Kommentar

G20 klarede ikke lakmusprøven

Når det gælder klassiske økonomiske spørgsmål kan G20 mønstre en vis enighed. Men så snart klimaet kommer på dagsordenen svinder handlekraften
Debat
17. november 2011

Der var slået et stort brød op, da lederne for G20-landene for nylig var samlet til topmøde i Cannes. Nicolas Sarkozy havde med et fransk præsidentvalg i 2012 set frem til at stå i spidsen for gruppen af verdens mægtigste mænd og kvinder og på en afsluttende pressekonference annoncere, at det ny ’mini-FN’ havde truffet beslutninger, som ville redde verden.

Siden G20 på initiativ af G7’s finansministre blev dannet i 1999 har G20 i stigende grad etableret sig som et globalt magtcenter. Først som et uformelt diskussionsforum for finansministre og nationalbankdirektører om internationale økonomiske spørgsmål, men efter krakket af bank- og finanskoncernen Lehmann Brothers i september 2008 har G20 haft faste møder på stats- og regeringslederniveau. Samtidig udvidede G20 antallet af emner, man forholdt sig til, betragteligt.

Tilsammen ’repræsenterer’ G20 landekredsen 85 pct. af det globale bruttonationalprodukt, men har altså ikke har nogen ’stemme’ fra mere end 170 lande, der rummer en tredjedel af jordens befolkning. Fra at være en ’institution’, som forsøgte at nå til enighed om den internationale ’finansielle arkitektur’, har G20 forsøgt at sætte en bredere global dagsorden. Det være sig handelspolitikken, bekæmpelse af fattigdom og sult og også det miljømæssige ben af bæredygtig udviklings-begrebet, f.eks. kampen mod globale klimaforandringer, herunder indretning af energipolitikken.

Klima på dagsordenen

I Cannes var tanken, at G20-lederne skulle komme tættere på enighed om en forstærket regulering og overvågning af den finansielle sektor og reformer af det internationale valutasystem og udfærdige en plan for færdiggørelse af en global frihandelsaftale under Doha-runden — den runde der blev startet i 2001 med et eksplicit fokus på udviklingslandenes behov og interesser. Desuden ville G20 arbejde for at øge fødevaresikkerheden ved at stabilisere de stærkt svingende fødevarepriser, som især rammer mennesker i fattige, fødevareimportafhængige lande og regioner, samt finde veje til at mobilisere midler til finansiering af de fattige landes klimaindsats (og uundgåelige klimatilpasning), som de rige lande på klimatopmødet i København i 2009 forpligtede sig til at finde 100 mia. dollar til årligt i 2020.

Netop spørgsmålet om klimafinansiering til de fattige lande er meget afgørende for mulighederne for fremdrift i klimaforhandlingerne på det forestående klimatopmøde i Durban fra 28. november til 9. december, hvorfor det var interessant hvad G20 her ville kunne levere i Cannes.

Hvad angår de spørgsmål, som vedrører G20’s klassiske dagsorden, lykkedes det G20-lederne at nå til en vis enighed, omend omfanget af enigheden er svær at vurdere.

Eurolandene har givet tilsagn om at få styr på deres gældskrise, men i hvilket omfang IMF kan overvåge og skal kanalisere midler til lande i eurozonen, er uklart. Det samme er Kinas tilsagn om at hæve kursen på sin valuta.

Og til trods for at der er indkaldt til WTO-ministersession midt i december, synes teksten i G20-erklæringen fra Cannes at afsløre, at G20-lederne i fællesskab har slået sig til tåls med, at Doha-runden aldrig bliver færdiggjort. Hvorfor en global handelsaftale sandsynligvis afløses af flere nye bilaterale handelsaftaler, hvor selv store og relativt stærke udviklingslande har haft svært ved at få deres interesser tilgodeset.

Manglende vilje

Hvad angår de nye G20-temaer omkring den bredere globale udviklingsdagsorden, der historisk har ligget i FN-regi, må G20-erklæringen fra Cannes betegnes som ’ikke godkendt’. Erklæringen nævner, at de rige lande skal efterleve de forpligtelser, de har påptaget sig, hvad angår bistand til fattige lande, men der står intet om hvordan og hvornår.

Man kom ikke nærmere en forpligtelse fra 2009 om at fjerne støtten til fossil energi. Det til trods for at en rapport fra Verdensbanken bestilt af G20 til mødet i Cannes viser, at bare en mindre del af det beløb, de rige lande årligt subsidierer fossile brændsler med, alene kunne generere en stor del af de tidligere nævnte 100 mia. dollar, de rige lande har forpligtet sig til at finde til klimabistand i 2020.

Og en skat på finansielle transaktioner, som under stort ståhej blev bragt på banen af Microsofts Bill Gates på mødet, kunne der heller ikke træffes beslutning om.

G20-lederne magtede således igen ikke at opstille og forpligte sig på konkrete løsninger på store globale udfordringer. Under indtryk af de senere års finanskrise, fødevarekrise og klima- og energikrise er der ofte blevet peget på G20 som den nye ’institution’, der kunne træffe de nødvendige beslutninger, som et ’bureaukratisk’ og ’uformående’ FN-system ikke har været i stand til.

I virkeligheden skyldes dette manglende politisk vilje i medlemskredsen. En vilje, man nu burde erkende, også savnes i G20-kredsen. Det er på høje tid at komme tilbage på FN-sporet, som — i modsætning til G20 — også besidder international legitimitet.

Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Bill Gates for president.

@Søren
Tror du, han stiller op efter Obama? Det er jo i hvert fald en mand med kampagnemidlerne i orden.

Det virker ikke som om folk anerkender det faktum, at beslutningerne ikke tages af politikere.

Globaliseringen undertrykker (om man vil) nationalstaterne, og den græsk tragedie satte massivt fokus på den problematik.

Hvis man ikke begynder at agere, så er vi på vej mod en total nedsmeltning.

Dagsordenen var den rigtige, debattørerne de forkerte.

Niels-Holger Nielsen

Søren Kristensen

Et vindue til fremtiden?

;-)