I 15 år arbejdede jeg teoretisk og praktisk med det, der i dag benævnes nation building. Jeg var bl.a. i Rusland umiddelbart efter Murens fald, i Mellemamerika under fascistiske regimer og i kommunistdelstaten i Vestbengalen. Alle steder kæmpede befolkningerne på forskellig vis med at få kontrol over deres skæbne efter systemiske kollaps.
Undervejs i mine rejser lærte jeg en del både teoretisk og praktisk om den udvikling, der sker, når gammelkendte politiske eller økonomiske systemer sættes under pres og til sidst bryder sammen.
Nogle steder var overgangen til noget nyt relativ rolig. Man dannede nye fællesskaber i stil med dem, vi kender fra andelsbevægelsen i Danmark. Andre steder gik det mere voldsomt for sig, og oprørerne greb til våben.
I mit arbejde i Indien oplevede jeg det systemiske kollaps og undertrykkelsen lidt for tæt på. Jeg reagerede som bekendt ved at deltage i beskyttelsesanstrengelserne af lokalbefolkningen.
Disse anstrengelser har siden givet mig en række tilnavne lige fra terrorist til frihedskæmper. Politiken kaldte mig sågar ’revolutionsromantiker’ — det stødte mig næsten mere end at blive kaldt terrorist. En revolutionsromantiker er sådan en, der tror, at han kan ændre verdens gang med magt, fordi han tror, han har en bedre vision for fremtiden end alle andre. Det ligger mig meget fjernt.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil fastholde, at våben kan komme på tale som en vigtig del af et oprør. Min pointe er blot, at væbnet opstand aldrig bør være første skridt i en forandringsproces.
Forandring skabes helt lavpraktisk. Man smøger ærmerne op og forsøger at indrette et ordentligt liv for sig og sine, mens systemerne kollapser omkring en.
Våbnene kommer først ind i billedet, hvis man oplever, at mennesker med magt og med egeninteresse i status quo bruger deres magt til at undertrykke de fremskridt, man har skabt. Det var nøjagtig, hvad jeg oplevede i Indien. I en sådan situation har man ret til at beskytte sig og sine mod overgreb og om nødvendigt gribe til våben. Måske er det det, vi ser udfolde sig i Egypten i disse dage?
Danske ressourcer
Den situation er vi heldigvis lysår fra i Danmark. Det betyder imidlertid ikke, at vi er fri for systemiske udfordringer. Vi står over for i hvert fald tre af slagsen: En bobleøkonomi, der er bristet, en økologisk udfordring, der kræver store omlægninger, og store psykologiske problemer på grund af et alt for ensrettet materialistisk livsmål.
Umiddelbart har vi meget at bygge videre på i mødet med udfordringerne: Vi er gode til at samarbejde, og andelstankegangen er en grundlæggende del af vores historie. Den kan blive selve omdrejningspunktet i forsøget på at skabe en god fremtid for vort land.
Men hvis forsøgene på at skabe nye løsninger modarbejdes, opstår faren eller nødvendigheden for oprør. Spørger man sig selv, om der er et oprør på vej i Danmark, gives svaret altså af, hvad vi gør for at møde de udfordringerne, vi står overfor — og om magthaverne kan skabe det manøvrerum og den frihed, der skal til, for at vi kan løse problemerne.
På det økonomiske område er det ikke svært at se, at politikerne har mere end almindeligt svært ved at skaffe handlerum. Statsminister Helle Thorning-Schmidt har som nyvalgt statsminister måttet berolige markederne, så Danmark fortsat kan låne penge til priser, vi kan betale. Hendes manøvre var styret af et usikkert markeds kreditvurdering af Danmark. Markedets behov kommer altså før politikken. Dermed står det klart, at det nuværende økonomiske system ikke giver Danmark kontrol over sin egen økonomiske skæbne.
Samtidig har det nuværende ustabile og centraliserede økonomiske system skabt et modsætningsforhold mellem det såkaldte Udkants-Danmark og hovedbyerne. Den kløft kan vise sig at være et alvorligt handicap for evnen til at finde det fælles fodslag, der er nødvendigt for at komme godt igennem de nødvendige forandringer.
Holdbare løsninger, tak
Med spekulationsboblens kollaps er der opstået bred debat om, hvordan vi skal styre uden om de økonomiske faldgruber i fremtiden.
P.t. diskuteres hjælpepakker og reguleringsmekanismer som svaret på det økonomiske morads. De mest progressive taler om at indføre en wealth cap, som skal sikre, at rigdommene fordeles mere ligeligt.
Problemet er, at alle disse forslag er defensive. De giver intet bud på fremtidens økonomiske syntese. De frigør sig ikke fra de hidtidige økonomiske forestillinger. De tager ikke hul på spørgsmålet om, hvordan man kan skabe en nye og mere holdbare økonomiske systemer. De formår med andre ord ikke at ride forandringspresset af.
Meget tyder imidlertid på, at danskerne selv er begyndt at søge nye løsninger i det små. Vi oplever en bevægelse imod en mere decentral og selvbærende tankegang; bofællesskaber er blevet mainstream; kvarterer, landsbyer og øer er blevet meget mere selvbevidste, ikke mindst når det gælder om at skabe kontrol over deres egen økonomiske skæbne. Man rykker sammen for i fællesskab at tage kontrollen.
De forandringer er til at få øje på — selv i områder, der traditionelt er skammet ud for at gå i den modsatte retning.
Det viser et nyligt eksempel fra Nørrebro. Samtidig med at Blågårdsgade i Ekstra Bladet blev udråbt som styret af sharialov, gik NCC i gang med at lægge fjernvarme i området. Håndværkerne var lidt bange, inden de kom i gang — aviserne talte jo deres tydelige sprog. Men efter et par uger måtte de indrømme, at det var nok det hyggeligste sted, de nogensinde havde arbejdet. Cafeejere delte kaffe ud, grønthandlere spædede til frokosten, alle hilste og talte pænt til hinanden.
Beboerne i Blågårdsgade, Jægersborggade og mange andre områder har fundet hinanden og organiserer sig selv, hilser på hinanden, passer på hinanden, skaber lokaliseret økonomisk vækst.
Det kan være spirerne til et helt nyt Danmark. Revitaliseringen af andelstanken, de netværksbaserede aktiviteter, økologiske landbrug, der sælger direkte til nærmarkedet, er alle udtryk for en lokal selvbevidsthed, vi ikke har set i Danmark i flere generationer. Trods politikernes manglende evne til at tæmme markederne kan danskerne altså glæde sig over, at de har evnen og værktøjerne til at skabe stabil lokaliseret vækst.
Mentalitetsskifte
Jeg har boet i Danmark i 15 år, hvor der ikke har været den store interesse for at arbejde med alternativer til det bestående. Men nu, hvor en række bærende systemer er voldsomt under pres, vælter initiativet frem.
Jeg går og drømmer om, at resultatet kan blive et stille, dansk oprør. Et oprør, hvor menneskelige relationer baseres på tillid, hvor vi ser vores rolle på jord mere som hyrder end herremænd, og hvor en overordnet, mere langsigtet forståelse af, at økonomi- og governance magtbaserne skal afbalanceres med det fælles.
Det fælles skal forstås som de uformelle lokaliserede netværk, som traditionelt har styret alt for vores natur, vores lokalsamfund, vores ressourcer og meget mere, men som i de senere generationer er blevet skubbet til side af økonomi og centraliseret governance.
Vi har i Danmark lige været igennem 10 år med meget lidt tvivl på egen formåen. Den gamle patriarkalske tilgang er blevet båret frem og det midt i en tid, hvor netop den er under afvikling.
I dag er vi begyndt at tvivle lidt mere. Måske er vi ligefrem ved at sige farvel til både venstreorienteret revolutionsromantik og vestlig magtarrogance.
Der er i hvert fald tegn på, at mudderkastning er ved at blive erstattet af en no-nonsens forretningsmodel tilgang til problemerne: Ford har bygget en ’cradle to cradle’-fabrik med meget billig drift, bedre arbejdsmiljø og nul miljøbelastning. På græsrodsplan formuleres nye universelle kulturelle værdier. Ordene er forskellige, men sigtet er det samme. Vi søger det nødvendige sprog til at beskrive det paradigme, vi intuitivt ved, vi er på vej ind i.
Jeg kunne blive ved med denne liste, nøjagtig som jeg vil vædde en god middag på, at du ville kunne lave en lignende liste. Vi mangler bare at finde formen for, hvordan vi kan diskutere og formulere vor fælles liste.
Vores demokratiske processer er kørt så meget af sporet, at de reelt ikke beskæftiger sig med det, vi alle godt ved, de burde — jf. Helle Thornings kamp for at vinde markedets tillid.
Derfor er det altafgørende spørgsmål, om vi kan blive enige om, hvilke løsninger vi skal satse på, og om de kan blive effektueret hurtigt nok. Hvis ikke kan vi let ende med panikreaktioner, og den slags har det med at være farlige.
Niels Holck er aktivist og tidligere våbensmugler
Hør mere om Niels Holcks syn på oprør, når han i aften klokken 19 diskuterer emnet med professor Uffe Østergaard og filosof Anders Fogh Jensen på Gladsaxe Hovedbibliotek. Arrangementet er en del af bibliotekernes temauge ’Oprør’
Kronikserie: Oprør
Det Arabiske Forår, ungdomsoprør i Spanien, vrede masser i London, Besæt Wall Street i USA. Oprøret breder sig, og de demonstrerende kræver et nyt samfund. Hvorfor eksploderer oprøret netop nu? Hvad skal der til for, at råbet bliver hørt, så oprøret ikke ender som en fuser? Hvad kan vi lære af tidligere oprør? De spørgsmål sætter danske og udenlandske eksperter og oprørere fokus på i Informations kronikserie.
Seneste artikler
Oprør uden opbakning
5. december 2011En bølge af sociale protester skyller over Europa. Forrest i kampen går en politiseret ungdomsgeneration, der mangler arbejde og savner demokratisk indflydelse. Men hvor er de etablerede organisationer og fagforeninger?’Jeg vil ikke have en ny iPhone, jeg vil have et nyt liv’
21. november 2011Hvad vil de mange protestbevægelser, der spreder sig overalt? Ægte demokrati, arbejde. Ja, men også: En anden måde at leve på. De rækker langt ud over traditionelle forståelser af politikRevolutioner vokser sjældent ud af geværløb
19. november 20112011’s oprør har været forbløffende ikke-voldelige. Og det kan vise sig at være første skridt til sejr for de protesterende. Historien viser nemlig, at ikke-voldelige protester er mere end dobbelt så effektive som voldelige
De folk, der under 2. verdenskrig smed våben ned til danske modstandsfolk, blev kaldt frihedskæmpere. Det ville være i Børge Outzes ånd at benævne Niels Holck for frihedskæmper.
Selvfølgelig er Niels Holck en frihedskæmper. Tydeligvis en fredelig og forstandig én af slagsen.
Fremragende indspark.
man kan tilføje: at det er akademikerne som er naive, hvis de virkligt tror at det er folket som er nationalister.
Et stille oprør.
Færdes selv i omstillingsmiljøet og synes både, det er for stille og for lille, men sådan er det jo, når man engagerer sig i noget.
Der er dog ikke noget, der kvikker mere op end at tage fat et sted. Vi skal bare nå det, inden det er for sent.
Tak, Niels Holck...
Flot skrevet, Niels Holck...
@ Niels Simon Larsen
Jeg er helt enig med dig.
Vi her på Svanholm venter spændt og er klar.
Det eneste man kan bebrejde ved Niels Holck er valget af våbenmodtagere: En maoistisk oprørsgruppe (PCPA)
...Hvorfor?
Niels Holck - "...De tager ikke hul på spørgsmålet om, hvordan man kan skabe en nye og mere holdbare økonomiske systemer. De formår med andre ord ikke at ride forandringspresset af... - meget godt sagt, for de lærer det ikke på læreanstalterne.
Vi står inden for en kort årrække over for den eksisterende samfundsordens kollaps økonomisk, socialt og klimamæssigt, og hvilken udvej fra denne tilstundende katastrofe forestiller progressive mennesker sig?
Jo, vi skal vende ”økonomi- og governance magtbaserne” ryggen til fordel for det fælles. Vi skal finde redningen i selvorganiserende landsbyfællesskaber, hvor vi ser mere på jorden som hyrder end som herremænd og sælger økologiske varer til nærmarkedet, og i lokale bymiljøer, hvor cafeejere deler kaffe ud og grønthandlere spæder til frokosten, og alle hilser og taler pænt til hinanden.
Sorry, venner, selv om det engelske Labours blå chefideolog Maurice Glassman også har kolporteret landsbyfællesskabsmodellen fra middelalderen som et fremtidigt ideal og en erstatning for klassekamp, så er det en illusion, der hører til afdelingen for gakkede gangarter!
Det er rigtigt, at Romerrigets sammenbrud førte til en tilbagevenden til landsbybaserede lokalsamfund, men de blev lynhurtigt det nederste led i en fødekæde af voldbaserede udbytningssystemer, hvor hvert lokalsamfund havde sin egen rockerborg. Det kaldes feudalismen. Tro ikke, at det ikke vil ske igen, selv om Holck som en anden Kurosawa-samurai er klar til at forsvare de små med våben i hånd.
Der er ingen vej tilbage. Hvis verden ikke kan reddes gennem de eksisterende samfundsmæssige og økonomiske strukturer, venter barbariet. Men den kan reddes og løsningen ligger lige for, den hedder en moderne socialisme (hvad man så end ender op med at kalde det).
Klimakrisen kan ikke udsættes 20 år, som Connie Hedegaard netop har annonceret, og alverdens sociale nedskæringer kan alligevel ikke redde finanskapitalen fra dens kriminelle spekulationer. Det vil meget snart—kraftigt hjulpet på vej af de sociale opstande i Sydeuropa og af Occupy-bevægelserne—blive erkendt af også de politiske, administrative og økonomiske eliter, af regeringerne og EU, og så vil dagsordenen ændre sig hurtigt og radikalt. Det er det, man er nødt til at tro på og gøre til en selvopfyldende profeti. Morten Korch illusionen er ingen hjælp.
@Niels Engelsted. I teorien er jeg enig, moderne socialisme ville være en god og brugbar løsning. Problemet er blot at den er en utopi for indeværende, da verden styres af konglomerater og enkeltpersoner, den politiske sfære, ligger hierarkisk set UNDER disse og er derfor bundet af kapitalens kortsigtede interesser. De centraliserede politiske systemer er, både grundet deres størrelse, deres manglende demokratiske indhold og førnævnte funktion som kapitalens marionetter - simpelthen ikke i stand til egentlig omstilling.
Derfor er der ikke andre alternativer end folkets egen aktive deltagelse i nye konkrete løsningsstrukturer.
Det gælder klimaet såvel som alle andre områder. Konglomeraterne og deres politiske dukker har spillet fallit.
Den moderne socialisme vil kun få plads, når kongen er død, længe leve kongen.(har intet med vores konge at gøre)
Uden styring, ingen retning. Decentralisering er afgjort en nøglefaktor, men det står slet ikke alene.
Vi er forskellige, en vil gerne dyrke kartofler, og naboen powershoppe.(random eks.)
Det bæredygtige samfund tager hensyn til naturen efter bedste evne, og samtidig favner det hele befolkningen.
Vi sidder fast i vanetænkning, og kun ekstreme forhold vil tvinge os til at tilpasse os, eller gå til grunde.
Der skal en massiv indsats til for at ændre noget, og selv da vil det være tvivlsomt, det er nu ingen undskyldning for at give op.
Det er dér, det er kun et spørgsmål om at parre de rigtige muligheder. Jeg er mest tilbøjelig til en minimalkapitalistisk socialøkonomi, hvis det skal være indenfor kendte rammer, og have grobund.
Hvis man stormer frem med ultra sociale krav, så ender det i modsætninger.
CYKLEN er i tidens løb blevet brugt i mange revolutioner.
Mange gode tanker.. En stor del af vore problemer hænger måske sammen med, at vi tillægger smagsdommere af forskellige observanser for stor troværdighed. Det har været med til at skabe kløfter mellem mennesker.
Det er bare ikke særligt troværdigt, at man tager del i et væbnet opgør, men så snart jorden bliver varm under fødder kryber i skjul bag noget man kalder demokrati, men ikke selv rigtigt tror på..
Ægte forandring kommer gennem at ændre adfærd og gå foran..noget smagsdommere burde holdes op imod...
Sikken en omgang lommefilosofisk vås.
Niels Holck, passer det at du har skaffet våben til Ananda Marga? Jeg kender denne bevægelse helt tilbage fra 70'erne og jeg ville placere dem i den fundamentalistsisk -fascistiske ende af spektret.
med venlig hilsen
Artiklen er lige lovlig optimistisk med hensyn til, hvad lokale netværk på græsrodsplan kan udrette. Og drømmende om tilbage til andelsbevægelsen. Den andelsbevægelse har mange forsøgt at tage til indtægt, men den hørte hjemme i en anden tid, og skal nok blive der.
Ikke fordi, de økologiske lokalsamfund og hvad der ellers nævnes er skam alle tiders, men det er ikke nok at "gemme" sig ind i dem. Man bliver nødt til at forholde sig demokratisk til hele landets styre, Hvis man blot vender ryggen til det, og koncentrerer sig om de lokale samfund og netværk, kan det gå som i Italien eller Grækenland, hvor familjer, lokalsamfund, små private erhvervsdrivende, sort arbejde og mafiøse konstruktioner, alt sammen danner en mægtig økonomi, der egentlig ikke interesserer sig for hele landet, men har stemt på Berlusconi for en sikkerheds skyld.
Nej man må tage den demokratiske magt over samfundet alvorligt og indlede afviklingen af neoliberalismen og finanskapitalens hærgen.Lave ny lovgivning, der styrer og regulerer markederne, og vender skattetrykket tilbage mod dem, der har pengene osv.
Desværre var det ikke Robin Hood, der vandt det spanske valg i søndags. Hvad laver Los Indignados? Og Robin vil måske heller ikke det græske (desværre). Men det kommer nok om lidt. Når krisenedskæringerne er slået igennem.
Niels Engelsted, sikke en omgang pessimisme!
Selvfølgelig skal vi ikke alle leve i økolandsbyer, men lad dog dem der har lyst til det gøre det. Det kan være et af de mange alternativer vi har.
Jeg tror ikke at der skal så meget til for at ændre verden. Man skal heller ikke løfte et tog over på et andet spor når man vil have det til at køre til Nørrebro i stedet for Hellerup, vel?
Man kunne starte med det Tobin skat, som vil lægge en dæmper på markedernes amokløb, så skal vi begynde med at støtte alternative modeller bl.a. ikke kun i udviklingslande men også herhjemme, med de penge Tobin skatten indbringer.
Hvis man tilmed fik medierne til at se positiv på nye initiativer i stedet for at latterliggøre dem, så er vi allerede halvvejs.
Der er mange muligheder for hvordan vi kan have et godt live uden at ødelægge planetens ressourcer som vores eksistensgrundlag og udplyndre dem der er svagere.
Det eneste der ikke duer, er at fortsætte med den eksisterende samfundsorden. Så snart det er gået op for endnu flere mennesker er der intet der hindrer os i at ændre på tingene.
Vi kan ikke miste mere end vores angst for at miste noget, sagde et klogt menneske engang.
Se også en meget indisk vinkel: Gentofte Kommune støtter terrorister.
Det går den vej hønsene skraber, og det har det altid gjort. Hvad skal vi lave på vejen ned, og hvordan skal vi opføre os? Der er naturligvis mange der siger, at så kan de lige så godt feste igennem. Hm, det bliver sgu da en underlig fest (se nu lige lidt glade ud, mens jeg tager et billede!).
Lad os bare være pessimister, optimister eller hvad som helst. Hvad gør du og jeg? Vi handler selvfølgelig efter det, som vores moral-etik siger os, og derfor skriver vi fx her. Vi lever som om, det nok skal gå. Hvad ellers?
Man må gerne kalde sig socialist, men hvorfor dog? Tag fællesskabstanken fra kommunisterne, helligånden fra de kristne og individets frihed fra liberalisterne, så er vi godt hjulpet. For resten af pengene kan man gøre noget godt, hvor man kan. Være venlig, som B. Brecht sagde til sidst.
Og hold så mund med det der socialisme. Jeg betragter mig selv som socialist.
Niels Holck siger: Meget tyder imidlertid på, at danskerne selv er begyndt at søge nye løsninger i det små. Vi oplever en bevægelse imod en mere decentral og selvbærende tankegang; bofællesskaber er blevet mainstream; kvarterer, landsbyer og øer er blevet meget mere selvbevidste, ikke mindst når det gælder om at skabe kontrol over deres egen økonomiske skæbne. Man rykker sammen for i fællesskab at tage kontrollen.
Jeg siger: Det er kun hvis kræfter i det civile samfund begynder at organisere sig, at vi kan finde en vej frem. Men det bliver ikke let. Læs om stat, marked og civilsamfund = magt, penge og kærlighed her: www.bloggeroeven.blogspot com
her er det korrekte link:
www.bloggeroeven.blogspot.com
Og jeg er naturligvis helt på linie med Niels Holck.
Ethvert levende samfund er under konstant udvikling, oplever op- og nedture, overflod og kriser, krig og fred og det genopfinder sig selv, med udgangspunkt i det bestående.
Det er kun i totalitære samfund, man tror at man kan skabe en ideel model, uden afsavn og ulighed. Man postulerer en idealverden og undetrykker ethvert forsøg på decentral forandring. Den krig man fører giver man - som i alle andre sammenhænge hvor der føres krig - de andre skylden for.
Niels Holck giver selv udtryk for små eksempler på den form for decentrale eksperimenter i vores demokratiske samfund, der hvis de viser sig overlevelsesdygtige vil vokse og trives, og som i så fald vil medvirke til den organiske udvikling af samfundet. Hvis de viser sig at være baseret på noget ufrugtbart, vil de dø og blive erstattet af andre eksperimenter.
Mennesket lever en kort tid, og det utålmodige menneske lever tilsyneladende endnu kortere tid. Det vil nemlig konstant frustreres af "den manglende udvikling", fordi det ønsker at se fantastiske resultater her og nu, for mig og mine. Det utålmodige menneske er dermed ligeså egoistisk, som alle andre, bare på sin egen måde.
"Mennesket lever en kort tid, og det utålmodige menneske lever tilsyneladende endnu kortere tid. Det vil nemlig konstant frustreres af “den manglende udvikling”, fordi det ønsker at se fantastiske resultater her og nu, for mig og mine. Det utålmodige menneske er dermed ligeså egoistisk, som alle andre, bare på sin egen måde."
Det har jeg printet ud og knaldet op på væggen. Fantastisk formuleret, Niklas Monrad.
Jeg tror, jeg vil flytte til Blågårdsgade! Hvor lyder det dog tiltalende, at folk der kommer hinanden i møde og .... hilser på hinanden, som det nævnes 2 gange i artiklen! Dette er ikke ironisk ment. Hvor HAR jeg dog savnet at folk hilser på hinanden igennem alle mine mange år i DK. Og hvor savner jeg det stadigvæk. Folk i ens egen gård, der genert eller også blot desinteresseret slår øjnene ned eller undlader, lige at give et smil (tilbage) når man kommer dem imøde. Hvor kunne DK dog være et bedre sted at leve i - hvis bare folk opførte sig som beskrevet i Blågårdsgade på Nørrebro!
Jeg tror, jeg vil flytte til Blågårdsgade! Hvor lyder det dog tiltalende, at folk der kommer hinanden i møde og .... hilser på hinanden, som det nævnes 2 gange i artiklen! Dette er ikke ironisk ment. Hvor HAR jeg dog savnet at folk hilser på hinanden igennem alle mine mange år i DK. Og hvor savner jeg det stadigvæk. Folk i ens egen gård, der genert eller også blot desinteresseret slår øjnene ned eller undlader, lige at give et smil (tilbage) når man kommer dem imøde. Hvor kunne DK dog være et bedre sted at leve i - hvis bare folk opførte sig som beskrevet i Blågårdsgade på Nørrebro!
Alle debattører i denne tråd bør se disse 4 dokumtariske film, uanset hvilket politisk eller socialt miljø de er en del af. De danner udgangspunkt for en debat uden for de paradigmer der begrænser vores tænkning, og dermed vores trivsel og fremskridt som art. Rigtigt god fornøjelse.
http://www.youtube.com/watch?v=JXt1cayx0hs
http://www.youtube.com/watch?v=4Z9WVZddH9w&list=PL87D028328F8DD729&index...
http://www.youtube.com/watch?v=EewGMBOB4Gg&list=PL87D028328F8DD729&index...
http://www.youtube.com/watch?v=9eRooYZJL-E
Menneskets udvikling er ensrettet, så enhver tale om at "gå tilbage" er formålsløs.
Er man nostalgisk, kan man prøve Thy-lejren, eller at lej et hus hos Låsby-Svendsen, men det store flertal søger altså stadig så tæt ind mod storbyerne som muligt.
Flokmentalitet! Og hvad så!? - det er da et menneskeligt træk, og det er også et neutralt træk. Der er både positive og negative aspekter ved det.
Man behøver ikke at bo i jordhule for at være miljørigtig. At leve i byer har det største potentiale til at spare på energi, at sikre plads til landbrug osv.
At vi så ikke har flertal for at udnytte det potentiale, betyder ikke at det pludselig vil ske, hvis det mindretal der går ind for det, bare flygter ud på landet. De vil måske redde deres egen samvittighed, men ikke miljøet, for det vil stadig blive smadret af byerne.
Så istedet for at bruge kræfterne på 99%/1%-bevægelsen, så brug kræfterne på at forklare den nye regering at deres relancering af ambitiøs miljøpolitik er ok, men den må drejes væk fra satsning på vindmøller, og fokuseres på optimering af vores storbyer.
Vil man ondet til livs, må man gå til ondets rod. For mig at se handler det om, hvorledes biotopens overlevelsesressourcer bliver administreret. Som økologiske økonomer påpeger, tillader det nuværende system en ureguleret og uhensigtsmæssig anvendelse af biotopens ressourcer. På den måde er den økonomiske magt blevet samlet på ganske få hænder (ref. artikel i Information “Finansverdenens forbundne kar”). Derfor er den første præmis, nemlig præmisen om lige ret til det, som tilhører alle, ikke tilstede. Tilhører biotopens ressourcer den, som kommer først ? Så er det jungleloven, som visse sofistikerede hulemennesker – Ole Thyssen., Martin Ågerup, Asger Åmund m.fl. blå lakajer - åbenbart bekender sig til? Dette røveri ved højlys dag ødelægger naturligvis samfundets sociale og miljømæssige balance. Forsvarerne for denne verdensorden holder krampagtigt fast i deres privilegier. Enten forstår de ikke deres egen undergravende virksomhed (som på et tidspunkt også vil ramme dem selv, fordi deres system har en indbygget selvdestruerende kraft) eller også er de så kyniske, at deres overordnede plan går ud på at fastholde de 99,9 % i en gradueret undertrykkelse og udbytning som fundament for deres egne liv. En del af denne (selv)bedrageriske virksomhed går ud på at outsource ansvaret til “de udygtige”, “de mindre produktive og skæve eksistenser”,”de som foretrækker at nasse på de offentlige kasser i stedet for at bidrage til fællesskabet”. Bl.a. vha denne sociale stigmatisering fastholdes den eksisterende (u)orden til forløbigt gode for de få og lidelse for de mange.
Det er et utroligt og grotesk billede, som i disse tider tegner sig. Det er svært at forstå, at det virkelig skulle forholde sig sådan i Danmark, men tegnene udefra den store verden er entydige – fronterne bliver trukket stadig tydeligere op. Har vi en chance for at modstå den udvikling ? Vi må i hvert fald prøve, og jeg mener, vi er nødt til vedholdende at påpege fejlene.
Når forskellige "ideologier", bryder sammen, er der kun "fællesskabs" tankegangen tilbage. Problemet er så bare, når (flere og flere), ønsker at være med, fordi indsigten og viden om udbredes, Vi, især nordens folk, burde være stolte af os selv, og lukke op, ikke for flere flygtninge men udbredelsen af vores "idegrundlag",(vores fælles kamp, mod både (højre og venstre ekstremister) uden religøs indblanding.
Et demokratisk (fællesskabs system), desværre styret af for mange "snakkesalige" (undskyld ordet) idioter, og for få neutrale "eksperter".
Når forskellige "ideologier", bryder sammen, er der kun "fællesskabs" tankegangen tilbage. Problemet er så bare, når (flere og flere), ønsker at være med, fordi indsigten og viden om udbredes, Vi, især nordens folk, burde være stolte af os selv, og lukke op, ikke for flere flygtninge men udbredelsen af vores "idegrundlag",(vores fælles kamp, mod både (højre og venstre ekstremister) uden religøs indblanding.
Et demokratisk (fællesskabs system), desværre styret af for mange "snakkesalige" (undskyld ordet) idioter, og for få neutrale "eksperter". Alligevel, bør vi "nordens folk", være stolte af os selv, vores "frihedsfornemmelse", overfor os selv og andre, er enestående, selv om "trykker nissen", af og til skaber sig.
prøv at vende blikket væk fra blågårdsgade og kom ud på landet, her hvor alle kender hinanden og ved noget om hinanden og hilser på hinanden, her trives vennetjenester og sort arbejde. Magten har koncentreret sig i København, det har den fordel, at den tror, Danmark er København, den interesserer sig ikke så meget for os herude, det er godt nok, så kan vi bedre gøre , som vi selv vil, men send en antropolog ud og opdag, hvordan samfundet kan blive efter et sammenbrud, eller er sammenbruddet allerede sket, i har bare ikke opdaget det endnu?
Jeg kan anbefale bogen "Det glemte folk" af Thomas Højrup fra 1983. Bogen "belyser det gab imellem lovgivning og befolkning, der kommer til udtryk i mange aktuelle politiske konflikter", specielt mindes jeg analysen af systemets kamp mod den udbredte jæger/samler-kultur på landet, hvor småfiskere blev fanget af indsatsstyrker med hurtiggående speedbåde - på små søer.
@Britta, blot til orientering. For godt 7 år siden flyttede jeg fra Kbh. til Odense, og oplevede her mit livs kulturchok. I København var jeg vant til vrede, stressede mennesker der var så lukkede inde i sig selv at de nærmest virkede blinde når de gik omkring på gaden. Jeg prøvede altid at give et lille smil, men fik, som dig, aldrig noget tilbage.
Da jeg kom til Odense, opdagede jeg at alle folk hilste på hinanden, også af og til bare af forbipasserende. Folk stressede ikke på samme måde i supermarkederne eller på gaden, og ekspedienterne hilser venligt på en, selv i netto.
Går man i byen for at feste eller bare hygge lidt kan man uden vanskeligheder falde i snak med folk, endda også det andet køn. Jeg siger endda, fordi i Kbh. blev man nærmest behandlet som psykotisk, hvis man blot sagde goddag til et fremmed menneske af det modsatte køn.
Så savner du det alment menneskelige, som, af en eller anden årsag, kun findes i interne sociale kredse, ikke i det offentlige rum i Kbh - så kom til Odense. Man bliver jo nærmest decideret glad!
Jeg flytter i i hvert fald ikke fra byen igen frivilligt. :)
Niels Hock,
En rigtig god artikel og, en masse gode kommentarer ogsaa...skoent at se, at mit lille land er ved at vaagne op!!
I artiklen naevner du andelsbevaegelser, som jeg varmt kan tilslutte mig.....aarsag...de giver en form for solidaritet, demokrati og faellesskab, som ingen andre systemer synes at kunne leve op til og, der er vel en aarsag til at du og andre her naevner dem - baade positivt og negativt! Som jeg ser andelsbevaegelser, giver de netop en form for tryghed og faellesskab i det lokale samfund...og landet, som intet andet system synes at kunne give os!
Igen og igen har vi oprettet NGO's, non-profits etc. for at kunne hjaelpe mennesker i udviklikngslandene og, hvad goer vi? Vi hjaelper mennesker til at kunne hjaelpe sig selv.....men, har vi ikke glemt os selv lidt i farten?. For er det ikke netop saadan, at naar vi forsoeger at hjaelpe andre til at kunne opbygge og vedligeholde deres eget samfund, - burde vi saa ikke ogsaa selv leve efter samme principper??
Har vi i kampens hede - om at blive de stoerste, rigeste, staerkeste, smarteste...ikke glemt os selv og vort eget livsgrundlag lidt paa vejen?
Hvilken forskel skulle der kunne vaere paa, om man skal overleve i Danmark eller Rwanda? Ingen vel!? Vi skal alle bruge mad, vand og et (helst sikkert) sted at sove...blot for at tage det hele tilbage til vores basale behov. Kan vi ikke netop hjaelpe os selv ved at hjaelpe andre? Og, kan vi ikke hjaelpe os selv paa samme maade om vi hjaelper andre?
Jeg har arbejdet en del for Oxfam(er klar over de ikke er representeret i dk, men alligevel gode)
http://www.oxfamireland.org/what-we-do/
Og, i Irland har vi skam stadig Credit Unions, som - siden vores oekonomiske fald...... vokser, netop fordi alle vil have mere medbestemmelse over egne midler og, samtidig kan hjaelpe andre.....i stedet for at lade korrupte - ukendte - spekuanter styre vore midler.....og, jeg tror bestemt heller ikke det er nogen dum ide i Danmark.
Jeg er klar over, at mange Danskere maaske i foerste omgang vil mene, at et saadant system er gammeldags, men....er det nu ogsaa det???
http://www.creditunion.ie/whoweare/
http://www.ilcu.ie/foundations/index.jsp
Niels Holck er en skiderik, en privat krigsherre, som fører krig mod Indien og tager Danmark som gidsel, fordi han, fej som han er, flygter til Danmark og gemmer sig bag vore grænser. Men vil han også dække de tab, han påfører dansk erhvervsliv? Han hverken vil eller kan. Han er en naragtig drømmer og egocentriker. Han burde udleveres til Indien.
Niels Holck er en skiderik, en privat krigsherre, som fører krig mod Indien og tager Danmark som gidsel, fordi han, fej som han er, flygter til Danmark og gemmer sig bag vore grænser. Men vil han også dække de tab, han påfører dansk erhvervsliv? Han hverken vil eller kan. Han er en naragtig drømmer og egocentriker. Han burde udleveres til Indien.
Det var vist ikke noget særligt filosofisk indlæg fra Arno Victor Nielsen.
Det hedder vist at gå efter manden, i stedet for efter bolden, det Arno Victor Nielsen har bedrevet..
Niels Holck ophold "bag" det danske riges grænser påfører ikke dansk erhvervsliv tab.
Det er vist indiske politikere der står bag disse tab. Nogle på de kanter er åbenbart tøsefornærmede over, at den Danske stat følger internationalt gængse regler om udlevering af personer til retsforfølgelse.
Hvordan går det i øvrigt med at få danske medier til at omtale, at George W. Bush og Tony Blair er blevet dømt (in absentia) for krigsforbrydelser (Irak)?
Niels Holck indgyder venstrefløjen lidt håb. Men der mangler konkrete eksempler på den nye selvorganisering af samfundet - og på andre præmisser. Blågårdsgadeeksemplet forstås ikke i Århus.
@Stig,
Det er måske også nok mest ønsketænkning fra Niels Holcks side.
Ikke desto mindre er det en både sympatisk og realistisk vision.
Omfattende sammenbrud og katastrofer efterfølges typisk af først kaos og individuel overlevelse, og herefter social selvorganisering.
Menneskets formidable organiseringsevne er trods alt den, der, med en lang historie bag sig, har ført til den eksisterende implosionsmodne civilisation.
Systemkollaps er intet at hverken frygte eller begræde. Det er naturligt, nødvendigt og godt.
Hvis patienten er terminalt syg, så det er bedre at få det overstået i en fart, i stedet for at trække pinen ud. Slut er det under alle omstændigheder.
Det er tegn i tiden på, at en epoke er ved at være forbi og vil gå til grunde, og en ny vil stige op af asken. Det er slet og ret en civilisationscyklus, der rinder ud nu.
Og det nye vil med stor sandsynlighed blive decentralt og selvorganiseret og derfor mindre komplekst.
/O
Niels Holck er velskrivende i sin samfundskritik, på samme måde som Ulrike Meinhof var det. For ligesom hende har han køllen parat, hvis argumentationen ikke overbeviser. Det er der desværre intet usædvanligt i i denne verden - FNs Sikkerhedsråd er baseret på den samme magttænkning.
Niels bliver (ligesom Ulrike og Sikkerhedsrådet) mere snublende i sine ord, når volden skal forsvares. Dobbelte negationer viser intensiteten, der åbenbart er svær at få retorisk på plads: "Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil fastholde, at våben kan komme på tale som en vigtig del af et oprør".
Som klogere væsner for længst har analyseret sig frem til, betyder brugen af våben mod et diktatur, at den svage begiver sig ind i et felt, hvor modstanderen selv står absolut stærkest. Men eventyr-modellen, hvor den lille guerilla nok skal vinde det halve kongerige til sidst, ligger fortsat på rygmarven hos alt for mange.
Den empiriske støtte til tanken, er til gengæld minimal. Den væbnede del af et oprør har ofte ødelagt langt mere, end det har gavnet. Og når det en sjælden gang har "sejret", er resultater alt for ofte blevet et kasernesamfund.
Jeg har ikke for vane at kalde folk for "skiderikker", da jeg ikke er uddannet filosof. Men lige som så mange andre er Niels Holck en person, jeg gerne arbejder sammen med - mens jeg er fuldt bevidst om, at han hurtigt kan blive en lige så bastant modstander, som resten af disse systemer, der bygger på magt og kontrol.