Kommentar

Den europæiske gældskrise rykker mod øst

Ungarn må igen optage lån hos IMF og EU — samtidig skærpes landets økonomiske krise af en politisk krise: Premierminister Orbán synes opsat på at forvandle nationen til et autoritært samfund efter 1930’er-forbillede
Debat
1. december 2011

Har Europa gjort det til en vane ikke at opdage sine problemer i tide? Jugoslavien efter Tito var længe noget ubegribeligt og eksotisk, før alt endte i borgerkrig og etnisk udrensning. Grækenland stod for solbeskinnede badestrande, skønt man her længe havde luret længe, hvordan man kunne narre Bruxelles, bruge andres penge og undgå at betale skat. Nu står Ungarn for tur: I praksis bankerot og med et politisk regime, som bestræber sig på at ombygge landet med 1930’ernes autoritære stater som forbillede.

Det er muligt, at man ikke kan udlede noget af, at der i alle tre tilfælde har været tale om stater fra Sydøsteuropa. Men ubestrideligt er det, at med Ungarn truer den europæiske gældskrise nu med at brede sig til de områder, der kom med i EU’s østudvidelse.

Sker det uventet? Nej, svarer den, som har fulgt udviklingen over længere tid. Jo, svarer det officielle Budapest. Så sent som i begyndelsen af forrige uge benægtede man, at Ungarn — som tilbage i 2008 — ville blive tvunget til at søge hjælp hos IMF. Dengang blev nationen reddet fra konkurs gennem omfattende kreditter og lån. Disse blev dog kun tilstået på nøje fastsatte og strenge vilkår til betydelig irritation for en politiker som Viktor Orbán. Den slags ville man aldrig gå med til igen. Men med en pludselighed, som ligner desperation, har hans regering bekendtgjort, at Budapest igen ser sig nødsaget til at søge hjælp hos både IMF og EU.

Det unikke flertal

Viktor Orbán ville ikke være den arrogante populist, han er, hvis ikke han samtidig forklarede, at det må ske ’på ungarske vilkår’, således at landets ’suverænitet’ ikke antastes. Det lyder græsk i sin selvbevidste kækhed. Formentlig tror Orbán ikke på, hvad han selv siger. Det står tilbage at se, om de ungarske vælgere gør.

Den ungarske krise kan ligne den sydeuropæiske. I grunden er den økonomisk: En krakket stat, et skatte- system med større huller end indtægter og meget lidt at sælge til omverdenen. Men Ungarn er ikke et klientsamfund. Det er en nødtørftigt lappet lavpriskopi af den vesteuropæiske velfærdsstat. Og til forskel fra grækere eller italienere har ungarerne ingen ubeskattede penge i deres madrasser — ja, de er ofte fattige som kirkerotter. Omkring en million ungarere har i stedet optaget letsindige boliglån til en samlet værdi af cirka 20 mia. euro, men gjort det i dyre schweizerfranc. Nu kan over en fjerdedel af låntagerne, som får udbetalt deres lønninger i den langt svagere ungarske forint, ikke længere klare deres forpligtelser og har indstillet afdragene.

Dog ville den økonomiske krise ikke være så ildevarslende for Europa, hvis den ikke faldt sammen med en politisk. Italien under Berlusconi var et politisk teater, hvor landets premierminister hovedsageligt var optaget af at skræddersy lovgivningen til at tjene egne private forretningsinteresser. Men nationen fik stort set lov at være i fred. Og Grækenland? Landet er et klan- og klientsamfund og kun på papiret en moderne stat, som — nu med ryggen mod muren — værgrer sig imod tilpasning til europæiske standarder og en globaliseret verden.

Ungarn er et helt andet tilfælde. Orbáns parti, Fidesz, har i et i dagens Europa unikt parlamentarisk flertal, som tillader det at regere alene. På egen hånd kan det omskrive forfatningen og gennemføre nye love uden at bekymre sig om de andre partier. Det politiske venstre er i praksis ophørt med at eksistere, opgivet af vælgerne og splittet internt.

I grunden behøver Orbán kun at forholde sig til Jobbik, parlamentets tredjestørste parti (i meningsmålinger allerede landets næststørste). Jobbik er åbent racistisk og antisemitisk. Sammenlignet med dette er lignende partier i andre europæiske lande ikke bare langt svagere, men også ren søndagsskole.

’Finansielt attentat’

Orbán har udnyttet sin politiske magt til at gennemføre en række tiltag, som skal befæste den yderligere. Forvaltningen og de offentlige institutioner er gennem afskedigelser og nyudnævnelser blevet fyldt med loyale partifolk. Selvstændige instanser (som forfatningsdomstolen) har fået deres kompetencer beskåret, samtidig med at der (som oftest med besparelser som påskud) er foretaget indgreb over for medier, retsvæsen eller arbejdsmarked af en karakter, der ville give Ungarn rødt lys i Bruxelles, hvis ikke landet allerede var EU-medlem.

Ungarns økonomiske problemer er ikke så meget søgt imødegået med reformer som med improviserede og ofte højest bizarre forholdsregler. Udenlandske investorer er forsøgt chikaneret væk gennem særskilte punktskatter eller afgifter, og landets banker, der så at sige alle er i udenlandsk eje, vil Orbán nu tvinge til at give de ungarske låntagere ’klækkelig’ rabat på deres lån i schweizerfranc — ’tabsdeling’ kaldes det retsstridige skridt. Alligevel har ungarerne endnu ikke gennemskuet, at denne mikstur af populisme, fremmedfjendtlighed og provokationer ikke er nogen løsning på Ungarns krise, men en del af den.

Og i kulisserne venter Jobbik, som Orbán hidtil har haft held til at holde uden for indflydelse.

Hvor længe endnu? I fredags sænkede Moodys den ungarske kreditværdighed til junk-niveau. Let bliver det ikke at affærdige dumpe- karakteren som et værk af ondsindede udenlandske konspiratorer, men når en irriteret Viktor Orbán kalder det for »et finansielt attentat« på hans regering, ser det i hvert fald ud til, at han har tænkt sig at gøre forsøget.

 

Richard Swartz er kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen er overfladisk, ensidig og fuld med fordømme, men det her er 'kronen på værket': Ungarn har "...meget lidt at sælge til omverdenen".
Landets, ligesom de andre tidligere 'socialistiske' land' industri og landbrug blev stort set fuldstendig opkøbt (for ingen penge fra de korrupte 'gammelkommunister') og ødelagt, for at skabe 'tom' marked for de rige vestlige multier. Ingen har ret til at pege finger herfra!
Og når er det sagt, jeg må indrømme at det gør ondt at se hvor pinlig blind kramper folk for at vågne fra den mareridt, som blev tvunget på dem fra kræfter som i vor dage bliver synlige overalt, og genkendt: som den nøgne 1%.
Naturligvis dukker op mange, som (måske nogle endda med godt vilje) vil gerne 'frelse' foket, eller bare vil fiske under forvirringens dække, ligesom de stor vestlige hajer gør det.
Mvh, en gamle ungarsk flygtning - nydansker.

Aske Christiansen

Jeg er til dels enig Ervin, flere steder i artiklen er der fordomme og fingerpegning i lys lue, dybest set et problem for hele Europas fremtid at vi i den grad splittes internt.
Samtidig er jeg modsat dig Ervin og Richard Schwartz, i det store og hele iagttager udefra når det handler om Ungarn, og gys hvor for man sved på panden. Hvor stort er skridtet fra det Europæiske økonomiske kollaps til afvikling af schengen samarbejdet? Og hvor langt er der derfra til stridigheder?
Vi behøver ikke at frygte et nyt tredie rige, det ville være en rent ud sagt triviel påstand. Istedet bør vi måske frygte konsekvenserne af en europæisk blakanisering, 27 parlamenter med mere eller mindre højreradikale partier repræsenteret og et svind af tro på demokratiet.

it's all good...

Tak for din kommentar Aske, du har ret i din bekymring over Europas 'balkanisering' , men jeg synes at demokratiets største fjender findes ikke 'højreradiale kredse' men i 'pengeverdens kredse'.
Kun Gud ved hvad er de ved at koge for os - helt bag fra demokratiets kulisser. Populisterne er deres 'produkt' (eller direkte i deres sold).
Tænk bare på de atomubåd som 'patruljerer' rundt ved polarcirklen, oliefletne og hinanden i døgnvagt, og hver en kan udslette flere lands befolkning... Hvilken demokratiske organer har sendt dem ud? USA, Rusland, England, Frankrig, Canada, Australia... og hvem ved hvor mange er de?! En ting er sikkert, det er den samme 'skjulte' magt, som stå bage fx. 'finanskrisen'.
Vi kan kun ståle på os selv... og håbe at vi ikke bliver til hinandens ulve når de store 'demokratiske' magter starter en ny verdenskrig - igen. Eller 'bare' nogle mindre 'konfliker' her og der... Hvorfår ikke i Europa?!? Hvis det betaler sig - til dem?!
Op med hjertet! ;-)

Artiklen spørger faktisk, om Vest-europa er blevet taget på sengen.

Nu er det et konkret spørgsmål og ikke en tilbundsgående analyse, men jeg syntes da nok, den rummer en hel del sandhed om Ungarn. Og noget af det passer faktisk også på bl.a. Slovakiet og Rumænien for ikke at tale om Ukraine og især Hviderusland.

Og det kan da godt være, Evin Lazar har ret i, at noget også her er solgt til "gammelkommunister" for nærmest ingenting. Men ser man på de store vinplantager, der dog fylder en del i ungarns økonomi, finder man i hvert fald også store Italienske, Franske og Tyske koncerner, der i øvrigt ofte importerer billig arbejdskraft. Og dette går også igen i Albanien, Kosova og Macadonija m.fl.

Tilbage til artiklens spørgsmål, tror jeg, det er korrekt, at man gennem årene har valgt "at se til den anden side", og ikke ønsket at blive konfronteret med ubehageligheder. Tænk blot på Tjekkiet, der gennem flere år havde, hvad man må kalde en nærmest facistisk præident, og han var faktisk yderst velkommen f.eks. hos den tyske regering. Videre kan man se, hvordan de europæiske lande har forholdt sig til tidens roma-problem i Frankrig, Italien, Hrvatska, Ungarn, Tjekkiet, Serbska og Rumænien - blot for at nævne nogle. Man skælder lidt ud, bebuder visse krav, og så sker der absolut ingen ting.

Aske Christiansen

@Ervin

Jeg er helt og fuldt enig i at drivkraften bag problemerne er økonomisk, det synes jeg snart ikke der kan være nogen tilbageværende tvivl om. Brikkerne falder, og det gør de med et brag. Min kommentar var for så vidt bare en lille refleksion over hvad det betyder for en 60 år gammel union der aldrig har fundet rigtig fodfæste, og muligvis ender med slet ikke at kunne opretholde den ro den så grundigt har brystet sig af, når tingene bliver sat på spidsen.
Jeg synes det er synd og skam at vi selv i den 11. time ikke kan finde på løsningsmodeller.

Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Jeg læste i dagens Politiken, at i flere erhvervsvirksomheder er man allerede begyndt at forberede sig på euroens sammenbrud. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne.

Fra min blog http://bloggeroeven.blogspot.com/2011/11/kriserne-i-eu.html

John Vedsegaard

Det ender nok med at Danske kroner er den eneste valuta der er noget værd - lad os trykke nogle flere af dem. lol