Kommentar

Frihed er et svært ord i friskoledebatten

Argumentetet om, at private og frie skoler har et samfundsansvar, blot fordi de modtager penge af staten, går stik imod den danske friskole- og demokratitradition
Debat
16. november 2011

I kronikken den 4. november hævder lektor Jan Andreasen (JA) og analysechef Jens Jonatan Steen (JJS), at vi har en »lang og stolt tradition for friskoler i Danmark«. — og det er jo rigtigt. Mere end 150 år er den faktisk.

De siger også, at den tradition »må på ingen måde blive sat over styr«. Og herefter angiver de meget præcist den bedste måde at sætte denne tradition over styr! Besynderligt! Enten er det bare mundsvejr, når de hævder at ville forsvare traditionen — eller også ved de ikke, hvad friskoletraditionen indebærer.

Jeg håber og tror det sidste. Den danske tradition for frie skoler indebærer nemlig ikke, at de frie skoler har et samfundsansvar, blot fordi de modtager penge af staten.

Når vi har tradition for frie skoler i Danmark, skyldes det alene en bestemt opfattelse af, hvad der er ordentligt demokrati.

Før 1855 skulle folk, der selv ville sørge for deres børns undervisning, søge myndighederne om lov, som herefter på baggrund af en vurdering af forældrenes økonomi og habitus gav tilladelsen. Ikke overraskende var det kun de betydningsfulde folk i samfundet — præster, godsejere, storborgere etc. — der opnåede den tilladelse.

Men efter grundlovens vedtagelse i 1849 og på baggrund af den tænkning om demokratiet, der blev grundlaget for lovgivning på forskellige samfundsområder, blev det i 1855 ved en lovtilføjelse en almindelig ret for alle at vælge selv at sørge for deres børns undervisning.

Skolemyndighederne skulle blot meddeles, at barnet ville blive undervist andetsteds end i folkeskolen, og ingen skulle godkende det.

Efterfølgende var det myndigheders opgave sammen med forældrene at se til, at den private undervisning stod mål med folkeskolens.

Denne forældreret blev grundlovssikret i 1914.

Den måde at tænke demokrati på, kunne man lidt forenklet kalde ’mindretalsdemokratisk’ — og tankegangen er, at flertallet ønsker at give mindretallene så stor frihed som muligt til at kunne leve deres forestillinger om det gode liv ud.

Stolt demokratisk ting

Og denne demokratiske opfattelse førte snart til, at mindretallene ikke blot skulle have den formelle mulighed, men også den reelle mulighed for at leve efter deres forestillinger.

Og den reelle mulighed betød også den praktiske og økonomiske mulighed. Flertallet/staten beslutter derfor i slutningen af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet at understøtte mindretallene i højere og højere grad, og i 1968 vedtages en lov, hvorefter private grundskoler får 85 procent dækket af deres skoleudgifter.

I dag er denne procent 72. JA og JJS har ret i, at denne opfattelse af demokratiet og den praksis, det førte til, har forundret udlændinge.

Da jeg i sin tid som konsulent i Undervisningsministeriet havde besøg af udlændinge, undrede de sig såre over, at flertallet (staten) i Danmark understøttede mindretallene praktisk og økonomisk i at være anderledes. Endda selv om disse mindretal som deres mål havde at omstyrte det samfund, der ydede dem støtte.

I sandhed en stolt demokratisk tradition, der f.eks. blev baggrunden for en lilleskolebevægelse, hvori mange af skolerne ønskede at afskaffe det herskende borgerlige demokrati, som de opfattede som undertrykkende!

Der var altså ikke tale om en smålig noget-for-noget-tænkning, som JA og JJS anbefaler. I demokratiets navn gav flertallet en stor frihed til mindretallet, også uden at forlange en bestemt adfærd eller et bestemt sindelag til gengæld.

Det er traditionen — og det er den tradition, der fordamper, hvis flertallet skal stille bestemte betingelser for at give mindretallene lov til at leve deres liv, som de gerne vil.

Uhæderligt

Hvis det er økonomien, der skal styre friskolernes adfærd, og hvis kommunerne skal have visitationsret over for de private skoler, så har vi for alvor forladt »en lang og stolt tradition«.

Noget andet er så, at kun få private skoler ikke føler et stort ansvar over for samfundet, hvad jeg da også synes, de bør gøre.

Men hvis jeg vil bevare en fornem dansk demokratisk tradition, så må jeg også give mine medmennesker ret til (og understøtte dem økonomisk i det) ikke at have denne samfundsfølelse — hvis de virkelig vil være det bekendt!

JJS og JA må naturligvis gerne have den opfattelse, at hvis fællesskabet skal yde noget til mindretallene, så skal mindretallene »betale tilbage« ved opføre sig på en bestemt måde og være indstillet på at underlægge sig flertallets magt, fordi flertallet jo rettelig har den.

Den opfattelse deles givetvis af flere og flere. Men at gøre sig til af på den måde at ville forsvare en bestemt navngiven tradition, de øjensynligt ikke kender til, er uhæderligt.

Thorstein Balle er seniorforsker ved Grundtvig Centret Århus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her