Kronik

Egypterne har gennemskuet militærets kontrarevolution

Folkeopstanden på Tahrir-pladsen blev kuppet af Egyptens militærråd, der siden har søgt at genskabe det gamle regimes kvælertag på samfundet ved at modarbejde alle sociale, økonomiske og politiske forandringer, som revolutionen gav løfte om — og senest udpege ny premierminister kort før dagens parlamentsvalg
Efter en uge med demon-strationer på Tahrir-pladsen, hvor over 40 er blevet dræbt, forsøgte Militærrådet sidst på ugen at berolige egypterne med en forsikring om, at parlamentsvalget i dag vil   blive gennemført.

Efter en uge med demon-strationer på Tahrir-pladsen, hvor over 40 er blevet dræbt, forsøgte Militærrådet sidst på ugen at berolige egypterne med en forsikring om, at parlamentsvalget i dag vil blive gennemført.

Odd Andersen

28. november 2011

I Egypten faldt de sidste slør i den forgangne uge: Det Egyptiske Militærråd fremstår i dag som inkarnationen af en kontrarevolution, der skal genskabe det gamle regime, blot uden Mubarak og hans familie.

Der var en virkelig og en stor revolution, der afsatte Hosni Mubarak og lod Militærrådet tage over i en overgangsperiode. Men i dag kan alle se, at Rådets beslutninger har været systematisk lagt an på at udmatte befolkningen og så splid blandt de revolutionære kræfter. Militærrådet har desuden formået at vinde politikere og partier, der frygter dets magt eller søger at behage det, for sig. De eneste, som er forblevet loyale mod revolutionen, er de unge, som udløste den, og hvoraf hundredvis måtte betalte frihedens pris med deres blod.

Jeg skriver denne artikel fra Frankrig, hvor jeg i den seneste uge har deltaget i arrangementer i forbindelse med udgivelsen af min bog om den egyptiske revolution på fransk. På seminarer i Paris, Lyon og Marseille kunne jeg konstatere, at franskmændene er imponerede over Egyptens revolution og den inspiration, den har vakt hos protestbevægelser verden over.

Men selv om dette gjorde mig stolt over at være egypter, blev jeg også mismodig over meldingen om endnu en massakre på demonstranter på Tahrir-pladsen. Hvad er det for et land, hvor folk kan blive dræbt eller blændet af tåregas for blot at udtrykke deres meninger fredeligt? Det er fra nu af vores pligt at se tingene, som de er — uden omskrivning eller forvirring.

Lad mig opsummere:

1. Militærrådet var altid en fundamental del af Mubaraks regime og på alle måder sammenspist med det. Aldrig hørte vi hærchef Tantawi eller hans mænd gøre indsigelser mod Mubaraks tyranni eller forbrydelser (eller bare stille spørgsmålstegn ved nogen af de beslutninger, han tog). Militærrådet deltog aldrig selv i revolutionen og lod sine soldater se passivt til, da bevæbnede banditter under det såkaldte Kamel-slag myrdede løs blandt revolutionære aktivister. Det turde være indlysende, at alenerevolutionen gav Militærrådet legitimitet til at regere i overgangsperioden. Da de revolutionære havde fremtvunget Mubaraks fald, gik de frivilligt med til at lade Militærrådet agere på vegne af revolutionen og gennemføre dens mål. Men siden er Rådet trådt i karakter som en tyrannisk magt, der pålægger Egypten dekreter og politikker, der skal undergrave revolutionen og skubbe den ud af kurs, således at det gamle regimes strukturer kan bevares.

2. Militærrådet sidder i dag på den absolutte magt i Egypten, den udøvende såvel som den lovgivende magt. Dermed er det også eneansvarlig for alt, hvad der er sket i Egypten, siden Mubarak gik af. De revolutionære er på ingen måde ansvarlige for nogen af de mange kriser, der har fundet sted siden Mubaraks fald. Sammenbruddet for lov og orden, udbruddet af vold og anarki, de stigende priser og tilbagegangen i turismen — alt dette er problemer, der alene kan henføres til fejlagtige beslutninger truffet af Militærrådet.

Begrebsforvirring

3. Mens Militærrådet øjensynligt har besluttet sig for en politik, der går ud på at undertrykke de revolutionære med vold, optræder det særdeles imødekommende over for alle, der var knyttet til Mubaraks regime, mange af dem massemordere, kriminelle og tyve. De politifolk, der dræbte hundredvis af egyptere og sårede tusindvis under revolutionen, den tidligere indenrigsminister Habib el-Adly — ja selv Mubarak — nyder alle en retfærdig rettergangs privilegium: civile dommere, fulde juridiske garantier og den bedst mulige juridiske og lægehjælp.

Derimod fortsætter Rådet med at henvise de unge revolutionære til militærdomstole på opdigtede anklager og smide dem i militærfængsler. At overlade civile til militærjustits er i strid med de mest grundlæggende principper om retfærdighed: Det krænker menneskerettighederne og er uforeneligt med de internationale konventioner, skiftende egyptiske regeringer har skrevet undet på.

4. Militærrådet skelner ikke mellem regimet og staten og opfatter derfor omstyrtelsen af det gamle regime som en nedrivning af den egyptiske stat. Det er denne begrebsforvirring, der forklarer, hvorfor Militærrådet synes opsat på at forsvare Mubarak-regimets strukturer til det sidste. Militærrådet har nægtet at udrense politiet for korrupte ledere og nægtet at udrense retsvæsnet for de dommere, der muliggjorde valgsvindel. Det har nægtet at opløse lokale råd og nægtet at opløse Det Nationale Demokratiske Parti (da dette alligevel blev opløst i en sjælden demonstration af retsvæsnets formodede uafhængighed, tillod Rådet omgående NDP’s medlemmer at stifte nye partier).

Ti måneder efter revolutionen tilhører de fleste ledende statsembedsmænds hjerte og sjæl stadig Mubaraks regime. Det er disse regimerester, der fremprovokerer de kunstigt skabte kriser. Målet er at sprede kaos og hindrer enhver forandring, som kan føre til, at de mister deres position eller drages til retsligt ansvar.

5. Militærrådet er påfaldende partisk i sit samkvem med Egyptens politiske kræfter. Rådet overvåger nøje finansieringskilderne for de revolutionære ungdomskoalitioner og for civilsamfundets organisationer. Men hvorfra de millioner af egyptiske pund, der tydeligvis tilflyder Det Muslimske Broderskab og salafisternes valgpropaganda-kasser i en lind strøm, mon kommer fra, falder det ikke Rådets medlemmer ind at spørge om. Broderskabet og salafisterne er af en eller anden grund blevet Rådets nære forbundsfæller. Hertil kommer, at Rådet igennem de statslige medier, der fremdeles er lige så fordrejede og sleske over for magthaverne, som de var under Mubarak, fører en tilsværtningskampagne mod flere af revolutionens ledende skikkelser. Den eneste forklaring må være, at de revolutionære udgør en ægte udfordring for Rådet, fordi de hverken er krybende eller kuede og ikke vil opgive revolutionens mål.

Frigjort fra frygt

6. Militærrådet har gentagne gange undertrykt, tævet, dræbt, mishandlet egyptiske borgere eller krænket deres værdighed enten igennem det militære politi eller egne sikkerhedsstyrker. Efter hver forbrydelse begået mod fredelige demonstranter har Rådet ladet en militærdomstol undersøge sagen og har således gjort sig selv til dommer og jury på samme tid. Samtidig bliver disse undersøgelser syltet eller skrinlagt — offentligheden finder aldrig ud af noget om dem. Hvem dræbte de hundredvis af demonstranter, og hvem krænkede kvindelige demonstranter seksuelt under påskud af ’jomfruelighedstest’, og hvilke sanktioner er forbryderne blevet mødt med? Intet er sket. Intet under, at egypterne har mistet al tiltro til Militærrådets justits.

Hvad der sker i Egypten, er i denne uge blevet blændende åbenlyst. Militærrådet forfølger politikker, der i sidste ende skal føre til det gamle regimes genopstandelse. Rådet har gennemført en proces, der skal abortere revolutionen og gøre den til et simpelt kup. Dette er gjort over flere etaper begyndende med at ændre på den gamle forfatning fremfor at skrive en ny og med afholdelsen af en folkeafstemning, der skabte splittelse hos de revolutionære kræfter. Og processen er fortsat med systematisk miskreditering af de unge revolutionære og forøget pres på almindelige egypteres hverdag igennem kriser, der udmatter dem og får dem til at vende sig imod revolutionen — i sidste ende med det mål at få dem at acceptere alt, der pålægges dem. Og endelig er den kulmineret med disse seneste massakrer, der skal få de revolutionære til at opgive ævred.

Hvad Militærrådet ikke indser, er, at efter revolutionen er egypterne frigjort fra frygt. Aldrig igen vil de underkaste sig et uretfærdigt system. Det må nu være en pligt for Egyptens borgere, at vi går sammen om at redde revolutionen. Vi må udskyde alle politiske uoverensstemmelser for at skabe samling i geledderne og lægge pres på Militærrådet, så det går af og viger pladsen for en revolutionær koalitionsregering, der kan fortjene folkets respekt og regere, indtil en folkevalgt civil myndighed kan tage over.

Egypten nægter at gå baglæns. Demokrati er løsningen.

 

Alaa al-Aswany (f. 1957) er egyptisk romanforfatter. Hans bedst kendte værker er ’Yacoubians Hus’, ’Chicago’ og ’Bokserhunde i alle farver’, der alle er udkommet på dansk

© Al-Masry al-Youm og Information. Bragt efter aftale med Wylie Agency Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fuck koalitionsregeringen! Tag magten tilbage i jeres eget liv og hverdag og lad være med at anerkende udfaldet af valget. Skab alliancer og få soldaterne til at desertere og forsvare jeres lokale demokratier og arbejderråd. Skyd generalerne og hærlederne. Kort proces. Lad ikke revolutionen forsvinde i centralistisk politik, lad den blive social og gennemsyre hele samfundet og de mellemmenneskelige relationer.