Kronik

Besæt-bevægelserne udstiller S's fallit

Mens Besæt-bevægelserne skriger på solidaritet og demokrati, vender folket ryggen til Socialdemokraterne, der ellers bryster sig af at kunne levere netop de efterspurgte varer. Forklaringen er, at Socialdemokratiet har skiftet solidaritetskampen ud med kampen for fladskærme og thailandsrejser
Da arbejderklassen blev til middelklassen og fik råd til udestue og thailandsrejser gik, solidariteten i fløjten ... ikke mindst solidariteten med befolkningen i udviklingslandene.

Da arbejderklassen blev til middelklassen og fik råd til udestue og thailandsrejser gik, solidariteten i fløjten ... ikke mindst solidariteten med befolkningen i udviklingslandene.

Ernst van Norde

5. november 2011

Solidaritet! I min barndom gjaldede ordet ud over et skibsværft i Gdansk. Mindre end et årti senere var hele Sovjetunionen historie.

Inden da havde ordet lydt sammen med smældet fra røde faner over hele Europa, og vores forældre og bedsteforældre byggede nogle af verdens bedste samfund.

I dag er ordet sjovt nok fraværende, selv om budskabet er det samme: »Vi er de 99 pct.«, »Occupy« og »Real Democracy«, lyder det verden over.

Fra Middelhavsområdet har protesterne bredt sig til USA og siden tilbage til Europa igen. Middelklassen har mistet deres opsparing og pension, deres børn kan ikke finde arbejde, og bankdirektørerne forgylder hinanden med håndtryk og fede bonusordninger.

Der er absolut grund til at føle sig snydt og blive vred.

Samtidig lever vi i Vesten fortsat i nogle af verdens bedste samfund. Vores retssystem fungerer, vores myndigheder er ikke plaget af korruption (med undtagelse af dele af Sydeuropa), vi har frie valg, alle kan melde sig ind i et parti og stille op, vi har ytrings-, tros- og forsamlingsfrihed, enhver kan åbne sin egen virksomhed, der er ligestilling mellem kønnene, der er gratis skolegang til alle, enhver kan komme til lægen uanset pengepung (om end kvaliteten er svingende, og USA ikke kan medregnes). I det hele taget er vi frie til at leve, stort set som det passer os.

Der er altså egentlig ikke ret meget at klage over. I hvert fald ikke sammenlignet med f.eks. Rusland, Yemen, Kina, Malaysia eller størstedelen af Afrika — for bare at nævne en håndfuld.

Socialdemokratiets fallit

I Vestens storbyer vrimler det ikke desto mindre med mennesker, der fundamentalt har mistet tilliden til »systemet«. Det er pludselig gået op for dem, at de er blevet fuppet og svindlet, og at nogen har snuppet magten fra dem.

Spørgsmålet er, hvordan i alverden det kan komme som en overraskelse? Det burde være børnelærdom, at magt er noget, man tager, det er ikke noget, man får.

Men når majoriteten af middelklassen, flertallet af akademikerne og størstedelen af det, der burde være en intelligentsia, ikke interesserer sig for andet end fladskærme og friværdi, og samtidig hopper på historien om, at man kan låne sig til velstand, ja, så bliver det altså også derefter.

Det, som så til gengæld er mærkeligt, er, at det traditionelt største sociale, solidariske og demokratiske parti, som oven i købet lyder navnet Socialdemokratiet, og som man dermed skulle forvente ville levere netop dét, som alle disse protesterende mennesker hungrer efter, ikke kan tiltrække vælgere. Det gælder både i Danmark og Sverige og i resten af Europa, hvor de — det skal retfærdigvis siges — ofte hedder noget andet. Flertallet af verdens socialdemokratiske partier er således i opposition.

Det paradoksale er altså, at vi har en kæmpemæssig gruppe af mennesker, som skriger på solidaritet, og et historisk stærkt parti, der kæmpede for netop dét, men de to synes ikke at være på talefod med hinanden.

Personligt kan jeg i hvert fald ikke se hverken Helle Thorning-Schmidt, hendes mand, svigerfamilie, Håkan Juholt, formand for socialdemokratiet i Sverige, Jens Stoltenberg, socialdemokratisk formand i Norge, eller nogen andre fra toppen af socialdemokratismen stille sig i spidsen for det folkehav, der slår på bongotromme, bor i telt og tegner med fingermaling i øjeblikket.

Nye rige og fattige

Det 20. århundrede medførte en interessant udvikling i Vesten: Arbejderklassen gik for størstedelens vedkommende hen og blev middelklasse. Samtidig blev de kapitalejere og investorer i produktionsmidlerne via deres pensionsopsparinger.

I perioden 2001-2008 sluttede de sig desuden til bourgeoisiet gennem deres arbejdsfrie renteindtægter i fast ejendom. De blev, hvad der i gamle dage hed klassefjender. Jeg erindrer også betegnelsen 'kulak' fra nogle langhårede hippiehoveder i min barndom; jeg tror, det kan anvendes her.

Der findes dog stadig et proletariat, især i form af immigranter, men også i form af en voksende underklasse af enlige forsørgere, kontanthjælpsmodtagere og unge uden uddannelse. Det gælder både i Danmark og alle de lande, vi normalt sammenligner os med.

Dertil kommer det globale proletariat uden for Vesten, som tager form i disse år. Der er ingen tvivl om, at der globalt set findes flere medlemmer af middelklassen, end nogensinde før. Men samtidig har der været en eksplosion i befolkningstilvæksten, så vi inden for de seneste 12 år er gået fra 6 milliarder mennesker til 7 milliarder mennesker på kloden. Den tilvækst er i høj grad sket i bunden af den globale økonomi.

Inden for de nærmeste årtier vil vi også stå med et globalt mandeproletariat, fordi kineserne og inderne i stort tal har aborteret deres pigebørn. Der er allerede 40 millioner drenge/mænd i overskud, og når de en dag gerne vil have en kone og et job, kan de ikke få nogen af delene.

Ifølge traditionelle markedsmekanismer burde det hæve kvindens status, men det er langt mere sandsynligt, at konsekvensen vil blive øget slavehandel med kvinder til prostitution. Her bliver virkelig tale om et proletariat, der er fucked!

Fladskærmsdemokrater

Globalt øges afstanden mellem rige og fattige, og det gør den også i Vesten, isoleret set.

Middelklassen og den ressourcestærke, organiserede arbejderklasse er begyndt at skrumpe; den middel- og arbejderklasse, som traditionelt har været garanten for vores demokrati og økonomiske udvikling, er i Vesten ved at miste sit økonomiske fodfæste, fordi deres job eksporteres til de økonomier, hvor befolkningstallet eksploderer.

Det er selvfølgelig med til at bemande protestbevægelserne. Men hvorfor melder alle disse protesterende mennesker sig så ikke ind i eksempelvis det parti, der har som eksistensberettigelse at afhjælpe netop de problemer, som de klager over? Hvor hoppede kæden af?

For mig at se er den grundlæggende forklaring, at ordet solidaritet aldrig dækkede over andet end misundelse. Så længe kapitalejerne var nogle andre, var det nemt nok at kræve solidaritet. Men den dag, man selv sad på flæsket, var det ikke sjovt længere.

Når jeg hører nutidens danske socialdemokrat bruge ordet solidaritet, hører jeg ikke 'Proletarer i alle lande, foren jer!'. Jeg hører 'Nu har vi bygget en udestue, så vil vi også gerne på ferie i Thailand!'

Hvor er Arbejdernes Internationale, når man har brug for den?

Vores eneste mulighed for at bevare velstanden og middelklassen i vores egne samfund er at rette solidariteten mod den nye milliard verdensborgere og kæmpe for, at de kommer til at arbejde under løn- og ansættelsesvilkår, der ligner vores egne.

I den forbindelse kan man selvfølgelig fæste sin lid til endnu mere venstreorienterede partier. Men fordelen ved Socialdemokratiet er den langvarige anerkendelse af det liberale demokrati og markedsøkonomien som bærere af et stabilt samfund og voksende velstand.

Global trodsalder

Den ene forklaring på systemkrisen er altså, at der inden i enhver proletar, bolsjevik eller udbyttet arbejder og bonde — kært barn har mange navne — findes en kapitalist, som bare venter på, at lejlighed byder sig, og når den gør, så er solidaritet en by i Rusland.

Den anden er, at vi alle; venstre, højre og i midten, er blevet ualmindeligt dårlige til at udtrykke, hvad det er, vi gerne vil. Vi har mistet evnen til at sige, hvor vi gerne vil have, at vores samfund skal hen. Til gengæld er vi fantastiske til at sige, hvad vi ikke vil.

Kendetegnende for det seneste halvårs protestbevægelser er, at de intet har at sætte i stedet for det system, de klager over. Allerede Albert Camus skrev et fremragende værk Oprøreren, der netop gennemgår, hvor politisk impotent oprøreren og revolutionen er.

Og hvorfor har de så ikke det? Og hvorfor kan f.eks. Socialdemokratiet og andre partier med dem ikke udtrykke, hvor de gerne vil have verden hen i det 21. århundrede?

Fordi vi kollektivt har mistet to kernefænomener i det, der skabte vores samfund: Solidaritet og borgerlig dannelse. Det sidste blev hældt ud med badevandet fra det første. Bankernes fup og svindel er i virkeligheden kun et symptom på en hel generation af historie- og forudsætningsløse demokrater, der er blevet snydt for værktøjerne til at tage del i den magt, som de har fuldstændig fri og lige adgang til at engagere sig i.

 

Lene Andersen er forfatter og indehaver af Det Andersenske Forlag. Hun har netop udgivet bogen 'Det åbne samfund og dets venner'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det forekommer mig, at Occupy-bevægelserne netop er udtryk for, at de socialdemokratiske idealer breder sig - endog mere end partiet selv tror på.
Lene Andersen er civiløkonom, og det fornægter sig aldrig i hendes analyser.

Grethe Preisler

Det kan godt være, at Lene Andersen er civiløkonom, men de findes jo også i forskellige aftapninger.

Og helt tosset er hendes analyse af velfærdsstatens rise and decline nu ikke. Det behøver man vel ikke at være enig med hende i på alle punkter for at synes.

Nu er der selvfølgelig tale om et debatoplæg. Til det formål er artiklen fortrinlig. Men hold da op, hvor der mangler dokumentation for en rasende masse storslåede postulater. Jeg skal ikke spilde tid på at pille dem alle fra hinanden.

Der er ganske få ting, jeg er enig med Lene Andersen i. Occupy er sjovt nok dybest set en socialdemokratisk bevægelse. Den er startet i USA i kraft af mangel på velfærd og socialdemokrati. Obama er uanset hvordan vi vender og drejer det, noget mere højresnoet end selv den mest Vestager-begejstrede socialdemokrat. Så mange af dem ville sikkert tage imod en Helle Thorning med begejstring.

Men Occupy andre steder er ikke nødvendigvis socialdemokratisk. Og samler så vidt jeg kan se, slet ikke de mennesker, der har brug for virkelig forandring for at komme videre fra deres fortvivlede situation. Det er ikke immigranternes proletariat, der spiller på de bongotrommer eller får personlige beskeder på deres smartphone om næste demo.

Det er studenter. Og middelklasseborgere, der er sure over, at lånet i deres femværelses andelslejlighed i det centrale København er blevet lidt for dyrt for dem. Og chefideologer in spe, der håber på at kunne blive ledere af et eller andet. Måske verden...

Trods et par automatreaktioner, så synes jeg faktisk den rammer meget godt.

Den selvfede dansker møder man overalt, blottet for selvkritik.

Det må være på sin plads at tage nuancerne med i overvejelserne. Der er stor forskel på røde og blå socialdemokrater. Mine bedsteforældre er socialdemokrater, men vores værdigrundlag er gruopvækkende aparte, trods vi stemmer ens.

Der mangler et parti der samler humanisme med demokratiske værdier. Det er hvad S bør eksponere, men desværre er der andre krafter ved roret.

Hvorvidt det er holdbart at køre vognen videre med vækstparadigmet, er op til troende. Kigger man nøgternt på det, så er det vejen til helvede. Så det må være et fælles ansvar at finde en bæredygtig fremtid, og ikke kun Socialdemokraternes.

Jesper Wendt

Det "sjove" ved Occupy Danmark er bare, at der er masser af wannabe chefideologer, som påstår, at de står for en helt ny humanisme og opgør med vækstparadigmet. Men de inviterer ikke fattigrøvene med i deres bevægelse.

Så jo, du kan sagtens få din nye humanisme rent ideologisk, men bare ikke i praksis. Med din efterlysning appellerer du først og fremmest til forfængelige ledertyper, der gerne vil holde lange taler for et publikum med masser af kulturel kapital på kontoen, ikke til gadepraktikerne og dem, der tager det lange seje solidariske træk.

Humanisme bør ikke ende i dehumanisering. så ideologisk, har der hele tiden været en platform.

Nu kan og bør humanisme ikke stå alene. En hård hånd kan bruges på de rigtige steder, men ikke som idag hvor man systematisk sætter folk på gaden, så kassen stemmer i årsregnskabet.

Det er korrekt der ikke er noget parti der tilbyder humanisme i praksis. Jeg er nu sikker på det ikke varer så længe igen. Når de etablerede værdifællesskaber falder fra hinanden, ja så er alt hvad vi har, hinanden.

Sådan er realbilledet, men input fra forskellige medier, kan være med til at forskyde den tilstand.

God artikel.

Kan ikke se, hvorfor hun skulle mistænkeliggøres ved at nævne hendes uddannelsesbaggrund.

Interessant vinkling at sætte lighedstegn mellem solidaritet og misundelse. Og det er jo her, at jeg ser socialdemokraternes næste projekt: at skaffe job til danskerne. Et projekt der lykkes, hvis regering, folketing, arbejdsgivere og -tagere sætter sig sammen og tænker i enigheder frem for forskelligheder.

Og hvor har hun ret i, at vi er bedst til at sige, hvad vi ikke vil have.

Med en humanistisk indgangsvinkel formulerede pave Gregor i 800`tallet de syv dødssynder. Grådigheden er èn af dem.

I det danske bondesamfund trivedes den sociale ambition. Tre trin op til hoveddøren var bedre end et, og 7 trin var endnu bedre. 3 skorstene var noget at stræbe efter.

Socialdemokratiet kæmpede en berettiget kamp. Efter en tid blev det til ønsket om "3 skorstene". Som artiklen beskriver, mistede man sigtet.
Nu betaler vi dagpengebidrag i solidaritetens navn, men kommer herved til ganske usolidarisk til at holde andre ude.
Et uflexibelt arbejdsmarked hindrer, at vi deler det arbejde der er og vi får ikke de sidste med. Den gruppe bliver større og større.

Vores flid straffes med beskatning. Fliden er en af de syv dyder. Samtidig går grådigheden fri.

Den store del af befolkningen praktiserer grådigheden, som finansfolkene gør det på et andet niveau. Derved står vi selv i vejen for den nødvendige regulering af den samfundsskadelige spekulation og materialistisk overforbrug.
Det kan vi ikke ændre med vores kryds, for det parti var ikke med ved valget....... Nej, heller ikke EL, som osse hænger tilbage i deres form for konservatisme, den urealistiske, globale revolution.

Nu protesterer kloden og sætter overvejelserne i nyt lys. Ikke egentligt nyt, men højaktuelt.

Hvad gør Socialdemokraterne. Hvad gør de andre.
Hvornår stopper de det irrelevante magtbegærlige skænderi og indser den fælles sag.

I Danmark findes et parti, hvis grundsyn er baseret på naturen og på retfærdighed mellem mennesker.
Partiet var med i et par årtier og prøvede at inspirere de andre med ideen om den fælles jord, overfladen og afgift på de iboende resurser.

Men tiden var åbenbart ikke moden. Det er den nu.

Retsforbundet - Danmarks sande naturparti.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Retsforbundet nogen sinde skal have en renæssance, så skal de have et nyt navn! Retsforbundet er så tungt, at man slæber sig ihjel på det.

Og nu vi er igang, skulle Enhedslisten også se at få sig et nyt navn. Enhedslisten lyder som noget fra DDR-tiden. Jeg foreslår lige med det samme: "Grønt Fællesskab".

Jeg tror egentlig ,at mange i min generation, de knapt-halvtredsårige, er lidt rystede over, hvor lidt vægt mange lægger på, at de kommer fra Danmark, har haft mange gode muligheder for at blive lige det, evnerne og lysterne rakte til, og i princippet var sikret fra vugge til grav - sådan helt generelt, til det hele blev beskåret.
Jeg tager mig selv i at se sådan på det, at vi her i landet jo allesammen gerne vil yde, og at nogle - pga. nogle regler, der gælder ude i den store verden - får deres timer bedre betalt end andre; men at det jo ikke burde betyde noget indenlands, hvor der - generelt set - trækkes på samme hammel. I Danmark burde vi kunne finde ud af at bidrage til det fælles og derigennem få mulighed for at efterspørge, indenfor rimelighedens grænser, denne verdens herligheder - især, når det kan ske med mindst mulig belastning af naturgrundlaget. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen skulle ønske det anderledes.

Hanne Christensen

God artikel, og jeg er særligt enig i pointet med at sammenkæde solidaritet med misundelse, så når den solidariske selv er kommet til fadet, ophører solidariteten.

Men jeg synes også Lene Andersen har nogle selvmodsigelser og postulater. For hvorfor skulle vii gå ud i verden og vise og skabe solidaritet, når vi nu ved, at når disse lande så er kommet til velstand, ja, så ryger solidariteten med de små, - og hvad det angår, er Danmark meget lille!

Jeg har de sådan som med forældre og børn. Forældres bedste opdragelse er det gode eksempel. Sådan bør man også tænke i Danmark. Her ligger så Lene Andersens næste selvmodsigelse. For hun nævnte lige flygtigt den voksende gruppe af fattige i Danmark, for 5 afsnit længere nede at have glemt dem igen og vendt blikket udad i en naiv tro på, at vi kan skabe solidaritet i hele verden.

Næste postulat Lene så kommer med er, når hun påstår, at man ikke kan trække den længere ud på venstrefløjen end til og med Socialdemokratiet. Der foreligger en underliggende påstand om, at SF og Enhedslisten er underlødige. Er problemet ikke modsat. At Socialdemokraterne har fjernet sig fra sin solidariske grundholdning og nu mere har udviklet sig til en interesseorganisation for middelklassens fladskærme og udekøkkener?

Jeg stemte selv Enhedslisten ved sidste valg. Og det skyldes ikke, at jeg er særlig socialistisk og ønsker staten skal overtage produktionsmidler og anden kommunistisk snak, nej, det skyldes, at Enhedslisten står tilbage som det reelt eneste solidariske parti med de svagest stillede i vores samfund.

Vi har så meget fokus på økonomi, på fleksrenter og aktiekurser. Og jeg vil bestemt ikke fornægte problemet. Men jeg synes alligevel, at man her overser den mest negative og skræmmende udvikling. Netop den Lene Andersen peger på, og også at dette er et europæisk fænomen. Den manglende solidaritet har mange aspekter.

For det første den direkte fattigdom. Men også måden man omtaler og opfatter disse på. Fremfor omsorg vises væmmelse. Fremfor omsorg mødes de med mistro og tvangsforanstaltninger. Tvangen omfatter ikke kun tvangsarbejde men også tvangsbehandling ved sygdom. Hele flokken af ledige skal udstille sig selv på jobnet, og misses en enkelt detalje, risikerer den ledige straf. Straf straf straf. Vores fængsler bugner også med fængslede.

Dertil kommer, at antallet af grupper der omfattes i gruppen man ser ned på og tvangspisker, den udvides dag for dag. Der kommer flere og flere til. Først var der udlændinge, så syge, så kontanthjælpsmodtagere, så dagpengemodtagere, så færdiguddannede. Gruppen af mennesker, der direkte eller indirekte tvinges ud som gratis eller underbetalt arbejdskraft vokser eksplosivt. Vel med ca. 25 % om året.

For 10 år siden ville der lyde et ramaskrig, hvis man tvang folk i arbejde uden løn, eller meget lavsig løn. Man ser asylansøgere, der arbejder sort ned til en 10’er i timen i små kælderrum – uden nogen griber ind. Det eneste der kunne hidse fru Støjberg og hendes meningsfæller op, var, at det var en harme over, at asylansøgeren brød reglerne om, at vedkommende ikke måtte arbejde.

Og det drejer sig ikke bare om, at vi er blevet en anelse magelige og ikke rigtig gider overveje etikken heri. Nej, mange danskere er helt enige med fru Støjberg. Ja, selv Socialdemokraterne har stemt for disse stramninger igen og igen, der netop har ført til disse usolidariske og asociale forhold.

Lad mig også her pege på en væsentlig aktør, der også har misset sin opgave, nemlig fagforeningerne. Fagforeningerne har fuldstændigt misset deres opgave, og synes også at gå mere op i egne udekøkkener, og ikke mindst domiciler, end i arbejdstagernes ve og vel. Folk fyres, som var den fyrede et dyr, de trak ud af stalden til slagtning. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet har udartet sig til nærmest også at omfatte hoved og halsret over den ansatte. De kan lyve og stille gulerødder i udsigt, for blot at udnytte den ansatte til at knokle røven ud et vist sted – for sekundet efter uden varsel at fyre vedkommende. Inden for IT-verdenen sidder ansatte og oplærer indere for at inderne efterfølgende kan overtage deres job til en langt mindre hyre. Der er ingen beskyttelse, det er op til arbejdsgivers ve og vel (hoved og halsret) om den fyrede medarbejder må gå med 3 måneders løn (incl. de ofte mange afspadseringstimer, der er opsparede) eller om den fyrede skal have et halvt års løn, eller måske lige frem et gyldent håndtryk på millioner.

Fagforeningerne siger de intet kan gøre, men kæmper heller ikke for at opnå bedre forhold. De inviterer på kaffe og et glas vand, og tilbyder temagrupper om netværksdannelse og karriereudvikling i en tid, hvor rigtig mange ansatte blot efterlyser tryghed i ansættelsen. OG solidaritet.

Fagbevægelsen gør heller intet for at gøre op med gratisarbejdet. Et helt grundlæggende problem med fagbevægelsen er, at den er repræsenteret af arbejdsgiverne selv. Øverste fagbosser har selv gjort karriere og sidder tungt på posterne, ja, man har vist aldrlg set en eneste fagboss blive væltet! Fagbevægelsen er ikke særlig demokratisk, og så går kampgejsten og løfter fløjten. Og fagbevægelsen bliver ugennemsigtig.

Når Lene Andersen taler om Socialdemokratiet hører fagevægelsen uløseligt til. Og det er såvel Socialdemokraterne som fagbevægelsen som har glemt solidariteten, og i stedet dyrket middelklassen. Og det er dem begge, der taber udviklingen i den kontekst. Såvel en partileder som en fagboss er blevet et karrierevalg med tårnhøj prestige og lønninger. Og som en arbejdsgiver kan love gulerødder til sine ansatte, kan såvel partierne som fagbevægelsen give valgløfter der bagefter viser sig at være en omgang tom valgflæsk. Og de overlever netop pga. Lene Andersens point: Solidaritet og misundelse er tæt sammenkædet, den reelle solidaritet er reelt ikke eksisterende. Middelklassen stemmer med navlen og ikke med hovedet. For gruppen af fattige og løst tilknyttede arbejdsmarkedet er eksplosivt stigende. Det kan være dig og mig i morgen. Det er bare ikke gået op for os. Og nogle har også svært ved pludselig at vise solidaritet med den gruppe, de nu det sidste årti har set så gevaldigt ned på. Så vil de hellere vende blikket fra udviklingen.

Da jeg lånte Enhedslisten min stemme, var det for at give en modvægt til denne udvikling. Heldigvis fik Enhedslisten et så fantastisk valg, at jeg tror, det har været en øjenåbner. Det er ved at blive legalt at vise solidaritet igen, solidaritet af den ægte vare! Og lad os så feje for egen dør, udrydde fattigdom og skabe ordentlige arbejdsforhold her i DK, fremfor at tro at vi kan skabe solidaritet i hele verden. Det kan vi kun med det gode eksempel.

Niels-Simon Larsen

Lene Andersen er altid interessant at læse, det må man lade hende, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg her skal sige til hendes løsningsforslag - solidaritet og borgerlig dannelse. Det svarer til, at hvis vi nu alle sammen rydder op efter os selv, så er der ikke noget, der ligger og flyder.

Jeg vil ikke forlange af hende (eller nogen andre), at de skal komme med den gyldne løsning.

Løsningen skal nok ikke siges, men vises.

Lars Peter Simonsen

Solidaritet og borgerlig dannelse handler vel mest om at opføre sig ordentligt og være hjælpsom og at være opmærksom på at ikke alle er lige priviligerede, samt at bidrage til fællesskabet, også økonomisk, så der kan tages hånd om de der har behov for det, hvad enten det skyldes sygdom, alder eller strukturelt betinget arbejdsløshed? Eller hvad? Det kan vel aldrig være politisk korrekt eller ukorrekt, eller være ideologisk betinget det handler da helt enkelt om anstændighed!