle. Vi er ikke blinde for virkeligheden, men faktum er, at revolutionen har skabt en ny social harmoni over hele landet. Folk lægger deres forskelle til side for sammen at tackle de vigtigste spørgsmål. Det er ikke nogen ringe bedrift — i Yemen findes cirka 70 millioner skydevåben.

På fem år har mit land oplevet seks krige, men nu er folkets kanoner forstummet — det har valgt den fredelige forandring. Selv om hundredvis af demonstranter er dræbt af regimet, er ikke en eneste politimand eller soldat blevet dræbt af demonstranter.

Voldelige stammefolk, der i årtier har bekæmpet hinanden, er gået sammen i 'befrielsesfirkanter', blodfejder er glemt. Da snigskytter dræbte over 50 demonstranter og sårede 1.000, var det de unge, der anholdt de skyldige, men ikke en eneste af dem blev angrebet eller såret. Dette var revolutionens fredelige karakter i praksis.

For første gang rejste sydyemenitterne det nationale flag og forlangte regimets afgang. Det har i sandhed været historisk. Landet er forenet i sit mål om at skille sig af med regimet gennem sit down-aktionerog demonstrationer, og gennem civil ulydighed og slagord i stedet for ved tåregas og kugler.

Salehregimet i knæ

Vi er overbeviste om, at vores revolution allerede er lykkedes, og at Salehsregime reelt er brudt sammen. Dette regime, der har hersket i kraft af 33 års blodsudgydelser og korruption, har vi tvunget i knæ ved vores vilje til at forblive i vores firkanter i måneder fremover, hvis det er nødvendigt. Ved den standhaftighed, som udvises af vores unge, der har konfronteret regimets kugler med blottet bryst.

Jeg opfordrer det internationale samfund til at støtte den fredelige revolution, som det gjorde i Tunesien og Egypten. Jeg opfordrer USA og EU til at fortælle Saleh, at han må imødekomme kravene fra sit folk og gå af nu. De bør indstille al støtte til hans regime, især den, der bruges til at knuse den fredelige opposition. Det gælder f.eks. de tåregasgranater, der er made in America. De bør indefryse Saleh-familiens og dens håndlangeres formuer og give dem tilbage til folket.

Hvis USA og Europa virkelig støtter folket, som de siger, de gør, må de ikke forråde vores fredelige revolution. Den er udtryk for den demokratiske vilje hos det overvældende flertal af Yemens befolkning.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her