Kommentar

Facebook gør vores privatliv til forretning

Facebooks tiltagende partnerskab med virksomheder medfører en udvidet kommercialisering af brugernes privatliv. Men tjenesten er svær at fravælge, hvis man ønsker et socialt liv. Det er på tide at formulere rettigheder for brugerne
Debat
9. november 2011

Facebook og andre sociale medier bliver jævnligt kritiseret for at overvåge deres brugere. For at indsamle og udveksle data bag om ryggen på brugerne og bruge dataen til diverse kommercielle formål. Senest har de nordiske datatilsyn kontaktet Facebook og bedt dem redegøre for deres praksis, når de indsamler og udveksler data.

I 2010 indførte Facebook, at brugernes oplysninger nu som udgangspunkt var offentlige (public by default), og at den enkelte aktivt skulle justere sine privatlivsindstillinger, hvis man ønskede, at oplysninger, opdateringer og billeder kun skulle være tilgængelig for en mere snæver kreds. Sidstnævnte politik er af kommentatorer blevet kaldet 'held-og-lykke-med-at-finde-ud-af-indstillingerne-politikken'.

For nylig lancerede Facebook en ny tjeneste, som giver mulighed for at følge med i de 800 millioner brugeres adfærd på nettet. Den nye tjeneste er endnu kun i testfasen, men Facebook har allerede indgået aftaler med flere partnere, herunder tjenester som Spotify, Washington Post og Netflix. Ifølge tjenesten siger brugerne ja til, at den enkeltes færden på de respektive hjemmesider automatisk registreres og offentliggøres på Facebook.

Det nye initiativ har endnu engang sat gang i debatten om, hvor grænserne for Facebooks indsamling og udveksling af informationer går.

Nogle fremhæver, at Facebook er en privat virksomhed, som stiller en service gratis til rådighed. Kan brugerne ikke lide varen, må de forlade butikken. Dertil kommer, at brugerne aktivt har givet tilsagn om at benytte tjenesten.

Sagen er imidlertid lidt mere kompliceret end som så. For det første er Facebook blevet en slags de facto standard for socialt liv på nettet. Dette forstærkes, jo flere der bruger Facebook og betyder reelt, at selvom der er mange konkurrerende platforme, så søger de fleste derhen, hvor den kritiske masse er. Så selvom man principielt kan forlade Facebook eller bruge andre platforme, så er det ikke en reel mulighed, hvis man gerne vil være med blandt de mange.

For det andet opfattes det at have en Facebook-profil blandt mange som en gældende social norm. Studier af unge i USA viser, at særligt unge opfatter det som et socialt imperativ at have en Facebook profil, og at de sammenligner ikke-medlemskab med at gå rundt med en sæk over hovedet.

En social ressource

Forskere har beskrevet Facebook som en ny social ressource ('social common'), dvs. en ressource der skabes og deles af alle. Det særlige ved Facebook som en fælles ressource er imidlertid, at den udspiller sig i et kommercielt rum. Som brugere af Facebook lever og udstiller vi vores socialitet indenfor de rammer, som virksomheden Facebook udstikker.

Hvor man længe har talt om kommercialisering af det offentlige rum, er der her tale om kommercialisering af det private rum. Venskaber, klap på skulderen, flirt, avislæsning, deling af information bliver en vare, som der er penge i, og som udspiller sig i et rum, hvor de rettigheder, vi normalt forbinder med det private rum, er ophævet. Eller rettere transformeret til en serviceaftale, som brugeren indgår med Facebook.

Og hvilke rettigheder har vi så på Facebook? Man skal bruge ualmindelig lang tid, hvis man skal til bunds i de vilkår, der gælder for brugere på Facebook. Et flertal har derfor kun en ringe idé om, i hvilket omfang de ejer deres egne data, hvor længe den opbevares, og hvorvidt det overhovedet er muligt at slette sin profil.

Opgivende accept

Langt hen ad vejen accepteres dette som tingenes tilstand. Ude og hjemme debatteres emnet livligt, og jævnligt reviderer Facebook da også deres praksis og retningslinjer, dog oftest i retning af mere offentlighed og mere målrettet markedsføring.

Det danske datatilsyn er i dialog med Facebook om virksomhedens praksis, men angiver selv at eftersom Facebook holder til i Irland, er de udenfor dansk jurisdiktion. Datatilsynets interaktion med Facebook har derfor primært karakter af en afklaring af virksomhedens praksis.

Det er på tide at udfordre den noget defensive debat om Facebook og andre sociale mediers brug af oplysninger og offensivt tage stilling til, hvilke rettigheder vi ønsker, der skal gælde for internettets sociale rum.

Fx at det skal være nemt og enkelt at slette sin profil. At oplysninger ikke må gemmes, når man har meldt sig ud. At det er transparent for den enkelte, hvilke oplysninger, der indsamles og udveksles. At oplysninger i udgangspunktet kun vises for den enkeltes 'venner'.

Øvelsen med at formulere sådanne rettigheder er første skridt på vejen til at kunne stille mere offensive krav til sociale medier som Facebook (Google og YouTube er andre eksempler).

Skal brugernes rettigheder styrkes, kræver det en kritisk masse, som slår til lyd for, at nok er nok. Dette er i sagens natur en opgave, der rækker ud over Danmarks grænser, men som nødvendigvis må starte med, at vi tager stilling til, hvilke rettigheder der som minimum skal gælde.

Rikke Fransk Jørgensen er forsker på Instituttet for Menneskerettigheder (IMR)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad rettigheder kan man forlange hvis man bruger en tjeneste der er frivillig og gratis..? Like it or leave..

Måske kunne og burde især offentlige institutioner (herunder DR og andre) undlade at knytte an til individualiseringsvulgære pengemaskiner som Fakeboob. Institutionaliseringen af dette i bund og grund komplet irrelevante foretagende bærer et stort ansvar for dén udvikling vi nu ser (altså en forceret kommercialisering af menneskers privatliv, herunder naturligvis kapitalisering af den enkeltes sociale og følelsesmæssige liv) - for uden denne offentlige legitimering af Fakeboob som katalysator for saglig informationsdeling og nyhedsformidling ville mediet formentligt næppe ha' nået dets nuværende status.