Læserbrev

Båndsløjfen om Ole Sohn

Debat
26. november 2011

Her tror man naivt, at der er nye ting i Sohn-sagen, der foranlediger Christian Jensen til 24. november helt åbenlyst at sige, at Ole Sohn klart lyver, så kun Villy Søvndal kan have tillid til ham.

Men OK, jeg har taget fejl: Jeg begynder med Jensens henvisninger til Berlingske, herfra bliver jeg ledt videre til Jyllands Posten, der henviser mig til TV2 og Politiken, der henviser til alle og sig selv. Det kører i en uendelig medie-båndsløjfe af hjemmestrikkede tolkninger.

Det viser sig, at hele forløbet kan koges ned til et citat af Ole Sohn fra TV 2 i oktober 2010: »jeg (satte) ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade«.

Nu kunne en anden stakkel mene, at enhver idiot — selv dem i pressen — burde kunne indse, at et så omfattende projekt, som at lukke et trykkeri og et dagblad og sælge en stor ejendom ikke kan gennemføres på hverken én dag eller én måned.

Men nej, i Politiken 22. november bliver det tolket til, at Sohn havde sagt, at, »han havde standset trafikken, så snart han opdagede den«. Og det brygger de andre medier så videre på eller laver deres egen tolkning.

Sohn har indrømmet, at han har udtrykt sig upræcist — og det har han! — og at hans udsagn fra TV2 kan mistolkes, hvilket det i den grad bliver.

Ikke altid løgn

Han har så selv gentaget sætningen med variationer, som det fremgår af Jensens leder. Disse variationer tolkes der så også videre på for at finde endnu et hår i suppen, som Sohn så kan hænges op på.

Inden længe er sagen vel bragt derhen, hvor Sohn er parat til at indrømme hvad som helst, ikke til SUKP’s forhørs-komité, men til de danske mediers ditto. Det, der begyndte som udmærkede motiv analyser af politikere, har nu også på Information udviklet sig til, at journalisterne simpelthen tager som udgangspunkt, at politikerne lyver.

Når Sohn siger, hans udsagn kan mistolkes eller er upræcise, ja, så slutter man uden videre, at Sohn dermed indrømmer, at han har løjet. Et særligt problem bliver så, at medierne slet ikke opdager, at deres tolkninger bliver til fordrejninger og selv let nærmer sig det løgnagtige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På andre web-sider end den her kan man indsætte en død hest som får pisk - henvisende til det engelske udtryk 'stop beating a dead horse.'

Og sådan en smiley kunne jeg godt bruge lige nu...

Nihil sub sole novum hedder det på latin ---- og i denne her sag om Sohn og millionerne fra Moskva er der altså intet nyt. I 1991, i 1992, 1995, i 1996, i 2001, i 2002, i 2006, og i 2010 blev alt gennemgået.

Dette tyder kun på en ting: højrefløjens bestandige had til (gamle) kommunister køres frem igen og igen mens det behændigt forties hvordan f.eks. Erhard Jakobsen og Brian Mikkelsen reklamerede for det sydafrikanske apartheid-styre...

."Alene det, at vi sidder her og diskuterer SAGEN,
viser at der er en SAG" .....frit efter Qvortrup! Th

& Ps. Fint indlæg af Jørgen Garp.

Jeg har det som Jørgen Garp, - gang på gang kommer der historier i JP, BT, TV2, telegrammer fra Ritzau, etc. om de tre yndlingssager: Ole Sohn, Henrik Sass-Larsen og Thornings skattesag, og hver gang skal jeg bruge tid på at konstatere at det er ny vin på gamle flasker.

Det værste er vel, at folketingspolitikere hver gang bruger sådanne pseudonyheder til at tage endnu en tur på talerstolen.

Måske burde der uddeles en årlig pris, bestående af en fjer og fem frosne poularder?

Jeg synes ikke man skal bekymre sig så meget om de historier JP, BT, EB og andre private mediehuse kommer med. Det er jo historier, de ved deres læsere vil have og derfor køber dem.

Men det der er virkelig bekymrende, det er det, at det statslige, licensbetalte mediehus DR, bringer dem videre ind på Christiansborg og lader dem stjæle dagens nyhedsbilled.

Det virker utroligt at højrefløjen ikke er gået i flæsket på PET og hvordan en (i højrefløjens øjne)
"løgnagtig landsforræder" som Ole Sohn kan blive godkendt som minister, når sølle sms,er til en rocker, var nok til at diskvalificere Henrik Sass Larsen.

Heinrich R. Jørgensen

Også herfra ros til Jørgen Garp.

Sædvanligvis er Christians Jensens ledere udmærkede, men det er sandt at den omtalte leder var en grel svipser.

Der er bestemt mange udlægninger af denne bizarre sag. Som med så mange andre personsager er der desværre i begge lejre en udtalt bias til fordel for egne meningsfæller.

Politikerne bærer selv meget af ansvaret for at småsager pustes op. De får dårlig rådgivning af deres hær af særlige rådgivere istedet for at håndtere sagerne fornuftsmæssigt. Alt pakkes ind i spin og til sidst kan politikerne ikke holde styr på sammenhængen i den spinnede historie. Holder man sig til sandheden og tilføjer lidt af ens egen integritet kan man slippe afsted med mange potentielt dårlige sager, Det handler i sidste ende udelukkende om man fremstår som troværdig.

Hans Jørgen Lassen

Peter Lassen skriver:

"Det handler i sidste ende udelukkende om man fremstår som troværdig."

Personligt vil jeg nu også tillægge det en vis vægt, om folk faktisk har betået skarnsstreger, eller ligefrem ulovligheder, hvad Sohn tilsyneladende ikke har og heller ikke er beskyldt for.

Hans Jørgen Lassen

begået ...

At der skulle være problemer med Sohns troværdighed er jo stadig en påstand uden beviser, og dermed en konstruktion.

Men hvis man har hele oppositionen og mere end det halve af mediemøllen imod sig, så tror jeg ikke at noget menneske har en chance for at vinde.

Sohns væsentligste (og velsagtens eneste) andel i denne tilbagevendende fluesuppe, er vel at han vedblivende optræder velvilligt overfor horderne af polemiske pressefolk.

jo, og så er der Søren Pind som er noget så retsbevidst.
men måske er kommet til at glemme, at han selv har en sag om en gratis lejlighed, givet af en slem spekulant.
og det er jo svært at forestille sig, at denne spekulant ikke har villet have noget til gengæld?

Per Holm Knudsen

Som en kommentator skrev: "Søren Pind, det søde væsen!"

Tjae... Ingen journalist tør sætte fokus på Pind.

Som jeg svarede en forælder ved børnehaven, der bad mig være forsigtig. fordi der var fuldt af ukontrollerede omkringløbende trafikusikre børn:
Ja, frue jeg ved det. Kører man på dem sprøjter de grimt og kan skade lakken.

Dét er det journalistisk farlige ved Søren Pind.

Inger Sundsvald

Der er forskel på folk, og med Loft forholder det sig noget anderledes.
http://www.information.dk/286158

Ole Sohn erkendte allerede i 1992 at Terpo Tryk fik overbetaling fra Moskva for trykkeopgaver for det daværende DKP. Han har (ifølge Anne Albinus's mange link - tak for dem : ) erkendt det igen i 1995, i 1996, i 2001, i 2006, og senest i 2010.

Det er herfra oplysningerne om sorte penge og ulovlige penge til DKP kommer. Men sagen er blot den at hvis et parti gerne vil betale dobbelt-pris eller tre-dobbelt pris for en vare, ja så står det dem altså frit for at gøre dette. Og i 1991 eller 1992 skulle politiske partier altså ikke opgive hvem de fik penge fra...(altså hvis de fik støtte på over 20.000 kr.)

Konklusion.

Nu synes jeg, at denne debat har kørt passende længe, og at det er tid til at konkludere. Vi har anskuet sagerne fra mange forskellige vinkler og det står vel klart for alle, at nogen form for enighed når vi ikke frem til. Derfor vil jeg her komme med min konklusion, samt en opfordring til, - lad os så komme videre.

Sagerne.: Thornings skattesag, Sohns upræcise svar og Hansens julefrokost, mener jeg alle er POLITISKE holdningssager, og ikke noget med at være demokratiets vogtere, som medierne hævder.
Dansk Presses fyrtårn, Bent Falbert, indrømmede da også blankt i udsendelsen Jersild Live på DR 1, at det drejer sig også om magten til at sætte dagsordenen. Den dagsorden, som resultaterne af meningsmålingerne udspringer af.

Denne magtkamp mener jeg ikke er demokratisk i dagens Danmark. Dertil er den politiske meningsudveksling alt for ulige i medierne.

Det fører mig frem til et spændende emne at tage op, som Lasse Jensen i dag gjorde i udsendelsen Mennesker og Medier, - nemlig om mediestøtten fremover mere skulle gives til de nye digitale netaviser, fremfor til de store gamle bladhuse, som i dag får hovedparten af støtten. ?

Tom W. Petersen

Det forholder sig formentlig sådan, at partiet Venstre har et lille korps af snagere, der døgnet rundt arbejder på, om de kan finde noget snavs om regerigens medlemmer. Finder de så noget, der bare er antydning af mulig substans i, skal det blæses op og frem på alle villige mediers forsider.
Måske var der ikke rigtig noget i det, men i offentligheden virker det alligevel; for “der går vel ikke røg af en brand, uden at der er ild i den”, som man siger.
Der er virkelig tale om folk, der uden skrupler kaster med sten, selv om de bor i et glashus.
Hovedsagen er, substans eller ej: Der skal kastes mistanker.
Og hvad skulle departementchefen i Helle Thorning-Schmidts skattesag? Og hvorfor lyver Trolex Lund-Poulsen om sin tavshedspligt? O.s.v.

Den seneste inkarnation af "Sohn-sagen" (startet af den meget tyndbenede JP-artikel) må da være et klassisk eksempel på Aukens sætning:
"Først så pisser de på os, og så siger de at vi lugter"

For det muligvis mest bizarre indlæg i "sagaen", se Henrik Day Poulsens kommentar på Berlingerens website "Sandheden vi ikke må kende" (bare søg på "day poulsen").

Og "sagen om sagen" buldrer videre med Lisbeth Knudsens seneste indlæg:

http://lisbethknudsen.blogs.berlingske.dk/2011/11/26/sohning-af-fortiden...

Hun har egentlig heller ikke noget nyt at byde på, men fortsætter med den selvforstærkende og -bekræftende båndsløjfe.

Ole E. Mikkelsen

For et par dage siden læste jeg at dagbladenes oplag var faldet med ca 200.000 om dagen i alt.

Det glæder mig overordentligt, at sansen for den journalistiske prioritering af stoffet er højere blandt læserne end blandt journalisterne og redaktørerne.

Det er efter min mening hovedkonklusionen på Sohn's 'ikke historie' og adskillige andre, f.eks. Thornings 'ikke skattesag'.

For mig er det vigtige ikke Ole Sohn, som skal traekkes gennem soelet til han hulkende tilstaar sine forbrydelser. Nej, det er den revanchisme, som genemsyrer vor debat, den usle haevngerrighed, som vi har set udfolde sig I aarevis.
Alle “68; ere” skal trygle om tilgivelse fordi de havde det sjovt. Alle venstreorienterede skal goere det samme, fordi de havde en idealistisk dagsorden. Kvinder skal aales fordi de skrottede de lilla bleer og satsede paa en meningsfuld karriere paa hoeje haele..
Dagsordenen er kort sagt, haven, haevn og mere haevn. Og helst STRAF.
Her lander vi, kaere venner, I en diskurs, som ingen ville tro kunne lade sig goere for 20 aar siden.. De broedrer og soestrer, som taenker sig om og skifter mening, kan faa en spytklat I hovedet og et spark I roeven.
Og det bliver leveret af pressen.
Men pressen skriver jo til nogen, ikke sandt? Jo, til dem der vil have haevn, og dem er der rigtig mange af.. Vi taler om solidaritet, vi bryster os over sammenhaengskraeft.
Men haevn er bedre. Naesten lige saa godt som sex.

Øje for øje, og tand for tand, er nu engang bedre for økonomien, end, vend den anden kind til.

Man kan lisom høre det, ik?
"Noget for noget"

Jeg sendte 27/11 et sammenkog af ovenstående indlæg til Politiken (se nedenfor) også fordi der henvises flere gange netop til Politiken. Det indlæg kunne der imidlertid ikke blive plads til i avisen ærgerligt, ærgerligt!
Det brokkede jeg mig over bl.a. med henvisning til Informations åbenhed overfor kritik af egne journalisters skriverier.
Nu har jeg så en mindre disputs kørende med Politikens journalist John Hansen om lødigheden af mit angreb på ham og medierne. Indlægget , som Politiken ikke har plads til, er som følger:

Opskrift: Hvordan en journalistisk løgn fabrikeres!
Det viser sig nu, at hele forløbet gennem samtlige medier om Ole Sohn sagen kan koges ned til hans udsagn fra TV2 Okt.2010: » jeg (satte) ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade«.
En anden stakkel kunne mene, at enhver idiot – selv pressens - burde kunne indse, at et så omfattende projekt, som at lukke et trykkeri og et dagblad og sælge en stor ejendom IKKE kan gennemføres på hverken én dag eller én måned.
Men nej, i Politiken 21/11, bliver det af John Hansen tolket til, at Sohn havde sagt, ”han havde standset trafikken, så snart han opdagede den”, og at Sohn dermed lyver, da Terpo tryk mv. bevisligt ikke blev lukket straks. Og det brygger de andre medier så videre på eller laver deres egen tolkning af.
Når Sohn så siger, hans udsagn kan “mistolkes” eller er ”upræcise”, ja så slutter JH uden videre til, at Sohn dermed indrømmer, at han har løjet.
Og den 27/11 fuldfører John Hansen så transformationen i Politiken: Ole Sohn ” modtog millioner af kroner til at udbrede Sovjetunionens politiske propaganda i Danmark, men han løj om det i offentligheden. Sådan forholdt det sig, har Ole Sohn i denne uge erkendt”
Problemet er, at John Hansen og medierne tilsyneladende slet ikke opdager, at deres egne tolkninger bliver til fordrejninger og slutter som løgnagtige!

Jørgen Garp.

Stor,stor respekt og anerkendelse af dit arbejde.

Du er virkelig demokratiets vogter, i modsætning til dem der kalder sig det.

Mange tak! Holger Madsen.

Løgnen vandt magtkampen om dagsordenen i uge 47.

Bent Falbert, der kalder sig demokratiets vogter, indrømmede i udsendelsen Jersild Live på DR1, at det er en magtkamp om dagsordenen, der foregår mellem journalisterne og statsministeren på det ugentlige pressemøde.

For medierne er der åbenbart mere salg i at fabrikere en løgn end at afsløre en løgn.

Selvfølgelig afhængig af, om det drejer sig om en borgerlig løgn eller en ikke-borgerlig løgn.