Kronik

Aktivistdrømme er ikke længere anarkistiske fantasifostre

Knap halvdelen af amerikanerne erklærer sig enige med Occupy Wall Street-bevægelsen. Opbakningen skyldes bl.a., at bevægelsen dygtigt trækker på ældgamle amerikanske heltefigurer og symboler. Det giver legitimitet
En Occupy Wall Street-aktivist tager sig en kop kaffe i Zuccotti Park, som nu er ryddet for bevægelsens tilhængere. Men selv om teltene er væk, har bevægelsens budskab fortsat klangbund hos amerikanerne.

En Occupy Wall Street-aktivist tager sig en kop kaffe i Zuccotti Park, som nu er ryddet for bevægelsens tilhængere. Men selv om teltene er væk, har bevægelsens budskab fortsat klangbund hos amerikanerne.

Spencer Platt

18. november 2011

Som forsker i politisk protest hører det til sjældenhederne at blive ringet op af medier tre gange på den samme uge. Men der er noget ved fænomenet i Zuccotti Park, der for alvor har fået journalisterne op af stolene. Det er velkendt, at journalister først og fremmest rykker, når de vejrer nyt i luften. Og det er da også rigtigt, at der er meget nyt i Occupy Wall Street — ikke mindst netop mediernes interesse!

En nærmere granskning afslører imidlertid, at Occupy også har stærke historiske rødder. Det er bevægelsens placering i spændingsfeltet mellem det nye og gamle, evnen til på en og samme tid at pege frem og tilbage, der forklarer dens aktuelle gennemslagskraft.

Gamle rødder

Kigger man nærmere på bevægelsens retorik, er den bygget op omkring et forførende enkelt budskab: 1 pct. af den amerikanske befolkning sidder på en alt for stor del af den økonomiske kage. Om end sloganet i sig selv er nyt, trækker det på et tidløst tema: at i det gode og retfærdige samfund kommer den samlede velstand alle til gode. Udpegningen af en grådig overklasse, der skruppelløst suger velstanden ud af samfundet, er klassisk tankegods i socialismen og grene af populismen.

I en nyere aftapning er den type kritik siden slut-1990’erne blevet fremført med stor kraft af det, der populært betegnes den globale retfærdighedsbevægelse.

Bevægelsen manifesterede sig for alvor i det såkaldte Battle in Seattle i 1999, hvor titusinder af aktivister lykkedes med at forstyrre det igangværende WTO-møde. Siden er internationale topmøder i IMF, G8 og WTO regi systematisk blevet akkompagneret af massive aktivistopbud. De protesterende ved disse lejligheder har udgjort et kludetæppe af mennesker med meget forskellige baggrunde og visioner. De har dog kunnet samle sig om en fælles kritik af den neoliberale model — en kritik, der heller ikke er ny; faktisk har neoliberalismen og debatten om den domineret økonomisk og politisk tænkning siden 1980’erne.

Der er ingen tvivl om, at mange af de grupper og personer, der trækker læsset i Occupy Wall Street har politisk og organisatorisk erfaring fra netop den bevægelse. Det bliver f.eks. tydeligt i aktivisternes insisteren på at praktisere demokratiske principper i den interne kommunikation. Alle skal så vidt muligt have mulighed for at komme til orde, og beslutninger tages først efter lange og, for den udenforstående, nok ofte ret omstændelige diskussioner.

Procedurerne er et forsøg på at skabe maksimal legitimitet for bevægelsens strategier, men har samtidig et symbolsk sigte; det handler om i praksis at demonstrere demokratiske kvaliteter, som aktivisterne mener, er gået tabt i amerikansk politik.

Folkelig klangbund

Set i det lys er Occupy Wall Street altså på sin vis old news. Og så alligevel ikke helt. Det nye — i hvert fald i forhold til de seneste års kapitalismekritik fra aktivistkant — er, at Occupy synes at have ramt en langt mere modtagelig klangbund i den brede offentlighed.

I en amerikansk meningsmåling fra oktober i år siger 43 pct., at de er enige i bevægelsens synspunkter. Og når Occupy kører frem med ’1 pct. vs. 99 pct.’, har de langt hen af vejen dokumentationen i orden. Den allerrigeste del af den amerikanske befolkning indkasserer beviseligt en større del af velstanden end tidligere i historien, mens lønningerne for de lavest- og middellønnede er blevet stadig mindre værd.

Det ville være oplagt at koble den udvikling til finanskrisen, men årsagerne er dybere og har deres udspring i den neoliberale model, som Reagan stod fadder til i starten af 1980’erne — af kritikere omtalt som Reaganomics.

Omvendt er der ingen tvivl om, at finanskrisen har skabt en ny og bred modtagelighed for en kritik af neoliberalismen. Det er den latente følelse af utilfredshed. Af at der noget fundamentalt galt i USA, som Occupy i øjeblikket giver stemme.

At der virkelig er en klangbund for bevægelsens pointer, understreges af Harvard-professor Michael Nortons nylige undersøgelse af amerikanernes holdninger til ulighed. Undersøgelsen viser to interessante ting, som må kunne holde liv i kampgejsten hos de forviste fra Zuccotti Park: at amerikanere systematisk undervurderer graden af ulighed i deres samfund, og at det ideelle samfund for mange er et samfund med en betydelig større grad af lighed.

Kernesymboler

Men selv om amerikanerne er begyndt at se skævt til uligheden, har der i deres politiske kultur været en større accept af ulighed end i lande som f.eks. Danmark.

Den accept er betinget af en stærk tro på social mobilitet, og at enhver med hårdt arbejde og dedikation kan skabe et økonomisk godt liv: Den amerikanske drøm med andre ord.

De senere års udbredte arbejdsløshed, udhulingen af reallønnen hos lav- og mellemindkomstgrupperne og synliggørelsen af eksorbitante lønninger i bank- og finanssektorens toplag har for mange gjort drømmen til en illusion.

Dette tema gennemsyrer direkte og indirekte retorikken hos Occupy Wall Street: Bevægelsen fremstiller sig selv som et forsøg på at generobre ’det rigtige Amerika’ fra Wall Streets sociale vampyrer.

Det er ikke mindst denne på mange måde nationale retorik, der vækker sympati uden for bevægelsens kerne. Det politiske projekt er ikke et anarkistisk fantasifoster eller et langhåret økologisk utopia, men et ønske om at genskabe et tabt værdisæt.

Og kommunikationsstrategerne i bevægelsen er ikke blinde for den folkelige og nationale appel, mange af budskaberne har. Der trækkes bevidst på klassiske amerikanske værdier og heltefigurer med forankring på tværs af geografiske, sociale og politiske skel. På bevægelsens hjemmeside finder man således et fotografi af en amerikansk krigsveteran med et skilt, der siger: »Second time I’ve fought for my country, first time I’ve known my enemy«. Støttetilkendegivelser fra en gruppe som veteranerne er central, fordi den sikrer bevægelsen mod et af de helt klassiske retoriske angreb i amerikansk politik: anklager for at være uamerikansk. Hvis den etiket for alvor får lov at klæbe fast, risikerer man evig forvisning til marginalområderne af amerikansk politik.

Det er altså Occupy’s evne til at kombinere en ret radikal social og politisk kritik med en mainstream national og værdibaseret strømning, der forklarer bevægelsens indtil videre store gennemslagskraft. Det er ydermere det, der gør, at den nu fremstår som et reelt alternativ til en anden af de senere års folkelige protestbevægelser, den mere konservative Tea Party-bevægelse.

En tsunami af protest?

Det er indtil nu lykkedes Occupy Wall Street at reaktualisere en række klassiske ulighedstemaer i et format, der vækker bred genklang i det amerikanske samfund. Der er, opsummerende, to forklaringer. For det første er bevægelsen tydeligt begunstiget af tidsånden: en tidsånd præget af usikkerhed og en fornemmelse af at leve i et samfund i turbulens. For det andet har kommunikationsstrategerne i Occupy Wall Street haft en fintfølende fornemmelse for at koble den usikkerhed til dybt forankrede værdier og temaer i amerikansk politisk kultur.

Til disse forklaringer bør måske afslutningsvis tilføjes en tredje: Medierne. Medierne er på mange måde både årsag og effekt, når vi skal forklare bevægelsens succes. Medierne stod først på, da bevægelsen allerede havde en vis vind i sejlene, men omvendt har de været med til at øge vindstyrken.

Medierne er af gode grunde optaget af finanskrisen og har af samme årsag fået et godt øje til bevægelser, der kan forbindes med den. På trods af, at Occupy Wall Street og andre aktuelle protestbevægelser, som f.eks. M15 i Spanien, har en lang forhistorie, er de for alvor blevet godt stof i lyset af finanskrisen og den generelle fornemmelse af, at verden i denne tid befinder sig i en måske radikal forandringsperiode.

Hvorvidt protestbølgen også udvikler sig til en tsunami, er for tidligt at sige. Men finanskrisen, den folkelige resonans og medieopmærksomheden skaber i øjeblikket en historisk gunstig situation for Occupy Wall Street og kritiske aktivister andre steder.

For at udnytte det momentum er det afgørende, at bevægelserne er i stand til at kommunikere alternativer til den eksisterende situation. Som det er nu, står det klart, hvad de er imod, men mindre klart, hvad de er for, og hvordan målene skal opnåes. Det påhviler medierne at kigge bag om de helt overordnede slogans og mere kuriøse indslag og bidrage til en kritisk offentlig diskussion af de alternativer, bevægelserne bringer til torvs.

 

Thomas Olesen er lektor, Ph.d., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så lykkedes det endeligt at få Occupy ind i faste rammer, få sat nogle ord på de indre strukturer og givet en akademisk og saglig kritik.
Men det er et spøgelse du har fat i. Occupy er kun et samlingspunkt for mange mennesker, der grundlæggende er utilfredse med:

Nogle få finansfolks uhæmmede grådighed.

En absurd fordeling af de resurser der er. Selv amerikanske mangemillionærer har dårlig samvittighed og vedgår det offentligt.

Den mangel på demokrati, der præger verden, hvor et andet stort spøgelse eller snarer den moderne udgave af ”Bussemanden”: Markedet , går ind og sætter den politiske dagsorden. Gør hvad ”Markedet” forlanger, ellers sker det værste af alt i denne verden: ”Markedet” straffer dig, det reagerer negativt.

Så Thomas Olsen, du har fat i den gale ende, for bevægelsen er stadig et ideologiløst oprør mod det liberale system, du nok burde analyser ud fra dets resultater i sted for gamle teorier og udtalelser.
Men du har ret i, at temaet er ur gammelt. Det var det også, da Grundvig skrev ordene: Hvor få har for meget og færre for lidt.

Cepos og andre liberalister hævder, at med den liberale samfundsmodel, bliver samfundet rigere og det siver ned gennem alle klasser. I sidste uge kunne man så høre, at den værditilvækst, der skete i Tyskland de sidste 10 år, var den samme som tilvæksten i gæld. Samfundet havde blot øget gælden uden at blive rigere Jeg savner altså nogle nutidige analyser fra Cepos, LA og Venstre, der kan dokumentere deres påstande.

Occupybevægelsen fylder meget i medierne, men sjældent med en dansk vinkel - den danske pendant har simpelthen ikke samme vind i sejlene. Thomas Olesen leverer en række årsager (stigende ulighed, bankpakker, finansverdenens bonusordninger, støtte fra centrale mainstreamgrupper i befolkningen, tidsånden, mediernes opbakning) til Occupy-bevægelsens mainstreamsucces i forhold til tidligere protestbevægelser.
Hvad er det der mangler i formlen for, at Occupy-bevægelsen kan få dansk succes?

Jens Falkesgaard

@ Lars Højholt: Ulighed og massearmod, tror jeg.

Mit gæt er at vi magelige danskere har det for godt, og har for travlt med vores små daglige gøremål til at se det store fæle system...

"Hvad er det der mangler i formlen for, at Occupy-bevægelsen kan få dansk succes?"

Oplysning om hvordan systemet fungerer, alt for mange render rundt med et glansbillede af at tingene fungerer til alles bedste. Mange har end ikke overskud i deres hverdag til demokratiske processer. Igen en følgevirkning af kapitalismen.

Det er kun et spørgsmål om tid, men det bedste bud må være når fattigdommen tager til, der søger folk gerne oplysning i håb om svar. Så flere fattige, og det ser der ud til at være en solid platform for.

Danmark har tilsyneladende et fungerende politisk alternativ i form af Enhedslisten som tredoblede sine mandater. USA er nok præget af fraværet af politiske alternativer. På den måde minder det om Solidaritet-bevægelsen i Polen, som også udsprang af manglende politiske alternativer. Spanien har deres egen nutidshistorie.

Andreas Trägårdh

Danmark er bare som en elevator der tror den er på vej op, i et hus der er på vej ned, igang med at styrte sammen i grus.

Hvis man straffer den sidende regering for dette og dens åbenlyse magtesløshed, over for alle os der IKKe har lånt os til velfærd men betaler for de riges forbrug, da husk også at takke slynglerne i V,C,0 der skovlede personlige gevinster, jobs og previlegier samtidig med at de lovmæssigt gav bankerne frit ejerskab over dit liv, og ikke mindst dine børns og børnebørns - danmarks fremtid.

Niels-Simon Larsen

Jeg er meget begejstret for Lars Højholts indgriben. Tænk, at han har fået lov til det!

Occupysucces på dansk?
Hvorfor skulle den have succes her? Vi mangler jo ikke noget. Nå, nogle gør måske, men hovedgruppen har da levet højt på boligboblen. Vi lever højt på billig olie, og peakoil har ikke ramt os endnu. Det tager lige et par år.

Så skulle det være pga. af et højt bevidsthedsniveau om uretfærdighederne både ude i verden og her.

Nej, vi har ladet os lulle i søvn.

Jakob Mikkelsen

At danske Occupy Denmark ikke har samme vind i sejlene, tror jeg skyldes at i Danamrk har krisen ramt nogle få meget hårdt og de bedrestillede har stadig en illusion om at det ikke angår dem. Lige nu handler det om at sikre sig og først når vi forstår vil der ske noget.

Der er en ting som ikke mange forstår at godt nok er det den ene procent der skovler ind, men det er den brede middelklasse der er med til at drive værket gennem deres konstante krav om gode afkast på deres pensionskonti. Vi må se i øjnene, at alle der ønsker afkast uden indsats støtter systemet. Og netop i Danmark er det jo lykkedes fagbevægelsen at få pensionsordninger til de fleste. Op gennem firserne blev mange helt almindelige borgere børsspekulanter og de har stadig den illusion at de tjener på det. De er blot med til at drive værket hen mod afgrunden! Hvorfor? Fordi målet er arbejdsfri indkomst og ikke at skabe arbejdspladser og kvalitetsprodukter. Vil vi ændre systemet, må vi flytte fokus, hvilket vil kræve et mentalt styrtebad med godt med koldt vand, så vi kan vågne op og begynde på en frisk!

Andreas Trägårdh

Vi har det samme som Gaffi havde, en stor likvid penge tank. Deres var i olie, vores er i form af landets samlede pension opsparinger. Det er den sidste resurce i landet, som hedgefondene endnu ikke har faaet hapset helt, endnu.

Pas godt paa den - Statsbank nu!

jan christensen

Statsbank lyder som en god ide, så kan man måske få sin løn udbetalt uden at skulle være tvunget til at have med de private banker at gøre.Med hensyn til occupy bevægelsen, så vil den blomstre op også her i Danmark i takt med, at den sydeuropæiske krise vandrer nordpå og rammer os

Jakob Mikkelsen

Det er jo allerede nu tilladt at vælge et alternativt pengeinstitut. Find adresser på WWW.jak.dk under pengeinstitutter. Disse pengeinstitutter bygger på rentefri økonomi og er ejet af brugerne!

@Niels-Simon Larsen
Tak tak.

@alle
Thomas Olesen peger på at, det ikke mindst er omstændighederne (f.eks. ulighed), der er drivkraften bag occupybevægelsens succes. Der er sikkert nogle af jer, der har erfaringer med tidligere protestbevægelser - hvor mange lighedspunkter har selve occupybevægelsen med disse? Er der tale om det samme ideologiske tankegods, metoder m.m. og tror I at det er en del af en større revolution, der ikke kun er økonomisk, men også trækker spor til andre dele af livet som oprøret i 68'?

Andreas Trägårdh

@ Lars Højholt

Revolution leder kun tilbage til det det satte sig for at gøre op med. Der skal noget meget mere til.

Vi vil i de kommende år se stigende forbrugs priser, på alle parameter, men især på de aller mest basale behov, vand, mad, bolig og varme, og uddannelser, i et samfund der ikke længere er opretholdt ved en suveræn stat, der ikke længere har arbejdspladeser nok til at opretholde levestandarden for flertallet. Det danske forsvar fører i dag krige for internationale privat banker. Det vil vi også se i fremtiden. Det vil blive tydeligt for alle at politiet fungerer på samme måde. De er skabt af de samme forbrydere med det formål at beskytte tyvekosterne og sikre at ingen andre skal lykkes med at stjæle fra disse forbryder karteller.

Georg Christensen

Som medlem, af Europa fællesskabet, glæder det mig, at også amerikanerne sammen med araberne, tør sidde ved samme bord, og smide små "sten" i hovedet på hinanden, og derefter forenes. Desværre står kineserne stadig derude på sidelinien, og forstår nok ikke, at "VI" europæerne mangler dem, og tager dem gerne i armene, også helst uden amerikansk indflydelse.

NB: Europa og verden udenom, har ikke længere brug for "illusioners" indflydelse. Af og til i en "cirkusforestilling, En forestilling i (vandvidet`s) paradis), vil nok altid være krævet, så længe "LIVET" ikke vil forstå sin "eksistens berettigelse"..

Twitter.- censurerer occupywallstreet

http://rt.com/news/twitter-ows-protest-censorship-

samme Twitter, som hjælper alle uprise i det arabiske efterår, og nu også skal bane vejen for et uprise i Iran.!

hvem ejer Twitter ?, banken “JPMorgan Chase & Co” har lige købt for $400 millioner i Twitter, !!!

hvem ejer så de andre medier ?-vel nok også de 1% der ejer kloden.!

dansk censur

http://beep.tv2.dk/entry.php/id-397523.html

det er sgu dejligt vi kan snakke frit her.!

venligst. kl.-

Niels-Simon Larsen

Jeg har været med i mange græsrodsgrupper og er stadig aktiv.
Det fine ved Occupy er, at den er så uregerlig. Demo-skilteskoven indeholder alle mulige opfindsomme meddelelser. Det byder strategitænkerne imod. De vil nemlig gerne have ensretning og paroletænkning.

I Danmark skal der helst være tjek på bollerne, mål og retning (der er nemlig nogle, der tror, at de ved, hvor andre skal hen). Jeg synes, at det skønneste ved årets røre er, at det lever og udvikles. Der er ingen firkantede mål, der kan puttes ind i en lille æske. Det handler om noget menneskeligt, om frihed, om demokrati. Mere udefinerligt kan det ikke være.

- for den udenforstående, nok ofte ret omstændelige diskussioner ... Er diskussionerne da ikke "ret omstændige" for de indviede?

Desuden ender enhver rimeligt analytisk artikel med samme konklusion som denne:

"For at udnytte det momentum er det afgørende, at bevægelserne er i stand til at kommunikere alternativer til den eksisterende situation. Som det er nu, står det klart, hvad de er imod, men mindre klart, hvad de er for, og hvordan målene skal opnåes. Det påhviler medierne at kigge bag om de helt overordnede slogans og mere kuriøse indslag og bidrage til en kritisk offentlig diskussion af de alternativer, bevægelserne bringer til torvs."

Det er klart, at hvis medierne ikke er istand til at syntetisere ud over at nævne pengemændenes grådighed og lade resten hænge i luften, så er dette en dødfødt bevægelse.

Vil man derimod en virkelig bevægelse må problemet konkretiseres og bevægelsen skifte navn så den reflekterer det konkrete mål "Put a Leash On Wall Street and its influence on Congress" kunne være et eksempel.

Danmark er ikke særlig relevant i den store sammenhæng og en lokal bevægelse vil dermed ikke have nogen nævneværdig indflydelse på problemet.

Jakob Mikkelsen

Niclas Monrad @ jeg er uenig i at afskrive Danmark som uinteressant i denne sammenhæng. Det er sikkert korrekt at vi ikke kan ændre situationen alene, men store tanker kan sagtens tænkes i et lille land. Husk at det er fra periferien løsningerne kommer! Vi kan dog godt arbejde på en løsning alligevel!

lad nu være med at beskrive, 99% uprise som et intelektuelt/akademisk problem, som kan/skal løses med gammelkendte metoder.!
løbet er kørt, kassen er tom, en stor midelklasse er ved at tabe alt, og må nu se sig selv reduceret til den underklasse de før foragtede, det kan være en øjenåbner.!
en opstigen til en ny lykkepille midelklasse, et nyt utopia, hvor nye bobler pustes op af virtuelle penge, syntes ikke at være målet.!
det sidste spørgsmål må være, hvem skal eje vores martrede klode, 99% eller 1%.?.-

kl.-

Michael Kongstad Nielsen

Er der nogen, der kan forklare, hvorfor Los Indignados i Spanien ikke kan andet end stemme PP, Partido Popular, når de får muligheden. PP er højkonservativt og har rødder i Francotiden. Nu har spanierne, efter sommerens "Tahrir" - demonstrationer, valgt at sige nej tak til ændring. Hvad foregår der?

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Simon Larsen:
"Der er ingen firkantede mål, der kan puttes ind i en lille æske. Det handler om noget menneskeligt, om frihed, om demokrati. Mere udefinerligt kan det ikke være."

Jeg vil mene, der er meget klare mål. Både mht. bevægelsens sigte, og de typer metoder man vil tage i anvendelse.

Men der er ingen krav, der stilles til nogen. Hvorfor stille krav til ens undertrykkere, når man ikke ønsker at de skal være ens undertrykkere? Hvorfor opfatte nogen som autoriteter med magtbeføjelser, hvis man ikke anerkender dem som sådan? Hvad skulle man forhandle om?